I ly af Latinerhavens bøgepur har en blærenød vokset sig stor. Egentlig et noget uharmonisk busktræ, men med flotte blomsterklokker om foråret og markante blærer med nødder om efteråret.
Nødderne er endda til at spise og har givet væksten tilnavnet “Nordens pistacie”. Desuden er de rare at mærke i lommen som en art lommesten.
Danske gravfund fra romertiden har bragt små kæder med perler af blærenød for dagen. Dengang voksede den kun langt mod syd. I dag er den et kært indslag i danske haver og parker.
Jeg har også hørt sige, at de små nødder har gjort gavn i katolske rosenkranse. Bedekranse med blærenødder må have ligget godt i hånden og styrket ånden.
Betagende er efteråret med de standhaftige blade og klaserne af blærer, som godt kan minde om små, kinesiske lanterner af rispapir.
Kommer til at tænke på det antikverede ord “vindbøjtel”. Det hentyder til en oppustet blære. Tidligere brugte vi det om en slags vandbakkelser, og jeg møder en sjælden gang klassisk skolede folk, der hæfter det på naragtige personer, blæremåse. Først i nyere tid har det fået en bredere betydning om folk, der skifter mening, som vinden blæser.
Helt umotiveret rejser nøddebusken sig af hækken, men vi vil da nødig undvære den.