For længst glemte firma- og butiksnavne dukker af og til op på facader, når håndværkere skræller af. På Dumpen 5 har et navn helt uberørt fået lov til at stå i over 100 år: “Th. Bentsens Klædefabrik”.
Facaden udstråler solid virkelyst. Den unge farversvend Thomas Bentsen forpagtede i 1888 et farveri på stedet. På få år gjorde han det så godt, at han kunne købe virksomheden. Et spinderi, en klædefabrik og et vaskeri føjede sig til, samtidig med at dampkraften satte skub i sagerne.
Under første verdenskrig var tæpper og uniformer fra Th. Bentsen i høj kurs. Antallet af ansatte nåede op på 50. En brand i 1919 gjorde plads til nye tanker – og bygningen med påskriften. Systuer og et fabriksudsalg med habitter og arbejdstøj viste sig givende.
Efter at Thomas Bentsen i 1927 døde, trådte tre sønner til som direktører. Et barnebarn af stifteren fortsatte fra 1959 virksomheden.
Midt i 1950’erne toppede eventyret. Da var styrken oppe på 250 ansatte. Importerede varer fik én for én keglerne til at vælte. Den sidste, farveriet, faldt i 1978. Eventyret sluttede således, som det begyndte.