Til middag med funktionærerne

Middagshøjvej med sideveje ligger som en lille bydel for sig og har sin egen charme.
1950’ernes industrikvarter omklamrede enklaven, men den holdt stand. Samme trods lyser ud af de gamle en- og flerfamiliehuse, efter at Banebyen kom til.

To gårde kom til at ligge på den anden side, da baneterrænet i 1890’erne skar sig ind. Efter et par årtier begyndte et villakvarter i bedste murermesterstil at skyde op på markerne.

I 1918 var husene så mange, at Middagshøjvej fik sit navn. Husk på, at den gamle vej til Finderup her havde sit udspring, og at den gik forbi Middagshøj (Finderuphøj), hvorover middagssolen smilede, mens markernes arbejdere samledes til middagshvil.

I begyndelsen havde Middagshøjvej en overkørsel over sporene mod øst. I 1926 var det slut med den. Tilbage var kontakten med Holstebrovej mod vest plus den dengang nye gangbro til banegården.

De cirka 70 huse var virkelig overladt til sig selv. Til gengæld var kvarteret i høj grad selvforsynende, blandt andet med købmand, slagter og bager. Først med Marsk Stigs Vej fra 1948 åbnede en bagvej til resten af byen.

Nybyggerne var for en stor del “lavere funktionærer”, ikke mindst fra DSB og Statshospitalet. Noget trygt og harmonisk sidder fortsat i murværket. Et levn fra dengang, funktionærerne spiste varm middagsmad klokken 12.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *