Forfatter: Jesper

Idet jeg tager mine udslidte hyttesko i øjesyn, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på IC3-togene. Også de får lov til at tage slæbet, længe efter at det egentlig var planlagt. Ligesom DSB har jeg svært ved at få kørt en afløser ind, og så må det gå, som det bedst kan.

Har hørt, at DSB nu sætter IC3-togene i stand for en kvart milliard kroner. De får 10 ekstra år på skinnerne. Tror ikke, at selv den bedste skomager kan give mine hyttesko en livsforlængende behandling. Mærket skal jeg ikke røbe, men de er kun et svagt ekko af sig selv.

Når sandheden skal frem, var sålerne allerede efter to måneder godt slidt ned. Jeg er en hardcore vandrer og ved godt, at hyttesko til en tusse ikke er vandresko, men de skuffede mig noget. Hyttesko er ellers så bekvemme, fordi de er uden disse pokkers snørebånd.

I gamle dage for ikke så forfærdelig mange år siden var det en selvfølge at lade en skomager tage sig af sagen – formentlig den samme mager, der over sin læst havde syet skoene.

I mange år var skomagernes lav det talrigeste i en provinsby som Viborg. I 1787 beskæftigede Viborgs håndværk i alt 168 par hænder, og af dem var de 46 under skomagernes lav. De garvede også selv huderne og var flittige gæster på markederne.

Viborgs små skomagere var oppe imod en stor mand, da de i 1742 og 1743 gik til Christian den Sjette for at få denne til at bremse den driftige Arnoldus Christian Dyssel (1692-1763). Fra 1735 til 1741 var Arnoldus Christian Dyssel borgmester i Viborg. Han var manden, der udviklede idéen om Viborg Tugt- og Manufakturhus, og som fik kongen med på forslaget. Viborg havde brug for innovation oven på den altfortærende bybrand i 1726, mente forslagsstilleren.

“Viborghus” ved Søndersø begyndte så småt i 1740 og stod helt færdigt i 1743. Tugt- og manufakturhuset var Viborgs første industrivirksomhed og eksisterede helt frem til 1874. Fra begyndelsen og 12 år frem havde Dyssel arbejdet i entreprise. Hans tanke var, at arbejdsføre løsgængere og tiggere her kunne få et udkomme, samtidig med at byen kunne få en slagkraftig virksomhed med billig arbejdskraft. Småkriminelle og uvorne børn sad snart side om side med kæltringer af den værste støbning, herunder mordere. Da de var flest, var de lidt over 400.

Nå, men entreprenør Dyssel havde ikke tænkt sig at nøjes med at fremstille klæde. Han ønskede at garve huder, og han fik koncession i hele stiftet. Skomagerne slog på deres gamle rettigheder og prøvede at rejse en folkestemning. Dyssel argumenterede med, at han kunne levere både bedre og billigere læder. Sagen endte med, at klagerne fik lov til at garve til deres egne værksteder.

Under tvisten kom det frem, at skomagerne solgte andenrangsvarer på markederne. Hvad mine sko er, skal jeg ikke udtale mig om. Bortset fra, at de er kaputski. Tiden er inde til at tage skridtet. Tjekker lige på affaldsselskabets app, hvor skoene bør ende, og ser: “Overvej altid, om andre kan få glæde af det, du ser som affald.”

Tilbage i byen efter et par uger i kystnære omgivelser. Så underligt, som alt det velkendte lige skal sætte sig på plads igen, selv efter kortere tid.

Lidt afstand er ligefrem af det gode. Noget har altid ændret sig, om det så bare er et vejarbejde, en ny butik eller et færdigt tag på det hus, som sidst bare var i rejsehøjde. Resten er noget mentalt. Afstand har ført til nærvær. Den hjemvendte føler sig parat til at underskrive en ny og bedre kontrakt med hele sit postnummer, ikke sandt?

På samme måde kan rejser i tid få os ud af den gamle skure. Det forstår filmskabere sig på. I den romantiske film “Kate & Leopold” forelsker hertug Leopold fra New York anno 1876 sig gengældt i karrierekvinden Kate i samme by anno 2001, idet originalen Stuarts tidsportal fører dem sammen.

I de seneste dage har jeg befundet mig i Viborg anno 1873. Tidsportalen er det 48 sider store hæfte “Illustreret fører i Viborg og omegn” ved Gottlieb Christensen. Med jernbanen fra 1863, garnisonen fra 1865 og de store lejrsamlinger ved Hald fra 1868 havde Viborg fået flere at vise sig frem for, og det gav i 1873 Niels Christensens Forlag mod på at udgive denne fører med tekst, otte træsnit og et kort.

Dengang gjorde bygninger som Kield Krags Gård på nordsiden Gammeltorv til et lille, intimt torv. Det var først, da borger- og håndværkerforeningens bygning lige efter besættelsen kom væk, at nogen fandt på at kalde det historiske torv Domkirkepladsen.

I det ydre så domkirken i 1873 færdig ud, mens forfatteren må nøjes med at beskrive, hvordan det indre nok kommer til at tage sig ud. Efter at nationen havde genrejst domkirken, var byen optaget af at lægge den blot. I den skrivende stund var stænder-, dom- og adelshuset op ad kirkens nordside faldet, og samme bekomst fik Kield Krags Gård få år efter.

Gottlieb Christensen når akkurat at give straffeanstalten ved Søndersø en fyldig omtale og opfordrer læseren til at yde en skærv til frigivne fanger. I 1874 var det slut med straffeanstalten, men kun for at give plads til en ny anstalt, sindssygeanstalten.

På den anden side af Søndersø, ved Klosterskoven, lå en attraktion af en helt anden beskaffenhed, et “udklækningsapparat for lakseartede fisk”, og alene til Viborgsøerne leverede det 20.000 unge ørreder per år.

Skribenten giver billedet af en by i vækst efter mange magre år. Indbyggertallet er på vej mod de 7000, efter at det i 1860 lå på små 5000. Viborg har så rigeligt med plads bag sin gamle befæstning. I fysisk omfang er kun København og Fredericia større.

Idet jeg lægger bogen fra mig for at vende fornyet tilbage til nutiden, må jeg trække på smilebåndet ad en bemærkning om, at byens kulturhistoriske samling ligger skjult i kasser og kister, fordi den venter på at komme i nye lokaler. Historien gentager sig.

Før et foredrag i Viborg stak nylig afdøde tv-historiker Piet van Deurs mig sine notater. Så skulle det være lettere at skrive artiklen. Godt, at jeg ikke bare koblede automatpiloten til, da han holdt foredraget; det handlede om noget helt andet.

Mageligheden længe leve. Spring over, hvor gærdet er lavest, og hav kræfter til det væsentlige. Hvor ofte har jeg dog ikke i god tid sikret mig manuskripterne til et arrangement. Alene tidspresset er et godt argument for at skrive så meget som muligt på forhånd. Naturligvis med dyb respekt for, at alt kan forme sig på en helt anden måde.

Husker alt for godt dengang, jeg lige før deadline vendte tilbage til redaktionen, idet jeg fro kunne informere redaktionssekretæren om, at det hele var gået som allerede skrevet i udkastet. “Det var da godt, for jeg har allerede sendt siden.”

Da jeg for 100 år siden gik på journalisthøjskolen, lærte jeg, hvor vigtigt det er at lytte, vurdere og notere. Vi lærte zigzagnoteringens kunst. At skabe journalistik med en opvakt pen. En god artikel skal forme sig allerede på notesblokken. Artiklen  er netop ikke et bevidstløst referat. Engang sagde nu afdøde minister Orla Møller, at han ikke var så bange for at fare land og rige rundt med det samme foredrag, for journalisterne fik vidt forskellige artikler ud af det. Vel at bemærke artikler, der hver for sig var tro mod det sagte.

På Skagens Museum lader jeg mig altid betage af P.S. Krøyers store portrætmaleri af maleren og forfatteren Holger Drachmann. Den stovte skikkelse med kunstnerfrakken og hat i hånd. Han forstod at føre sig. Nok så væsentligt med den uundværlige skitse- og notesbog stikkende op af lommen, den tro følgesvend. Den er ikke bare anbragt til lejligheden.

Det Kongelige Bibliotek ligger inde med 34 af Holger Drachmanns notesbøger – 4000 sider, der er spækket med indfald, udkast og skitser. Tanker skal på papir, mens de endnu er friske skud. Hvor ofte har man ikke tænkt, at det kan man da sagtens huske. Kort efter kan man blot huske, at der var noget vigtigt, man skulle huske at huske.

Søren Kierkegaard havde i sin bolig papir og penne liggende fremme i alle rum. Når han på sine tænksomme vandringer fra rum til rum fik et indfald, kunne han prompte fæstne dette på papiret.

Gud være lovet for notesbogen. Holger Drachmann var en renæssanceskikkelse af i går, men den notesbog, der på maleriet stikker op af hans lomme, er tidløs. Han må klukle fra sin himmel, når han ser, at museumsbutikken i Skagen sælger Drachmann-notesbøger med magneter, så de er lige til at sætte på køleskabets låge. “God til hurtige beskeder.”

“Hvad er sandhed?” I sandhed var det et godt spørgsmål, statholder Pilatus stillede Jesus, da denne erklærede, at han var kommet til verden for at vidne om sandheden.

At føre frem, at sandheden ofte er ilde hørt, er ikke at komme sandheden nærmere. Men at holde sig til sandheden og kun sandheden kan være svært. Det demonstrerer deltagerne i enkefru Fernando Møhges 100-års-dag i Matador-serien, da det viser sig, at hun kun runder de 90 år. Telegrammet med majestætens bedste ønsker afgør sagen. Deltagerne vælger at lade som ingenting. Fødselsdagskagens “100 år” står til troende.

En bekendt havde under en rejse til Jerusalem hørt, at Bibelens ord om kamelen og nåleøjet kan være knyttet til en særlig smal åbning i Jerusalems bymur. Porten skulle gå under navnet “nåleøjet”, og det var visselig svært at presse en kamel gennem porten. Men altså ikke en helt umulig opgave, hvilket også skulle give den rige en vis chance for at komme gennem nåleøjet og ind i Guds rige.

Den samme hjemmelsmand kunne føje til, at den græske oversættelse også kan have forkludret sagerne, for der er ikke langt mellem de græske ord “kamilas” (reb) og “kamelos” (kamel). Et reb gennem nåleøjet? Tja.

I modsætning til tilfældet “Møhge” kan vi kun gisne, og tvivlen må komme Bibelens sandheder til gode. Den er i en klasse for sig. Vi holder på kamelen og nåleøjet.

Da vi havde slugt kamelen, bragte jeg pladen på Sct. Mogens Gade 3’s facade til debat. Siden 1993 har forbipasserende på pladen kunnet læse, at her levede Peter von Scholten, negerslaveriets banemand, “sine første barneår”, hvilket er usandt. Ligesom fru Møhges fødselsdagsgæster ved vi det så godt, men har indtil nu ladet som ingenting.

Peter von Scholtens farfar, Jobst Gerhard von Scholten, var regimentschef i Viborg, da barnebarnet kom til verden – i Vestervig – og han ejede i nogle få år Sct. Mogens Gade 3. Faderens lillebror gjorde tjeneste ved regimentet i Viborg og var endda blandt fadderne ved dåben i Vestervig.

Den lille Peter med mor Cathrine og far Casimir har da nok besøgt familien i Viborg, men den mejslede tekst på pladen er mildt sagt en journalistisk stramning, vistnok stammende fra en artikel i 1956.

Ikke bare fordi landets justitsminister bebor stuerne bag pladen, må tiden være inde til at bringe en fiks rettelse, gerne nederst på forsiden.

Da jeg forleden skulle vise en gæst rundt i Viborgs allerhelligste kvarterer, havde jeg valgt Viborgs gamle slogan som tema: “Danmarks hellige by”.

Sådan førte Viborg sig frem for 100 år siden, og noget siger mig, at mottoet ikke rigtig er fit i dag – at det mest af alt siger “langgaber”. Men min gæst var af moden årgang og udstyret med klassisk dannelse. Med andre ord faldt idéen i god jord.

Tilmed havde jeg valgt at koncentrere mig om Danmarks to første evangelisk-lutherske sognekirker, Gråbrødre Kirke og Sortebrødre Kirke. Der er sådan en god tråd i, at kampfællerne Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin fik henholdsvis gråbrødrenes og sortebrødrenes kirke at være sognepræst i, efter at de i 1529 vandt kampen over den katolske biskop Jørgen Friis.

Hans Tausen var bondeknøsen fra Fyn, Jørgen Jensen Sadolin var én af byens egne sønner. Begge var besat af de nye strømninger fra Wittenberg, og at de lige skulle løbe sammen i Viborg, ligner forsynets indgriben.

I Viborg fik Hans Tausen sin Dorothea, Jørgens søster, mens Jørgen Jensen Sadolin fandt sin Maren i Skive. Et par år inden havde forbilledet Martin Luther trodset cølibatet og giftet sig. Jørgen var søn af en underordnet katolsk præst ved domkirken, så vejen var allerede banet.

Sortebrødrene og gråbrødrene holdt deres indtog i Viborg i 1200-tallets første halvdel. De fik hvert sit fremspringende sted nord og syd for domkirken og markerede sig med hver sin kirke af en størrelse, der fik de mange katolske kirker til at se noget pistne ud, domkirken naturligvis fraregnet. At Sortebrødre Kirke ligger tilbage som et spændende stykke bygningshistorie, mens Gråbrødre Kirke blot er en hæk i et mindeanlæg, gør fortælleværdien desto større.

Det var ellers tæt på, at Sortebrødre Kirke var kommet ned med nakken efter den store brand i 1726. Stod det til de styrende magter, havde den tids Brdr. Nielsen fået lov til at fjerne de sørgelige rester, men folk i Viborg gik i forbøn for den. Nøjagtig to år efter branden stod den genopbyggede kirke færdig og strålede med sit nye pragtstykke af et alter, en gave fra Frederik den Fjerde.

Gråbrødre Kirke holdt ud til 1830, efter at den var trådt ud af tjeneste 18 år før. Men branden stod den flot igennem og glimrede lige derefter som hele Viborgs kirke, mens domkirken og dominikanerkirken lå sodsværtede hen. Hatten af for sognepræst Ernst Samuel, der organiserede en flok borgere. Disse forhindrede med sprøjter, spande og stiger, at også Gråbrødre Kirke gik til i den 34 timer lange brand. Hvor slående et symbol på det timelige, at ilden fik tårnurets trævisere til at futte af.

“Sadolin” betyder “sadelmager”, men han brugte det ikke selv. Det er noget, eftertiden har sat på ham. Da han og Hans Tausen forlod Viborg for at føre den lutherske sag andre steder i landet, tog Viborgs egen frontkæmper bynavnet med sig. Han latiniserede navnet og kaldte sig Jørgen Jensen Vibergius. Odense valgte dog at give “hans” gade navnet Sadolinsgade.

Nu vi er ved det, er det da underligt, at Viborg ikke har gjort mere stads ud af sin Vibergius, for han var helt fremme i skoene på de tider og endte som Odenses første lutherske biskop. I de kirkelige kredse har Sadolin-navnet hængt ved og er at regne blandt Danmarks kendte præsteslægter.

Min gæst og jeg kom langt videre rundt i historien, men det fører for vidt at komme ind på her.

Sct. Mogens Gade 38 går under navnet “Gildegården”, og for mig har bygningen stået i et mytisk skær, siden jeg i Otto von Spreckelsens bog “Viborg-vandring” fra 1950 læste, at noget af murværket kan være 700 år gammelt. Det er dog noget.

Måske har den gode lokalhistoriker taget munden lidt vel fuld, men oldtudsegammel skal bygningen da være, hvis den skal have tilhørt ét af byens gilder.

Kunne murene tale, kunne de måske fortælle historien om et fællesskab, der sikrede medlemmerne åndeligt og socialt, og som var krydret med ritualer. Ritualer var – og er – i rigt mål knyttet til sammenslutninger som gudelige gilder og håndværkerlav; de er som et trylleri, der får fortid og nutid til at glide i ét.

Forleden så jeg i tv nogle klip fra Theelacht zu Norden. Byen Norden ligger i den tyske marsk, ind mod Holland. Theelacht er formentlig Europas ældste endnu eksisterende andelsselskab. Helt tilbage fra måske 884, da beboerne jog vikingerne bort, har medlemmerne været sammen om marsken. Nu er en lille bid land og ritualerne tilbage. Særligt øl i tinkrus, lange kridtpiber, et “alter” med bortgåede formænds navne, skær fra petroleumslamper og plattyske gloser gør “Theelkammer” til noget helt specielt.

Om Viborgs gilder i den katolske tid ved vi ikke meget. Kilder taler om Julelaget, Sct. Knuds Gilde, Sct. Annes Præstegilde, Sct. Kjelds Gilde, Sct. Birgittes Gilde og De 11.000 Jomfruers Gilde. Det sidste lyder lidt voldsomt, og de var vistnok også kun 11 i den oprindelige version om martyren Ursula

Da Viborg i 1621 fik et købmandslav, stod det på skulderen af et endnu ældre lav. Købmændenes sammenslutning var nok det fineste og stærkeste gilde, byen havde. Når købmændene drog til papegøjeskydning ved stangen nord for byen, hvor nu haveforeningen Løkken holder til, satte de deres præg på byen, især når de drukne drog hjem til madammerne. Vinderen vandt skattefrihed i et helt år, så han skød virkelig papegøjen.

Viborg Skydeselskab fra 1878 har også papegøjer på programmet, og langt hen ad vejen lever det op til de bedste gildetraditioner. Et medlem sagde engang i en skåltale, at meningen var “at fremelske hensynsfuldhed og godt kammeratskab”.

En kreds gik i 2000 sammen om at danne Bisp Gunners Gilde, og de var sig historien bevidst, da de præsenterede et “muntert arbejdende fællesskab af gode borgere”. Centralt står beretningerne om bisp Gunners “borgergilder” den 15. august, og den vennesæle Gunner (1152-1251)  – nu i form af billedhuggeren Erik Heides skulptur – kan atter fryde sig over godt selskab på denne dag.

Det er ikke så dumt at lytte til gammelt murværk.

“En ahaoplevelse” er vel egentlig et psykologisk begreb for et uventet klarsyn, men jeg bruger det bredere for en overraskende oplevelse, der kan udløse et “aha”. Ikke nødvendigvis noget stort, men alligevel noget, der får den åndelige bagage til at vokse, ofte efterfulgt af et forklaret smil.

Sådan havde jeg det, da jeg første gang så den bebrillede ypperstepræst i Sortebrødre Kirkes flot udskårne alter. Med sine klemmebriller optræder præsten i scenen med Jesu omskærelse. Brillerne forlener ham med høj status og må samtidig være nyttige, for den håndtering kræver præcision. Ikke noget med at ryste på hænderne og se sløret på disse ædlere dele.

Sådanne briller fandtes ikke på Jesu tid. Men det gjorde de, da nederlandske billedskærere i begyndelsen af 1500-tallet skar det pragtalter, der i 1728 kom til Viborg. Den detalje er da lidt sjov.

Næsten lige så overraskende er det at finde reliefstenen et stykke oppe i hjørnet på domkirkens nordtårn. Vi ser en basilisk, som er et djævlelignende dyr med fuglehoved og slangehale. Den er sammen med en hare, og de to liver da op i den anonyme flade af svensk granit.

Humoren står mejslet i den gamle kirkesten i Hans Tausens Mindes husmur: “Denne Steen er betalt.” Nåhå. Mange af de hugne sten fra de nedrevne katolske småkirker har været til hugpris, men ikke denne.

På Borgvold kan jeg trække på smilebåndet og sige “aha”, når jeg står ved “Vandpigen” og hører om vandet i bassinet. Det er historien om Borgvolds kendte tekilde. Kommunalt anlægsarbejde fik den til at tørre ud, men så vendte vandet tilbage. En undersøgelse viste endda, at det var rent som drikkevand. Glæden var kort, for “kilden” tørrede igen ud, da vandværket lappede en læk ledning. Siden har en dykpumpe forsynet vandkunsten med søvand.

Ahaoplevelserne i midtbyen er mange og optræder sådan lidt i spredt fægtning. En fin koncentration finder vi i Latinerhaven. Denne lille byhave har siden 1928 været det ypperste af det ypperlige.

Giv dig tid til at dvæle, når du skrår gennem haven. Har du for eksempel lagt mærke til det buskagtige træ, der stikker op af bøgepurret ikke så langt fra den sydvestre indgang? Det er en blærenød, hvis frøkapsler rummer en god historie om rosenkransene, de katolske bedekranse. De små nødder har givet mange geskæftige fingre ro. Aha.

Blicherbusten, mindetavlen for Hans Christian Cornelius Mortensen, løvebrønden, hjertetræet, smedejernslågerne, stauderne, snapseurterne, rododendronerne, sommerblomsterne, lysthuset og stensætningen med de kandelaberbeskårne lindetræer er alle små oplevelser i en totaloplevelse.

Det store egetræ ved indgangen lader sig dog ikke imponere, for det har været vidne til lidt af hvert gennem årene. Det er formentlig fra tiden før den store bybrand i 1726. Aha.

En prægtig eg i svinget tæt på Niels Bugges Kro er blandt lokale kendt som “Kongeegen”. Efter hvad der siges, plantede Christian den Niende træet som et symbol for “Leiren ved Hald”. Træet er i givet fald 150 år, hvilket ikke er noget at regne for et egetræ.

Officielt åbnede den første lejrsamling ved Hald den 15. juni 1868, og vi i Viborg har god grund til at dvæle ved jubilæet. Krigen i 1864 havde vist, at de danske soldater nok var dygtige og modige, men at de ikke duede til meget på en slagmark. Nu skulle der øves i både sluttet og spredt orden, og det skete med helt nye Remington-geværer.

Fra alle hjørner af det noget amputerede land kom jenserne marcherende. 45 dage hver sommer til og med 1880 samlede op imod 10.000 mand sig på de lyngklædte bakkedrag. Generalstabens kort fra 1868 viser den enorme lejr på begge sider af landevejen til Herning. Størst var fodfolkets teltby syd for vejen. Artillerister og ryttere havde lejr på den nordlige side. Her stod også “Kongeteltet”. På dette sted står i dag mindesmærket for samlingerne, godt skjult af Egekroen – senere alderdomshjem og senest hotel.

I effektivt lidt over fem uger bølgede kampene på den tænkte slagmark. Stor var hærledelsens forventning til de hele 48.000 nyindkøbte geværer, hurtige bagladere. Nye reglementer nåede frem, lige inden øvelserne begyndte. Geværerne var fortrinlige, men skytterne havde alt for mange forbiere. Skuffelsen lagde sig, da det viste sig, at en forkert skydestilling var årsagen.

Det siger sig selv, at så grov mange soldater lidt mod syd var en gave til Viborg. På de tider kunne byen mønstre cirka 6400 indbyggere. Lejren var næsten lige så stor som den tids Aalborg. Handels- og forlystelseslivet havde kronede dage, når kommandoråbene gjaldede over Hald Sø. Hæren havde udset sig heden for at slippe for sure landmænd, der af gode grunde kunne være ømme over afgrøden. Alle fra glædespiger til grønthandlere høstede gode indtægter.

Ifølge kilder fra dengang fulgte preusserne med interesse lejrsamlingerne ved Hald, idet de endda lod anerkendende ord falde. For mange jævne jenser var “tydsken” usynligt til stede som fjenden ved Hald.

Et udpluk fra én af Hald-lejrens viser siger noget om ånden: “Blot vi kunde faae Tydskerne narret herned. Mand mod Mand snart vi skulde prøve disse nye Geværer med Fut. Dræbt er endnu ei Danskernes Løve, og endnu har vi Kugler og Krudt. Leve hver en modig Mand. Slesvig faaer vi vel paastand, naar vi alle løs kan knalde og med vor General foran!”

Ugebladet Illustreret Tidende havde korrespondenter og tegnere med i felten. Til kongens store fortrydelse gled den gamle faneed ud med 1867-hærloven. Men reportagerne vidner om, at soldaterne forstod at holde fanen højt.

Tænk engang, Oslo har siden 1811 kunnet mønstre Selskabet for Oslo Byes Vel. Det gode selskab er for tiden part i en strid om, hvor langt smarte reklamefolk kan gå med at massakrere byens byvåben, der har været et fælles symbol siden begyndelsen af 1300-årene.

Uden den store ståhej fik den sammenbragte Viborg Kommune en forenklet udgave af det våben, købstaden slæbte med ind i det nye fællesskab. De stærke middelalderfarver, rød, blå og gul, som maleren Mogens Zieler havde forsynet våbnet med i 1971, forsvandt til fordel for én, den grønne. Det hedder sig, at Viborgs grønne står for naturen, sundheden og livsglæden. Men nok så meget var det nye “myndighedslogo”  anderledes. Ikke meget. Men alligevel.

Det første stempel med Viborgs byvåben er fra 1355, men symbolet med de to rådmænd, der i en søjlegang diskuterer byens ve og vel, er formentlig fra midten af 1200-tallet. “Sigillum senatorum wibergiensis civitatis” lyder trylleformularen. Pudsigt nok fik kommunen først i 1996 mønsterbeskyttet byvåbnet, mens den i 1937 sikrede sig alle rettigheder til det gamle segl.

Det har ellers optrådt i mange former, og en del private firmaer har også ført sig frem med det. Bryggeriet Odin lod d’herrer skåle lystigt i det lokale bryg. I Frederik den Femtes atlas fra 1755 er de to rådsherrer blevet til Adam og Eva i paradis. Så der er plads til tolkninger.

Reklamefolk fra Bysted stod bag designmaualen fra 2006, hvortil hører “markedsføringslogoet” med de tre dynamiske ringe som prikken over i’et i Viborg.

Nu skal tre bureauer dyste om en ny udgave af Viborgs “visuelle profil”. Byvåbnet må de ikke aflive, lyder meldingen fra byrådet; det har reklamefolkene i Oslo sådan set heller ikke gjort. Men det har fået en mavepuster. Selskabet for Oslo Byes Vel: “Historieløst hærværk på Oslos byvåpen!” Tidligere Oslo-borgmester Fabian Stang: “Måtte Oslo aldri bli så grå og kjedelig som det nye forslaget!”

Om et lille års tid er vi klogere på, hvordan Viborgs våben skal se ud. Nyt er ikke nødvendigvis hærværk. Og de, der lever i fortiden, kan være i fare for at hænge fast i den.

For resten kunne det være en besnærende tanke med Selskabet for Viborgs Velgående. Det kan gribe til våben ved passende lejligheder.

Lugten af forbrændt diesel får mig altid til at tænke på Viborg Banegård i de gode, gamle dage for ikke så mange år siden. Lugten fremkalder billedet af en travl banegård, og jeg forbinder den med noget godt.

Dengang var de dieselelektriske MO-lokomotiver altdominerende. De stod for det meste af trafikken mod Skive, Løgstør, Langaa og Herning. Så var der lige skinnebussen til Mariager på det yderste spor.

Scandia-fabrikken i Randers havde med MO-modellen konstrueret en motorvogn, der kunne det hele: trække togvogne, medbringe gods og rumme passagerer. 120 kilometer i timen kunne den præstere. Den var som skabt til sidebanerne. Mellem 1935 og 1958 byggede Scandia 139 styk. Skinnebusserne kom i øvrigt også fra Randers.

Nogle af MO’erne havde Bjerringbro som endelig endestation, for en ophugger her ekspederede en del af denne jernbanehistorie.

Men det var egentlig ikke MO’ernes historie, jeg ville fortabe mig i, skønt den kan være opslugende nok. Nej, det er lugtene. For en del år siden skrev jeg om en noget vanskelig miljøgodkendelse, som en virksomhed i Viborg skulle have. Det var ikke nok at analysere udslippene og sammenligne med grænseværdier for den slags. Et “lugtpanel” var draget ind. En lille gruppe af “lugtdommere” skulle vurdere, om de så at sige kunne lide lugten i bageriet.

Hvad der lugter godt, og hvad der lugter dårligt, er en ret så personlig sag. Ikke alle forbinder nok diesel med et drømmesyn som mit. Vores lugtesans kan opfange lugte, og vi kan i nogen grad beskrive dem. Nogle er mere følsomme end andre, og vi taler ligefrem om “en følsom næse”. Endnu mere afgørende er det, tror jeg, hvordan lugtene ansporer erindringen.

En bestemt lugt – “duft”, som nogle ynder at sige det, når den er rar – får erindringen på gled. Måske først bagefter kommer vi til at tænke på, at lugtesansen spillede med. Sådan havde jeg det forleden, da jeg vandrede i Viborg Naturpark. Jeg følte mig hensat til de norske fjelde, og det var af det gode. Årsagen var mere lugtesansen end den bakkede fælled.

Forklaringen fik jeg, da jeg mødte en flok på et halvt hundrede får. Deres tørrede afføring havde sat sig i luften, akkurat som i højfjeldet med myriaderne af får. Fjeldet er fyldt med “Delfa”, som vi kalder fårelortene efter de små lakridskugler fra Dansk-Engelsk Lakrits-Fabrik. Jeg har oplevet det samme med kokasserne i Nørremølle Enge, og det er slet ikke noget lort.