Det er blevet mig fortalt, at en tilmuret dør i Karnapgårdens gård er Den Hvide Dames gamle indgang. Én af fortidens ejere fik efter sigende nok af damens spøgeri og sløjfede døren.
Husspøgelset var ikke sådan at spøge med og fremturede. I nyere tid havde en ejer hende mistænkt for at muntre sig med at sætte stueuret i stå. Det skete hver gang lige før midnatstimen. Men det fik en ende, da beboerne holdt vågenætter ved bornholmeren.
Evald Tang Kristensens “Sagn og overtro fra Jylland” er hårrejsende lekture. Her står at læse: “Der har altid været meget spøgeri i Viborg, og det er jo ikke sært, når man betænker, hvor gammel byen er, og hvor mange slemme gerninger der her er bedrevet.”
Der går ifølge bogen frasagn om, at “en sort ting” gjorde natten usikker nord for domkirken. Skulle ikke undre, om det var selveste Den Sorte Hund, dødens sendebud.
Det er jo også til den side, kirkens sagnomspundne reliefsten sidder – den med basilisken og haren. En basilisk er den onde selv, uhyggelig med et hanehoved og en ormekrop, dræbende med sit blik. Basilisker kommer ud af defekte hønseæg, “haneæg” kaldet.
Folketroen gjorde nogle harer til forvandlede hekse, til hekseharer, som kun sølvhagl kunne slå ihjel.
Et makkerpar, der huserede længe inden den gode påskehares indtog. Et lille tip. Brug et lommespejl. Basilisken kan ikke tåle at se sig selv.