Noget om favntag og tegltag

Nonner og munke i et solidt favntag giver Sortebrødre Kirkes tårn karakter. Som tårnet står i dag, er det fra 1876, men skikken med nonner og munke på taget er fra middelalderen.

Nonnerne ligger side om side med deres åbne, konvekse favne. De tager imod de mere afrundede, konkave munke. Hver munk har desuden en tap. Den er en ekstra sikkerhed for, at taget ligger solidt.

Sådan var teknikken i den sene middelalders danske tegltage. Nonner og munke-tage er fortsat almindelige i det sydlige Europa. Da arkitekt Hermann Storck udtænkte tårnet, brugte han både disse tegl som dekorative indslag og til selve taget.

Det er ikke så svært at gætte, hvorfor de to typer af sten kom til at hedde sådan. Ikke mindst i en kirkeby som Viborg gik historierne om, hvordan nonner og munke fandt sammen. Myten om en hemmelig elskovstunnel mellem domkirkens korherrer og Asmilds nonner, begge af den augustinske orden, har så at sige aldrig været til at mane i jorden.

Viborg havde også sortebrødre, gråbrødre, korsbrødre og augustinske nonner. Sidstnævnte i Budolfi-klostret, der lå ikke så langt fra Sortebrødre Kloster. Den gode arkitekt har næppe tænkt i symbolske baner, men et tag af den slags er i den grad på sin plads i Viborg.

Lige midt i Viborg

“Korsgaden” er blandt de navne, der for længst er gledet ud af Viborgs gaderegister. Sjovt nok er det forsvundne navn slet ikke et gadenavn.

For længe siden var Korsgaden byens akse. Den var et kryds lige midt i Viborg. En del byer har Korsgader, men de færreste har brugt navnet om et gadekryds. Med dagens navne er det krydset mellem Sct. Mathias Gade og St. Sct. Mikkels Gade.

I ældre tider gik Sct. Hans Stræde fra Sct. Hans Port og Klosterstræde forbi Nytorv og videre til Sct. Mathias Gade. Herfra fortsatte den som Søndre Sortebrødre Stræde ned til Sct. Mikkels Gade. Krydset bandt byen sammen.

Helt ind i 1970’erne vejede forløbet godt til i midtbyens vægtskål. Her lå specialbutikkerne tæt. I min barndom trak først Ønskekælderen og senere Ønskehjørnet ad Korsgaden til. Mine forældre lagde nok mere vægt på, at ost, kød, grønt og fisk lod sig købe inden for en lille radius. I St. Sct. Hans Gade tronede Viborg og Omegns Brugsforening.

Lad os ty til Moths Ordbog. Den dækker det danske sprog i cirka 1700. Matthias Moth, kongelig embedsmand, efterlod sig en ordbog, der fyldte i tusindvis af håndskrevne ark. Da englænderne i 1807 bombarderede København, brændte de originale sider med P og R samt dele af O. “Korsgaden” overlevede. Men ikke i Viborg.

Stor mand – lille skilt

Boyesgade. Kortere kan et gadeskilt næsten ikke være. Her var ingen rutten med pladsen, som det senere skete med for eksempel N.F.S. Grundtvigs Vej.

Gaden har heddet sådan, siden Jens Georg Boye den 8. august 1902 fyldte 90 år. Navnet var byens måde at ære ham på, mens han endnu levede. Men han havde selv et ord at skulle have sagt. For gaden og udstykningen fra Jernbanegade til Skottenborg lå på den jord, han havde investeret i.

Jens Georg Boye var søn af den tyske indvandrer Joachim Hartvig von Boye. Som 11-årig kom han ud at tjene hos faster og onkel i Almind. Imod traditionen i familien kom han senere i købmandslære hos Lars Worre i Sct. Mathias Gade. Et godt valg. Den unge mand havde handelstalent.

Da han i 1837 købte fallitboet efter købmand Christian Friis på det sydvestre hjørne af Vestergade og St. Sct. Mikkels Gade, tog sagerne fart. Boye udviklede købmandsgården til at være byens driftigste og mest indbringende. Han vidste at gøre handel med alle, lige fra byens fine fruer til Sallings prangere.

Senere kastede han sig med samme iver over Øster Teglgård. Da det lille gadeskilt kom op, kunne han blandt andet på sit curriculum vitæ skrive købmand, eddikebrygger, brændevinsbrænder, teglbrænder, proprietær, kradsuldsfabrikant, brand- og politiinspektør, kreditforeningsdirektør, fattiggårdsforstander, dannebrogsmand, kanalbygger, handelsformand og kongelig osteleverandør. Oplagt at begrænse sig til “Boyesgade”.

Katedralskolens lillesøster

Symmetrien var idealet, da Viborg-arkitekt Søren Vig-Nielsen tegnede Vestre Skole. Forbilledet var læremesteren Hack Kampmanns Viborg Katedralskole. Begge er i gule sten, og begge drikker af antikkens og renæssancens kilder.

Vestre Skole åbnede den 1. april 1935. Østre Skole havde da for længst passeret bristepunktet. Fra begyndelsen var symmetrien ikke udtalt. Arbejdet var delt op i etaper. Først i 1960 stod de østlige dele, ikke mindst gymnastiksal nummer to, færdige. Samtidig toppede elevtallet ved 1400.

Naturen har sin egen vilje, som end ikke en kapacitet som Søren Vig-Nielsen kunne tøjle. Den nægtede at underkaste sig de strenge love. Den store skolegårds to lindetræer er tænkt som en del af symmetriens matematik, men det vestlige er og bliver det mindste. Da de i 1935 kom i jorden, har de nok været lige høje. Om det østlige er specielt potent, eller om makkeren er en svækling, skal jeg lade være usagt. Eller måske jordbunden.

I min tid på skolen morede vi os med lindenes frugter. Med deres vinger var de som helikoptere, vi kunne få til at flyve. De to træer må have frydet sig langt ind i deres sjæle, og glæden har nok været lige stor.

Engang i 1960’erne blev symmetrien brudt, om end i det små. Pedel “Slumme” malede en streg, der isolerede en mindre del af skolegården mod vest. Den var til de mindste elever, og ve den tølper, der overskred grænsen. Det mindste træ forblev på de stores side.

Historisk guld i gaderne

Tro ikke, at det er drivende tilfældigt, når nogle klumsede, slidte brosten mænger sig med de nye, velpolerede sten i Viborgs gågader. De er tænkt som en effekt, der skal lede os på sporet af historiens by.

Arkitektens første idé var, at antallet af gamle sten skulle tage til mod øst, det vil sige mod de ældste kvarterer. Modeordet “fremkommelighed” lagde dog en dæmper på den del af det forslag, der i 2010 vandt arkitektkonkurrencen. Brostenene fanger dog fint det opmærksomme øje.

Som den første gade fik Sct. Mathias Gade i 1931 asfalt på. 3200 borgere fejrede det sorte look med Viborgs første asfaltbal. Det kan nok være, at pendulet senere svingede tilbage til stensiden. Det var ikke for ingenting, at Brolæggerprisen i 2016 tilfaldt Viborg.

Bro- og piksten forbinder vi med gamle dage. Så vidt jeg kan se, skal vi nu helt frem til 1862, før Viborg Byråd dekreterer brolægning i alle gader og på alle torve. Byrådet satte samtidig den standard, at belægningen to gange om ugen skulle fremtræde i rengjort stand. Heste og høveder møgede byen til.

Lap på lap på lap kendetegnede midtbyens asfalterede gader, efter at varmeværket led det totale sammenbrud. De lignede jeg ved ikke hvad. Specielt så historiens Sct. Mogens Gade ræddelig ud. Vejen lå åben for brostenenes nye tid.

Til minde om familien Hauch

Flere af Sct. Mogens Gades bygårde har navn efter forgangne tiders ejere: Salomon Gerbers Gård, Den Hauchske Gård, Willesens Gård, Morvilles Gård, Daas Palæ, Zahrtmanns Gård, Hans Werrings Gård, Ursins Gård, Tage Høegs Gård, Handbergs Gård.

De gamle gårde har ifølge sagens natur haft stribevis af ejere, så det kan være en skønssag, hvilket navn der bør have borgerret. Salomon Gerbers Gård – nummer 3 – kan med lige så megen ret hedde Naaman Harchs Gård. Mølleejer Laurits Willesens Sct. Mogens Gade 9 optræder også som Villadsens Gård efter biskop Peder Villadsen, der sad på gården i 1600-tallet. To århundreder skiller de to navne.

Med Den Hauchske Gård i nummer 7 er der ikke så meget at rafle om. Hauch-familien har en mindesten siddende i den stensatte toløbstrappe.

Landstingsskriver Henrich Rosenauer Hauch købte i 1783 den middelalderlige ejendom; samme år lod han sig vie til bispedatter Marie Elisabeth Tetens. Mindestenen i trappen bærer initialer for tre slægtled af Hauch-beboere. Stenens “1738” er husfaderens fødeår. De tre hjerter er fra familiens våben.

I 60 år var Sct. Mogens Gade 7 hjemsted for familien Hauch. Stenen sad vistnok til havesiden, før den kom ud til gadesiden. Som der står i belægningen lidt længere henne ad gaden gælder det om at sætte sig tydelige spor.

Med Jesus til grisemarked

Kom med til grise- og hestemarked på det trekantede torv i toppen af Gravene. Kirsten Aakjær, datter af landsarkivar Svend Aakjær og hermed barnebarn til Jeppe Aakjær, havde som stor pige øjnene med sig. I erindringsbogen “Arkivarens datter” udmaler hun opvækstens Viborg, herunder lørdagenes leben i Gravene.

Familien Aakjær indtog embedsboligen i Ll. Sct. Hans Gade i 1929. Erindringerne dækker 1930’erne. Fra et grisemarked husker hun, hvordan en fuld markedsgæst stillede sig op på en kasse med grise, idet han udbasunerede: “Sjej er Sjesus Kristus!”. Grisene gjorde forgæves forsøg på at skubbe ham ned fra tronen.

Hun vidste at gardere sig mod sparkende heste, men var ikke hurtig nok, når hestene sendte en kaskade af løst og fast, hvilket gik ud over sommerkjoler og nykridtede sko. Arkivarens datter iagttog prangere og bønder, når de med deres højrenæver parate tingede om prisen: “Skal a så ha’en da?”

Den øverste del af Gravene var tæt besat af småhoteller og beværtninger. Tørsten fulgte med, og lidkøb skulle man da drikke. Hvor nu Føtex er, lå Skows Hotel, og lidt længere nede på den anden side lå Koustrups Hotel. Fra markedernes storhedstid har kun Café Børsen overlevet.

Kirsten og hendes kammerater smuttede op til købmand Bodilsen på hjørnet og købte lakridsrødder, som blev “lige så trevlede som klipfisk”, og bismarcksklumper, der var “på størrelse med et spædbarns knyttede hånd”.

Syvsoverne og den hellige Villads

Skægt at studere listen over Viborg Domkirkes relikvier. Disse løsdele fra hellige personer forgik ved storbranden i 1726. Ifølge historieskriver Ursin opbevarede kirken dem i den hellige Villads’ skrin.

Sct. Villads Kirke lå ved det sydøstre hjørne af Sct. Villads Stræde og Sct. Nicolaj Gade. Vi har da lov til at tro, at skrinet først stod her. Sct. Villads var den første biskop i Bremen. Heribert, Viborgs første biskop, kom øjensynlig herfra. Det har således haft en god mening med en Sct. Villads Kirke så forholdsvis tæt på domkirken.

I et brev fra 1188, forfattet af provst Tyge ved Viborg Domkirke, læser vi om “Sanctum Willehadum” i Viborg. Men vi hører ikke om kirken efter 1313, da vi får at vide, at Erik Menved lod en borg bygge tæt på Willehads kirke, det vil sige på Borgvold.

Listen over relikvier omfatter over 60 dele. Således også en stump af Villads’ bukser og en knogle fra samme helgen. Vi nævner i øvrigt i flæng: en tot af Sct. Siegfrieds skæg, et rygben af Sct. Peder, et stykke af Roms forgyldte port, en tand fra Sct. Kjeld, et tørklæde med Kristi blod, nogle dråber af Vor Frues mælk og nogle benstykker fra syvsoverne.

Syvsoverne? Ifølge legenden sov disse syv tyrkiske helgener i næsten 200 år. De stod ved deres kristne tro og måtte som martyrer lade sig mure inde i en grotte, hvorefter de nådigt faldt i søvn. Da kristendommen vandt frem, vågnede de og kom ud. Jovist. Folk i andre byer må spilleme stå tidligt op, hvis de skal slå viborgenserne i historieskrivning.

Et gravmæle, der har mæle

Himalayabirken med de kridende hvide stammer kan tale. Hør blot, hvor de afskallende flager af papirtynd bark surrer i vinden. Lapperne er i sig selv et studium værd.

Planteskoleejer Harry Laursen, der i over 60 år drev Havelund Planteskole i vestbyen, erklærede, at himalayabirken var hans absolutte yndling, og kunne fremvise den flotteste række.

På Viborg Kirkegård, ikke så langt fra kapellet, finder vi et gravsted, hvor grupper af tilbageskårne himalayabirke er en skulpturel del af et usædvanligt gravmæle. Det er familien Nybo Jensens hvilested. Nu afdøde billedhugger Ingvar Cronhammar formede pladsen med de kubistiske elementer af sort, poleret granit fra Sverige, hans fødeland.

Fabrikant Peder Nybo Jensen, Ingvar Cronhammar, landskabsarkitekt Steen Høyer og kirkegårdsleder Niels Kruse samarbejdede i 2014 om opgaven. Allerede året efter døde Peder Nybo Jensen, 81 år, og han kom til at hvile i den lille gravlund.

Fabrikanten elskede at færdes i naturen og havde nok inderst inde foretrukket en fredelig lysning i storskoven. Men en lys, svensk birkelund som i “Svantes viser” kunne også gå an.

Erik Ejegods slutsten

Modsat hvad nogle tror, er Borgvold-bakken en ægte bakke, endda en “hattebakke”. Måske var det på den, det begyndte. Måske var den det allerførste helligdomsbjerg, Vibjerg.

Stenen på toppen står til minde om Erik Ejegods endeligt. Kongen lod sig i 1095 hylde på Viborg Ting. På samme ting proklamerede han i 1102, at han agtede sig på en bodsrejse til Jesu grav. Rejsen skulle vise sig at være skæbnesvanger. Året efter tog feberen ham på Cypern.

Hans Excellence, etatsråd Thor Lange lod stenen udforme og opsætte. Den lå og ventede på den militære skydebane. Stenhugger Carl Numelin fra Viborg tilhuggede den med ormeslyng, kors, krone og runer. Runerne er gode nok og lader sig tyde: “Vidfare rejste liden sten efter Erik, konning sin, Ejegod, der sydpå døde.”

Ved et drikkelag kom Erik Ejegod for skade at dræbe fire soldater og en lutsanger. Sidstnævnte havde tirret ham med en smædevise, der handlede om kongen og en afvisende havfrue, og det skulle han aldrig have gjort. Som bod lovede kongen at besøge de hellige steder i Jerusalem.

Viborgenserne prøvede at stoppe ham og tilbød at betale en bod. I stedet kom han til at betale med sit liv. Ved en ceremoni den 11. juni 1915 overtog byen mindestenen. Borgmester Ludvig Glud fortalte om det bøvlede arbejde med at bakse stenen op på toppen og indestod for, at byen nok skal passe godt på den.

Pust fra de varme lande

Villa “Tatoi” ved Ll. Sct. Peder Stræde har navn efter sommerslottet uden for Athen. Arkitekturen er klart sydlandsk inspireret. Den majestætiske bygning er fra 1893. Arkitekt Claudius August Wiinholt tegnede den til sig selv. Indtil reformationen lå Sct. Peders Kirke her.

Wiinholt var faglig konsulent for kong Georg af Grækenland. Deraf navn og stil. Sammen med vennen Andreas Hagerup drev han et arkitektfirma i Viborg. Tegnestuen har lagt navn til 16 jyske kirker samt et utal af missionshuse, offentlige bygninger og villaer.

I Viborg er Wiinholt også kendt for at have tegnet ejendommen – den med tårnet – på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade, “Daas Palæ” fra 1892. Efter den tids skik gjorde han i historiske stilarter, og i dette tilfælde er rokokoen fremherskende. Da Viborg Tekniske Skole i 1895 åbnede i Reberbanen, var det med Wiinholt som arkitekt og – for en kort bemærkning – forstander.

Sparkær Kirke er blandt hans værker, og han døde som kun 50-årig på Sparkær Kro den 19. september 1905, da han skulle deltage i indvielsen. To år efter solgte arvingerne “Tatoi” for den dengang nette sum af 29.000 kroner.

I 1990’erne stod det lille slot tomt og forfaldt. Nogle af de mulige købere overvejede at rive den falmede skønhed ned. Men tømrermester Poul Mackenhauer Nielsen ville det anderledes, da han som rednings- og fagmand købte de i alt 900 kvadratmeter.

Vejledning i forbifarten

Seks guldbelagte hænder i overstørrelse giver skulpturen “De tre vejvisere” på Banegårdspladsen karakter. Den leder let tanken tilbage til den hvidhandskede færdselsbetjent, der midt i trafikken stod på sit podium og satte skik på mylderet.

Mens kunstneren Peter Stuhr arbejdede med skulpturen, gjorde han hænderne større, end han ellers havde tænkt dem. Alt ligger i de hænder. Viborg viser vejen. Men når det kommer til stykket, må beskueren vælge sin egen vej. Valget er vigtigt og ligger i den enkeltes egne hænder.

Under dronning Margrethes og prins Henriks bevågenhed afslørede byen den 4. september 2000 “De tre vejvisere”. Med indgangen til det nye årtusinde rundede byen sådan cirka de 1000 år. Værket står som et symbol på Viborg som Jyllands historiske og geografiske knudepunkt. “Der ligger Viborg-veje i hans pande,” sagde man i gamle dage om et furet ansigt.

Hænderne er af aluminium med bladguld og sidder på nogle kringlede arme af glasblæst stål. De tre stiliserede figurer er af blåt blokglas, der er indfattet i rammer af bronze. Det seks meter høje kunstværk står på et bassin af sort granit.

Når sandheden skal frem, har opkomlingen Herning en finger med i spillet. Smed Nils Damgaard fra Herning leverede arme og hænder. De er slet ikke af vejen.

Trappetorvets stopklods

Betonklodsen i Trappetorvets øverste hjørne er ikke så klodset endda og vidner om, hvad det vil sige at sætte en stopper for noget. Den er en stopklods på skråplanet og står som en ekstra bremse foran bybusterminalen. Så bussen ikke bruger bygningen som stoppested. Røret i klodsen er en udluftning fra kælderen.

Midt i 1990’erne stod det terrasserede og forsænkede torv færdigt. I en spids vinkel løber Grønnegade ind i Gravene. Den inderste trekant i vejgaflen bestod tidligere af beskedne, lave bygninger. I folkemunde hed den Strygejernet og stod i kontrast til de højere huse i randen.

På det første rigtigt opmålte bykort fra 1795 ser vi den senere Grønnegade som en lille blindtarm på Gravene. Allerede da var pladsen bebygget.

I 1856 byggede amtet et sygehus lidt højere oppe, og det var naturligt at forlænge vejen helt op til Skottenborg. Grønnegade var født. Den fik i 1867 sit navn efter træerne og grønjorden uden for den gamle stadsgrav.

Trods husene i midten havde Strygejernet præg af torv. På det nederste hjørne stod Fuks’ pølsevogn. I nogle år havde den høje bygning bagved en lysavis, for også dengang var trekanten et knudepunkt for bybusser og taxier. Trappetorvet markerer sig i særdeleshed som et torv i strygende udvikling, efter at Gravene 13 og 15 ganske vellykket er skudt i vejret.

At se englene synge

I lykkelige stunder er det til at høre englene synge, når organisten trakterer Viborg Domkirkes orgel. Udefra er sangen til at se. Betragt vestsidens store glasmosaik, “De syngende engle”.

I mange år brød dagslyset ind i kirken gennem de to engle. Nærmest kalejdoskopisk. Men i 1966 fik kirken det nuværende kæmpeorgel, og musikken dækker nu for mosaikken.

Da Joakim Skovgaard først i 1900-årene udførte kirkens fresker, havde han en fast sum at gøre med. Så husholderisk var kunstneren med pengeposen, at han også kunne berige kirken med lysende engle samt glasmosaikker for og bag.

Det første orgel, vi kender til i domkirken, var fra 1570. Det bar en latinsk inskription, der på dansk var sålydende: “Pris derfor Herren i trompeters lyd, pris ham i psalter og citar, pris ham i trommer og kor, pris ham i strenge og orgel.”

1570-orglet gik til ved 1726-branden. Afløseren var først på plads i 1735. Da den nyopførte kirke åbnede den 10. september 1876, sad domorganist Amberg ved et nyt orgel, bygget af Daniel Køhne. Det havde 42 stemmer og 2700 piber. Piben fik en anden lyd med orglet fra Marcussen & Søn. Det har 64 stemmer og 4640 piber. To engle kan stadig gøre det.

Den dybere mening

I min historiske bevidsthed hævder to beværtninger i Viborg sig: renæssancens Paradis i Nytorvgyde og nutidens Latinerly – eller bare Ly.

Den fornemme Viborg Klub indviede i 1850 den bygning, i hvis kælder Ly ligger. Huset fik snart en lagdeling, så de “agtede mænd” muntrede sig øverst, mens folket lagde beslag på den høje kælder. “Den lumske bugt” var kælderens tilnavn. Senere hed etablissementet Rudolf Nielsens Café & Conditori.

I 1906 måtte klubben opgive sin bygning, men fra 1947 til 1983 var den beslægtede Viborg Borger- og Haandværkerforening ejer. Foreningen turde binde an med en stor udvidelse og modernisering. Den 10. april 1954 åbnede borgerskabets fornyede forsamlingshus, herunder “krostuen i kælderen” – som en journalist noterede.

Med Gerd og Valdemar Ulriksen som værtspar i Palæ-bygningen fra 1957 til 1980 fik Munkekælderen Latinerly den form, som den dag i dag er skattet af mange. Latinerhaven overfor og væggenes træmunke inspirerede til navnet. Passionerede restauratører har gud ske tak og lov forstået at holde ånden ved lige.

Sentenser som “Drik, mens du lyster, flasken har en søster” og “Øl kan gøre det, som vandet ikke evner” er som talt ud af munkenes munde. Nogle underlige kombinationer af bogstaver på væggene er for indviede. Ja, spørg bare. Klubber og faste vennelag giver kælderens historie yderligere dybde. Alt i alt et paradis i kælderdyb.