Jesper – Side 18

Jeg er bedre end du

Klassisk grammatik er god at holde sig til, og jeg bilder mig ind, at ikke så få læsere måler skribenten efter denne alen.

Vi plukker en sætning: “Men generelt har de unge i de øvrige lande ikke så mange penge som os danskere.”

Vi snupper “som os danskere” med pincetten. Lad det være sagt straks: Det sikre valg er “som vi danskere”.

Og hvorfor så det? Jo, “som vi danskere” er en slags ufuldstændig ledsætning med et underforstået “har”. Lad os se “vi” som grundled i ledsætningen “som vi danskere har”. En konstruktion som “som os danskere” er bestemt ikke ualmindelig. Men er den ikke barnesprogsagtig, undskyld mig?

Nogle sprogfolk mener, at det er noget værre navlepilleri. Men er det ikke godt med klippegrund? Helt ligegyldigt er det heller ikke. Se blot på denne sætning: “Jeg har kendt ham før du.” Den er korrekt i betydningen “før du har”. “Før dig” er også en mulighed, nemlig forstået som: “Jeg har kendt ham, før jeg har kendt dig.” Her er det nok klogt at være præcis og få det hele med.

Når vi nu er i gang, kan vi også slå ned på et andet problem med at bøje de kære stedord. Nogle behandler dem efter forgodtbefindende.

Se på: “Familien takkede dem, der bar.” En helsætning med to dele: “Familien takkede dem” og “der bar”. Når nogle får en trang til at skrive “Familien takkede de, der bar”, hænger det sammen med, at de skeler til ledsætningen og tænker “de bar”. Men skæg for sig og snot for sig. Det hedder altså “familien takkede dem”. Tak.

Disse lede ledsætninger

Ifølge klassisk grammatik er én af kommaets fornemste opgaver at markere ledsætninger (bisætninger) med såvel et startkomma som et slutkomma. At de nogle gange kan være lidt svære at sætte, har ført til denne regel om, at det er tilladt at lade være med at sætte startkommaet. Som en undtagelse, vel at mærke.

Det er altså i orden at skrive “Nyd at sproget er rigt” i stedet for “Nyd, at sproget er rigt”. Men hvorfor ikke sætte alle de “grammatiske kommaer”? De, der kender til systemet med helsætningsstammer (hovedsætninger), ledsætninger (bisætninger) og bindeord, kan da lige så godt spille på hele klaviaturet. For mig er en sikker grammatik hele skriftsprogets musik.

Det irriterer mig, at tegnene står, som vinden blæser, i den fornemme danske trebindsudgave af Montaignes essays. Disse glimrer fortsat, men ikke helt så meget, som de kunne.

Et lille fif kan gøre det lidt lettere at finde ud af, hvor ledsætningen begynder. Nogle vakler, når de skal sætte komma i en helsætning som denne: “Vi gemte os for at han ikke skulle fange os.” Problemet er, at både “for” og “at” gladeligt står i spidsen for en ledsætning.

Prøv at vende konstruktionen om, så ledsætningen kommer først: “For at han ikke skulle fange os, gemte vi os.” Løsningen fik vi kvit og frit: “Vi gemte os, for at han ikke skulle fange os.”

Bindeord som “for” og “efter” skal i øvrigt altid have et “at” efter sig. Ikke ualmindeligt ser vi fejl som “Vi gemte os, for han ikke skulle fange os” og “Vi kastede os over haven, efter vi kom hjem fra ferie”. Begge dele er naturligvis inspireret af, at de to ord også kan optræde som forholdsord uden “at”.

Ingen siger, at det skal være let.

Byen er som en forvandlingskugle

Egentlig smagte de ikke særlig godt, disse barndommens forvandlingskugler. De var heller ikke specielt appetitlige, når de hele tiden skulle ud af munden. For ellers var det jo ikke til at se, om farven var skiftet. Meningen med det hele.

Jeg forbinder forvandlingskuglerne med Sct. Mathias Gade 88. Først mange år efter fandt jeg ud af, at bygningen havde det nummer, og at den var bygget i 1727, året efter den store bybrand. I den høje kælder lå en slikbod, og jeg husker lokalet som ét, der smagte af gamle dage, af forvandlingskuglens kerne.

Når vi var til dans hos fru Neerholt i Palæs kælder, kunne vi lige smutte omkring slikmutter med sukkerkuglerne. Bygningen bed jeg ikke så meget mærke i som i de søde sager. “Et unikum i Viborg” kaldte en arkitekt den. Her var bindingsværk for alle pengene. Masser af fag og i to stokværk.

Den vestlige del kom ned med nakken efter en brand i 1968, og i 1973 faldt resten. Peter Seeberg skrev i et lille essay: “Nogle huse bliver revet ned, og så glemmer man dem aldrig.” Unikummet i Sct. Mathias Gade var nok af den skuffe. I samme ombæring noterer Peter Seeberg, at “det ikke altid er de berømteste og smukkeste, der glider frem”.

Andre huse er gået i glemme, så snart borte har taget dem. De var en anonym del af massen, dusinhuse. “Ak! Hvor forandret!” siger vi med Blicher. Men vi kan ikke på en studs sige, hvad der er forandret. Da de faldefærdige huse i Navnløs fik dødsdommen, lød ramaskriget. Alle de mange 1960’er-villaer, der i disse år må vige for moderne funkis med søudsigt, forsvinder lige så ubemærket, som da de kom op.

“Dårlige bøger kan man aldrig læse for få af,” sagde filosoffen Schopenhauer. Det er nærliggende at føje til, at vi heller ikke kan bygge for få dårlige huse. Peter Seeberg husker sig tilbage til tiden med Landsforeningen Bedre Byggeskik og hæfter sig ved, at husene var gode nok til at få et navn: Svanelyst, Friheden, Home, Skovly, Kismet, Nurdug, Rio, Tommie, Hegnet, Ripensis.

Byen er som en forvandlingskugle med glidende overgang. Den skal ligge varsomt i munden, for ellers lever den op til sit dårlige ry som “kæbeknuseren”.

Pigen med stigen

Den traditionelle fortælling om ungersvenden, der er parat til at vove det ene øje, har jeg hørt henlagt til en bestemt lade i Viborgs midtby. Og hvorfor ikke? Det ene sted kan vel være lige så godt som det andet. Bare historien er god.

Knøsen skal holde stigen for pigen. Idet hun stiger op, advarer hun ham. Hvis han udnytter chancen til at beskue herlighederne under særken, skal hun nok sparke ud efter øjnene, truer hun. Han skal lukke begge sine øjne, skal han. Hvortil han svarer det bevingede: “Jeg vover gerne det ene øje.”

Selv i disse Me Too-tider er det en uskyldig historie om livet og kønnene. Om at turde turde. At gribe – undskyld udtrykket – øjeblikkets mulighed.

Symbolikken får mig til at tænke på Buddhas lignelse om manden, der spurter af sted med en sulten tiger i hælene. Det lykkes manden at svinge sig ud over en klippekant, så tigeren bare kan stå og se til. Han har et godt greb i en rodtrævl fra en vildvin.

Da han skæver ned, ser han endnu en tiger, der ser frem til, at tyngdekraften sejrer og leverer en godbid fra oven. Så fanger blikket også to mus, en hvid og en sort, der gnasker løs af trævlen. Endelig opdager han det dejligste jordbær, og det er inden for rækkevidde. Han kan lige nå ud og plukke bærret med den ene hånd, mens han med den anden holder fast. “Hvor smagte det sødt!” Slut.

Lignelsen er god at blive klog af. Livstråden er med begrænset holdbarhed, og det gælder om at gribe dagen.

Ifølge eddadigtet Hávamál skal vi passe på, at vi ikke lader os binde og begrænse: “Man kan ride, skønt man halter, være hyrde med én hånd, en døv kan slås og sejre. Bedre at være blind end brændt, en død duer til intet.”

Mon vor ven i Viborg-laden vovede et øje? Det melder historien intet om.

Sproget: Man ligger, som man har redt

Nu til sprogets og tilværelsens dybere lag. Hvornår er et vandrør sprunget, og hvornår er det sprængt?

En spørger har kastet følgende i syrebadet: “Kunne du ikke fortælle om forskellen på at lægge og at ligge? Den er nemlig svær.”

Meget er efterhånden valgfrit i vort fælles modersmål, men her er sproget fortsat fast i kødet. Vi kan udvide spørgsmålet til også at gælde andre makkerpar inden for udsagnsordenes verden: sidde-sætte, springe-sprænge og vågne-vække.

Ordene ligner hinanden, og derfor roder vi dem sammen, nok især i det talte sprog. Ét eller andet sted i mine indre organer kan jeg mærke, at problemerne med det skrevne vokser. Det talte taler vi slet ikke om. Uha.

Ligge, sidde, springe og vågne har til fælles, at de kan klare sig selv. Som udsagnsled behøver de ikke et genstandsled. De er intransitive. Jeg kan nøjes med at ligge, sidde, springe og vågne. Derimod skal jeg lægge en bog, sætte en dagsorden, sprænge en klippe og vække en syvsover. De er transitive.

Et skib ligger (ved kajen), men styrmanden lægger skibet til kaj. Hønen ligger, men den lægger æg. Et vandrør er sprunget, hvis det på grund af tæring eller is har opgivet ævred. Et det sprængt, har for eksempel terrorister eller Skrækkelige Olfert med et kanonslag været på færde. Et grænsetilfælde er bomben, der sprang, men som også blev sprængt.

Når et udsagnsord kræver en genstand, kan vi også gøre denne genstand til grundled i en passiv sætning. Bymanden vækker syvsoveren – syvsoveren vækkes af Bymanden.

Vær på vagt.

Sproget: To ord, der kræver opmærksomhed

Citat: “Omkring en måned efter var Lizette til halbal i Mønsted, som er en ungdomsfest.”

Vi slår ned på “som”. Ligesom “der” er “som” et henførende stedord (relativt pronomen). De står kækt i spidsen for en ledsætning. Samtidig fører de naturligt tilbage til den nærmeste person eller ting. Således læser vi her, at Mønsted er en ungdomsfest.

Ofte er læseren i den slags tilfælde ikke i tvivl om, hvad skribenten mener. Andre gange er sætningen med dobbelt bund og umulig at hitte ud af. Endelig kan en slasket som- eller der-sætning føre over i komikken: “Der var tale om en tjenestevogn, oplyste den kvindelige sekretær, der stod til fri afbenyttelse for personalet.”

De to små stedord er ikke til at undvære. Men de kan også i al deres uskyldighed vidne om, at sproget dalrer af sted uden en kusk med en pisk på bukken.

Eksempel: “Der var ingen, der så noget” i stedet for “Ingen så noget”. Et andet eksempel: “Udslippet er ikke til fare for personalet, der i det daglige arbejder i lageret.” Budskabet er tvetydigt. “Personalet” kan være den del, der arbejder i lageret. Det kan også være hele personalet, idet vi supplerende får at vide, at styrken hver dag arbejder i lageret.

Nu afdøde sprogprofessor Erik Hansens grundtese var, at vi skal vælge vores sprog. Alternativet er en “adresseløs forsendelse” uden hoved eller hale.

Et punktum i stedet for et vedhæng kan gøre underværker. Hermed punktum for den sag.

Undgå at tænke med rumpen

“Når man tænker i siddende stilling, tænker man med rumpen, ikke med sjælen,” skrev den walisisk-engelske forfatter John Cowper Powys i sin bog om “den filosofiske ensomheds kunst”.

John Cowper Powys fandt sin sikre grund, når han vandrede. For ham var vandreskoene et bindeled mellem planetens krop og hans egen krop, og han følte sig fri til at tænke, uden at han skulle mobilisere alle sin sjæls kræfter.

Han var samtidig med tyskeren Richard Schirrmann, der omkring 1900 var én af vandrebevægelsens foregangsmænd. Richard Schirrmann stod bag, da verdens første vandrerhjem i 1909 åbnede, og det var en idé, der bredte sig i iltempo. I 1930 fik Danmark sine første vandrerhjem, og Viborg var med. Det første ungdomsherberg lå i KFUM’s “sommerpark” ved Skivevej.

Ånden fra dengang kom til udtryk i Anders Th. Geertsen “Vandresang”: “Til kræfter vi kommer af sol og af sommer, af vandringens brogede liv, og tankerne hviler, og øjnene smiler, vi glemmer bekymring og kiv.”

Ifølge beretninger fra dengang var stort set alle sommerparkens overnattende gæster helt unge vandrere og cyklister. Undtagelsen var to ældre cyklister. Dem måtte værten smide ud midt om natten, da de forgreb sig på de andre gæsters kogesprit.

Med de første ungdomsherberger fulgte Dansk Vandrelaug, der ønskede at fremme “glæden ved det enkle friluftsliv”. Viborg fik en afdeling i 1938. Året efter åbnede vandrerhjemmet ved Vinkelvej. Stedet har siden været besjælet af den rette vandreånd og har fra 1983 huset den danske mindestue for Richard Schirrmann.

Åndeligt talt greb jeg vandrestaven, da Dansk Vandrelaug præsenterede “kvalitetsstien” i Viborg Naturpark. Mærkede suset fra en klassisk vandrebevægelse, der igen har medvind. For mit indre blik så jeg spejderbæltets sølvplader: 45, 60, 75, 90 og 100 kilometer. 90 var værre end 100, for sidstnævnte var med en indbygget hvilepause på seks timer.

Så det er bare om at lette rumpen, drysse talkum i sokkerne og følge den røde tråd omkring Sønderhede. Den er på 7,6 kilometer.

Husk at tænke på tallene

Mig bekendt har ingen nogen sinde anfægtet dens evne til at bære. Hvert døgn påvirker op imod 16.000 motorkøretøjer den med deres akseltryk. Hertil kommer letvægterne: cyklister, løbere og fodgængere. Dem er der også mange af.

Nybro på dæmningen mellem Nørresø og Søndersø er hverdagens helt. Af den slags, som ingen rigtig lægger mærke til. For den er mest synlig for dem, der sejler under den, eller som benytter den lille hængebro. Denne har fra 1974 også gjort den til en stitunnel.

Nybro – eller rettere: den nye Nybro – er fra 1954. Det står med tydelige tal på den, men ej synlige for de vejfarende. Netop årstallet gør, at jeg omfatter dette lille vejtekniske vidunder med særlig veneration. Årgang 1954 er en god og bæredygtig årgang – synes en skriverkarl af årgang 1954.

Den gamle Nybro var fra 1856. Den var lavere og smallere. En hel del, endda. Den hørte den første rigtige vejdæmning til. Det var den, som ingeniørofficer Dalgas kom til Viborg for at være med til at skabe. Fra 1812 havde en smal vase med en spinkel bro udgjort den første faste forbindelse efter århundreder med færgetrafik.

På det ældste kort over Viborg, Resens fra 1677, ser vi tydeligt odde og færgested. Nogle mener, at odden er resultatet af en slags naturkatastrofe efter istiden. Indtil vandstanden i 1300-tallet kunstigt kom op, var det tydeligere at se.

Før 1856-dæmningen kom væk til fordel for en større, havde Viborg en rasende debat. Ingen anfægtede, at tiden var kommet til fortove og cykelstier, men en smuk og tæt lindeallé prægede hele forløbet fra Borgvold til Overlund, og den viste sig at være hellig for mange.

Tak og lov for tallene. I disse hæsblæsende tider er det let at glemme at få årstallene med. Vi suser af sted. Når vi tager et pust, er det for at opdage, at vi ikke kan skelne det ene år fra det andet. Mange broer og bygninger bærer heldigvis årstal, der kan tjene som pejlemærker. De har samme symbolske værdi som livstræer. Også flere af belægningerne i midtbyen bærer årstal.

“Tænk på et tal” skrev Anders Bodelsen. Jeg tænker på 1954. Tak til dig, Nybro, fordi du så smilende bærer din byrde.

Et stykke historie er bragt til torvs

Kald mig gerne håbløst gammeldags; men en gang imellem må jeg bare svælge i essays af kunsthistorikeren Christian Elling (1901 til 1974). Christian Elling udstråler en borgerkultur af i går, en urbanitet, som er så sjælden i dag.

En konservativ i ordets bedste betydning og lidt af en tværdriver. “Den, der gør sig til måtte, bliver brugt som en sådan,” vrissede han og fulgte sit eget kloge hoved.

Hos Christian Elling støder vi på den efterhånden så sjældne danske konjunktiv: “Man forestille sig …” Her er vi ude i noget, som Blicher kaldte “sprogets finere nuancer”, hvis spor fører til “yndige småhemmeligheder”. Ære være konjunktiven.

I essayet “Et par spadestik” funderer Christian Elling over, hvor let det er at grave ned til fortidens tone og omgangsformer. Vi stifter bekendtskab med kancelliråden, der ikke nøjes med at trække sig tilbage til sit kontor; han “anbefaler sig”, hvilket er noget ganske andet. “Kun et par spadestik – og man nåede ned til fyrrerne,” noterer skribenten, der altså mener 1840’erne.

Et besøg hos parret Karen Margrethe og Finn Jensen på Søbakken for nylig var som et par af sådanne spadestik. På bordet var – foruden formiddagskaffen – det lille hæfte “Fire generationer på Nytorv i Viborg”.

Anledningen var, at Nytorv er vakt til live efter en del år – tilgiv mig udtrykket – i de dødes rige. Da Finn Jensens oldemor og oldefar, Petrine Marie Christine og Anders Kjær, umiddelbart efter 1900 etablerede sig med en fiskebod på Nytorv, var det et handelstorv, så det ville noget. De fik hurtigt status som en del af torvets faste stok og gik under navnet “Silde-Kjærs”.

Datteren Petrine “Thinne” Mikkelsen førte traditionen videre og fik i alt 55 virksomme år som Viborgs svar på Gammel Strands fiskerkoner. Hendes datter og svigersøn, Käthie og Sigurd Jensen, Finn Jensens forældre, overtog boden på Nytorv og udvidede med en rullende bod, en kasse på en longjohn. Viborg Fiskerøgeri i baghuset til St. Sct. Mikkels Gade 13 kom til. I stimer fra diverse havne endte ål, sild, makrel og ørred i den Jensenske røgovn.

Helt uden at grave kommer vi med St. Sct. Mikkels Gade 13’s forhus tilbage til 1850’erne. På en måde endda yderligere et halvt århundrede tilbage, for ifølge bevaringsplanens forfattere er huset et eminent udtryk for gadebilledet anno cirka 1800.

Spaden skal et enkelt solidt stik ned, til 1963, før vi finder Finn på torvet. Karen Margrethe stødte til i 1967, idet hun snart fandt sig til rette som røgekone. En sanering blæste for altid ilden ud, og gnisten var heller ikke længere til torvehandelen. I 1971 var det slut.

Men det er ikke ved siden af at udråbe et længe leve for torvekulturen.