Danmark har 10 domkirker og hermed 10 domkirkebyer. For mange er Viborg ikke bare en domkirkeby, men selveste domkirkebyen.
Det ligger i bynavnet. Former som Wiberg på dansk og Wiberga på latin optræder tidligt. “Vi” står for et hedensk offersted, og “berg” er en bakke, altså “Helligdomsbjerget”.
Måske har det første kultsted med goden, den hedenske præst, holdt til på toppen af Borgvolds bakke. Hvad ved vi?
Den kristne kirke krævede mere plads og fandt et godt sted på det midterste af byens tre markante fremspring. På den sydlige slog sortebrødrene sig ned, mens gråbrødrene satte sig på den nordlige balkon. I grunden kan det være mere rammende at tale om “Helligdomsbjergene”.
Forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg var inde på, at Sortebrødre Kirkes “bjerg” kunne være det første helligsted. Det harmonerer med, at fremspringet var hjemsted for en større bebyggelse i vikingetiden.
Om “hvad der huskes i Viborg” skriver Peter Seebeerg etsteds, “at der var store blotfester i det hedenske vi, der muligvis lå, hvor Søndre Sogns Kirke ligger, eller måske domkirken”.
Viborg Domkirke har stået, hvor den nu knejser, siden begyndelsen af 1100-tallet, nok endnu tidligere. Pladsen foran den, Gammeltorv, og et rådhus på sydsiden er “fra arilds tid”, den ældste tid. Præsterne dannede et klosterfællesskab nord for kirken.
Som domkirken står i dag, er den blot fra 1876. En rundgang i kirken, både inde og ude, i kombination med en slentretur i domkirkekvarteret, føjer let 850 år til de 150. Kirken og kvarteret omkring den er to sider af samme sag. Helt på toppen.