Da bajeren kom til byen

Et skilt med “Bryggergaarden” over porten til St. Sct. Mikkels Gade 7 har overtaget overliggeren efter det tidligere “Baiersk-Ølbryggeri Odin”. Her lå provinsens første industrielle ølbryggeri.

På stedet begyndte Chresten Olesen allerede i 1832 at brygge øl. Det var dog først med cand.pharm. Theodor Lilienskjold som drivende kraft, at tingene tog fart. Bryggeriet brændte i 1865. Odin begyndte i 1868 på en frisk i en efter tiden imponerende teglstensbygning og stadfæstede sit navn.

Bryggeriet sendte i 1869 en bajersk øl på markedet. Premieren fandt sted i det nyindrettede værtshus “Valhalla” i Odins kælder. De store lejrsamlinger ved Hald Hovedgaard havde i de år mange tørre ganer, som det lokale bryggeri vidste at forfriske.

Ikke for det. Viborgs ry som ølby var for længst slået fast. I professor Holger Jacobæus’ kendte rejseskildring fra 1692 er øltypen Skald med på listen over byens kendetegn. “Sterck øll” advarer forfatteren. Bogens latinske tekst om brygget lyder på dansk: “Viborg-Skald trænger gennem livet som et sværd, rumler i maven, så skindet brummer deraf.” Skrald og Skald hænger sammen.

Viborg-forfatteren Ranch nævner i skuespillet “Kong Salomons hylding” fra 1584, at “Viborg-Skald begynder at prale” – ja, det stiger til hovedet – og nogle år efter opkalder han i skuespillet “Karrig Niding” hovedpersonen Jep Skald efter de potente sager fra hjembyen.

Det lå ligefor, da Odin i 1937 berigede markedet med en Skald. Indtil bryggeriet i 1988 lukkede, var Skald den stærke i sortimentet, en luksusøl i klasse B. Den optrådte også i påske- og juleskrud.

Som journalist fik jeg engang tilbudt en gratis kasse Skald. Jeg pudsede glorien og takkede pænt nej. Det valg har forfulgt mig siden og inspirerede mig til denne omskrivning af Shakespeare: “Skald, Skald ikke? That is the question.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *