I 1870’erne og 1880’erne tog pokker ved det skrånende terræn langs Sct. Nicolaj Gade. Efter et trægt århundrede fik gamle Viborg hul på bylden. Haver, tofter og udtjente rønner mellem Sct. Mogens Gade og Sct. Ibs Gade gav plads til fire markante byggerier, der skulle tjene fællesskabet.
Lidt af vejen og alligevel nært. Og det hele står endnu.
Rådhuset ved Gammeltorv var for lille til det voksende demokrati og den ditto by. I 1874 stod multihuset mellem Stænderpladsen og Sct. Nicolaj Gade færdigt: rådhus, ret og arrest i ét. Domkirkearkitekt Julius Tholle nåede at udtænke planen, inden han som blot 40-årig døde.
Året efter fik byens mange soldater et pænt stort garnisonssygehus ved Rosenstræde, lige neden for Sct. Nicolaj Gade. I otte år havde de ladet sig nøje med et lille infirmeri i Sct. Mogens Gade 38. Arkitekt Hermann Storck, der i øvrigt var ny domkirkearkitekt, havde tegnet et sygehus til 35 sengeliggende jenser.
Mellem 1847 og 1887 havde en beskeden fri- og borgerskole over for Sortebrødre Kirke banket lærdom ind i de små hoveder. Med den nye kommuneskole på toften oven for Sct. Nicolaj Gade fik “friskaller” og “borgerkaniner” mere plads, men det sociale skel mellem dem flyttede med. Århus-arkitekt Carl Lange gjorde sig ellers umage.
Så til fattiggården. Viborg-arkitekt Hother Paludan fortsatte linjen fra den arbejdsanstalt, han først i 1880’erne tegnede til amtet. Fattiggården ved gadens nordlige ende stod færdig i 1885 og kunne huse 80 fattiglemmer. Den afløste Viborgs første rigtige fattiggård, der lå klinet op ad Gamle Vagt.
Fattiggården var et lille samfund af udstødte uden borgerlige rettigheder. Kvinderne havde mest køkkentjeneste, mens mændene arbejdede i den store have. Desuden havde fattiggården en virksomhed for sivmåtter og -sko.
I 1936 lukkede den, og sindssygehospitalet overtog bygningerne, som helt op i 1970’erne rummede langtidspladser til de syge i sindet. Derpå oprandt en æra som boligkomplekset Nicolajgården, og rækkehuse skød op i haven. Ikke noget for fattiglemmer.