Den kære læser kender jo nok vandrehistorien om, at hesteblod er en ingrediens i lakrids. Gud ved, hvor den kommer fra.
Måske hænger den sammen med, at kirken i mange år lyste hestekødet i band som værende en ugudelig spise. Kirkens folk forbandt hestens kød med asatroens kultiske måltider. Vi skal helt frem til 1800-tallet, før det nærende kød fandt vej til ordentlige folks spiseborde.
Forleden stødte jeg på en herlig beretning fra 1807: “Da der første gang spistes hestekød i Viborg.” Begivenheden fandt sted i Bendix’ Klub. En flok herrer havde gejlet hinanden op til at gøre forsøget, efter at de havde hørt om lignende tafler i andre byer. Ifølge avisen Den Viborger Samler behagede kødet herskabet. Men mere kød var der heller ikke på den historie.
Klubvært og købmand Ole Christian Bendix var det lokale svar på Gustav Wieds romanfigur Luksusbugen og har nok smagt for. Han fyldte i dobbelt forstand godt i landskabet.
Den 18-årige amtmandssøn Frederik August Schønheyder beskriver i en munter tone, hvordan en lille deling af borgervæbningen med Bendix i front i 1820 besøgte amtmanden, idet han sammenligner “Hans Tapperhed” med den gammeltestamentlige general Holofernes: “… så tyk, at jeg ikke behøvede anden motion den formiddag end at gå omkring langs væggene for at betragte ham.”
I mange år var Viborg hestenes by, kendt for sine hestemarkeder og -handlere. Så hvorfor ikke også være et kulinarisk hestehoved foran.
Hestehandleren over alle hestehandlere var Viktor Kisum (1875-1950), berømt blandt hestehandlere i ind- og udland, formand for de danske hestehandlere. En rigtig Viborg-dreng var han. Selv i det store udland klarede han sig på uforfalsket viborgensisk, godt suppleret med handelstalent og en hestehukommelse.