Allerede i middelalderen var Viborg kendt som en stråtækt bondeby, et let offer for ilden. Godt nok fyldte adelsgårde og borgerhuse pænt i bybilledet, men et vigtigt træk var i mange år de utallige avlsgårde, hvoraf avlsbrugere havde deres udkomme.
I en halvcirkel vest for byen lå den enorme bymark. Kun København havde den større. Herpå kunne avlsbrugerne på et sindrigt net af jordlodder dyrke afgrøder og have dyr på græs. De fleste måtte leje jorden, hvis ejere typisk var kirker, klostre og katedralskole. Mest kendt var Bispegårdstoften vest for byvolden.
Tro ikke, at der var megen storhed over byens gårdbrug. De var med snæver plads til dyr og afgrøder. Med møje drev karlene dyrene ind og ud. Ikke altid kunne en vogn presse sig ind i gården, og så smed kusken læsset på gaden. Folkene måtte med håndkraft ekspedere hø og korn gennem luger og taghuller.
Jeg har hørt tale om den fattige mutter Lange – ikke fin nok til at være madam – i Sct. Mogens Gade 54. Hun havde en enkelt ko. Bosse måtte få storhedsvanvid, for den nød den ære at komme ind og ud ad selve gadedøren. En port havde huset ikke.
Netop den ellers så fornemme Sct. Mogens Gade havde flest avlsgårde; i 1885 lå her 18 gårdbrug. Ikke mange levn er tilbage. Den lille toldbod i Sct. Mogens Gade 49 har en skrå høluge i gavlen, og Handbergs Gård i Sct. Mogens Gade 59 har en velbevaret facade. I 1885 var den én af byens i alt 75 avlsgårde.