Efter hvad jeg ved, er det lille, fine hus i Sct. Mogens Gade 49 en accisebod fra 1740’erne. Det var her, tolderen ved Sct. Mogens Port holdt til, så han kunne opkræve accise, det vil sige afgifter. Dem måtte bønder og handelsfolk betale, når de skulle gennem porten for at falbyde deres varer i byen.
Fra gammel tid havde bønderne i Viborgs store opland pligt til at tage til byen, når de skulle købe og sælge. Viborgs befæstning fra midten af 1100-tallet havde kun i begyndelsen en militær rolle at spille. I mange år var den en toldgrænse, et skel mellem land og by.
Sidst i middelalderen var det endda forbudt at føre øl gennem portene. De mange gæster på de store markeder havde værsgo at drikke byens øl, ikke mindst det berygtede Skald-øl. Helt fra 1461 havde Viborg officielt lørdagen som fast torvedag, men traditionen gik vist tilbage til 1200-tallet.
I mange år var det en folkesport at snyde i skat, det vil sige at lure tolderne. Det bibelske begreb “syndere og toldere” trivedes i bedste velgående. Opfindsomheden var stor, samvittigheden lille. I øvrigt var den gamle befæstning det meste af tiden let at smutte igennem.
Sct. Mogens Port var den fineste, en grundmuret sag med hvælvinger. Det ser ud til, at den fornemme udgave kom ned i begyndelsen af 1680’erne til fordel for en bom. Et århundrede senere flyttede grænsen og bommen. Sct. Mogens Gade var vokset med et lille torv uden for porten, og en ny bom kom op, hvor nu gaden munder ud i Gl. Aalborgvej. Dertil hørte en ny toldbod. På et bykort fra 1795 ser vi denne ændring.
I 1851 var det slut med accisen. Slut med bom og bod. Men accisestenen på Sct. Mogens Torv fik lov til at stå. Gennem mange år boede en dyrlæge i huset ved stenen. Hans store ønske var at få netop denne sten som gravsten. Og som ønsket, så gjort. Den endte så at sige sine dage på Garnisons Kirkegård i København.