Kategori: Tankegang

Ikke så sjældent spørger folk, hvorfor vi i Viborg forkorter gadenavnenes “Sankt” med “Sct.” Strengt taget er kun “Skt.” efter bogen. Men den lokale tradition bryder alle love.

I det mindste lige siden bykortet fra 1849 har “Sct.” været et særkende for en by, hvis slogan engang var “Danmarks hellige by”. Da helligheden var på sit højeste, spændte Viborgs praleliste over seks klostre, to kapeller, 12 sognekirker og en domkirke.

Engang var det vel nok at tale om “gaden til Sct. Mathias Kirke” og “gaden til Sct. Mogens Kirke”. Siden var det Sct. Mathias Gade og Sct. Mogens Gade. Just de to er det stabile element. Derimod har Sct. Peder, Sct. Nicolaj, Sct. Mikkel, Sct. Hans, Sct. Ib og Sct. Villads filtret sig ind i et broget mønster.

Dertil kommer Sct. Laurentii Kapel ved nutidens Sct. Laurentii Vej. Og så er der dem, der aldrig kom på gadeskiltet: Budolf, Stefan og Morten. Outsideren er Drottens Kirke, Treenighedens Kirke. Sct. Kjeld, Viborgs helt egen helgen, går gademæssigt i klasse med importerede helgener uden egne fortidige kirker: Jørgen, Knud og Oluf.

Asmild Kirke var oprindelig Sct. Margrethes Kirke, og domkirken var Vor Frue Kirke. Endnu mangler vi at få “Fruen” med i det gode selskab. I gamle dage gik Vor Frue Stræde fra Gammeltorv til Gråbrødre Kirke.

Sct. Peder tog os det næppe ilde op, hvis vi skruede tiden tilbage, så St. Sct. Peder Stræde igen var Gamle Bradepande. Helligbrøde, kunne nogle mene, men der er nu så rigeligt af helgener i den hellige by.

Forbigået har Sct. Apollonia sig lov til at føle. Hendes helligkilde neden for Sortebrødre Kirke kom efter mange år til at vælde som bybrønden Lones Kilde. Et stræde på bykortet fra 1677 bærer Lones navn. Guderne må vide, hvorfor det så blev til Sct. Leonis Stræde. En oplagt sag for Leoni Advokater.

I fjerne tider var det ikke mondænt at bo ved Viborgsøernes bredder. Søerne var noget, viborgenserne steg ned til fra de højereliggende bebyggelser.

De mange adgangsveje til søerne var et vigtigt træk i fortidens bybillede. Mønstre og navne ændrede sig med de skiftende tider, men lad os i dette lille byportræt se stort på det.

Sydligst, cirka fra Sct. Mikkels Port, kunne folk gå i gåsegang ad Gåsegyden og ned til søen. Den var ikke så meget en kørevej, men en sti til folk og fæ. Helt oppe fra toppen af Bradepandebakken gik Slusen, som havde navn efter vandløbet ned til porten.

Ud for nutidens St. Sct. Mikkels Gade, førhen kendt som Søndre Sortebrødre Stræde, skød Søgyden sig ad Søndersø til. Den optrådte også som Garverigyden. Lad os straks tage med, at den havde to søskende: Mellem Søgyde og Nordre Søgyde; i dag dækker henholdsvis Hans Tausens Allé og Søvej dem. Den mellemste gyde førte sig desuden frem som Alléen, flankeret af popler.

Sct. Mathias Gade stoppede ved Skolestræde. Først med dæmningen fra 1855 fik gaden sit gennembrud mod øst. Indtil da kunne trafikken sive nedefter ad Sct. Villads Kirkestræde, Skolebakken og Renden.

Nutidens Sct. Villads Stræde var nok tidligere en vandig slugt og hed Munkeslusen. Korherrer fra Marieklostret og munke fra Gråbrødre Kloster måtte løfte op i kutterne, når de begav sig til søen.

Rosenstræde med det bratte fald er et nyere navn. Strædet var engang todelt. Den øverste halvdel var Sct. Mogens Kirkestræde, den nederste Sct. Ibs Krkestræde. Sidst i 1600-tallet hed hele forløbet Ellen Kistrups Gyde. Denne for mig ukendte Ellen, en Lone og Vor Frue var de eneste kvinder i tidernes gaderegister.

Omtrent på Voldens plads forbandt den skrånende Fuglsang Sct. Mogens Port med Sct. Ibs Port. Lidt længere ude stod stangen til fugleskydninger, men denne forbindelse er nok tilfældig. Mon ikke, at det var i haverne her, at fuglene sang så smukt på morgenkvisten.

Navnet Rødevej stikker så dejligt af fra Viborgs myriader af vej- og gadenavne, dog med Grønnegade som en anden farvet undtagelse.

I de seneste år har Rødevej i sommertiden været rødfarvet som i gamle dage. Navnet ligefrem indbyder til, at byen maler en rød løber på den, så Hærvejsmarchens vandrere kan gå det sidste stykke på ærens vej.

Murbrokker fra den nedrevne domkirke gjorde den rød og gav den i 1902 navn. Før da hed den Kirkegårdsvej, fordi byen i 1808 anlagde sin fælleskirkegård her. I øvrigt fik Grønnegade også navn efter den lokale kolorit. Den havde grønne omgivelser.

Pladsen på Bispegårdstoften vest for den gamle byvold var så rigelig. Foruden kirkegården lagde den fra 1870’erne jord til en kaserne under stadig udvikling, herunder en eksercerplads. Men en kaserne på en Kirkegårdsvej? Nej, vel.

Meget længere tilbage drev biskoppen landbrug på arealerne. Toften var den bynære del af bymarken og var som skabt til det berømte Toftmarked, der i mange år fandt sted uden for Skottenborg Port sidst i september.

Da eksercitsen flyttede fra Rødevej til Klostermarken, blomstrerede Eksercerpladsen op som markeds-, dyrskue-, sports-, cirkus- og festplads. Ikke så få gæster på den gamle toft kom i stødet og malede byen rød.

Allerede i middelalderen var Viborg kendt som en stråtækt bondeby, et let offer for ilden. Godt nok fyldte adelsgårde og borgerhuse pænt i bybilledet, men et vigtigt træk var i mange år de utallige avlsgårde, hvoraf avlsbrugere havde deres udkomme.

I en halvcirkel vest for byen lå den enorme bymark. Kun København havde den større. Herpå kunne avlsbrugerne på et sindrigt net af jordlodder dyrke afgrøder og have dyr på græs. De fleste måtte leje jorden, hvis ejere typisk var kirker, klostre og katedralskole. Mest kendt var Bispegårdstoften vest for byvolden.

Tro ikke, at der var megen storhed over byens gårdbrug. De var med snæver plads til dyr og afgrøder. Med møje drev karlene dyrene ind og ud. Ikke altid kunne en vogn presse sig ind i gården, og så smed kusken læsset på gaden. Folkene måtte med håndkraft ekspedere hø og korn gennem luger og taghuller.

Jeg har hørt tale om den fattige mutter Lange – ikke fin nok til at være madam – i Sct. Mogens Gade 54. Hun havde en enkelt ko. Bosse måtte få storhedsvanvid, for den nød den ære at komme ind og ud ad selve gadedøren. En port havde huset ikke.

Netop den ellers så fornemme Sct. Mogens Gade havde flest avlsgårde; i 1885 lå her 18 gårdbrug. Ikke mange levn er tilbage. Den lille toldbod i Sct. Mogens Gade 49 har en skrå høluge i gavlen, og Handbergs Gård i Sct. Mogens Gade 59 har en velbevaret facade. I 1885 var den én af byens i alt 75 avlsgårde.

I dag er byens vand mest noget, der kommer med skybrud, og som løber vildt og voldsomt, fordi vi har tilplastret hver en stump jord med boligkasser, billig kinesisk granit, asfalt og betonbelægninger.

I tidligere tider var vand noget med kilder, brønde og rislende løb. Til de sidste hørte Munkeslusen, hvor nu Sct. Villads Stræde er, og Slusen fra Ll. Sct. Peder Stræde til Sct. Mikkels Port.

De kendteste kilder var Lones Kilde ved Lonnestræde, Jomfru Marias Sundhedsbrønd i Gråbrødre Klosters have og Sct. Kjelds Kilde i domkirkens krypt. Vi læser også om en Kokkilde, der lå vest for byen. Det var dens vand, Sct. Kjeld efter sigende gjorde til vin.

Mindre kendt var Dumpkilden i Dumpen. Lad os ikke glemme Tekilden på Borgvold. At gøre vand til te er nok mere realistisk end nummeret med vinen. Nogle kilder berigede det tidlige byggeri med kildekalk. Den var holdbar og let at arbejde med, men den slap hurtigt op.

Byen havde fem offentlige brønde: ved Sct. Mathias Port, på Hjultorvet, på Nytorv, på Gammeltorv og på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade. Her ligger nu Pumpetorvet med en symbolsk bypumpe. Den rigtige pumpe var virksom fra 1843 til 1913.

Især pumpen på Gammeltorv var ikke så heldig. Det var jo lige op ad domkirkegården med dens ligvand. Her var én af grundene til, at Viborg i 1808 fik den nuværende fælleskirkegård.

At dvæle ved rislende vand er godt for sjælen. Det er livgivende at kvæge sig ved fuglebadet bag Skovgaard Museet, Løvebrønden i Latinerhaven og kummen i Gråbrødre Klosters gård. Allernærmest historiens kilder kommer vi ved det stensatte kildested ved Nørresøvej. Fortiden er ikke tørret ud.

Viborg Landsting er uden tvivl én af Danmarks ældste institutioner; alderen kender ingen. Vi ser for os, hvordan frie jyder har samlet sig på Viborgs højdedrag for at afgøre sager af fælles interesse. Det kan være, at mødestedet var dér, hvor Rigsarkivet nu ligger.

Gennem århundreder var det fint med friluftsmøder. Gammeltorv tjente i mange år som tingplads. Men efterhånden som papirarbejdet tog til, var det nu meget godt at få tinget på det tørre. I 1552 åbnede Christian den Tredje det lukkede johanniterkloster ved Nørresø for landstinget. Pilehaven ligger i dag her.

Det var for en kortere bemærkning, for Frederik den Anden stillede i 1576 den tidligere bispegård nord for domkirken til rådighed. I 1558 var bispen flyttet til den nuværende bispegård øst for kirken. Landstingets nye domicil var en del af det forhenværende Mariakloster.

Adelen fik opgaven lagt på sig og kunne til gengæld bruge lokalerne. Skønt kongen pressede på, nølede de adelige hoveder. Tilskud og afgifter samt sten og træ fra det forladte kloster ved søen gjorde ikke stort. Domkapitlet fik besked på at stille med heste og vogne fra Hjarbæk til Viborg, så materialer også ad den vej kunne gøre gavn. Spørgsmålet er, hvor meget tinget nåede at bruge lokaliteterne, inden en ny del af Mariaklostret kom i spil.

Det træge arbejde gjaldt en ruin, hvor rådhuset ved Stænderpladsen mange år efter kom til. I 1639 åbnede adelens og landstingets fælleshus i en bedre klosterbygning klos op ad domkirken. Mindestenen ved nordsiden markerer stedet.

Under 1726-branden tog det en del skade, men det stod dog. En skæbne som spinde- og manufakturhus for arbejdsføre fattiglemmer truede det, men pilen pegede dog rettens vej. Bragt på fode blev det, men ikke mere end lige. Det var “eksponeret for stormvinde og andet uvejr”.

Storhedstiden var de syv stænderforsamlinger fra 1836 til 1848. Det, der nu hed Landsoverretten for Nørrejylland, delte tag med denne forløber for demokratiet. Bygningen fik en større makeover. Skæbnen indhentede stænder- og domhuset i 1871, da det kom væk, så den nye domkirke kunne få luft.

I en ikke så fjern fortid var gaderne i Viborgs midtby betydelig trangere og mere opdelte end i dag. Et vink ligger i, at langt flere gadenavne endte på “stræde” og “gyde”. “Gade” var typisk forbeholdt de længere forløb.

Af gyder kan jeg i en ruf nævne Storkeredegyde, Michel Herups Gyde, Frands Berings Gyde, Engelmands Gyde, Ellen Kistrups Gyde, Peder Posts Gyde, Jens Friis’ Gyde, Anders Gefreiters Gyde, Gåsegyden, hele tre Søgyder, Garverigyden, Lille Vildtorvgyde og Store Vildtorvgyde. De sidste er stadig gyder, henholdsvis Store Hjultorvgyde og Lille Hjultorvgyde.

Når jeg læser Gunnar Staalesens romaner fra Bergen, er det så at sige i smug. Sådan at forstå, at Staalesens Bergen er fyldt med smug – eller “smau”, På dansk kender vi også til smug, men de optræder oftest som smøger. De må være smallere end stræder og gyder. I klasse med slipper.

Den slags smalle sager savner jeg i mit Viborg. Nærmest er vi med det unavngivne smug mellem Sct. Mogens Gade 7 og 9.

Med strædenavne kan Viborg stadig stå distancen. Men borte har taget en god håndfuld som Kirkestræde, Vor Frue Stræde, Klosterstræde, Sct. Nicolaj Stræde, Lonne Stræde, Søndre Sortebrødre Stræde, Nordre Sortebrødre Stræde, Sct. Mikkels Stræde, Sct. Mogens Kirkestræde, Sct. Ibs Kirkestræde og Mageløsstræde,

Andre navne vidner om smalle forhold: Trangtrappen, Mellem Muren, Munkeslusen, Slusen, Renden og Rykind.

I 1870’erne og 1880’erne tog pokker ved det skrånende terræn langs Sct. Nicolaj Gade. Efter et trægt århundrede fik gamle Viborg hul på bylden. Haver, tofter og udtjente rønner mellem Sct. Mogens Gade og Sct. Ibs Gade gav plads til fire markante byggerier, der skulle tjene fællesskabet.

Lidt af vejen og alligevel nært. Og det hele står endnu.

Rådhuset ved Gammeltorv var for lille til det voksende demokrati og den ditto by. I 1874 stod multihuset mellem Stænderpladsen og Sct. Nicolaj Gade færdigt: rådhus, ret og arrest i ét. Domkirkearkitekt Julius Tholle nåede at udtænke planen, inden han som blot 40-årig døde.

Året efter fik byens mange soldater et pænt stort garnisonssygehus ved Rosenstræde, lige neden for Sct. Nicolaj Gade. I otte år havde de ladet sig nøje med et lille infirmeri i Sct. Mogens Gade 38. Arkitekt Hermann Storck, der i øvrigt var ny domkirkearkitekt, havde tegnet et sygehus til 35 sengeliggende jenser.

Mellem 1847 og 1887 havde en beskeden fri- og borgerskole over for Sortebrødre Kirke banket lærdom ind i de små hoveder. Med den nye kommuneskole på toften oven for Sct. Nicolaj Gade fik “friskaller” og “borgerkaniner” mere plads, men det sociale skel mellem dem flyttede med. Århus-arkitekt Carl Lange gjorde sig ellers umage.

Så til fattiggården. Viborg-arkitekt Hother Paludan fortsatte linjen fra den arbejdsanstalt, han først i 1880’erne tegnede til amtet. Fattiggården ved gadens nordlige ende stod færdig i 1885 og kunne huse 80 fattiglemmer. Den afløste Viborgs første rigtige fattiggård, der lå klinet op ad Gamle Vagt.

Fattiggården var et lille samfund af udstødte uden borgerlige rettigheder. Kvinderne havde mest køkkentjeneste, mens mændene arbejdede i den store have. Desuden havde fattiggården en virksomhed for sivmåtter og -sko.

I 1936 lukkede den, og sindssygehospitalet overtog bygningerne, som helt op i 1970’erne rummede langtidspladser til de syge i sindet. Derpå oprandt en æra som boligkomplekset Nicolajgården, og rækkehuse skød op i haven. Ikke noget for fattiglemmer.

Maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg har leveret en fantasi over, hvordan en kongehyldning på Viborg Ting har foldet sig ud. Den 28. september 1448 steg Christian den Første op på Viborgs hyldningssten og lod sig tiljuble af Vorherres jyder.

Dannebrog vajer, og en biskop velsigner; det må have været Viborgs Thorlav. Til tronsalen på Christiansborg malede Eckersberg fire historiske scenerier, og hyldningen i Viborg var ét af dem. Oplagt.

Eftertiden ved stort set intet om Viborg som kongehyldningsby. Måske var Hardeknud i 1027 den første i en række på måske 37 majestæter. Lejrekrøniken løfter selveste kong Dan op på Viborg-stenen, og så er vi godt nok langt tilbage.

Med sikkerhed var den senere Christian den Femte i 1655 den sidste. Enevælden satte en stopper for denne dybe tradition. Traditionen bød ellers, at Viborg var først til at hylde den kommende regent. Så kom turen til Ringsted og Lund.

I Snorri Sturlusons saga om Magnus den Gode læser vi: “Siden lod kong Magnus indkalde til Viborg-ting; der udnævner danskerne konger – både i gammel tid og i nyere tid. På dette ting tog danskerne Magnus Olavson til konge over hele Danevældet.” Denne hyldning fandt sted i 1042.

Hyldningsstenen i Viborg gik under navnet Daneryg. Den har sagtens været en mellemstor kampesten. Stor nok til at ophøje kongen, lav nok til at være let at bestige.

Peder Resen placerer på sit bykort fra 1677 det gamle tingsted på Viborgs højeste punkt, omtrent ved det nuværende Rigsarkiv. Hvor nu Kongehyldningsmonumentet står, har Daneryg næppe befundet sig. Lur mig, om ikke den ligger og ser helt almindelig ud ét eller andet sted.

Den 15. juni 1584 lod Frederik den Anden og dronning Sofie deres søn, den senere Christian den Fjerde, hylde på Nytorv. 23 rigsråder, 181 lens- og adelsmænd, ni herremænd, 11 hofråder, alle de jyske bisper og provster samt to præster fra hvert herred hyldede den syvårige. Siden fejlede hans selvtillid ikke noget.

At kalde et værtshus “Paradis” er oplagt. Midt i 1600-årene kunne viborgensere og andet godtfolk søge en jordisk lykke i Jacob Berings Gård, der lå øverst i Nytorvgydes nordre side. Her var gæstgiveriet “Paradis”.

Beværtningens historie fortaber sig i tåger. Jeg vil tro, at “Paradis” var et sted for alle. Modsat vinhandler Salomon Gerbers skænkestue, der lå på gydens hjørne ved Sct. Mogens Gade. I 1654 fik Salomon Gerber ret til at udskænke vine, og hans vinstue var populær blandt fine folk.

Sågar opslog kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg i 1660 sit hovedkvarter i de Gerberske gemakker. Stedet var kendt og berygtet for sine drikkelag, hvor adelige officerer kom i kårdekamp, endda også med dødelig udgang. Så slemt stod det vist ikke til i “Paradis”.

Historieskriver Ursin skriver i sin Viborg-historie fra 1849: “Byen har også, som købstæderne i almindelighed, haft sit Paradis; dette værtshus lå i Nytorvgyde på nordre side, inden det afbrændte i 1667.”

Hermed være sagt, at de paradisiske tilstande fik en brat ende. Værtshuset genopstod ikke. Jacob Bering fik en tjans som borgmester og døde i 1690 som en dybt forgældet 50-årig. Flammerne åd også Salomon Gerbers store gård øst for “Paradis”. Den fik han genrejst – og med den skænkestuen.

Paradis-navnet har helt frem til i dag levet på matriklen. I Viborg Stiftsmuseums beretning for 1965/66 står således at læse, at museet i bagbygningen “Paradis” ved Nytorvgyde var ved at indrette et magasin i kombination med et værksted og et lokale til særudstillinger. En kommunal bevilling og fem militærnægtere gjorde det muligt.

Mit gæt er, at det tabte “Paradis” lå lidt højere oppe i gyden end det kendte skilt med de fordrevne Adam og Eva.

Efter sigende var omkring 2300 hoveder til stede i Viborg Domkirke, da Aarhus-biskop Brammer den 10. september 1876 indviede den. Koret, hovedskibet, sideskibene, korsarmene og triforiegallerierne var fyldt af inviterede og folk, der havde sikret sig et adgangskort.

Jeg kom til at tænke på dette kæmpe opbud, da en fyldt domkirke bisatte Søren Pape Poulsen. Nu var en fyldt domkirke skrumpet ind til 800 deltagere. Til gengæld kunne en hel nation følge begivenheden på direkte tv.

Så stor var interessen i 1876, at adgangskortene optrådte på det sorte marked. Toppen af det politiske, kirkelige og administrative Danmark havde naturligvis sikre pladser. Koret var besat af 200 gejstlige i ornat.

Kong Christian den Niende og dronning Louise af Danmark og kong Georg og dronning Olga af Grækenland var cremen af de royale hoveder, mens konceilspræsident Estrup og kultusminister Fischer udgjorde den politiske front.

Mange stod op. Arkitekt Hermann Storck havde tegnet stolestader til domkirken, men de forslog slet ikke ved denne særlige begivenhed. Efter den oprindelige plan skulle Viborg-biskop Laub have stået for indvielsen, men sygdom slog ham ud. Otto Laub kunne ensomt fra bispegården følge med i klokkeklang og orgelbrus.

Efter den kirkelige handling drog en udvalgt skare til det nyopførte rådhus ved Stænderpladsen. Det store taffel fandt sted i rådhussalen, der hermed var i officiel brug for første gang.

Langt senere – i 1954 – fik Viborg Domkirke de velbekendte kirkestole. Midt i 1950’erne fik kirken fjernvarme. Det nuværende gulv af ølandsfliser kom på plads, og stolene fulgte efter. Arkitekt Thomas Havning slog stregerne. Nogle år før havde han udtænkt planen for den nordlige side af Gammeltorv, og i 1966 var det ham, der tegnede det nye orgels facade.

Stol på det.

Hvor nu Nordea ligger i Sct. Mathias Gade 68, struttede sidst i 1650’erne et handelshus af virkelyst. Købmændene Jacob Hasse og Hans Jørgen Majoner var gået i kompagniskab og handlede med alt, hvad der var penge i.

Selve handelshuset havde hjemme i Hans Jørgen Majoners ejendom, et imponerende bindingsværkshus i tre etager og med en markant karnap. Det var berømmet for sine sirlige udskæringer. Skråt overfor, i karréen mellem Hjultorvet og St. Sct. Mikkels Gade, ejede Jacob Hasse et næsten lige så imponerende kompleks.

På de tider var sådanne handelskompagnier ikke så almindelige – og da slet ikke i Viborg. Nogle år før havde byen haft et saltkompagni.

Historien om de to kompagnoner er historien om Viborgs storhed og fald. Et stykke ind i 1600-tallets sidste halvdel levede Viborg endnu højt som adelens og borgerskabets by. Men først kom svenskerne, dernæst enevælden. Adelen tabte terræn, og Viborg hensank i armod. Snapsting var kun som en runken agurk.

En brand i 1667 ramte hårdt; det samme gjorde en storm. De uforsikrede købmænd havde kun de gode minder tilbage. Før det gik galt, havde Hasse og Majoner i flere år været øverst på listen over skatteydere.

I stor stil lånte de to penge ud. Adelen blødte, og kompagnonerne fik pant overalt i Jylland. De tilhørte byens agtede mænd og var selvskrevne som medlemmer af byens råd. I 1680 opløste de kompagniet og delte pantebrevene. I 1683 døde Hasse, og Majoner gled dybere og dybere ned i fattigdommens mudder.

Som årsag gav han, at han i 1680 havde giftet sig for anden gang, hvilket betød, at han måtte skifte med børnene. Men tiderne var nu nok den virkelige grund. Til sidst var han en sengeliggende, affældig mandsling. I 1696 døde han.

Det flotte “alhus” prydede Hjultorvet indtil storbranden i 1726. Da stod købmand Hans Jørgen Krog som ejer. Branden opstod på den modsatte side af torvet. Som det vestligste af bebyggelsen i Sct. Mathias Gade røg nummer 68 med i det 34 timer lange inferno. Så var den historie ude. Puf.

Gader og gyder i Sct. Nicolaj Gade-kvarteret er ikke højprofilerede. De byder ellers på en farverig historie, som afspejler sig i en velsignelse af skiftende navne. Resens bykort fra 1677 giver et indblik.

Sct. Nicolaj Gade selv er et godt eksempel. Hele gaden eller dele af den har optrådt som Sct. Nicolaj Stræde, Kirkestræde, Storkeredegyde, Rykind, Frands Berings Gyde, Engelmands Gyde, Michel Herups Gyde og Rosenstrædet.

Lidt pudsigt lå Sct. Nicolaj Kirke ikke ved gaden, men ved krydset mellem Sct. Ibs Gade og Søvej. Kirken havde navn efter Nicolaus, biskop og helgen fra Myra, hvis skikkelse efterhånden fik form som julemanden. Julemandsgade – ikke værst.

To gader i den nordlige del hører fortiden til. Skive Marked gik hen over den grund, som det militære sygehus kom til at ligge på. Fuglsang skråede ned mod Sct. Ibs Port.

Nutidens Rosenstræde havde engang en vestlig del, som hed Sct. Mogens Kirkestræde, og en østlig del, der hed Sct. Ibs Kirkestræde. Kirkerne forsvandt i 1529, dog med en ekstra frist til Sct. Ibs Kirkes tårn, hvori stormklokken i nogle år sad. Fra gaden kender vi også navnene Peder Posts Gyde og Ellen Kistrups Gyde.

Navnløs har også heddet Jens Friis Gyde og Anders Gefreiters Gyde; Sct. Villads Stræde var engang kendt som Munkeslusen efter den vandrige slugt mellem Gråbrødre Kloster og Marieklostret. Endelig har vi Gråbrødre Kirkestræde, hvis navn i forne tider var Mellem Muren efter den lange klostermur.

Michel Herup var sidst i 1600-tallet en kendt snedkermester, mens Frands Bering på de tider var borgmester. Akkurat som de andre nævnte gode borgere fik de lov til at give navn til deres sted. Men udødelig er ingen, og det samme gælder gadenavne.

Shakespeare lader i komedien “Som man behager” Rosalind spørge til klokken, da hun ude i den store skov møder Orlando. Svaret er, at hun kun kan få at vide, hvilken tid på dagen det er, for skoven har ingen ure.

Urene hører mest byen til. Tårnure, stationsure, ure på offentlige bygninger, urmagerure og ure i al almindelighed. Selv i disse digitale tider hævder analoge ure i stort format sig i bybilledet.

Det nok fineste eksempel i Viborg er uret på Eksercerhuset ved Rødevej. Siden 1871 har det vist, hvad klokken er slået. Det harmonerer med domkirkearkitekt Julius Tholles historicistiske bygning med de pyntelige detaljer.

Uret er makker med et relief af byvåbnet. Relieffet fortæller, at byen var bygherre. Viborgenserne var stolte, da de i 1865 tog imod to bataljoner med 29 officerer, 71 underofficerer og 523 menige.

Da Viborg vandt dysten om garnisonen, flottede den sig i første omgang med et eksercerhus, en depotgård og et garnisonssygehus. Depotet øst for Eksercerhuset var også af Tholle, mens det militære sygehus ved Rosenstræde var Hermann Storcks værk. Tholle døde som blot 40-årig i 1871, og Storck efterfulgte ham som domkirkens hovedarkitekt.

På den vestre side af den røde vej lå den store eksercerplads. Den højere mening med uret var nok, at de asende rekrutter skulle kunne følge med i, hvor længe endnu pinen måtte vare. De kunne ikke lige trylle et lommeur frem. Hvad det ur ikke har oplevet af bedende blikke.

Selv efter alle disse mange år går uret, som det skal, og bygningen har efter den seneste renovering vist, at den har trodset tidens ædetand.

Den første turistguide for Viborg er fra 1873. I hæftet får den knap nok færdige Viborg Domkirke én af hovedrollerne. Læseren kan blandt andet lade sig berige af sagnet om de to stenhugne ansigter på apsis.

Domkirkens lange historie byder naturligt folketroen indenfor. Flere sagn knytter sig til kirken. Om stenansigterne hedder det i folkemunde, at de er fra to kæmper. Skal vi tro folketroen, var kæmperne lige så høje som afstanden fra jorden til deres plads under galleriet, det vil sige 8,8 meter. Legenden siger også, at kæmperne brugte de to apsisløver som trækdyr, da de kørte sten til kirken.

Når vi nu er ved store sten, så prøvede en kæmpe engang at kaste en kampesten mod domkirkens spir, men han forfejlede sit kast. Stenen endte nordvest for byen og fik navnet “Femfingerstenen”. Langt senere kørte folk fra Viborg til stenen for at købe fisk af fjordfiskerne.

Mange af kirkens sagn handler om Kjeld, Viborgs egen helgen. Hans grav og helgenskrin var kendt for stribevis af undere. Først på listen står en lam nordmand, som ved graven fik førligheden tilbage, og som slog sig ned hos de augustinske brødre.

Et markant under var dengang, Kjeld under en brand tog en broder med op i tårnet for at bede Gud om hjælp. Og ilden lagde sig som en lydig hund. Med Gud som brandslukker reddede han byen og kirken.

Sagnene om en hemmelig gang fra domkirken til Asmild Kirke er flere. Ét af dem handler om en latinskoleelev, der vitterlig fandt indgangen. Med et reb om livet krøb han ned i dybet. Væk var han. Da kammeraterne trak til, fik de kun et brændt reb tilbage. De murede indgangen til, og nu kan ingen finde den.

En smed fik for mange år tilbage til opgave at smede to jernlåger til ét af domkirkens kapeller. Han kom bagud med arbejdet. For at nå det allierede han sig med Fanden selv. Som tak forsynede han lågerne med to djævlebilleder.

De to kæmper har været vidner til det hele, men de har formået at holde masken.