Forfatter: Jesper

Jeg er ikke et mødemenneske. Ikke desto mindre kunne jeg godt gå og glæde mig, når mødestedet var havestuen i bibliotekets “jugendvilla”. Man så sig aldrig mæt på kunstneren Karl Hansen Reistrups udsmykning, en fantasi i rosenblade og -blomster og med et væld af puttende sangfugle.

Da manufakturhandler Carl Christensen i 1905 lod sin pragtvilla på Villavej 10 bygge, kunne han som ved et lykketræf trække på et par herrer, der havde tidens strøm med sig, det vil sige englændernes arts and crafts, franskmændenes art nouveau og tyskernes jugendstil.

I Danmark kom denne lykkelige alliance mellem håndværket, kunsten og arkitekturen til at hedde skønvirke. Et godt ord for noget, der var så skønt at skue. Arkitekt Valdemar Schmidt var med til at tegne kreditforeningens bygning i Viborg, og Karl Hansen Reistrup stod for den dekorative side i bygningsværket. Da de nu var her, tog de sig tid til manufakturhandleren.

Skønvirke er dekorativ kunst, der strutter af glæde over naturen, de gode materialer og de enkle former. Den lyse, krydshvælvede havestue har det hele.

Tidligere bibliotekar Erik Kierkegaard har i et langt arbejdsliv haft havestuen som daglig glæde. Glæden deler han i den kommende måneds tid med os alle. Rektors Lysthus i Latinerhaven har han udstyret med installationen “Fuglenes have”, der er hans personlige fantasi over Reistrups mere upersonlige dekoration.

Underværket i lysthuset var halvandet år undervejs. En stiksav, en pensel, krydsfiner i lange baner og fantasi i mindst lige så lange baner var det, han havde at gøre med. Det begyndte nok med dekorativt arbejde a la skønvirke, men så gik der mere og mere Erik Kierkegaard i det. Et eksempel på det samme har i flere år været at finde på Borgvold. De muntre fugle under halvtaget ved legepladsen er også hans skønværk.

Gået lidt nærmere på savklingen siger Erik Kierkegaard, at “Fuglenes have” er livsglæde, godt humør, fantasi, overraskelse, håndværk, rumvirkning, helhed, detaljerigdom og balance i én kørom. Planter, insekter, fugle og dyr udgør et virvar. Skønt.

I én af sine underfundige tekster legede Peter Seeberg med den tanke, at Yggdrasil, den nordiske mytologis verdenstræ, havde sit grosted i Viborg.

Et gammelt kultsted som Viborg har i det mindste sine rødder dybt nede i den hedenske tradition, og da himlen er høj over Viborg, har livstræets himmelstræbende krone ikke behøvet at dukke hovedet.

Dragen Nidhug ligger og gnaver i den ene af Yggdrasils tre rødder, og i toppen holder ørnen Ræsvælg til. Mellem de to piler egernet Ratatosk – Gnavtand – som budbringeren. I ragnaroks luer brænder Yggdrasil og hele verden, og så kan det hele begynde forfra.

Svampesygdommen asketoptørre har i de seneste år truet som et ragnarok i horisonten. Det var imidlertid ikke så meget asketoptørren, der fik os til at hyre en dygtig savfører, så han kunne gøre det af med vores 25 år gamle asketræ. Det var fint og livskraftigt. Manden med motorsaven bedyrede da også, at det med asketoptørren nok var noget overdrevet. Men størrelsen.

“Træer hører hjemme i skoven,” sagde en formand for Viborg Byråds tekniske udvalg for nogle år siden. Han kunne af princip ikke lide bytræer. Lad os medgive ham, at træer godt kan gå hen at blive for voldsomme – og måske ligefrem være til fare – i en villahave eller et byrum. Kun Yggdrasil kan problemfrit vokse helt ind i himmelen.

I et lille essay, “Beskær, fæld og få udsyn”, gjorde Peter Olesen i Kristeligt Dagblad sig nogle tanker om den hårfine balance i haverne. Han kom også ind på, at udsigt kontra træer kan give krigslignende tilstande blandt villaejere. Hellige træer er et udbredt fænomen.

To tendenser præger også havefolket. Funktionalisterne kan ikke få det nøgent og enkelt nok. Natur i spændetrøje. Modsat med de vilde havers voksende skare. Den går ind for et mangefold af vækster og liv. Facebookgruppen “De vilde haver” har 15.500 medlemmer og er interessant at følge.

Vores lille Gnavtand har fundet andre af vores træer at vimse rundt i. For vi er ikke træfornægtere. Og ét er sikkert. “For de gamle, som faldt, er der ny overalt.”

Til faglig brug har Forstbotanisk Have øst for Søndersø aldrig været meget bevendt. Men som lystanlæg, mine damer og herrer, har det en rolle at spille. Og ej blot til lyst, men også til eftertanke.

Når jeg tusser rundt i anlægget, kommer jeg til at tænke på gamle dages perspektivkasser. Fra Oehlenschlägers digt om den gamle mand med perspektivkassen ved vi, hvor dragende den slags kukkasser har virket på publikum.

Med matematisk snilde, flotte bemalinger og fikse sætstykker har konstruktøren sat et motiv i perspektiv. Et kirkerum her, en hyrdescene der. Gennem ét eller flere huller har betragteren kunnet studere den hele herlighed.

Forstbotanisk Have skråner mod syd og vest. Småtoppe og slugter fører øjet, men først den brogede samling af træer, ikke mindst de majestætiske med nåle, sikrer en oplevelse af dimensioner. Blot at skue langt i det rene ingenting er omsonst. Men når blikket så at sige skal løbe et forhindringsløb mellem lysninger og fortætninger for at nå sit mål, har det meget at fortælle, når det forpustet vender tilbage.

Den over 100-årige have er en perspektivkasse i den fulde skala. Det kan da være meget godt med Klostermarkens vide udsigter, men først i Forstbotanisk Have kommer de i det rette perspektiv.

På samme måde kan vi leve et helt liv med tomme udsigter. Lur mig, om ikke denne tids genvordigheder har fået én og anden til at se sagerne i et nyt perspektiv. Noget godt må der da komme ud af redeligheden.

Psykiateren Viktor E. Frankl (1905-1997) var i tre år fange i noget så udsigtsløst som koncentrationslejren Auschwitz; men det var paradoksalt nok her, han fik vished for, at han var på rette vej med sin logoterapi. Den er en åndelig terapi, der bygger på “viljen til mening”. Midt i lejrens gru fandt han beviser på filosoffen Nietzsches ord: “Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle næsten et hvilket som helst hvordan.”

Som en lille opmuntring fra perspektivkassemanden og Forstbotanisk Have viderebringer Bymanden dette Frankl-citat:

“Lev, som om du levede for anden gang, og som om du første gang handlede lige så forkert, som du er ved at handle nu.”

Vi kom aldrig længere end til forventningens glæde. To bittesmå bakker med nye, danske kartofler var tiltænkt en central rolle i påskens lukulliske glæder. 60 kroner i alt.

Deres tynde hinde viste sig at dække over et umiskendeligt grønt skær. Ingen pardon. Grønne kartofler skal ud. De er berygtede for at indeholde gifte af værste skuffe. En himmerigsmundfuld skulle ikke være adgangsbillet til et helvede med mavekramper, bræksyge og diarré.

Stoikeren kom op mig. Den slags hændelser, som vi ikke selv kan styre, er tilværelsen fyldt med. Som alt, hvad der har med liv og gods at gøre, er de hverken gode eller onde. Dem kan vi bare sige “nåh” til – og ellers lade dem passe sig selv. Ondt og godt ligger i vores lille råderum. Hvordan vi opfatter og agerer.

“Dyrk det lidt, der er dit,” er en god morale. Her er hverken plads til grønne kartofler eller andre langt voldsommere ydre omstændigheder. Jeg iler med at tilføje, at den braiserede roastbeef var helt efter bogen. Den gjorde sig fint med de krydderkartofler, der i hast kom frem af fryseren.

I sin udmærkede bog om stoicisme, “Det hele handler ikke om dig”, bruger Niels Overgaard det hollandske tulipankrak som et eksempel på, hvordan tåber investerer alt, hvad de ejer og har, i noget, som de ikke selv kan kontrollere.

I 1630’ernes Holland var tulipanløg genstand for spekulation i den helt store stil. Spekulationen førte til verdens første økonomiske boble. Briste måtte den jo, og lige før det skete, modsvarede prisen på tre løg et pænt borgerhus.

I februar 1637 gik det galt. En ægte stoiker, der nu stod uden hjem, kan have nydt synet af tre yndefulde tulipaner, men her er vi ude i noget ret spekulativt. Nogle har i øvrigt sammenlignet tulipanløgene med bitcoins.

Hvert forår nyder jeg synet af en lille klynge tulipaner, der kommer af løg, som jeg ikke selv har lagt. Gratis glæder. Endnu er de grønne, men også når de står i fuldt flor, skal jeg nok lade være med at spise dem.

I disse coronabefængte og indestængte tider søger ikke så få en mental havn i besættelsestiden, da onde kræfter udefra også greb ind i hverdagen. Det gælder såmænd også os, der slet ikke oplevede besættelsen. Nye værdier blomstrede op og viste, at meget alligevel var ladsiggørligt.

I 1940’erne var masseturisme og udlandsrejser kun for de få. På det felt led ingen de store afsavn. Alligevel reagerede mange ved at dyrke deres by og egn med fornyet kraft. En “Fodtur til terrænet nord for Nørresø” var alt nok til at lukke lys ind i en mørk tid.

Den nævnte fodtur er den første i bogen “Halvtreds udflugter i Viborgegnen”, som turistforeningen i 1946 sendte ud, og som samme forening ved sit 100-års jubilæum i 2006 udgav i et nyt oplag. Forfatteren var sparekassebogholder, turistmand og lokalhistoriker Holger Ballund Jensen.

I krigssomrene 1942, 1943 og 1944 bragte Viborg Stiftstidende Holger Ballund Jensens “Søndagsturen”. Forfatteren kom med forslag til en række strejftog på Viborgegnen, det være sig til fods, på cykel eller i tog.

Teksterne var i en småsnakkende stil. De blev mere eller mindre til, mens han selv vandrede og cyklede. Han overfodrer ikke sin læser med leksikalt lirumlarum, men leder blidt og venligt på vej. Undervejs bliver alle lidt klogere og meget gladere.

Viborgenserne tog beskrivelserne til sig, og bogen var et folkekrav. Men den er ikke det eneste tegn på, at viborgenserne fandt styrke i de indre værdier. Turistbrochurer og småhæfter peger i samme indadvendte retning. Et sigende eksempel er guiden “Viborg – et mål for turen”. Den vejleder læserne, så de på gåben eller per cykel kan tage turen til Viborg fra Aarhus, Aalborg, Herning, Hobro, Holstebro, Løgstør, Randers, Silkeborg og Skive.

I en turistbrochure fra disse år læser vi om Viborg og nærmeste omegn: “Alt, hvad Danmark ejer af naturskønhed, findes samlet omkring Viborg inden for et område på 10 kilometer i omkreds.” Så fortvivl ikke.

Mangel på klassiske bøger, foldere og infotavler skal ikke være en dårlig undskyldning for ikke at finde en passende “nærtur” – som norsk tv i en serie kaldte fænomenet. Den slags finder den søgende i rigt mål. Og det er så let som ingenting at finde informationer på nettet, skønt det nu er rart at have en hyggelig fætter som Ballund med sig.

Når hele verden atter ligger åben, er det på sin plads at huske de bibelske ord om, at den ikke er en tabt sjæl værd. Denne er noget så lokal. God tur.

Jeg husker ham så tydeligt fra mine dage som journalistpraktikant, da jeg skrev om Viborgs spirende afdeling af miljøbevægelsen NOAH – energientusiasten og enspænderen Erik Grove-Nielsen. Men først for nylig fangede jeg, at Erik Grove-Nielsen var manden, der fik alverdens vindmøller til at dreje samme vej.

I 1977 etablerede han sig med Økær Vindenergi ved Sparkær. To år før havde han gjort sig bemærket på NOAH’s sommerlejr på Rugaard Strand ved Grenaa. På et tårn af granrafter monterede han nogle fibervinger, som han havde fremstillet derhjemme i entréen. Møllen kørte og leverede energi nok til lejrens køleskab.

I de år arbejdede en håndfuld danske Ole Opfindere på at få kraft på møllerne. De byggede på en tradition, som højskolemanden Poul la Cour så smukt gav fysisk form, da han i 1891 introducerede en vindmølle på Askov Højskole. Den var med vinger af små, bevægelige brædder. En klapsejler.

Noget højskoleagtigt var der også over Tvind-skolerne, der blandt meget andet satsede på vindkraften. “Tvindkraft” blev et begreb, da de vestjyske møllebyggere begyndte at rykke. Johannes, Erik Grove-Nielsens lillebror, var blandt Tvind-byggerne. Storebror holdt sig lidt i periferien, men var så meget med, at han kunne låne en støbeform.

De store stod på spring, da Økær Vindenergi begyndte at fremstille vinger af glasfiber. Vestas, Nordtank, Bonus og Enercon. Gennembruddet kom, da Erik Grove-Nielsen introducerede en vinge på fem meter.

Og nu er vi ved sagens kerne. Ved køkkenbordet diskuterede han med hustruen Tove, hvilken vej den nye vinge skulle dreje. Indtil da havde alle danske møllevinger drejet mod uret – også Tvinds. Og det sidste gjorde udslaget. Tove forfægtede det synspunkt, at “klosteret” – altså Tvind – ikke skulle bestemme retningen. Underforstået: ensretningen. Økær skulle gå imod strømmen. De nye vinger til de store aftagere drejede med uret.

Sådan gik det til, at alverdens møller følger urvisernes vej. Mange lokalplaner indeholder ligefrem en passus om, at møllerne skal være højreløbende. En overgang var Økær Vindenergi storproducent og måtte udvide med en afdeling i Mønsted. Siden koncentrerede den gamle NOAH-aktivist sig om at drive et prøvecenter for møllevinger.

Dybest set kan det være hip som hap, hvilken vej vingerne drejer. Med den åndelige ensretning er det en helt anden sag. Toves Tvind-trods har også en værdi. En opmuntring til alle, der strider mod strømmen for at komme til kilden. Det er det, det hele drejer sig om.

Et toppunkt i min journalistiske karriere nåede jeg, da jeg besøgte toppen af Sears Tower (nu: Willis Tower) i Chicago. På det tidspunkt var det verdens højeste bygning. En surrealistisk affære, for jeg mistede aldeles jordforbindelsen og følte mig hensat til en flyvemaskine.

Willis Tower er 10 gange så højt som det nye hotelhøjhus ved Tinghallen. Alt er som bekendt relativt, og da Viborgs Peak 12 står på en højt beliggende grund, har bygningen straks skudt sig ind i byens profil. Toppen befinder sig 92 meter over havet og 81 meter over søens spejl.

Da planerne om et hotel ved Tinghallen for mange år siden første gang var fremme, gik de på fem etager med 60 værelser og fem luksussuiter. Nu er vi så endt med 12 etager og 150 værelser.

Pudsigt nok har Peak 12 sådan cirka samme højde som verdens første “skyskraber”. Da den i 1885 stod færdig i Chicago, var den med et bærende skelet af stål – en teknik, der viste sig holdbar for himmelstræbende konstruktioner. Træstokke i bindingsværk kan til nød bære syv etager.

Ifølge beretningen satte Vorherre en effektiv stopper for arbejdet, da mennesket forsøgte at nå himmelen med Babelstårnet. Han gav folkene forskellige sprog, og det kunne arbejdet ikke bære. På en moderne arbejdsplads lyder mange sprog, uden at det ender som en jordstryger.

1980’ernes hoteldebat i Viborg resulterede i Golf Hotel, 134 værelser i lave længer. Debatten om det sønære byggeri var skinger, og en enkelt debattør svang sig op til at sammenligne med skyskraberne i Frankfurts finanskvarter. Tiltrædende borgmester Jørn Cato Nielsen tog den 21. december 1985 det første spadestik, hvilket var et paradoks, for han var Tinghal-hotellets varmeste fortaler.

Efter et kvart århundrede som nummer ét er Willis Tower i dag nummer 20 på listen over verdens højeste bygninger – og er hastigt på vej nedad.

Det skulle være meget mærkeligt, om ikke Asmild Klosters nonner har syslet med bier i deres have. De var kendt for at sy og brodere. Men også for at fange fisk i egne damme. Så hvorfor ikke også bier, hvis honning de kunne saliggøre i mjød?

Nonnerne havde en forbundsfælle i bisp Gunner, hvis navn er tæt knyttet til Jyske Lov fra 1241. Jyske Lov indeholder hele fire kapitler om biavl, og det siger noget om, at bierne heller ikke dengang var en biting. Her er regler for hegn og for, hvem der ejer sværmene, når de sætter sig på marken og i skoven. Hovedreglen er, at finderen er vinderen.

Hersom-forfatter Henning Pedersen er fascineret af, at den gamle landskabslovs ånd har holdt sig som noget nærmest lige så naturgivent som biavlen selv. Gennem flere år kunne han selv kalde sig biavler og lærte at holde af de velorganiserede bestøvere.

Henning Pedersen har levet sig så meget ind i deres farefulde liv, at han har kunnet skrive den fabulerende bog “Oprør i bistaden”, der som noget enestående lader bierne selv komme til orde. Ja, han ved naturligvis godt, at det hedder “et bistade”, men når der nu er tale om deres biby.

Honningbierne er ikke alene. Også hvepse og humlebier deltager i løjerne, og Henning Pedersen har en svaghed for den anarkistiske humlebi Tumling, der allerhelst fordyber sig i kåltidslen. Honningbien Top er dens ven og hæver sig højt over listen med de mange biroller.

I det lille kapitel “Bisprog og menneskesprog” fører forfatteren som den naturligste sag sin læser ind i biernes glosarium. Hvem skulle nu have troet, at “et bimbamstade” slet og ret er en kirke?

Jeg kan ikke lade være med at associere til overlærer Nils Dorphfra Viborg Katedralskole, der i et lille leksikon og en ordbog fra henholdsvis 1824 og 1837 indvier os i taternes rotvælske sprog.Hvad er for eksempel “grumslinglak”, om jeg må spørge?  Akkurat som bierne er det, var taterne en truet art. Kulturen har det med at være indkapslet i sproget, så det er om at holde fast.

Taterfangen Hartvig Andreas Lunding i Viborg Tugthus var hans hovedkilde. Taternes sprog var hemmeligt, og deres love hjemlede dødsstraf for den, der røbede det. Ikke uden samvittighedsnag måtte Dorph notere, at Lunding faktisk måtte bøde med livet.

Ligesom Henning Pedersen var Nils Dorph stærkt teaterinteresseret, og han var i 1812 med til at stifte Viborg Dramatiske Selskab – en slags forløber for Komplotgruppen, somHenning Pedersen var aktiv i. Når alt kommer til alt har de nok suget af den samme nektar.

Det ville være for meget at påstå, at avisen “Kiøbenhavns Post-Rytter” fra begyndelsen af 1700-tallet hører til min daglige davre. Men set gennem Viborg-briller er augustnummeret fra 1721 kostelig læsning.

En “notification” i bladet handler om en enkefrue af Viborgs bedre borgerskab, justitsrådinde Anne Katrine Lælius, der siden den 23. november 1718 havde haft kongens tilladelse til at tilvirke og forhandle “medicinske piller”.

Fra sin mand, landsdommer og justitsråd Frederik Lælius, arvede hun retten til at opkræve tiende af den fattige Ingstrup Kirke ved Løkken, og hun ejede Agatius Loumanns Gård ved Viborg Domkirke. En opgørelse fra 1725 viste, at hun året før den store brand var ganske godt ved muffen, så universalpillerne har kanske også været helsebringende for hendes økonomi.

“Der er intet kostbarere compositum at finde,” hedder det om Anne Katrines piller. De er et arkanum. Det vil sige, at opskriften er hendes hemmelighed. Nok godt det samme. Og hold nu lige fast. Ifølge den københavnske avis kan pillerne “skikke sig for alle slags complexioner og sygdomme”: hoste, brystsvaghed, løbende igt, podagra, udflåd, urent blod, spedalskhed, skab, syfilis, skørbug, pest, petekkier, kopper, ledsmerter, melankoli, underlivssmerter og mavekneb.

Gad vide, hvad den viborgensiske pilletriller puttede i sine “Universal Curerende Piller”? Med sikkerhed en god portion placeboeffekt, og den er ikke sådan at foragte.

Og det til bare én rigsdaler for 64 styk. Ved at betale 10 rigsdaler får kunden 64 styk oven i de 640. Enkefruen advarer mod plagiater og gør opmærksom på, at den ægte vare er med hendes segl. Hun har åbenbart en tid boet i lejlighed hos Povl Hansen Kandestøber i Østergade, for her er hendes københavnske salgssted stadig. “Ellers er hendes rette bopæl i Viborg i Jylland.”

Den 20. november 1737 blev hun begravet fra Viborg Domkirke. Mon ikke, hun har garderet sig ved at tage opskriften med på den sidste rejse?

Sådan et skilt gad jeg godt eje. På min daglige rute til midtbyen stødte jeg i en lille måneds tid på det. Det gav tilsyneladende håndværkere lov til at parkere, akkurat som de lystede. Og lastbiler med løfteanordninger kunne blokere vejen, når det skulle være.

Et skilt med et udråbstegn. Det betyder “anden fare”, og det er sandt for dyden et vidt begreb. Men sikke en magt, der sidder i dette udråbstegn. Kun et bagbæst udsætter sig frivilligt for fare.

Da de gamle romere opfandt udråbstegnet, skulle det forstærke forfatterens udbrud af glæde. I nutidsdansk kan det stå efter udråb, ordrer, opfordringer, ønsker, tiltale og udbrud af forundring. Alligevel skulle vi helt frem til 1970, før det indtog skrivemaskinens tastatur.

“Et værdifuldt våben til at sætte kraft på et udsagn,” skriver et digitalt bureau. Min påstand er, at det har mistet sin kraft. Det skrivende folk har i de seneste år helt uhæmmet og med hovedet under armen brugt det.

Nogle kan ikke få nok og affyrer hele salver af det formastelige tegn. I dag er det intet værd. Det står som ellepigerne: forførende fortil, hule og tomme bagtil. Jeg bruger det kun, når jeg bringer citater med udråbstegn – altså andres udråbstegn.

“Af alle tegn er det dét, jeg bryder mig mindst om,” skriver den italienske forfatter Elena Ferrante i bogen “Det lejlighedsvise indfald – et år i klummer”.

“Et udråb burde være nemt at forstå, når man læser; der er ikke brug for at insistere med det tegn til sidst,” slår den kloge italiener fast og betror sin læser: “Jeg holder af beherskede toner, elskværdig begejstring, høflige indsigelser.”

Udråbstegnet kan stå som et tegn på armod, fordi skribenten ikke evnede at lægge kraften i ordene. Som om antallet af udråbstegn er et mål for, hvilke argumenter der er stærkest. Det er historien om Dalila og Samson om igen. Samsons kraft sad i håret, og han var kraftesløs, da Dalila klippede ham.

Lidt mere filosofisk er fornægtere af udråbstegn i pagt med taoisterne, når disse siger: “Dæmp dit lys, hvis du vil gå op i de andres mørke.”

Det var nok egentlig den klistrede klump af Salmiakki-pastiller, der fik mig på den tanke, at jeg bare måtte gå en tur i Undallslund. Fazer-lakridsen havde sat sig fast i bunden af venstre frakkelomme.

Da jeg var dreng, gik jeg ikke så sjældent med en æske Salmiakki i lommen. Også dengang må æsken have haft en uskik med at lække pastiller. Det lille ekstra lommelager kunne være en glædelig overraskelse, når æsken var tom. Sådan ikke nu. Men klisterklumpen fik altså tanken til at gøre et hop til drengeårenes røvere og soldater i Undallslund.

Undallslund, der stadig i 1960’erne fremstod som en rigtig granplantage, var lidt uhyggelig, men med Bredemose som et forsonende element. Her kunne vi også godt finde på at løbe på skøjter mellem tuer og hængesæk. Ikke mange af de gamle kæmper er tilbage. Nutidens 215 hektar store skov er en blandet forestilling, idet de løvfældende vækster vinder frem. Nogle højst varierede mærkede ruter byder sig til.

Sammen med Skrikes Plantage, Neckelmanns Plantage og Margrethelund udgør Undallslund et samlet grønt bælte på i alt 480 hektar. Da de fire fra midten af 1800-tallet og en snes år frem voksede op, afløste de “lyngkraven” på Viborgs enorme bymark. Det meste lå da hen som hede, men længere tilbage var Viborgegnen skovrig. Margrethelund er således en meget gammel egeskov fra før rovhugstens tid.

Venlige tanker til legatstifter Julius Skrike, tugthusdirektør Laurits Christian von Undall (og hans straffefanger), overretsprokurator Carl Neckelmann og justitssekretær Georg Morville, der så fremsynet gav hedesagen grokraft.

Der er nu noget med mennesker og træer. Når vi tre gange banker under træbordet for at holde grimme hændelser på afstand, er det en gammel besværgelse, som oprindelig har været knyttet til Jesu kors, altertavler af træ og kirkedøre. Vi påkalder os træets kraft. “Knock on wood” siger de i England. I den nordiske mytologi dannede brødrene Odin, Vile og Ve de to første mennesker, Ask og Embla, af to træstammer.

Digter Horats skrev om “at vanke stille om i svale skove, tænkende på, hvad der sømmer sig for en klog og god mand”.

I solfaldsskær gik jeg den røde rute og undlod ikke at banke på en kleppert af et grantræ.

“Viborg skal ikke have en motorvej. Viborg skal have en god vej.” Sagt for en pæn del år siden, da jeg deltog i et lille frokostmøde. Ordene kom ud af munden på én af Folketingets trafikordførere; jeg husker ikke hvilken. Men hendes ord prentede sig ind i ihukommelsen.

Sagen er jo, at Viborg ikke i sig selv kan bære en Hærvejsmotorvej. Trafikken på hovedvej 13 lidt syd for Viborg overstiger næppe 7000 biler i døgnet. Norden for byen er den ikke stort større. Med andre ord skal Viborg lade sig belemre med støj og dunst fra mange os ganske uvedkommende biler. En sådan motorvej skal nemlig snuppe transittrafikken mellem Aalborg og Vejle.

Før vi fik motorvejen mod øst, bar hovedvej 13 denne gennemkørende trafik. Sikke mange lastbiler – og sikke en ferietrafik. Da jeg var dreng, stillede vi os nogle gange ved ringvejen for at studere de mange udenlandske biler, når sommerferien satte ind.

Som vejene er i dag, sparer bilisten syv kilometer ved at vælge primærrute 13 over Viborg frem for motorvejen. Dengang var valget endnu mere oplagt, fordi transittrafikken slap fri af de østjyske byer og en tæt lokaltrafik byerne imellem.

Kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Viborg i dag havde været stillet, hvis vi fra første færd havde satset hele butikken på “den gode vej” frem for et stykke indviklet landsplanlægning, der tilmed er grundigt syltet ind i politiske hensyn.

“Fra porten i Danevirke søgte den tusindårige Hærvej møjsommeligt frem gennem Jyllands indre med Viborg som mål, og herfra udstrålede atter færdselsårer mod alle verdenshjørner. Naturen selv havde bygget bro, så øst og vest, nord og syd forholdsvis let kunne mødes,” skriver museumsinspektør Hugo Matthiessen i sin fine bog “Viborg-Veje” fra 1933.

Endnu i 1933 var Viborgs naturgivne position som Jyllands store vejkryds ret uantastet. Den holdt helt frem til slutningen af 1960’erne. Da jeg i 1969 så filmen “Balladen om Carl-Henning”, bed jeg stolt mærke i en sekvens, hvori vejen over Viborg er på tale.

“Nu er vi så nær Viborg,” sagde manden, der holdt i Aalborg. Talemåder som disse var førhen ikke ualmindelige. Men tiderne skifter.

For nogle år siden viste en undersøgelse, at turister meget gerne fravælger motorvejen, fordi de forbinder en god tosporet vej med nærvær. Det er slet ikke så dårligt at skynde sig langsomt.

Hvor kunne det være dejligt provokerende at gå imod strømmen. At markedsføre Viborg som “motorvejsfri zone”. “Gør som studene – de kommer også frem.” Et andet navn for Hærvejen er jo Studevejen.

På det seneste har jeg læst en kendt viborgensers erindringer. Det slog mig, at hun ved sit engagement har trukket myriader af folk fra ind- og udland til Viborg. De har med garanti ikke spurgt til, om vejen til Viborg var to- eller firesporet. Værdier af den slags er i en helt anden klasse. Og er ikke af vejen.

Et lysthus må ikke være stort. Det skal ligge afsides, men alligevel være let at komme til. Det skal ej blot være til lyst, men også til den stille eftertænksomhed.

Nogle forfattere trækker sig tilbage til skrivehytten, når de skal fæstne deres tanker. Jo mindre, jo større tanker. Et kolonihavehus kan gøre det. Måske endda et skur.

De færreste har set Rektors Lysthus i Latinerhaven indefra. At det alligevel har en så høj stjerne hos viborgenserne, må bero på, at det i kombination med den fine lysthave skaber de rette vibrationer.

Forleden åbnede Viborg Bryghus det i et par eftermiddagstimer for at præsentere Marie Grubbe-porteren – den med kirsebær og sherry. Arrangøren serverede også Bach i celloudgave og Viborg i essayform, hvilket gjorde sig i det intime rum. Mere af samme slags, straks. Blot skammeligt at opleve, at den fredede bygning er i frit forfald. Loftet er ved at falde ned.

I 1938 trillede kommunen det to meter ind i haven, fordi det lå i vejen for den opsvulmende trafik, men siden er ikke mange kommunale skillinger trillet til den side.

Jeg læste i den nye Trap-udgave for Viborg Kommune, at lysthuset er fra 1780. Det passer nu ikke, men skidt pyt. Først i 1783 fik underviserne i nabohuset – latinskolen – den idé, at de kunne indrette den skæmmende brandtomt mod syd som en have til nytte og pryd. Her lå indtil storbranden i 1726 tre store gårde, men ingen havde turdet binde an med at genopføre dem.

For et lån på 450 rigsdaler fra skolens kasse sørgede de gæve lærere for at indrette haven. Stengærdet med lindetræerne er fra den tid. Konrektor fik den sydligste del. Mellem 1799 og 1806 var Jacob Tetens konrektor, og han opførte på sin del lysthuset. Jeg har hørt sige, at det må være i familie med Sct. Mogens Gade 8, der stod færdigt sidst i 1798.

Det skulle ikke undre, hvis bygmester Stilling lige koblede af med det lille lysthus efter det store byggeri, som nu er Morvilles Gård. Det ser ud til, at bygmester Hödrich efterlod en fin tegning, han kunne følge. Det ottekantede lysthus ligner på en prik det, Hödrich mange år før skitserede.

Allerede i 1808 forsøgte den afgåede konrektor at sælge lysthuset til skolen, men først i oktober 1830 overtog skolen det officielt. Nu var det rektors lille helle. Deraf navnet. Til “uskyldig og nødvendig rekreation,” som det hed. Skolen havde i de år under 30 elever, så en nybagt årgang af studenter kunne mageligt bænke sig i lysthuset til en gang jordbær med fløde.

I samarbejde med arkitekt Thomas Pedersen udtænkte Viborg-kunstneren Sergei Sviatchenko for år tilbage en slags lysthus, som skulle ligge ved Søndersøs nordvestre bred. Et sted til ud- og indsigt. Det blev ved tanken.

Da Erling Østergaard i 2010 sluttede sin gerning som Viborg Katedralskoles rektor, videregav han en plan for et moderne Rektors Lysthus på skolens grund. Ny Carlsbergfondet var med på idéen om et retrætested en miniature, og kunstneren Olafur Eliasson var kørt i stilling. Det blev ved tanken.

Men vi har Rektors Lysthus i Latinerhaven. Det fortjener mere end en tanke.

En lidt skævhjernet kollega var for en del år siden overbevist om, at stumper af Nørresøs østre bred havde unddraget sig kartografernes opmærksomhed. Som en anden Vasco da Gama planlagde han en opdagelsesrejse i robåd, medbringende en rulle med de mangelfulde kort.

Jeg husker ærlig talt ikke, om han gjorde alvor af det. Tror det egentlig ikke. Men jeg har sendt ham en venlig tanke, efter at jeg gennem adskillige måneder har observeret et skummelt udseende fartøj, der i halvforlist stand vugger ved samme søbred.

Et værre rodsammen kendetegner det lille fartøj, og en stump af politiets markeringsbånd virker ikke overbevisende. Snarere havde et sørøverflag været på sin plads. Måske havde historieskriver Erichsøn uret, da han for tre århundreder siden bemærkede, at indlandsbyen Viborg som et stort plus ikke var hjemsøgt af sørøvere.

Vi ser for os sørøverkaptajn Calico Jack og hans iltre hjælpere, sørøverkvinderne Anne Bonney og Mary Read. “Det er en Guds lykke, vi har udsigt til at blive hængt, for ellers ville enhver skurkagtig kaptajn blive pirat og tage brødet ud af munden på modige mænd,” erklærede Mary Read, der på det tidspunkt var klædt ud som mand.

Nogen hurtiggående Coronet Dagcruiser 21 er båden så langtfra. Det var en sådan, smuglerkongen Bent “Ricardo” Madsen i 1960’erne og 1970’erne havde en forkærlighed for, da han smuglede sprut og cigaretter over Østersøen. Værftet spillede med og brugte sloganet: “Ni ud af 10 smuglere foretrækker Dagcruiser 21.”

Hvorfor nu bringe Bent Ricardo på banen i denne sammenhæng? Jo, for han vakte stor lokal bestyrtelse, da han omkring 1980 købte et hus i Lyngdalen, ikke mange stenkast fra vores lille båd. Lige op ad landsdommeren og politimesteren. Det blev der talt meget om.

Her i Viborg må vi slå os til tåls med de små skvulp i søkanten og lade arbejderforfatteren Carl Heinrich Petersen få slutreplikken: “Viborg er noget lort, klassemæssigt, politisk og åndeligt. Vi har ingen havn, så vi savner både søfolk, havnearbejdere og skibsværftsarbejdere.”