I dag er byens vand mest noget, der kommer med skybrud, og som løber vildt og voldsomt, fordi vi har tilplastret hver en stump jord med boligkasser, billig kinesisk granit, asfalt og betonbelægninger.
I tidligere tider var vand noget med kilder, brønde og rislende løb. Til de sidste hørte Munkeslusen, hvor nu Sct. Villads Stræde er, og Slusen fra Ll. Sct. Peder Stræde til Sct. Mikkels Port.
De kendteste kilder var Lones Kilde ved Lonnestræde, Jomfru Marias Sundhedsbrønd i Gråbrødre Klosters have og Sct. Kjelds Kilde i domkirkens krypt. Vi læser også om en Kokkilde, der lå vest for byen. Det var dens vand, Sct. Kjeld efter sigende gjorde til vin.
Mindre kendt var Dumpkilden i Dumpen. Lad os ikke glemme Tekilden på Borgvold. At gøre vand til te er nok mere realistisk end nummeret med vinen. Nogle kilder berigede det tidlige byggeri med kildekalk. Den var holdbar og let at arbejde med, men den slap hurtigt op.
Byen havde fem offentlige brønde: ved Sct. Mathias Port, på Hjultorvet, på Nytorv, på Gammeltorv og på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade. Her ligger nu Pumpetorvet med en symbolsk bypumpe. Den rigtige pumpe var virksom fra 1843 til 1913.
Især pumpen på Gammeltorv var ikke så heldig. Det var jo lige op ad domkirkegården med dens ligvand. Her var én af grundene til, at Viborg i 1808 fik den nuværende fælleskirkegård.
At dvæle ved rislende vand er godt for sjælen. Det er livgivende at kvæge sig ved fuglebadet bag Skovgaard Museet, Løvebrønden i Latinerhaven og kummen i Gråbrødre Klosters gård. Allernærmest historiens kilder kommer vi ved det stensatte kildested ved Nørresøvej. Fortiden er ikke tørret ud.