Et særkende for Viborg er, at mange af de udendørs kunstværker putter sig i baggårde, parker og byhaver. Se nu skulpturen “Ungt sind” i Amtmandens Have nord for Nytorv.
Mellem 1820 og 2004 boede 15 amtmænd på rad i Amtmandsgården, også kendt som Friedenreichs Gård. Siden 2018 har den førhen private have været en lysthave med adgang for alle. Amtmand, baron Lucas Peter von Bretton lod midt i 1800-årene en vognremise omdanne til et lysthus. Det nu fredede lysthus spiller fint sammen med havens andre herligheder.
“Ungt sind” er en 158 centimeter høj bronzeskulptur af den i Viborg opvoksede Thy-kunstner Erland Knudssøn Madsen. I træ, bronze og granit har han gennem årene arbejdet meget med af give de famlende sind fast form.
At have syv sind over en dørtærskel kender folk i alle aldre til, unge ikke mindst. Skulpturen består som et udtryk for vægelsindet af syv forskudte og forskellige plader.
“Hver flade er forskellig på kanterne, men kan alligevel sættes sammen og danne en bestemt arkitektur,” skriver skaberen om værket.
Boligselskabet Sct. Jørgen ejer haven. Denne tjener også som et åndehul for selskabets lejere i kvarteret. Skulpturen er en gave fra selskabet til ungdommen. Fonde og private givere støttede indkøbet og hermed formålet.
Ligesom en ko har fire maver til den faste føde, er det nok meget godt, at mennesket har syv sind til det åndelige drøvtyggeri. Om ufordøjet viden skriver den mesterlige Montaigne: “At kunne noget udenad er ikke det samme som at vide det.” Tyg på den.