“Korsgaden” er blandt de navne, der for længst er gledet ud af Viborgs gaderegister. Sjovt nok er det forsvundne navn slet ikke et gadenavn.
For længe siden var Korsgaden byens akse. Den var et kryds lige midt i Viborg. En del byer har Korsgader, men de færreste har brugt navnet om et gadekryds. Med dagens navne er det krydset mellem Sct. Mathias Gade og St. Sct. Mikkels Gade.
I ældre tider gik Sct. Hans Stræde fra Sct. Hans Port og Klosterstræde forbi Nytorv og videre til Sct. Mathias Gade. Herfra fortsatte den som Søndre Sortebrødre Stræde ned til Sct. Mikkels Gade. Krydset bandt byen sammen.
Helt ind i 1970’erne vejede forløbet godt til i midtbyens vægtskål. Her lå specialbutikkerne tæt. I min barndom trak først Ønskekælderen og senere Ønskehjørnet ad Korsgaden til. Mine forældre lagde nok mere vægt på, at ost, kød, grønt og fisk lod sig købe inden for en lille radius. I St. Sct. Hans Gade tronede Viborg og Omegns Brugsforening.
Lad os ty til Moths Ordbog. Den dækker det danske sprog i cirka 1700. Matthias Moth, kongelig embedsmand, efterlod sig en ordbog, der fyldte i tusindvis af håndskrevne ark. Da englænderne i 1807 bombarderede København, brændte de originale sider med P og R samt dele af O. “Korsgaden” overlevede. Men ikke i Viborg.