I februar 1529 tog reformator Hans Tausen i Viborg ned til Frederik den Første på Gottorp Slot. Med sig tilbage havde Hans Tausen det kongebrev, der i kopi hænger på Sortebrødre Kirkes nordvæg. Nok det vigtigste dokument i byens historie.
Allerførst i 1529 brændte en del af Viborg, og flere af de 12 små sognekirker tog skade. Byens råd bad så mindeligt kongen om lov til ikke at genopføre kirkerne. Tværtom ønskede rådet alle kirkerne revet ned. Ønsket hang tæt sammen med, at den lutherske vind pustede til ilden i Viborg.
På et forseglet, flot kalligraferet ark henvendte kongen sig per den 23. februar 1529 til “elskelige” borgmestre, byråd og borgere. Han forstod godt, at den tyngede by ikke kunne klare at holde gang i de mange kirker. Nu skulle sortebrødrenes og gråbrødrenes bedekirker være sognekirker. Byen fik kongens velsignelse til at “ødelægge de andre unyttige kirker”.
Det lod viborgenserne sig ikke sige to gange. Den katolske biskop Jørgen Friis noterede allerede den 17. marts, at det var sket.
Byen var i den grad parat til dette skifte. Mellem linjerne fik Viborg lov til at gå over til den lutherske lære. Jørgen Friis fnøs og ønskede at være den djævel, der i Helvede kunne plage Frederik den Førstes sjæl. Hans Tausen og kampfællen Jørgen Jensen Sadolin indtog som sognepræster henholdsvis Gråbrødre Kirke og Sortebrødre Kirke.
Kongen tog sig dog betalt. Kronen skulle have halvdelen af blyet og klokkemalmen. Den anden halvdel kunne byen få. Desuden indsatte han adelsmanden Jens Hvass, der var hans betroede mand i Viborg, som Sortebrødre Klosters bestyrer. Samme Jens Hvass kom senere lidt uheldigt på oprører Skipper Clements side og røg vistnok med i købet, da Clement den 9. september 1536 fik bøddelens økse at smage foran Viborg Domkirke.
Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin fik andre opgaver og forlod Viborg. Sidstnævnte endte som biskop i Odense, men glemte ikke sin fødeby, da han kaldte sig Jørgen Jensen Vibergius – ét af flere mulige latinske navne for “Viborg”.