Hav respekt for lindorme. Disse drageagtige sagnuhyrer er ikke sådan at bide skeer med. Men det er vist længe siden, at en lindorm har huseret i Viborg.
Historieskriver Ursin beretter, at viborgensere i gamle dage dræbte en lindorm. Skindet optrådte “efter sagnet” på en apotekers disk. Apotekeren var Daniel Friedenreich, der fra 1673 til 1706 drev Svaneapoteket. Det lå dengang på Nytorvs nordside.
Et sådant sagn kan kun appellere til smilebåndet. Men det har skam en kerne af alvor. Jeg tror vitterlig på, at Daniel Apoteker tronede bag en mystisk læderskranke.
Ældre tiders apotekere stod med deres medikamenter højt på agtelsens stige. Apotekeren yndede at give den en ekstra tand ved at omgærde sig med mystik. Og her kommer et væsen som en lindorm fint ind i billedet.
Kollegaen på Svaneapoteket i Helsingør var kendt for at have et balsameret fabeldyr stående, en søabe. At han selv havde sat det sammen af diverse knap så interessante skabninger, kan være lige meget. Samme apotek fremviste også en lille krokodille og en hvalros plus en buste af Frederik den Femte.
Hokus pokus filihankat. Sådan var det på flere andre apoteker. Slige sager spillede naturligt sammen med tryllemidler som englefedt, krokodillebalsam og røvereddike. Her kunne de konkurrerende urtekræmmere godt pakke sammen.
Folketroen putter lindormens larver ind i hasselnødder. Den, der spiser en befængt nød, er dødsens. Ormene vokser sig for alvor store i kirkegårdens dyb.
Det siges, at en lindorm i tre år spærrede for Vorde Kirkes indgang. Den kom anstigende fra Himmerland, og en snoet fure i bavnehøjen viser den dag i dag ruten. En tyr gjorde det af med dragedyret, efter at de lokale havde styrket den med sødmælk. Siden har lindormen været dømt til at være udsmykning i kirken.
Diskens skæbne er uvis. Hold nøje øje på loppemarkeder. Magien er måske ikke gået tabt.