Jeg ved ikke, hvordan den kære læser har det. Men i nærmest hvad som helst jagter jeg Viborg-vinkler. Sådan er en lokalpatriots lod. Ikke så sjældent har jeg held. Som nu den anden dag, da jeg stødte på det gebrækkelige begreb “en fortunatuspung”. En fantastisk pung, der aldrig løber tør for penge.
Den gode Fortunatus er en figur fra en tysk middelalderlig folkebog. Fortunatus var begunstiget med både den uudtømmelige pung og en sjov tryllehat, der kunne lidt af hvert. På dansk udkom bogen første gang i 1575, og bogtrykkeren hed Mads Vingaard.
Mads Vingaard lovede på omslaget, at den “var med skønne figurer beprydet og såre lystig at læse”. Det er en “subtilig historie” om en lykkeridder, som af skønjomfruen Fortuna får den nyttige pung. Troldhatten snupper han senere fra en sultan.
Er der noget, der får en lille klokke til at ringe? Vingaard. Bogtrykker Mads Vingaard i København var søn af den Hans Vingaard, der fra 1528 til 1531 virkede som bogtrykker i Viborg, før han flyttede pressen til København. I Viborg-tiden trykte han reformator Hans Tausens kampskrifter, og vi kender til hele 19 af slagsen. Her er Viborg-aftryk, så det vil noget.
Tilbage til den lykkelige Fortunatus’ pung. Virker det søgt, hvis jeg sammenligner denne kilde til evig rigdom med Viborgsøerne? Tænk på, hvordan disse Viborgs to øjesten op gennem tiden har glædet folk i byen. År ud og år ind. Vinter som sommer. Altid skiftende og dog de samme.
Hvor er vi dog rige. Og det helt gratis.