Da de første tyske kolonister i 1759 slog sig ned på Alheden, lå det ikke i kortene, at de skulle ende som “kartoffeltyskere”. De havde tænkt sig at gøre lynghede til korn- og kløvermarker. Men det var altså kartoflen, de fik mest held med.
På det tidspunkt var kartoflen en sjælden spise i de viborgske hjem, men tiden arbejdede for den gyldne knold. Et århundrede senere var Laura, datter af storkøbmand Jens Georg Boye, vidne til kartoflens sejrsgang:
“Så gik fruen med sin pige på torvet, som var fuldt af alt. Selv de små, tarvelige vogne fra Alheden, forspændt med stude, som altid bragte kartofler med. Det var fra den tyske koloni. Derfor hed de altid kartoffeltyskerne.”
Forfatteren Goldschmidt besøgte i 1866 Viborgegnen og satte disse ord på kartoflens kolonister:
“Hver mand har en kælder, der rummer cirka 150 tønder. De sælger dem i Viborg tilligemed lyngtørv … De drog 20 a 30 stykker i følge til Viborg om natten, holdt frokost på Stanghede, sloges med alle, der udsatte sig for et sammenstød, var vilde karle.”
Ursin skriver i sin Viborg-historie fra 1849 blandt meget andet om afgrøderne i byen og på bymarken. Ifølge en opgørelse fra 1837 gjorde avlerne her 200 tønder læggekartofler til 3200 tønder spisekartofler. Uden at kræve meget gav den meget.
Jeg var ikke gammel i gårde som journalist, før jeg lærte, at en kartoffelkampagne ikke er et reklamefremstød for spisekartofler, men et navn for høsttiden med kartoffelferien som markør.
En enkelt gang som dreng lod jeg mig lokke væk fra Jan-bøgerne i efterårsferien for at forsøge mig som kartoffeloptager på Vestermarken. Jeg knoklede i nogle timer og var nok ikke særlig effektiv. I det mindste sendte avleren mig retur til byen. Min sølle indsats i den syvende kartoffelrække takserede han til en sodavand og en daler.