Kildesteder og kaffemaskiner

Har hørt om arkitekter, der gør det til en kunst at indrette kontorlandskaber med små mødesteder. Løsenet er strategisk anbragte kaffemaskiner. Keep it simple.

Samme tanke kunne ligge bag, da overarkitekten skabte helligkilderne og andre helsebringende væld. Kildestederne samlede fortidens folk, hvilket de skriftlige kilder har mange beretninger om.

I Viborg støder vi på Maries Sundhedsbrønd, Lones Kilde, Sct. Mikkels Kilde, Sct. Kjelds Kilde, Dumpkilden, Tekilden og Kachkilde. Sidsnævnte er vist på nutidsdansk Kogekilde. Den lå lige vest for middelalderens by og har nok fyldt mangt et kogekar.

Legenden om Sct. Kjeld, Viborgs beskyttende helgen, har en passus om Kachkilde. Da Kjeld møder en vandbærer fra domkirken, følges de ad til kilden. Her imponerer han ikke så lidt ved at gøre vandet til vin, da han tager en slurk.

En unavngiven helligkilde i Hestedalen ad Jegstrup til “besøgtes mest af alle Viborgs kilder” – skal vi tro kildeeksperten August Frederik Schmidt. Sankthansaften i Hestedalen skal have været noget af det største med ung morskab og gamle, der drak kildevand med rom, citron og sukker. Ellers var der tradition for natlige besøg i Hestedalen. Jernbanen kom på tværs, og interessen tørrede ud.

Hestdalvej var i en del år en simpel markvej med fire gårde. På det seneste har Hestdalvej fået en rolle som en smutvej i industrikvarteret. Et gudsforladt sted, som kun har Rigsarkivets fjernmagasin som et forsonende element. Også en vigtig kilde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *