I 1890 besøgte maleren August Jerndorff biskop Jørgen Swane i Viborg. Jørgen Swane havde da været biskop i 12 år og fandt en stor opgave i at sikre domkirken en indvendig udsmykning. Men det var nu ikke derfor, August Jerndorff gjorde rejsen. Han skulle male et portræt af biskoppen.
Snart gled samtalen over på den stadig ret så nybyggede og nøgne domkirke. Kunsthistoriker Høyen var jo den nyromanske kirkes fortaler, og samme Høyen var Jerndorffs store støtte, da denne udviklede sig som portrætmaler og religiøs fortolker. Han kendte så udmærket de tanker, der lå bag den nye udgave af Viborg Domkirke. Det er ret sandsynligt, at Swane i samtalens løb foreslog Jerndorff som den, der skulle løfte den store opgave med at udsmykke domkirken.
Jerndorff var elev af P.C. Skovgaard og skal prompte have svaret, at Joakim Skovgaard, sønnen, var manden. Viborg Domkirke fik sit portræt af Jørgen Swane, og Joakim Skovgaard fik sit livs opgave.
I somrene fra 1901 til 1906 var han og hans hjælpere aktive Viborg. De blev en del af byens liv. Ansporet af dem lod en række kunstnere sig føre til det dramatiske landskab og den dramatiske historie ved Hald. Det er ikke ved siden af at tale om en kunstnerkoloni.
Domkirkekunstnerne gik ikke over åen efter vand og brugte lokale folk som modeller til flere af freskerne. Fra stilladser moslede kunstnerne med at gøre perforerede kartoner og kulstøv til fresker. Om og om igen. Farvehandler Knud Gildsig var hyppigt forbi med nye forsyninger af farver.
I sin islandske trøje stak Joakim Skovgaard en del af fra det borgerlige Viborg. Byen tog ham immervæk til sig. Senere kom diskussionen om, hvorvidt byen måtte have lov til at rejse en buste af ham, hvilket han på det bestemteste frabad sig. Men æresborger blev han. Med udgangspunkt i hans og familiens kunst fik han også sit museum.
Ringen var sluttet med Arne Lofthus’ al fresco-portræt af mesteren, naturligvis iført islandsk trøje.