Den 4. oktober 1906 forlod maleren Joakim Skovgaard Viborg efter den sjette og afsluttende sæson med domkirkens fresker. Men ikke, uden at han havde signeret det i alt 2000 kvadratmeter store værk.
Nederst til venstre på korrundingens freske med den salvende Jesus og de saliges skarer har han i det grønne felt skrevet seks initialer og “1906”. Fra gulvet er kun årstallet at se. Man er vel beskeden.
Initialerne er IO for Joakim Skovgaard, NLS for Niels Larsen Stevns, AL for Arne Lofthus, VM for Viggo Madsen, IM for Johan Mielche og SN for Søren Nielsen. Sidsnævnte var den murersvend, der havde sørget for det fine lag af vådt puds til kunstnernes pensler.
15 kunstnere havde i kortere eller længere tid bistået Joakim Skovgaard, men de fire, der optrådte ved siden af mesterens initialer, var de gennemgående hjælpere. Det samlede værk har ord for at være helstøbt, hvilket er lidt af en dåd, når nu så mange har givet en hånd med.
De kunstnere, der ikke kom med i signaturen, var Svend Bird, Ludvig Find, Johannes Hohlenberg, Poul Jerndorff, Valdemar Jørgensen, Johannes Kragh, Sigurd Olrik, Knud Petersen, Rudolf Rud-Petersen, Karl Schou og Herman Vedel. Det var lidt af en malerskole, Skovgaard drev i sin Viborg-tid.
Freskerne står ubestridt som Joakim Skovgaards kunstværk, og det kan være svært at se, hvem der har malet hvad. Landsarkivar Georg Saxild i Viborg fulgte arbejdet og prøvede i sine notater at pejle sig ind på, hvad der kendetegnede de enkelte kunstnere.
Georg Saxild så Niels Larsen Stevns og Arne Lofthus som en slags modpoler i spændingsfeltet. Om Niels Larsen Stevns skrev han, at “han arbejdede tøvende og forsigtigt, men med en forbavsende udholdenhed”. Derimod arbejdede nordmanden Arne Lofthus “kækt og flot med en bredde i foredraget som en gammel routinier”.