En lille mand med et iltert sind endte i 1691 sine dage i Viborg, 74 år. Adelsmanden Valdemar Daa var guldmager, men skabte kun gæld. Til gengæld er Valdemar Daas læderbetrukne kiste i Viborg Domkirkes sydlige kryptkapel som en guldåre ved siden af Sct. Kjelds gamle vandåre.
H.C. Andersen skrev fortællingen “Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre” om denne stejle fantast. Nærmere kommer viborgenserne ikke en alkymist, en guldmager.
Vi ser for os, hvordan han nat og dag stod ved sine gryder, digler og kolber. Forfra. Atter og atter. Det siges, at han engang troede sig ved målet, men at han i sin iver tabte kolben. På’en igen.
Før han kom til Viborg, boede han på borgen Borreby ved Skælskør. Det var her, han drev med at fremstille guld ad kemiens vej. Om han forsøgte at gøre guld, fordi han var forgældet, eller om han kom i gæld, fordi han brugte kræfterne på guldforsøg, skal jeg lade være usagt. Under svenskekrigen 1657-1660 var adelen ikke ligefrem ved muffen.
Borreby røg med i faldet. At han – formentlig i efteråret 1681 – søgte til Viborg, skyldes nok, at han havde et lønligt håb om at beholde sine jyske besiddelser Hessel og Bonderup, men den gik ikke, Granberg. I Viborg boede han usselt. H.C. Anderens vind farer med vare: “Det var et hus at se på, ikke at røre!”
For mange år siden havde konservator Peter Linde på Nationalmuseet kiste og mumie til et større serviceeftersyn. Peter Linde var betaget af det sælsomme møde på tværs af tiden:
“De, som nu har lejlighed til at stå ved hans åbnede kiste og se hans forunderligt bevarede lig, må studse og undre sig. En og anden gør sig også umage for at granske udtrykket i dødningens ansigt. Der er jo så meget, en levende kunne få lyst til at spørge en død om.”