Lokalhistoriker Ursin beretter i sin Viborg-historie om tre håndværkere, en snedker, en murer og en smed, der i 1770’erne fik til opgave at bortskaffe mange begravelser fra domkirkens indre. Det var ikke artige sager.
Skeletterne dyngede de op på kirkegården, kisternes egeplanker gjorde gavn i diverse brønde, mindestenene gjorde de – med bagsiden op – til gulv, og de ædle metaller fra dødningene overlod de til en guldsmed. Guldsmeden rejse til Holland og solgte hele molevitten. Da han kom hjem, fik han sjælekvaler og hængte sig.
I gravkapellerne stod kisterne dog urørte. De udgør den dag i dag en del af kirkens historie. Tag nu det lille kapel i korets sydmur. Her ligger baronesse Johanne Marie Rüse og ryttergeneral Gregers Daa, der med tre dages mellemrum døde i 1712. Hun døde af lungebetændelse, han kom i vejen for en svensk kanonkugle under slaget ved Gardebusch. Også en lille kiste med den knap toårige Johanne Marie Kruse, der var baronessens barnebarn efter det andet af tre ægteskaber, står i rummet.
Fra begyndelsen havde Daas Kapel hjemme i domkirkens kapitelhus, der lå ved korets sydside. Det delte skæbne med resten af kirken ved at være i en elendig forfatning. Efter den store brand i 1726 var domkirken et sminket lig. Allerede i 1828 kom kapitelhuset væk, mens resten ventede til 1863.
En overgang stod kisten med mumien af guldmager Valdemar Daa, Gregers’ far, sammen med de andre, men nu står han for sig selv i det sydlige kryptkapel. Faderen døde dybt fattig, mens sønnen i 1703 var i stand til at købe Hald Slot, som han flyttede og fornyede.
Med general Daa uddøde en adelsfamilie med rødder tilbage til midt i 1300-tallet. Året før han døde, fik han dog en søn uden for ægteskab, og grenen efter Gregers Gregersen Daa lever i bedste velgående som en borgerlig slægt.
Parret Daa ligger i flotte, drevne kobberkister, og forskellige effekter, heriblandt tre religiøse figurer, gør det lille rum ganske levende.