“Nej, nej. Kan I ikke snart lære det? Jeg hedder altså Salomon og ikke Samuel.” En tordenrøst lyder fra det høje. Fortidens stemme tilhører vinhandler, kvægeksportør, gæstgiver, postmester med mere Salomon Gerber, der døde i 1690. Af uvisse grunde optræder han i mange kilder som “Samuel”.
Ejendommen Sct. Mogens Gade 3 hedder oftest Salomon Gerbers Gård. Men den er i den nuværende skikkelse fra tiden efter den store bybrand i 1726. Fra denne adresse og et stykke op ad Nytorvgyde drev han en virksomhed, der også omfattede en del andre ejendomme i byen. Mest kendt er den vinstue, han i 1654 fik lov til at drive på hjørnet. Her kom adelsfolk, officerer og det bedre borgerskab.
Og det gik ind imellem vildt til i Gerbers skænkestue. Her udåndede for eksempel under et gemæng hornblæser Hans Abelstedt. Nogle beskænkede officerer havde hidkaldt et lille militært orkester, der skulle spille en fanfare ved hver skål, og det blev hornblæseren for meget. Efter utallige skåler nægtede han og udslyngede en kraftfuld ed, der refererede til en hunhunds kønsorganer. Kårder kom frem, lyset gik ud. Det gjorde også hornblæserens livslys. Den tids æresbegreber blæste ham en lang march. Den skyldige gik fri.
Det var sidst i 1660. Tidligere på året havde selveste kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg for nogle måneder udset sig Den Gerberske Gård som sit hovedkvarter. Selv kurfyrstinde Louise Henriette slog sig ned.
I 1667 brændte Gerbers ejendom og hele kvarteret. Det gjaldt også Jacob Berings ejendom med det berømte gæstgiveri Paradis højere oppe i gyden.
Tre gange tidligere havde brande hærget Gerbers bygninger, og en storm blæste den sidste rest af storhed bort. Med møje fik han genrejst hjørnehuset med vinstuen. Denne var stadig et livligt sted. I 1674 kom fire militære adelsmænd i den grad op at toppes, efter at de havde nydt Gerbers berusende klaret. Det kom til duel på kårder, to på hver side. To fik dødelige sår. Årsag: De kom i skænderi om, hvor gammel en hest skal være for at gøre nytte i krigstjeneste.
Salomon Gerber havde som så mange andre af byens før så pengestærke mænd svært ved at klare sig. Fra 1669 til sin død fik han en kærkommen ekstratjans som Viborgs første postmester. I øvrigt overtog svigersønnen både titlen som postmester og værtshuset. Efter den næste store brand i 1726 sad enken Anne tilbage med historiens aske.