Tro endelig ikke, at bronzeskulpturen ved Viborg Kunsthal har noget at fortælle dig, eller at den prøver at komme i snak med sine omgivelser. Den hedder “Kegle med gitter”, og hermed er alt sådan set sagt om den sag.
Billedhugger og professor Willy Ørskov (1920-1990) skabte det værk, der siden 1989 har stået ved Brænderigården. Willy Ørskov arbejdede efter den grundholdning, at “skulpturens indhold er skulpturen”. Beskueren gør fejl i at tolke værket, endsige at lade det åbne munden. Det er en 140 centimeter høj kegle med et 63 gange 63 centimeter stort gitter. Basta.
Lidt af en kontrast til det magiske ståsted. Vi ser for os Knud den Store, der her gødede jorden for Viborgs storhed. Ja, måske i direkte betydning, thi Canute the Great kan sagtens have forrettet noget stort på det latrin, arkæologer for nogle år siden fik nærkontakt med på selvsamme sted.
Det var også hertil, den mægtige Hærvej søgte på det lange stræk sydfra. Borgvold-knolden overfor kan have haft rollen som det første offersted, Vibjerg. Måske havde de også dengang øje for den smukke sønatur.
På mig virker den kegleformede tingest i stil med pladespillerens stift. Den er heller ikke noget ud over sig selv. Men hvor kan den dog få musikken til at spille.