Forfatter: Jesper

Villa “Tatoi” ved Ll. Sct. Peder Stræde har navn efter sommerslottet uden for Athen. Arkitekturen er klart sydlandsk inspireret. Den majestætiske bygning er fra 1893. Arkitekt Claudius August Wiinholt tegnede den til sig selv. Indtil reformationen lå Sct. Peders Kirke her.

Wiinholt var faglig konsulent for kong Georg af Grækenland. Deraf navn og stil. Sammen med vennen Andreas Hagerup drev han et arkitektfirma i Viborg. Tegnestuen har lagt navn til 16 jyske kirker samt et utal af missionshuse, offentlige bygninger og villaer.

I Viborg er Wiinholt også kendt for at have tegnet ejendommen – den med tårnet – på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade, “Daas Palæ” fra 1892. Efter den tids skik gjorde han i historiske stilarter, og i dette tilfælde er rokokoen fremherskende. Da Viborg Tekniske Skole i 1895 åbnede i Reberbanen, var det med Wiinholt som arkitekt og – for en kort bemærkning – forstander.

Sparkær Kirke er blandt hans værker, og han døde som kun 50-årig på Sparkær Kro den 19. september 1905, da han skulle deltage i indvielsen. To år efter solgte arvingerne “Tatoi” for den dengang nette sum af 29.000 kroner.

I 1990’erne stod det lille slot tomt og forfaldt. Nogle af de mulige købere overvejede at rive den falmede skønhed ned. Men tømrermester Poul Mackenhauer Nielsen ville det anderledes, da han som rednings- og fagmand købte de i alt 900 kvadratmeter.

Seks guldbelagte hænder i overstørrelse giver skulpturen “De tre vejvisere” på Banegårdspladsen karakter. Den leder let tanken tilbage til den hvidhandskede færdselsbetjent, der midt i trafikken stod på sit podium og satte skik på mylderet.

Mens kunstneren Peter Stuhr arbejdede med skulpturen, gjorde han hænderne større, end han ellers havde tænkt dem. Alt ligger i de hænder. Viborg viser vejen. Men når det kommer til stykket, må beskueren vælge sin egen vej. Valget er vigtigt og ligger i den enkeltes egne hænder.

Under dronning Margrethes og prins Henriks bevågenhed afslørede byen den 4. september 2000 “De tre vejvisere”. Med indgangen til det nye årtusinde rundede byen sådan cirka de 1000 år. Værket står som et symbol på Viborg som Jyllands historiske og geografiske knudepunkt. “Der ligger Viborg-veje i hans pande,” sagde man i gamle dage om et furet ansigt.

Hænderne er af aluminium med bladguld og sidder på nogle kringlede arme af glasblæst stål. De tre stiliserede figurer er af blåt blokglas, der er indfattet i rammer af bronze. Det seks meter høje kunstværk står på et bassin af sort granit.

Når sandheden skal frem, har opkomlingen Herning en finger med i spillet. Smed Nils Damgaard fra Herning leverede arme og hænder. De er slet ikke af vejen.

Betonklodsen i Trappetorvets øverste hjørne er ikke så klodset endda og vidner om, hvad det vil sige at sætte en stopper for noget. Den er en stopklods på skråplanet og står som en ekstra bremse foran bybusterminalen. Så bussen ikke bruger bygningen som stoppested. Røret i klodsen er en udluftning fra kælderen.

Midt i 1990’erne stod det terrasserede og forsænkede torv færdigt. I en spids vinkel løber Grønnegade ind i Gravene. Den inderste trekant i vejgaflen bestod tidligere af beskedne, lave bygninger. I folkemunde hed den Strygejernet og stod i kontrast til de højere huse i randen.

På det første rigtigt opmålte bykort fra 1795 ser vi den senere Grønnegade som en lille blindtarm på Gravene. Allerede da var pladsen bebygget.

I 1856 byggede amtet et sygehus lidt højere oppe, og det var naturligt at forlænge vejen helt op til Skottenborg. Grønnegade var født. Den fik i 1867 sit navn efter træerne og grønjorden uden for den gamle stadsgrav.

Trods husene i midten havde Strygejernet præg af torv. På det nederste hjørne stod Fuks’ pølsevogn. I nogle år havde den høje bygning bagved en lysavis, for også dengang var trekanten et knudepunkt for bybusser og taxier. Trappetorvet markerer sig i særdeleshed som et torv i strygende udvikling, efter at Gravene 13 og 15 ganske vellykket er skudt i vejret.

I lykkelige stunder er det til at høre englene synge, når organisten trakterer Viborg Domkirkes orgel. Udefra er sangen til at se. Betragt vestsidens store glasmosaik, “De syngende engle”.

I mange år brød dagslyset ind i kirken gennem de to engle. Nærmest kalejdoskopisk. Men i 1966 fik kirken det nuværende kæmpeorgel, og musikken dækker nu for mosaikken.

Da Joakim Skovgaard først i 1900-årene udførte kirkens fresker, havde han en fast sum at gøre med. Så husholderisk var kunstneren med pengeposen, at han også kunne berige kirken med lysende engle samt glasmosaikker for og bag.

Det første orgel, vi kender til i domkirken, var fra 1570. Det bar en latinsk inskription, der på dansk var sålydende: “Pris derfor Herren i trompeters lyd, pris ham i psalter og citar, pris ham i trommer og kor, pris ham i strenge og orgel.”

1570-orglet gik til ved 1726-branden. Afløseren var først på plads i 1735. Da den nyopførte kirke åbnede den 10. september 1876, sad domorganist Amberg ved et nyt orgel, bygget af Daniel Køhne. Det havde 42 stemmer og 2700 piber. Piben fik en anden lyd med orglet fra Marcussen & Søn. Det har 64 stemmer og 4640 piber. To engle kan stadig gøre det.

I min historiske bevidsthed hævder to beværtninger i Viborg sig: renæssancens Paradis i Nytorvgyde og nutidens Latinerly – eller bare Ly.

Den fornemme Viborg Klub indviede i 1850 den bygning, i hvis kælder Ly ligger. Huset fik snart en lagdeling, så de “agtede mænd” muntrede sig øverst, mens folket lagde beslag på den høje kælder. “Den lumske bugt” var kælderens tilnavn. Senere hed etablissementet Rudolf Nielsens Café & Conditori.

I 1906 måtte klubben opgive sin bygning, men fra 1947 til 1983 var den beslægtede Viborg Borger- og Haandværkerforening ejer. Foreningen turde binde an med en stor udvidelse og modernisering. Den 10. april 1954 åbnede borgerskabets fornyede forsamlingshus, herunder “krostuen i kælderen” – som en journalist noterede.

Med Gerd og Valdemar Ulriksen som værtspar i Palæ-bygningen fra 1957 til 1980 fik Munkekælderen Latinerly den form, som den dag i dag er skattet af mange. Latinerhaven overfor og væggenes træmunke inspirerede til navnet. Passionerede restauratører har gud ske tak og lov forstået at holde ånden ved lige.

Sentenser som “Drik, mens du lyster, flasken har en søster” og “Øl kan gøre det, som vandet ikke evner” er som talt ud af munkenes munde. Nogle underlige kombinationer af bogstaver på væggene er for indviede. Ja, spørg bare. Klubber og faste vennelag giver kælderens historie yderligere dybde. Alt i alt et paradis i kælderdyb.

I foråret 1863 begyndte mænd med barkede næver at rive den brøstfældige Viborg Domkirke ned. På det tidspunkt levede håbet om, at en kerne af den gamle kirke var stærk nok til at stå. At det altså gjaldt om at restaurere domkirken.

Men det skulle snart vise sig, at byens gamle vartegn var et sminket lig. Nærmest kun puds og hvidtekalk holdt sammen på det forvitrede murværk. Som den toneangivende Anton Frederik Tscherning sagde det i Rigsdagen: “Jeg har aldrig før hørt, at man, når man vækkede en mand fra de døde, sagde, at man restaurerede ham.”

Selv ikke koret, hvis bagparti var en pæn rest af den ældste kirke, havde sten på sten tilbage, da det nedbrydende arbejde var til ende. De brød kirken ned til grunden. Den store opgave var nu at nyopføre Viborg Domkirke i den gamle stil.

Hovedarkitekt Niels Sigfred Nebelong sikrede sig et stort parti granit fra et brud ved svenske Uddevalla. Den oprindelige kirke var af midtjyske marksten. Af disse kvadre var der ikke mange brugbare. Nye kom til, men kirken endte stort set med at være et stykke svensk urfjeld. Stiftsprovst Frederik Peter Welding fandt stenene fra markerne langt mere udtryksfulde og skrev om de svenske:

“Stenen er smudsig grå, død og tung, ser ud som jord eller blåler, grovkornet og hver sten gentagende det samme kedsommelige og trættende skue i en uendelig ensformighed.”

Døm selv.

Viborgarkitekt Jens Madsen (1885-1964) opkøbte og bebyggede i 1920’erne de attraktive tomter nord for Borgvold. Jens Madsen byggede på den tids hit til det bedre borgerskab: hyggelige villaer i skønvirkestil.

En helt anden Jens Madsen tonede i 1937 frem på den anden side af gaden. Ren, hvidpudset funkis åbenbarede sig på hjørnet af Sct. Villads Stræde og Sct. Ibs Gade. Hjørnevinduer med metalrammer og altaner som kubistisk islæt. Lige efter bogen. “Skind og ben-arkitektur”.

Boligkomplekset fra 1937 kom til at stå som en ener på den lokale boligfront. Jens Madsens næste udspil var Broparken fra 1940. De tre store, solvendte kroppe er også funktionalisme, men i gule sten.

Sønnen Fritz Madsen var som nyuddannet arkitekt fra akademiet det friske pust og skal nok have skubbet til farmand. De to viste også hvide funkistænder i bankbygningen på hjørnet af Gravene og Sct. Mathias Gade og i Nørresøbadets længe.

Der er nu noget over denne første bølge af funkis. Arkitekturen fraskrev sig snurrepiberierne og sprang ud i rene, enkle former. I dag er næsten alt nyt en slags funkis. I mine øjne ligner nogle af kasserne mest af alt – kassetænkning.

Stiftsøvrigheden med biskop og stiftamtmand var i 1890 forarget. Forarget over, at Viborg Latinskoles nye gymnastikhus om søndagen i kirketiden genlød af glade gymnasters råb. D’herrer klagede først til rektor og dernæst til ministeriet. Kom hviledagen i hu …

Hans Henrik Lefolii, rektor fra 1866 til 1892, svarede, at han ikke kendte en lov, der forbød gymnastiske øvelser i kirketiden. Alligevel fik han påbud om at holde inde. Gymnastikhuset i skolehavens vestlige ende var hans idé, idet han var stor tilhænger af svenskeren Pehr Henrik Lings metode. Den stod i stærk kontrast til den militæragtige eksercits, der ellers var praksis.

Viborgs rektor var en markant personlighed. Han forenede den lærde skole med højskolebevægelsens idealer. Tanken om et gymnastikhus udmøntede sig i 27.000 kroner på finansloven for 1882-1883. Kongelig bygningsinspektør Vilhelm Walther tegnede det i historicistisk stil, nærmest som et lille tempel.

Hvad det gymnastikhus ikke har oplevet af såvel hjernegymnastik som fysiske anstrengelser. Salen var også festsal, og rektor dekreterede dans på skoleskemaet.

Da skolen forlod huset, omdannede arkitekt Søren Vig-Nielsen det til et folkebibliotek. Den rolle spillede det mellem 1928 og 1963. Senere var det i gavlen mod Kompagnistræde, at den store brevsprække til selvangivelserne sad. I dag er gymnastikhuset domicil for Philipsen Gruppen, der har vist sig at være en talentfuld tempelvogter.

Et nok noget forbigået udendørs kunstværk i Viborg er “Søporten” ved Ll. Sct. Mikkels Gade 2. Ikke at det kommer fra småtingsafdelingen. Med en højde på fire meter og en vægt på fem ton byder det højhusene trods.

Granitporten har siden 2010 stået som en symbolsk port mellem bysiden og søsiden. Den rumænsk-danske billedhugger og grafiker Joseph Salamon skabte den til Viborgs to store almene boligselskaber.

Tidligere leverede Joseph Salamon to andre porte til byen, “Tingporten” og “Vesterport”. Porte pirrer. Tænk på portene til himmel og helvede. Porte er overgange og bindeled. På den ene side og på den anden side. Indfaldsporte og udfaldsporte.

Viborgs oldgamle befæstning havde fem porte. Den travle var Sct. Mikkels Port med Hærvejen. Den fine var Sct. Mogens Port. Så var der også Sct. Ibs, Sct. Hans og Sct. Mathias.

En slags bautasten står som et sigtekorn midt i “Søporten”, og en farverig fugl sidder og er portvagt. Min sjæl, hvad vil du mer?

Lidt har også ret. Maleren Joakim Skovgaard skabte de store fresker i Viborg Domkirke, mens sønnen Peter Skovgaard er manden bag de tre bemalede vinduer i Viborg Gråbrødre Klosters bittelille kirke. De var en gave til kirken.
Peter Skovgaard (1887-1972) var nu mest kendt som ornitolog, men var dog en habil tegner, maler og fuglefotograf. Nævnes kan også 19 litografier fra cirka 1920 med motiver fra Viborg og omegn. Det meste af sit voksne liv boede han i Viborg, og det var da også her, han i 1920 oprettede Dansk Ornithologisk Central med det tilknyttede tidsskrift Danske Fugle.
Den 4. december 1949 holdt biskop Axel Malmstrøm den første prædiken i østfløjens kælderkirke. Mellem 1853 og 1948 lå kirkerummet på sydfløjens førstesal. Ifølge den tids fundats havde klostrets alumner pligt til at gå til gudstjeneste hver søndag, og det var skik, at de var til alters to gange om året.
Peter Skovgaard håbede som ung på en militær løbebane. Håbet førte ham til Viborg Kaserne og til en by, som faderens værk havde kastet glans over. Han kom til skade med benet og måtte kvitte militæret. Men skaden rejste sig som en fugl Føniks.

Skottenborg 9 a. Jamen, dette er da ikke Skottenborg 9 a. Både-og. Dette er bygningen, som den nogenlunde tog sig ud indtil en råkold novemberdag 2006, da en kran fra Den Gamle By i Aarhus fjernede facaden i otte indrammede sektioner.
Folk fra Den Gamle By fik nys om, at Boligselskabet Viborg agtede at rive bygningen ned. De stod netop og manglede et “meget almindeligt hus” til den nye, gamle by. Skottenborg-huset lever helt op til kravet.
Stueetagen er fra 1882, førstesalen og kvisten fra 1924. Derefter stod det med seks små lejligheder til hverdagsmennesker. En portåbning blev til en lille butik. Heri residerede fru Ruskjær, da jeg som knægt boede i Skothus ved siden af. Jeg var mest interesseret i fruens lille slikdisk. Men hun kunne også rulle tøj, sælge tobak og fremstille velklædte dukker. Mine forældre kaldte hende “rulledamen”.
Som journalist fulgte jeg arbejdet med at registrere og sikre de mange almindeligheder. Hele husets historie lå kapslet inde i lag på lag af tapet og maling. “Maling og kit dækker snavs og skidt,” som det hedder. I Den Gamle By står det som en tidslomme fra 1974, men med tråde tilbage i tiden. Fru Ruskjærs butik er nu Salon Anni fra Balle på Djursland.
Murer Peder Christian Jacobsen lagde den oprindelige grundsten i Skottenborg. Murerlærling Jacob Lantz fik i april 2013 lov til at lægge grundstenen i Havnegade. En symbolsk femkrone under den skal holde fattigdommen fra døren, hvilket Den Gamle By godt kan have brug for i disse trængselstider.

Hvilket hus i Sct. Mogens Gade har ikke sin helt særlige historie, der adskiller det fra de andre? Mig bekendt fører kun én bygnings historie os til Bolivia i Sydamerika: nummer 33.

Avlsmand Morten Bøstrup fik i 1854 forhusets stueetage opført. Morten Bøstrup lod sig ikke nøje med Viborgs bymark, men købte en plantage i Bolivia. Den kastede så meget af sig, at han i 1883 turde binde an med en overetage og en helstøbt facade i senklassicistisk stil.

Sønnen Christian overtog både hus og plantage, hvilket gjorde, at han i 1892 kunne genopføre og forbedre sidehuset og baghuset, efter at en brand havde gjort skade.

Langt senere, fra 1942, kastede møbelsnedker Lars Larsen glans over bygården. Mange fine møbler forlod baghusets snedkeri. Fra 1973 ejede en medarbejder ved Viborg Stiftsmuseum herlighederne. Værkstedet kom i 1977 under navnet Paulunet til ny ære som base for den nystiftede teatergruppe Komplot. Otte “brandspil” satte i 1976 fut i fejemøget.

I forvejen agerede Komplot som et forlag, der tilmed fik et rodskud, antikvariatet Parnasset i Sct. Mogens Gade 37’s kælder. Hvor er det fint og godt og rigtigt, at Paulunet er genopstået som et kultursted – på rette sted.