I meget gamle dage kaldte folk det udenvolds område, hvor nu Sct. Laurentii Vej-kvarteret er, Skidensig. Det var ikke flatterende ment.
Her havde byens natmand, rakkeren, sin skidne base. Til rakkerkulen kørte han selvdøde dyr og menneskers uhumskheder. Natmanden og hans nærmeste var besmittet rakkerpak, som borgerfolk nok skulle nære sig for at røre ved.
En sig er en våd lavning, kendt fra flere stednavne. Et lokalt eksempel er Stensig. Ifølge Otto Kalkars ordbog over det ældre danske sprog er en skidensig en plumret slamkiste. Engang havde Aarhus et stræde, der hed Skidensig, og København havde sit Skidenstræde, nu henholdsvis Grønnegade og Krystalgade.
Siden først i 1500-årene var natmanden et nødvendigt onde i købstæderne. For eksempel optræder både han og natmandshuset på Viborg-kæmnerens regnskab for 1726. I de første mange år var han på bekvem afstand. Det behagede ikke honnette borgere, da han i nogle år benyttede den øde Gråbrødre Kirke i byens hjerte som en slags materielgård.
Kirken kom ned i 1830, og ikke så mange år efter var det nat med natmanden. I 1874 byggede kommunen på kulens sted et krudthus til garnisonen. Det stod til 1931. I 1929 fik Sct. Laurentii Vej sit navn, opkaldt efter middelalderens kapel derude. Indtil da havde den heddet Krudthusvej – nu en sidevej.
Den gamle Skidensig havde længe efter rakkerens tid ry for at have havejord med ekstra grokraft. Ja, nærmest med krudt i.