”Giv lyd!” Når børnene leger gemmeleg, kan et lille, hørbart livstegn være nødvendigt. Det ægte Viborg, den filur, holder af at gemme sig, men lader sig gerne finde. Den giver lyd. Domkirkens klokker benytter den flittigt, når den skal give sig til kende.
”Kærestesorger”, Nils Malmros’ filmiske epos om studenterår i Viborg, begynder ganske passende med klokkeklang fra domkirken. For viborgensere en velkendt lyd, for andre en velvalgt markør.
Klokkestøber Caspar Kønig, tysk klokkestøber, der bosatte sig i Viborg, støbte i 1730 tre klokker til Viborg Domkirke. Malmen havde han fra de gamle klokker, så klokkerne lyder af noget endnu ældre. Den største er en kleppert på 145 centimeter i diameter. Støberiet nederst i Ll. Sct. Mikkels Gade var travlt, og i det mindste 46 danske kirkeklokker bærer Caspar Kønigs mærke.
Efter bybranden i 1726 kom Caspar Kønig til Viborg fra Danzig. I 1728 og 1729 støbte han af Sortebrødre Kirkes smeltede klokker to nye. Den 17. november 1729 gav kirken for første gang lyd efter branden.
Turen kom til Viborg Domkirkes bortsmeltede klokkemalm. Kønigs klokker toner den dag i dag, to fra det sydlige stortårn og én fra det nordlige. Nordtårnets kleppert har blandt andet til opgave at give timeslagene. Alle bærer inskriptioner, og den mindste sidder med ønsket om, at den “må hænge her til verdens sidste tid”.
Caspar Kønig lod sig i 1730 vie til den unge enke Sidsel Johansdatter, og med hende fulgte ejendommen i Ll. Sct. Mikkels Gade. Han ejede også tre tønder land lige uden for Sct. Mikkels Port, og dette tilliggende hed længe efter hans død i 1780 Klokkestøberens Toft.
Ifølge en beretning fra Viborgs borgervæbning gik Caspar Kønig engang grassat i en sådan grad, at han i hele 14 dage skulle have bevæbnet vagt hos sig. Galskaben klingede af, og hans klokker klinger af fred.