En villa bag Sortebrødre Kirke bærer navnet “Wiberga”. Nabohuset hedder “Ripensis”. De gamle byer Viborg og Ribe side om side.
Indtil 1300-tallet havde Viborg en række danske og latinske navne, der alle hentydede til “viet” – helligdommen – og “bjerget”. Nogle gange optrådte de med V som forbogstav, andre gange med W. Ligeså var det, da “bjerg” blev til “borg”.
Da jeg var knægt, bed jeg mærke i vendingen “jeg er fra Wibåår a”. W og den jyske dialekt spiller sammen. Måske er det derfor, at flere af de gamle navne optræder med dette bogstav. Viborgs officielle segl fra 1620 er ligefrem et W, slet og ret. Er der noget, der – ud over byvåbnet – symboliserer den gamle stifts- og tingby, så er det W’et.
For et århundrede siden skyllede en bølge gennem Norge. Ud med bynavne fra danskertiden, ind med navne, der klingede af norsk historie. Hovedstaden Kristiania kom nu til at hedde Oslo. Derimod nægtede beboerne i Trondhjem at skifte til Nidaros. Kompromiset blev Trondheim. Det er nok svært at forestille sig, at vi her i byen skruer tilbage til for eksempel Wibjærgh.
Nogle af de allerførste mønter, der var slået i Viborg, havde “Wiberga” som mærke. Fra 1018 til 1146 er 28 forskellige typer af mønter fra Viborg kendte, og ikke så få var med W. De, der i 1920 byggede villa “Wiberga”, så ret, da de ville spille op til villa “Ripensis”, der er nogle år ældre.
Beboerne i “Ripensis” havde bånd til Ribe og havde også her et hus. Det hed – “Wiberga”.
Historien begyndte på den tyske side af Kongeåen. Under første verdenskrig solgte en dansksindet gårdejer sin gård på tysk jord. Den blev til en ny gård på den rigtige side plus de to byhuse. Indre Mission i Viborg arvede “Ripensis” efter gårdejerens datter. Arven kom Hans Tausens Hus i Boyesgade til gode.