I essayet “Vinduet” skriver Christian Elling om, hvordan “en firkantet åbning i en mur” kan forstærke indtrykkene. Både den, der sidder indenfor og kigger ud, og den, der står udenfor og kigger ind, kan få en særlig oplevelse. Og her er vi højt hævet over det simple at beglo.
Jeg har det sådan med porte og tunneler. Når jeg vandrer i Viborgs midtby, holder jeg af at kigge ind ad portene. Hvilken overflod af stemningsfulde miljøer af piksten, kunst, stokroser, plantekrukker, bænke, caféborde, dybe haver og varieret murværk.
Førhen var portene en praktisk foranstaltning, der førte ind til de talrige avlsbrugs lader og stalde. Nu byder de sig til som historiens åndehuller.
At begrænse hele herligheden til et udsnit er en ekstra styrke. Stor kunst i det små. Ja, kleinkunst. Portbjælken i Sct. Mathias Gade 27 har en udsmykning fra 1663, men det er lige ved, at den forstyrrer indblikket.
Djøfbladet har udnævnt årets hadefraser, og “kigge ind i” er nummer tre på den gyselige liste. At kigge ind i en baggård fejler naturligvis ikke noget. Men når vi kigger ind i noget så abstrakt som et fremtidsscenario, svupper vi i sprogets sump. Den floskel har vi al mulig grund til at genbesøge – nummer otte på rejsen.
For ikke så længe siden spadserede jeg gennem stitunnelen under Randersvej ude ved Taphede. Et gudsforladt rør af beton. Beton eller ej, så er jeg fascineret af disse glughuller. Dem må jeg altid fotografere gennem. De indrammer hver og én et tankevækkende stykke kleinkunst. Alene lyseffekten gør noget ved én. Tunnelsyn på den positive måde.