Navnet Rødevej stikker så dejligt af fra Viborgs myriader af vej- og gadenavne, dog med Grønnegade som en anden farvet undtagelse.
I de seneste år har Rødevej i sommertiden været rødfarvet som i gamle dage. Navnet ligefrem indbyder til, at byen maler en rød løber på den, så Hærvejsmarchens vandrere kan gå det sidste stykke på ærens vej.
Murbrokker fra den nedrevne domkirke gjorde den rød og gav den i 1902 navn. Før da hed den Kirkegårdsvej, fordi byen i 1808 anlagde sin fælleskirkegård her. I øvrigt fik Grønnegade også navn efter den lokale kolorit. Den havde grønne omgivelser.
Pladsen på Bispegårdstoften vest for den gamle byvold var så rigelig. Foruden kirkegården lagde den fra 1870’erne jord til en kaserne under stadig udvikling, herunder en eksercerplads. Men en kaserne på en Kirkegårdsvej? Nej, vel.
Meget længere tilbage drev biskoppen landbrug på arealerne. Toften var den bynære del af bymarken og var som skabt til det berømte Toftmarked, der i mange år fandt sted uden for Skottenborg Port sidst i september.
Da eksercitsen flyttede fra Rødevej til Klostermarken, blomstrerede Eksercerpladsen op som markeds-, dyrskue-, sports-, cirkus- og festplads. Ikke så få gæster på den gamle toft kom i stødet og malede byen rød.