Den 35-årige styrmand Anton Henrik Løgstrup fra Drøsselbjerg mellem Kalundborg og Korsør købte i 1935 en nybygget motorbåd hos Nyborg Skibs- og Baadebyggeri. Den fik navnet “Hatona” og er i dag kendt som “Margrethe I” af Viborgsøerne.
Kun i to år ejede Anton Henrik Løgstrup – hvis slægt stammer fra gården Løgstrup i Fiskbæk Sogn – sin båd, som i øvrigt havde hjemhavn på Orø. Den kom den 3. november 1937 til at hedde “Margrethe” og var indtil 1969 knyttet til bådfarten på Lyngby Sø, Bagsværd Sø og Furesøen. Under samme navn var hun fra 1970 dambåd i Haderslev.
I den tidlige sommer 1990 ankom hun i ombygget og restaureret stand til Viborgsøerne. Nu skulle Viborg atter have byvandring til søs. Turistchef Jørn Grønkjær var den drivende kraft.
Som søernes sande dronning fik hun et ettal efter det gamle navn, om end nogle mente, at det så burde være uden et h. Men ifølge overtroen kan det være farligt at ændre alt for meget i skibes navne.
Allerede i 1919 fik Nørresø sin første udflugtsbåd, dog uden den store succes. Bådfører Valdemar Nielsen havde fra 1937 mere held med det gode skib “Rita”, men en krig kom på tværs. I stedet gjorde han “Rita” til kioskbåd i Salonsøen.
Efter krigen stævnede Valdemar Nielsen ud med “Najaden” og beholdt den flydende kiosk. På grund af sin flittige brug af hornet fik han tilnavnet “Dut-Valde”. I 1976 gik sejladsen med “Najaden” ind.
For en del år siden forliste “Margrethe I”, da hun ramte et undersøisk jernrør ud for Nørresøbadet. Det var nok godt, at rederiet havde respekteret overtroen, for skaden var til at overse og kun af materiel art.