At kalde et værtshus “Paradis” er oplagt. Midt i 1600-årene kunne viborgensere og andet godtfolk søge en jordisk lykke i Jacob Berings Gård, der lå øverst i Nytorvgydes nordre side. Her var gæstgiveriet “Paradis”.
Beværtningens historie fortaber sig i tåger. Jeg vil tro, at “Paradis” var et sted for alle. Modsat vinhandler Salomon Gerbers skænkestue, der lå på gydens hjørne ved Sct. Mogens Gade. I 1654 fik Salomon Gerber ret til at udskænke vine, og hans vinstue var populær blandt fine folk.
Sågar opslog kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg i 1660 sit hovedkvarter i de Gerberske gemakker. Stedet var kendt og berygtet for sine drikkelag, hvor adelige officerer kom i kårdekamp, endda også med dødelig udgang. Så slemt stod det vist ikke til i “Paradis”.
Historieskriver Ursin skriver i sin Viborg-historie fra 1849: “Byen har også, som købstæderne i almindelighed, haft sit Paradis; dette værtshus lå i Nytorvgyde på nordre side, inden det afbrændte i 1667.”
Hermed være sagt, at de paradisiske tilstande fik en brat ende. Værtshuset genopstod ikke. Jacob Bering fik en tjans som borgmester og døde i 1690 som en dybt forgældet 50-årig. Flammerne åd også Salomon Gerbers store gård øst for “Paradis”. Den fik han genrejst – og med den skænkestuen.
Paradis-navnet har helt frem til i dag levet på matriklen. I Viborg Stiftsmuseums beretning for 1965/66 står således at læse, at museet i bagbygningen “Paradis” ved Nytorvgyde var ved at indrette et magasin i kombination med et værksted og et lokale til særudstillinger. En kommunal bevilling og fem militærnægtere gjorde det muligt.
Mit gæt er, at det tabte “Paradis” lå lidt højere oppe i gyden end det kendte skilt med de fordrevne Adam og Eva.