Kategori: Tankegang

“Nej, nej. Kan I ikke snart lære det? Jeg hedder altså Salomon og ikke Samuel.” En tordenrøst lyder fra det høje. Fortidens stemme tilhører vinhandler, kvægeksportør, gæstgiver, postmester med mere Salomon Gerber, der døde i 1690. Af uvisse grunde optræder han i mange kilder som “Samuel”.

Ejendommen Sct. Mogens Gade 3 hedder oftest Salomon Gerbers Gård. Men den er i den nuværende skikkelse fra tiden efter den store bybrand i 1726. Fra denne adresse og et stykke op ad Nytorvgyde drev han en virksomhed, der også omfattede en del andre ejendomme i byen. Mest kendt er den vinstue, han i 1654 fik lov til at drive på hjørnet. Her kom adelsfolk, officerer og det bedre borgerskab.

Og det gik ind imellem vildt til i Gerbers skænkestue. Her udåndede for eksempel under et gemæng hornblæser Hans Abelstedt. Nogle beskænkede officerer havde hidkaldt et lille militært orkester, der skulle spille en fanfare ved hver skål, og det blev hornblæseren for meget. Efter utallige skåler nægtede han og udslyngede en kraftfuld ed, der refererede til en hunhunds kønsorganer. Kårder kom frem, lyset gik ud. Det gjorde også hornblæserens livslys. Den tids æresbegreber blæste ham en lang march. Den skyldige gik fri.

Det var sidst i 1660. Tidligere på året havde selveste kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg for nogle måneder udset sig Den Gerberske Gård som sit hovedkvarter. Selv kurfyrstinde Louise Henriette slog sig ned.

I 1667 brændte Gerbers ejendom og hele kvarteret. Det gjaldt også Jacob Berings ejendom med det berømte gæstgiveri Paradis højere oppe i gyden.

Tre gange tidligere havde brande hærget Gerbers bygninger, og en storm blæste den sidste rest af storhed bort. Med møje fik han genrejst hjørnehuset med vinstuen. Denne var stadig et livligt sted. I 1674 kom fire militære adelsmænd i den grad op at toppes, efter at de havde nydt Gerbers berusende klaret. Det kom til duel på kårder, to på hver side. To fik dødelige sår. Årsag: De kom i skænderi om, hvor gammel en hest skal være for at gøre nytte i krigstjeneste.

Salomon Gerber havde som så mange andre af byens før så pengestærke mænd svært ved at klare sig. Fra 1669 til sin død fik han en kærkommen ekstratjans som Viborgs første postmester. I øvrigt overtog svigersønnen både titlen som postmester og værtshuset. Efter den næste store brand i 1726 sad enken Anne tilbage med historiens aske.

Da de første tyske kolonister i 1759 slog sig ned på Alheden, lå det ikke i kortene, at de skulle ende som “kartoffeltyskere”. De havde tænkt sig at gøre lynghede til korn- og kløvermarker. Men det var altså kartoflen, de fik mest held med.

På det tidspunkt var kartoflen en sjælden spise i de viborgske hjem, men tiden arbejdede for den gyldne knold. Et århundrede senere var Laura, datter af storkøbmand Jens Georg Boye, vidne til kartoflens sejrsgang:

“Så gik fruen med sin pige på torvet, som var fuldt af alt. Selv de små, tarvelige vogne fra Alheden, forspændt med stude, som altid bragte kartofler med. Det var fra den tyske koloni. Derfor hed de altid kartoffeltyskerne.”

Forfatteren Goldschmidt besøgte i 1866 Viborgegnen og satte disse ord på kartoflens kolonister:

“Hver mand har en kælder, der rummer cirka 150 tønder. De sælger dem i Viborg tilligemed lyngtørv … De drog 20 a 30 stykker i følge til Viborg om natten, holdt frokost på Stanghede, sloges med alle, der udsatte sig for et sammenstød, var vilde karle.”

Ursin skriver i sin Viborg-historie fra 1849 blandt meget andet om afgrøderne i byen og på bymarken. Ifølge en opgørelse fra 1837 gjorde avlerne her 200 tønder læggekartofler til 3200 tønder spisekartofler. Uden at kræve meget gav den meget.

Jeg var ikke gammel i gårde som journalist, før jeg lærte, at en kartoffelkampagne ikke er et reklamefremstød for spisekartofler, men et navn for høsttiden med kartoffelferien som markør.

En enkelt gang som dreng lod jeg mig lokke væk fra Jan-bøgerne i efterårsferien for at forsøge mig som kartoffeloptager på Vestermarken. Jeg knoklede i nogle timer og var nok ikke særlig effektiv. I det mindste sendte avleren mig retur til byen. Min sølle indsats i den syvende kartoffelrække takserede han til en sodavand og en daler.

Arctander, Bering, Bruun, Handberg, Hegelund, Ostenfeld, Preisler, Sehested, Wissing. Bare nogle få af de dynastier, der i flere led har præget livet i Viborg.

Meget lidt af disse familiesagaer a la Huset Buddenbrook har sat sig synlige spor i nutidens gadebillede. Familierne var ikke sig selv nok, men tog et nap i byens tjeneste, og det er da værd at bemærke.

Et slidt og vingeskudt skilt viser til Preislers Plads, intet andet. Pilen peger mod en familiesaga, der tog sin begyndelse i 1400-tallets Böhmen. Stamfar George Preisler fra Kreibitz var en værdsat glasmager og skabte et glaskrus, som siden er vandret fra den ene Preisler til den anden.

Johan Martin Preisler tog i 1744 springet til København, hvor han som hofkobberstikker, professor ved Kunstakademiet og justitsråd var en central skikkelse. Mange i den nye danske gren gjorde det godt i kunst og samfundsvæsen, efterhånden flere steder i landet. Enkelte begyndte nu også at dukke op i Viborg. Endda fik de nordeuropæiske Preislere en ny stamfar i Viborgs Frederik Christian Preisler (1797-1887), snedkermester og gæstgiver. Sammen med fru Petra fik han 10 børn, og de har mangfoldiggjort sig.

Lad os i forbigående nævne Frederik Julius Preisler, isenkræmmer i Gravene 18. En retskaffen herre, der havde svært ved at komme sig over, at han i 1920 fik en bøde på 10 kroner, fordi han havde forsømt i tide at slukke sin lysreklame. Købmændene Jens Carl Frederik Preisler, Sct. Mathias Gade 76, og Georg Daniel Preisler på Nytorvs sydside, gjorde det også bravt, sidstnævnte også med mineralvandsfabrik og værtshus.

På tvangsauktion købte Frederik Julius Preisler i 1840 Brøndums Gæstgiveri, hvor Sct. Mathias Gade slår er knæk. En rummelig bygård med plads til børneflok, snedkeri og logi. Indtil 1868 forbedrede han stille og roligt lokaliteterne. Da sønnen Otto Christian Jakob Preisler kom til, tog sagerne fart, og en hotelvirksomhed uden sidestykke i landsdelen tog form.

De kunne noget, disse Preislere. Karen Ragnhild Holst Preisler var som student fra Viborg Katedralskole i 1909 mønsterbryder. Men hotelejer Otto overstrålede alle. Under en tur til Kairo lod han sig inspirere og duperede hele borgermusikken med Café Cairo på sit hotel. Tilmed sås han af og til med fez.

Sine mange rejser skrev han om i Viborg Stiftstidende. I læserbreve i samme avis  luftede han sine meninger, og det var sjældent kedeligt. I 1907 solgte han hotellet ud af familien. Samtidig udgav han en bog med sine mange indlæg. Derpå rejste han til København med 125.000 kroner på lommen, svarende til cirka 10 millioner kroner i dagens mønt.

Hotellet lukkede i 1968 og forsvandt snart fra gadebilledet. Det var da længe siden, at etiketten “byens fornemste” passede på det.

I 1890 besøgte maleren August Jerndorff biskop Jørgen Swane i Viborg. Jørgen Swane havde da været biskop i 12 år og fandt en stor opgave i at sikre domkirken en indvendig udsmykning. Men det var nu ikke derfor, August Jerndorff gjorde rejsen. Han skulle male et portræt af biskoppen.

Snart gled samtalen over på den stadig ret så nybyggede og nøgne domkirke. Kunsthistoriker Høyen var jo den nyromanske kirkes fortaler, og samme Høyen var Jerndorffs store støtte, da denne udviklede sig som portrætmaler og religiøs fortolker. Han kendte så udmærket de tanker, der lå bag den nye udgave af Viborg Domkirke. Det er ret sandsynligt, at Swane i samtalens løb foreslog Jerndorff som den, der skulle løfte den store opgave med at udsmykke domkirken.

Jerndorff var elev af P.C. Skovgaard og skal prompte have svaret, at Joakim Skovgaard, sønnen, var manden. Viborg Domkirke fik sit portræt af Jørgen Swane, og Joakim Skovgaard fik sit livs opgave.

I somrene fra 1901 til 1906 var han og hans hjælpere aktive Viborg. De blev en del af byens liv. Ansporet af dem lod en række kunstnere sig føre til det dramatiske landskab og den dramatiske historie ved Hald. Det er ikke ved siden af at tale om en kunstnerkoloni.

Domkirkekunstnerne gik ikke over åen efter vand og brugte lokale folk som modeller til flere af freskerne. Fra stilladser moslede kunstnerne med at gøre perforerede kartoner og kulstøv til fresker. Om og om igen. Farvehandler Knud Gildsig var hyppigt forbi med nye forsyninger af farver.

I sin islandske trøje stak Joakim Skovgaard en del af fra det borgerlige Viborg. Byen tog ham immervæk til sig. Senere kom diskussionen om, hvorvidt byen måtte have lov til at rejse en buste af ham, hvilket han på det bestemteste frabad sig. Men æresborger blev han. Med udgangspunkt i hans og familiens kunst fik han også sit museum.

Ringen var sluttet med Arne Lofthus’ al fresco-portræt af mesteren, naturligvis iført islandsk trøje.

Slaget på Taphede torsdag den 6. oktober 1334 er et spændende stykke danmarkshistorie. Og så lige uden for Viborgs porte. Kommunen lod sig inspirere af slaget og “den kongeløse tid” i Danmark fra 1332 til 1340, da nogle af Taphede-bydelens veje skulle have navne.

Vi kan trække linjen tilbage til mordet på Erik Glipping i Finderup Lade natten til den 22. november 1286. Sønnen Erik Menved overtog kongetitlen. Da han fik alderen til det, begyndte han at ødsle med rigets penge, både til krige og til ridderturneringer. Erik Menved udskrev store skatter og stiftede gæld. Jyderne på Viborg Ting var i oprør. Borgen på Borgvold fra 1313 var ét af Menveds skræmmemidler.

Lillebror Christoffer (den anden) overtog i 1320 et pantsat Danmark. Danmarks stormænd bandt ham med en håndfæstning. De helt store pantherrer var de tyske grever Gert (den kullede) og Johan (den milde). Kongen havde også et anstrengt forhold til drost Laurids Jonsen, marsk Ludvig Eberstein – med bånd til Viborg – og adelsmand Knud Porse.

En overgang måtte Christoffer se sig tilsidesat af drengekongen Valdemar, der blot var grevernes og stormændenes redskab. Christoffer kom til igen. Efter at han i 1334 døde, var Danmark uden konge. De to tyske grever sad solidt på landet. Alene gælden for Jylland var på 100.000 mark sølv, svarende til 23 ton sølv.

Junker Otto, Christoffers næstældste søn, prøvede i 1334 at snuppe kongekronen og satte sig hermed op imod Gert. Otto hastede med en hær mod Viborg. Målet var Viborg Ting med hyldningsstenen.

Med sine lejesoldater bremsede Gert ham og tog ham til fange, inden han nåede til magtens Viborg. Slaget fandt sted på Taphede den 6. – eller måske den 7. – oktober 1334. Intet er underligt nok fundet fra slaget, bortset fra en signet, der efter mange år dukkede op på kamppladsen. Den havde tilhørt den tyske adelsmand Johannes Kokerbek.

Danmark var uden konge helt frem til sankthansdag 1340, da Valdemar Atterdag – Ottos lillebror – samlede riget. Adelsmanden Niels Ebbesen banede vejen til kongestenen ved at dræbe Gert, der havde hovedkvarter i Randers.

Viborg kan opvise Navnløs og Mageløs. Hvorfor ikke også Kongeløs? Men Historieløs? Nej.

I ly af Latinerhavens bøgepur har en blærenød vokset sig stor. Egentlig et noget uharmonisk busktræ, men med flotte blomsterklokker om foråret og markante blærer med nødder om efteråret.

Nødderne er endda til at spise og har givet væksten tilnavnet “Nordens pistacie”. Desuden er de rare at mærke i lommen som en art lommesten.

Danske gravfund fra romertiden har bragt små kæder med perler af blærenød for dagen. Dengang voksede den kun langt mod syd. I dag er den et kært indslag i danske haver og parker.

Jeg har også hørt sige, at de små nødder har gjort gavn i katolske rosenkranse. Bedekranse med blærenødder må have ligget godt i hånden og styrket ånden.

Betagende er efteråret med de standhaftige blade og klaserne af blærer, som godt kan minde om små, kinesiske lanterner af rispapir.

Kommer til at tænke på det antikverede ord “vindbøjtel”. Det hentyder til en oppustet blære. Tidligere brugte vi det om en slags vandbakkelser, og jeg møder en sjælden gang klassisk skolede folk, der hæfter det på naragtige personer, blæremåse. Først i nyere tid har det fået en bredere betydning om folk, der skifter mening, som vinden blæser.

Helt umotiveret rejser nøddebusken sig af hækken, men vi vil da nødig undvære den.

Jeg fandt ham forleden midt i Fåborg, den folkekære Holger Danske. Her sad Holger lidt atypisk med en fredsdue, og han var ved at lægge sværdet fra sig. I den fynske version er han nemlig en fredens bebuder. Samtidig gør han lidt reklame for den butik, der har sat skulpturen op.

Forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg skrev engang, “at Holger Danske nu og da kom på besøg i Viborg”. Det udsagn gælder nok nærmest for enhver krog af kongeriget. Læser vi, hvad folkemindesamlere som Just Mathias Thiele og Evald Tang Kristensen har skrevet om Holger Danske, optræder sagnhelten her, der og alle vegne.

Nogle af sagnene knytter Holger Danske til Viborgsøerne. Versionerne stritter lidt til siderne, alt efter de folkelige fortællere. Men det er noget med, at en tjørn vokser op af vandet ud for Asmild Kloster, når fjenden lader sine krigsheste drikke af søen.

En skade bygger rede i træet og lægger et æg. Ud af ægget kommer spilleme Holger Danske, parat til at bekæmpe besætterne. I nogle versioner får han hjælp af en hær, der består af unge mænd og oldinge.

Andre sagn går ud på, at Holger Danskes gravsted er i Viborg Domkirke. Også her har han det med at vågne op til dåd. For eksempel kan han mærke, om den kristne hånd er stærk nok. Nogle rækker ham en greb af stål, men den klemmer han så let som ingenting sammen. Nej, den er endnu for svag.

Den gravsatte Holger er med garanti mand for at forhindre, at et andet sagn kommer til at ske: at “tyrken skal bruge Viborg Domkirke som hestestald”.

Sagn, der minder om de danske med Holger, har optaget folk over det meste af verden. Den danske tradition har vistnok været omkring Frankrig, hvor en vis Ogier de Danois er folkehelten.

Louis Pio, det danske socialdemokratis grundlægger, var en sand Holger Danske-specialist og fik i 1869 udgivet bogen “Sagnet om Holger Danske, dets udbredelse og forhold til mytologien”. Også han har nogle linjer om Holger og Viborg, her med Thiele som kilde. Forfatteren hører i disse sagn folkets stemme. Det råber på en bedre verden.

Jeg giver ordet til Pio: “Der profeteres en gylden tidsalder, da vold og uretfærdighed skal ophøre, da frihed og lighed, velstand, fred og retfærdighed skal herske på hele Jorden.”

Det er ikke dumt ind imellem at finde Holger.

Det virker, som om den gamle sandstensstøtte i Viborgs Hans Tausens Minde tiltrækker snegle af den traditionelle slags med huse. Helt op til den vogtende englebasse øverst på bagsiden snegler de sig. De har det godt under de beskyttende englevinger og højner kunsten.

En række mindre byer verden over har sluttet sig sammen i en bevægelse, der har en snegl med hus som symbol, Cittaslow. De skruer tempoet ned for at styrke deres egenart og gøre sig bedre at leve i. Sneglebyerne bekender sig blandt andet til slowfood. Hvad kan virke mere berigende end langsomt tillavet mad og drikke? “En bajers tid” er god tid og i sneglens ånd.

Viborg er historisk set ølbyen over alle. Særlig de store markeder og adelens selskabelighed gjorde i mange år Viborg til Jyllands i særklasse mest øltørstige by.

I professor Holger Jacobæus’ kendte rejseskildring fra 1692 er øltypen Skald med på listen over byens kendetegn. “Sterck øll” advarer forfatteren. Ifølge bogens latinske tekst får Skald maveregionerne til at sige skrald og bang, hvilket kan forklare navnet. Skald havde også ord for “at prale”.

I 1832 begyndte Odin som provinsens første industrielle bryggeri at læske egnens ganer. Sidst i 1868 tog Odin endda fat på at brygge bajersk øl. I en annonce fra den 27. november dette år anbefaler brygmester Lillienskjold sit sortiment til “Publicums Velvillie”. Blandt andet forefandtes “dobbelt sundhedsøl” – og hvem kunne ikke ønske sig dobbelt sundhed. Men det bajerske øl måtte de tørstige sjæle vente på indtil midten af december, for det lå endnu til lagring. Et godt bryg tager tid.

I 1937 relancerede Odin den ældgamle Skald som den stærkeste på holdet, og her holdt den sig, indtil bryggeriet i 1988 lukkede. Den er savnet.

Normalt praler byer helst med, hvor stærkt det går, særlig med indbyggertallet. Vilhelm Ehlert, stadsingeniør i Viborg fra 1928 og 36 år frem, gjorde derimod Viborgs sneglefart til en dyd, nærmest som en god lagerøl.

At drukne dræbersnegle i øl er et meget brugt fif. Men lad endelig ikke øllet blive de husbærende snegles skæbne.

“Olsens underskrift” kaldte vi spejdere kortsignaturen for lyng. Jeg sidder her med et meget gammelt kort over Viborg og de allernærmeste omgivelser. Denne Olsen har sandelig øvet sig i at skrive under. Dengang hed det sig, at Viborg gik med lyngkrave.

Nu om stunder har vores Olsen lært at betjene sig af den digitale underskrift. Godt for det, for lyng har kortet ikke længere meget af. Fra midt i 1800-tallet og et par tiår frem skiftede Viborg den brune krave ud med en grøn af nåletræer. Fra vadmel til nålestribet.

“Hedesagens mænd” i Viborg var fra den absolutte elite. Den førende var justitssekretær Georg Morville, der sammen med syv sympatisører overtog de sørgelige rester af skoven Margrethelund nordvest for byen. Nu skulle de foregå med det gode eksempel.

Kommunen og ikke mindst Viborg Byes og Omegns Sparekasse sluttede trop. De i dag kommunale Undallslund, Skrikes Plantage og Neckelmanns Plantage føjede sig til. De har deres navne efter hedesagsmændene Laurits von Undall, Julius Skrike og Carl Neckelmann. Vejingeniør Enrico Dalgas kom forbi og var med til at vise den vej, der førte til Hedeselskabet.

Viborg var hjemsted for Landsoverretten, og til den var Morville og Neckelmann knyttet. Det samme med Christian Købke, der ene mand kastede sig over heden øst for Nørresø.

Også den dømte ende af retslokalet var i øvrigt med. Fanger fra Viborg Tugthus gjorde det tunge arbejde i Undallslund. Tugthusets direktør var Laurits von Undall, der ikke bare fik en skov opkaldt efter sig. Til overflod fik han også titel af æresborger.

Set fra byen virkede de lyngklædte slugter på den anden side af søen uhyggelige. De hed i folkemunde “Helvedesdalene”. Selv for holdne mænd var hedesagen mere end et greb i lommen. Da Købke sammen med en ven stod og nød synet af de nu hyggelige slugter, sagde han, at de nu stod og betragtede hans formue.

Hvad sparekassens og hedesagens mænd dengang satte ind på den grønne konto, står i dag som en rekreativ værdi til glæde for alle.

Jeg begynder med en bekendelse. Våde sokker giver mig straks snue og udløser et tordenvejr af nys. Nogle få skridt i strømpesokker på et nyvasket gulv er nok. For slet ikke at tale om indenbords vand på en gåtur.

Det kan ikke gå for hurtigt med at få mit på det tørre igen. Tørre sokker er en Guds gave. Jeg er næppe alene. En del må have det som jeg. Mennesket er ikke skabt til at få klamme fødder. Jeg ynder at sige, at Viborg er opstået, fordi mennesket nu engang har det svært med svup i skoene.

Et topografisk kort viser, hvordan den jyske højderyg fra syd ender i Viborg. Herfra stråler et net af dale. Viborg – Helligdomsbjerget – er ganske simpelt et nav i det jyske hjul. Højderyg og dale er gode at følge for os, der skyr at få våde fusser.

Førhen var gåben det bærende element, og Viborg udviklede sig som jydernes naturlige mødested. Heste og stude har garanteret også sat pris på den bekvemme rejserute til centrum.

Uden nysen og prusten kunne folk fra nær og fjern tørskoede drage til Viborg og ofre til asatroens guder, og Hvide Krist overtog naturligt rollen som den tilbedte. Det er tørre facts.

De religiøse møder i halvøens nav førte også handel og jura med sig. Fra gammel tid kender vi Sct. Kjelds Marked og Snapstingsmarkedet. Viborg Ting gjorde Viborg til afgørelsernes og kongehyldningernes by. Så går vi til Viborg. Ganske enkelt.

Hvornår begyndte alt dette? Ingen ved det. Claus Christoffersen Lyschander, Christian den Fjerdes vidtløftige historiograf, har et bud. I Danske Kongers Slectebog når han frem til, at Viborgs historie lader sig skrive tilbage til år 193 efter syndfloden. Den gav med garanti sjaskvåde fødder.

Ikke så sjældent spørger folk, hvorfor vi i Viborg forkorter gadenavnenes “Sankt” med “Sct.” Strengt taget er kun “Skt.” efter bogen. Men den lokale tradition bryder alle love.

I det mindste lige siden bykortet fra 1849 har “Sct.” været et særkende for en by, hvis slogan engang var “Danmarks hellige by”. Da helligheden var på sit højeste, spændte Viborgs praleliste over seks klostre, to kapeller, 12 sognekirker og en domkirke.

Engang var det vel nok at tale om “gaden til Sct. Mathias Kirke” og “gaden til Sct. Mogens Kirke”. Siden var det Sct. Mathias Gade og Sct. Mogens Gade. Just de to er det stabile element. Derimod har Sct. Peder, Sct. Nicolaj, Sct. Mikkel, Sct. Hans, Sct. Ib og Sct. Villads filtret sig ind i et broget mønster.

Dertil kommer Sct. Laurentii Kapel ved nutidens Sct. Laurentii Vej. Og så er der dem, der aldrig kom på gadeskiltet: Budolf, Stefan og Morten. Outsideren er Drottens Kirke, Treenighedens Kirke. Sct. Kjeld, Viborgs helt egen helgen, går gademæssigt i klasse med importerede helgener uden egne fortidige kirker: Jørgen, Knud og Oluf.

Asmild Kirke var oprindelig Sct. Margrethes Kirke, og domkirken var Vor Frue Kirke. Endnu mangler vi at få “Fruen” med i det gode selskab. I gamle dage gik Vor Frue Stræde fra Gammeltorv til Gråbrødre Kirke.

Sct. Peder tog os det næppe ilde op, hvis vi skruede tiden tilbage, så St. Sct. Peder Stræde igen var Gamle Bradepande. Helligbrøde, kunne nogle mene, men der er nu så rigeligt af helgener i den hellige by.

Forbigået har Sct. Apollonia sig lov til at føle. Hendes helligkilde neden for Sortebrødre Kirke kom efter mange år til at vælde som bybrønden Lones Kilde. Et stræde på bykortet fra 1677 bærer Lones navn. Guderne må vide, hvorfor det så blev til Sct. Leonis Stræde. En oplagt sag for Leoni Advokater.

I fjerne tider var det ikke mondænt at bo ved Viborgsøernes bredder. Søerne var noget, viborgenserne steg ned til fra de højereliggende bebyggelser.

De mange adgangsveje til søerne var et vigtigt træk i fortidens bybillede. Mønstre og navne ændrede sig med de skiftende tider, men lad os i dette lille byportræt se stort på det.

Sydligst, cirka fra Sct. Mikkels Port, kunne folk gå i gåsegang ad Gåsegyden og ned til søen. Den var ikke så meget en kørevej, men en sti til folk og fæ. Helt oppe fra toppen af Bradepandebakken gik Slusen, som havde navn efter vandløbet ned til porten.

Ud for nutidens St. Sct. Mikkels Gade, førhen kendt som Søndre Sortebrødre Stræde, skød Søgyden sig ad Søndersø til. Den optrådte også som Garverigyden. Lad os straks tage med, at den havde to søskende: Mellem Søgyde og Nordre Søgyde; i dag dækker henholdsvis Hans Tausens Allé og Søvej dem. Den mellemste gyde førte sig desuden frem som Alléen, flankeret af popler.

Sct. Mathias Gade stoppede ved Skolestræde. Først med dæmningen fra 1855 fik gaden sit gennembrud mod øst. Indtil da kunne trafikken sive nedefter ad Sct. Villads Kirkestræde, Skolebakken og Renden.

Nutidens Sct. Villads Stræde var nok tidligere en vandig slugt og hed Munkeslusen. Korherrer fra Marieklostret og munke fra Gråbrødre Kloster måtte løfte op i kutterne, når de begav sig til søen.

Rosenstræde med det bratte fald er et nyere navn. Strædet var engang todelt. Den øverste halvdel var Sct. Mogens Kirkestræde, den nederste Sct. Ibs Krkestræde. Sidst i 1600-tallet hed hele forløbet Ellen Kistrups Gyde. Denne for mig ukendte Ellen, en Lone og Vor Frue var de eneste kvinder i tidernes gaderegister.

Omtrent på Voldens plads forbandt den skrånende Fuglsang Sct. Mogens Port med Sct. Ibs Port. Lidt længere ude stod stangen til fugleskydninger, men denne forbindelse er nok tilfældig. Mon ikke, at det var i haverne her, at fuglene sang så smukt på morgenkvisten.

Navnet Rødevej stikker så dejligt af fra Viborgs myriader af vej- og gadenavne, dog med Grønnegade som en anden farvet undtagelse.

I de seneste år har Rødevej i sommertiden været rødfarvet som i gamle dage. Navnet ligefrem indbyder til, at byen maler en rød løber på den, så Hærvejsmarchens vandrere kan gå det sidste stykke på ærens vej.

Murbrokker fra den nedrevne domkirke gjorde den rød og gav den i 1902 navn. Før da hed den Kirkegårdsvej, fordi byen i 1808 anlagde sin fælleskirkegård her. I øvrigt fik Grønnegade også navn efter den lokale kolorit. Den havde grønne omgivelser.

Pladsen på Bispegårdstoften vest for den gamle byvold var så rigelig. Foruden kirkegården lagde den fra 1870’erne jord til en kaserne under stadig udvikling, herunder en eksercerplads. Men en kaserne på en Kirkegårdsvej? Nej, vel.

Meget længere tilbage drev biskoppen landbrug på arealerne. Toften var den bynære del af bymarken og var som skabt til det berømte Toftmarked, der i mange år fandt sted uden for Skottenborg Port sidst i september.

Da eksercitsen flyttede fra Rødevej til Klostermarken, blomstrerede Eksercerpladsen op som markeds-, dyrskue-, sports-, cirkus- og festplads. Ikke så få gæster på den gamle toft kom i stødet og malede byen rød.

Allerede i middelalderen var Viborg kendt som en stråtækt bondeby, et let offer for ilden. Godt nok fyldte adelsgårde og borgerhuse pænt i bybilledet, men et vigtigt træk var i mange år de utallige avlsgårde, hvoraf avlsbrugere havde deres udkomme.

I en halvcirkel vest for byen lå den enorme bymark. Kun København havde den større. Herpå kunne avlsbrugerne på et sindrigt net af jordlodder dyrke afgrøder og have dyr på græs. De fleste måtte leje jorden, hvis ejere typisk var kirker, klostre og katedralskole. Mest kendt var Bispegårdstoften vest for byvolden.

Tro ikke, at der var megen storhed over byens gårdbrug. De var med snæver plads til dyr og afgrøder. Med møje drev karlene dyrene ind og ud. Ikke altid kunne en vogn presse sig ind i gården, og så smed kusken læsset på gaden. Folkene måtte med håndkraft ekspedere hø og korn gennem luger og taghuller.

Jeg har hørt tale om den fattige mutter Lange – ikke fin nok til at være madam – i Sct. Mogens Gade 54. Hun havde en enkelt ko. Bosse måtte få storhedsvanvid, for den nød den ære at komme ind og ud ad selve gadedøren. En port havde huset ikke.

Netop den ellers så fornemme Sct. Mogens Gade havde flest avlsgårde; i 1885 lå her 18 gårdbrug. Ikke mange levn er tilbage. Den lille toldbod i Sct. Mogens Gade 49 har en skrå høluge i gavlen, og Handbergs Gård i Sct. Mogens Gade 59 har en velbevaret facade. I 1885 var den én af byens i alt 75 avlsgårde.

I dag er byens vand mest noget, der kommer med skybrud, og som løber vildt og voldsomt, fordi vi har tilplastret hver en stump jord med boligkasser, billig kinesisk granit, asfalt og betonbelægninger.

I tidligere tider var vand noget med kilder, brønde og rislende løb. Til de sidste hørte Munkeslusen, hvor nu Sct. Villads Stræde er, og Slusen fra Ll. Sct. Peder Stræde til Sct. Mikkels Port.

De kendteste kilder var Lones Kilde ved Lonnestræde, Jomfru Marias Sundhedsbrønd i Gråbrødre Klosters have og Sct. Kjelds Kilde i domkirkens krypt. Vi læser også om en Kokkilde, der lå vest for byen. Det var dens vand, Sct. Kjeld efter sigende gjorde til vin.

Mindre kendt var Dumpkilden i Dumpen. Lad os ikke glemme Tekilden på Borgvold. At gøre vand til te er nok mere realistisk end nummeret med vinen. Nogle kilder berigede det tidlige byggeri med kildekalk. Den var holdbar og let at arbejde med, men den slap hurtigt op.

Byen havde fem offentlige brønde: ved Sct. Mathias Port, på Hjultorvet, på Nytorv, på Gammeltorv og på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade. Her ligger nu Pumpetorvet med en symbolsk bypumpe. Den rigtige pumpe var virksom fra 1843 til 1913.

Især pumpen på Gammeltorv var ikke så heldig. Det var jo lige op ad domkirkegården med dens ligvand. Her var én af grundene til, at Viborg i 1808 fik den nuværende fælleskirkegård.

At dvæle ved rislende vand er godt for sjælen. Det er livgivende at kvæge sig ved fuglebadet bag Skovgaard Museet, Løvebrønden i Latinerhaven og kummen i Gråbrødre Klosters gård. Allernærmest historiens kilder kommer vi ved det stensatte kildested ved Nørresøvej. Fortiden er ikke tørret ud.