I det absolut sidste nummer af Viborg Stiftstidende så læserne skelettet til det Viborg, vi kender i dag.
Det var den 31. december 1962. 190 års Viborg-virke var slut. Da avisen begyndte at udkomme, havde byen efter årtiers tilbagegang blot 2000 indbyggere. Sammen med sin by havde den stræbt sig frem til 24.000. Hvilket paradoks, at den kun lige nåede at skue ind i fremtidens forjættede land.
På siderne syv og otte benyttede borgmester Johannes Ringgaard-Christensen (V) årsskiftet til at skrue janushovedet på, så han kunne spejde både frem og tilbage. Hvad læseren ikke så godt kunne vide, var, at hans forudsigelser i store træk holdt. Avisens dødsstund var det moderne Viborgs fødselsstund.
Et kort over kvarteret omkring Ll. og St. Sct. Peder Stræde ledsagede artiklen. Det viste et eksempel på alt det, fremtiden kunne byde på. Planen her lagde blandt andet op til det, der i 1968 manifesterede sig som det dobbelte supermarked HB Comus.
I forhold til skitserne fik en del ældre huse lov til at stå. Tilmed udløste byggeriet en arkæologisk udgravning, der åbenbarede et gårdanlæg fra vikingetiden.
Som stadsingeniør i Viborg gennem mange år havde Vilhelm Ehlert en stor aktie i fremtidens Viborg. Vilhelm Ehlert var én af byens sønner og fik nok ikke helt tilfældigt tildelt spalteplads sammen med borgmesterens spådomme.
Under overskriften “Min barndoms avis” gav han et nostalgisk tilbageblik, der ikke blev mindre nostalgisk af, at hans far havde arbejdet som typograf på avisen. Han takkede for alle impulserne og avisens måde at være avis på.
En historie var ude og en ny kunne begynde.