En bittelille bid af lystskoven Sct. Mikkels Anlæg ligger tilbage ved Skovbrynet og giver vejnavnet – der er fra 1931 – et skær af mening. Ingen kan vel i dag finde på at bruge det gamle navn på den grønne plet.
Sognepræst Hans Bjerregaard sad i Hjermind Præstegård fra 1797 til 1857, og han gjorde meget mere end at udbrede Guds ord. Hans Bjerregaard var optaget af “plantningssagen” og stod inden Hedeselskabets tid fadder til flere skove, for eksempel Viskum Vesterskov.
Bjerregaards motto var: “Hvor ploven ej kan gå, og leen ej kan slå, der bør et træ stå.” Toneangivende mænd i Viborg tog ordene til sig og var parate, da Dalgas senere kom til byen.
Idéen om Sct. Mikkels Anlæg på en stribe kommunal jord fra Sct. Mikkels Port og en pæn kilometer sydpå var Hjermind-præstens. De første træer og buske kom i jorden i 1843. Folk i byen skillingede sammen, og en donation fra Viborg Byes og Omegns Sparekasse gødede jorden. Sparekassen gav endog et årligt beløb til den løbende vedligeholdelse.
Anlægget var ikke mere end 100 meter bredt, men det var nok til nogle spadserestier, så borgerne kunne tage på en lille skovtur syd for den gamle byport. Allerede på Diogenes’ bykort fra 1849 markerer det aflange anlæg sig.
Mens det nyere Borgvold holdt sig fri af byens glubende gab, var pølsen Sct. Mikkels Anlæg udsat for salamimetoden. Skive for skive skrumpede det ind. Første bid gik til sygehuset. Så skulle Langaa-banen have, så gasværket, så sporene til Herning og Mariager, så Den Røde Bro, så nogle villaer ved Koldingvej. I 1939 kom fortovets og cykelstiens tid. Slut var det med skovstierne – og anlægget.
Desto stærkere virker det, at skovbrynet ved Skovbrynet ligger tilbage.