Kategori: Tankegang

Den 23-årige malersvend Anton Jensen slog sig i 1884 ned i Viborg for at overtage en afdød svogers vognmandsforretning. Snart var han kendt som agitatoren A. Jensen, afholdsbevægelsens bannerfører.

Da han nogle år før sprang soldat, besluttede han sig for at holde sig på ædruelighedens sti. Menig A. Jensen var chokeret over, hvordan hans kammerater pølede brændevin. De våde varer var en del af dagsrationen. Han foreslog, at de menige i stedet fik pengene, så de have en chance for at fravælge promillerne, og han vandt gehør.

I 35 år var vognmand Jensen formand for Viborg Afholdskreds. Afholdshotellet i Gravene og Viborg Afholdsforenings Alderdomshjem i Toldbodgade 8-10 var næppe kommet op uden hans agiteren. Alderdomshjemmet åbnede den 26. november 1922.

Grunden stillede kommunen vederlagsfrit til rådighed. En del af byggesummen kom fra spareforeningen “Julens Glæde”. De lokale sparere gav afkald på renteindtægterne og måtte i stedet glæde sig over den lokale arkitekt Aage Paludans nygotiske bygning med de markante kamgavle.

A. Jensen havde også succes med sin forretning, ikke mindst takket være en aftale med statsbanerne. Op til 20 hestespand havde han i gang. I 1909 var han først i Viborg med en bil til udlejning. Hans driftige landbrug var den største leverandør til Viborg Andelsmejeri – som han i parentes bemærket var med til at stifte. Desuden byggede han ejendomme både her og der.

Folkeviddet døbte rapt alderdomshjemmet med de 12 ædruelige lejligheder “Tørdokken”. Bygningen bærer fortsat stolt den syvtakkede afholdsstjerne, men hvor længe endnu? I 2022 købte regionen bygningen for seks millioner kroner. Den ligger så sørgeligt i vejen og deler i øvrigt skæbne med den gamle afholdsbevægelse: falder fra hinanden.

Mindestenen for “Vogmand A. Jensen og hustru” fra 1943 ligger lidt som en undskyldning for sig selv. “For dem var afholdssagen en livssag”. De er nok værd at skåle for – i nutidens fortrinlige alkoholfrie øl.

En bittelille bid af lystskoven Sct. Mikkels Anlæg ligger tilbage ved Skovbrynet og giver vejnavnet – der er fra 1931 – et skær af mening. Ingen kan vel i dag finde på at bruge det gamle navn på den grønne plet.

Sognepræst Hans Bjerregaard sad i Hjermind Præstegård fra 1797 til 1857, og han gjorde meget mere end at udbrede Guds ord. Hans Bjerregaard var optaget af “plantningssagen” og stod inden Hedeselskabets tid fadder til flere skove, for eksempel Viskum Vesterskov.

Bjerregaards motto var: “Hvor ploven ej kan gå, og leen ej kan slå, der bør et træ stå.” Toneangivende mænd i Viborg tog ordene til sig og var parate, da Dalgas senere kom til byen.

Idéen om Sct. Mikkels Anlæg på en stribe kommunal jord fra Sct. Mikkels Port og en pæn kilometer sydpå var Hjermind-præstens. De første træer og buske kom i jorden i 1843. Folk i byen skillingede sammen, og en donation fra Viborg Byes og Omegns Sparekasse gødede jorden. Sparekassen gav endog et årligt beløb til den løbende vedligeholdelse.

Anlægget var ikke mere end 100 meter bredt, men det var nok til nogle spadserestier, så borgerne kunne tage på en lille skovtur syd for den gamle byport. Allerede på Diogenes’ bykort fra 1849 markerer det aflange anlæg sig.

Mens det nyere Borgvold holdt sig fri af byens glubende gab, var pølsen Sct. Mikkels Anlæg udsat for salamimetoden. Skive for skive skrumpede det ind. Første bid gik til sygehuset. Så skulle Langaa-banen have, så gasværket, så sporene til Herning og Mariager, så Den Røde Bro, så nogle villaer ved Koldingvej. I 1939 kom fortovets og cykelstiens tid. Slut var det med skovstierne – og anlægget.

Desto stærkere virker det, at skovbrynet ved Skovbrynet ligger tilbage.

Ubegribeligt, hvad Guds skabninger kan komme op at toppes om. Lærde hoveder kom for nogle år siden i et verbalt klammeri om, hvad vendingen “tidenders mand” på den berømte runesten i Asmild Kirke står for.

De var enige om, at Thorgund, hvis far og farfar var henholdsvis Thorgot og Thjodulv, satte stenen for sin mand, Bose. Den afdøde fik prædikatet “tidenders mand”.

En kendt runolog ophøjede ham til at være kongens informationsminister – den, der kom med tidender. En historiker mente, at det var noget ævl, og at den slags gætninger hørte hjemme i en “runologisk kravlegård”. Anders Dalgaard, nu afdød formand for menighedsrådet i Asmild, havde begge ben på jorden: “Mon ikke, han slet og ret var alle tiders mand?”

En anden detalje er, at Boses navn står med mindre runer end de andres navne. For nogle er det et tegn på, at de store var Thorgunds slægt, måske den magtfulde Thrugot-slægt.

Kendsgerningen er, at stenen dukkede op den 25. september 1950 under en arkæologisk udgravning. Den har siddet i bunden af fortidens store nordtårn. Her kunne kirkegængerne se runerne, når de gik ind og ud, og det gjorde nok ikke så meget, at teksten stod på hovedet. Den har haft en magisk effekt.

Det er ikke til at vide, hvor stenen stod, før den endte som blikfang i kirken. Den kan være fra 970-1020. Dengang knyttede en bred landtange de to sider af søen tæt til hinanden, idet en bro førte over et smalt løb – et oplagt sted til en mindesten for Asmilds stormand.

I dag pryder runestenen Asmild Kirkes våbenhus. Her står den fint og taler for sig selv.

Fra Gråbrødre Klosters plæne lader den tidligere Østre Skole sig betragte, som skolen tog sig ud, da den åbnede. Ganske nydelig.

Arkitekt Carl Lange fra Århus tegnede en skole, der fysisk var langt bedre end den kasserede skole i St. Sct. Mikkels Gade 19. Men nissen flyttede med til Rosenstræde.

Nissen havde form som det sociale skel mellem borgerskolen og friskolen. Den første del af skolen kostede penge at gå i, mens den anden del var gratis. Den nye skole var også delt i to; et plankeværk tværs gennem skolegården adskilte “friskaller” og “borgerkaniner”. I sommeren 1887 åbnede skolen med 215 betalere og 441 gratister.

Den gratis afdeling var med færre fag og timer på skemaet. De fleste af eleverne her havde et arbejde at passe ved siden af skolegangen, hvilket nok gavnede en fattig husholdning, men ikke rigdommen på kundskaber. Først i 1921 indførte byrådet en gratis enhedsskole.

Østre Skole kom til at ligge på Frøken Zahrtmanns Toft. Den havde navn efter Mariane Zahrtmann, der som den sidste af fire ugifte søstre døde i 1884. De var kendte som “Zahrtmann-søstrene” og tog ivrigt del i Viborgs kulturelle liv, ligesom de drev en pigeskole.

Engagementet havde de med fra deres forældre, provsteparret Henrik Christian Zahrtmann og Bodil Jochumine Tetens. Han havde aldrig kunnet ryste af sig, at han i sin københavnske studietid var en del af kredsen omkring litteraten Knud Lyne Rahbek og skuespillerinden Johanne Rosing.

Ud over at være engageret i kirke, teater og litteratur var provsten en habil landmand. Zahrtmanns Gård i Sct. Mogens Gade 26 havde godt med jord til landbruget, så byrådet så ret, da det i 1885 købte den bynære toft til skolen.

Ad flere omgange voksede Østre Skole. Nyere fløje fra 1953 og 1972 er stadig del af komplekset. I begyndelsen af 1930’erne toppede elevtallet ved næsten 1500. I 1935 åbnede Vestre Skole, og trykket faldt. I 1989 lukkede Østre Skole efter 102 års virke.

I den kristne legende plukker pelikanmor sit bryst, så hun kan give næring til sine unger. Symbolet troner nok så fint på toppen af Asmild Kirkes tårn og viser, hvilken vej vinden blæser. En vejrhane kan godt have form som en pelikan.

Lad dig ikke snyde af, at vindfløjen bærer årstallet “1937”. Den har siddet her i al slags vejr siden 1737, og det nyere årstal viser blot, at den 200 år efter var til hovedreparation.

Pelikanen sidder også til minde om kirkens helt store velgører, Charlotte Amalie Gyldensparre (1678-1757), der i øvrigt havde statsmanden Peder Schumacher – bedre kendt som Griffenfeld – som farbror. Griffenfeld opdagede for sent, hvorhen de politiske vinde blæste. På selve skafottet omgjorde Christian den Femte en dødsdom til livsvarigt fængsel.

I 1700 lod Charlotte Amalie Gyldensparre sig vie til den næsten 24 år ældre landsdommer Hans Lange, ejer af Asmild Kloster, herunder kirken. De to berigede kirken med korgitteret og pulpituret med portrætter af de oldenborgske konger.

Efter at han i 1711 døde, fortsatte hun med at højne Asmild. I 1713 brændte det tidligere kloster, og hun sørgede for tre nye længer i bindingsværk. Året før vindfløjen kom til, fik hun frisket kirkerummet op med en ny orgelfacade. I de år lod hun også kirkens ydre restaurere.

Mange år senere fik den nye Houlkær Kirkes klokkestabel en vindfløj med en blodig pelikanmor. Én af kirkens grundsten kommer fra moderkirken i Asmild, og det var nærliggende også at tage symbolet for Kristi blod med sig. Men bundpladens “CAGS” for Charlotte Amalie Gyldensparre er kun hjerteblod for Asmild.

Et skilt med “Bryggergaarden” over porten til St. Sct. Mikkels Gade 7 har overtaget overliggeren efter det tidligere “Baiersk-Ølbryggeri Odin”. Her lå provinsens første industrielle ølbryggeri.

På stedet begyndte Chresten Olesen allerede i 1832 at brygge øl. Det var dog først med cand.pharm. Theodor Lilienskjold som drivende kraft, at tingene tog fart. Bryggeriet brændte i 1865. Odin begyndte i 1868 på en frisk i en efter tiden imponerende teglstensbygning og stadfæstede sit navn.

Bryggeriet sendte i 1869 en bajersk øl på markedet. Premieren fandt sted i det nyindrettede værtshus “Valhalla” i Odins kælder. De store lejrsamlinger ved Hald Hovedgaard havde i de år mange tørre ganer, som det lokale bryggeri vidste at forfriske.

Ikke for det. Viborgs ry som ølby var for længst slået fast. I professor Holger Jacobæus’ kendte rejseskildring fra 1692 er øltypen Skald med på listen over byens kendetegn. “Sterck øll” advarer forfatteren. Bogens latinske tekst om brygget lyder på dansk: “Viborg-Skald trænger gennem livet som et sværd, rumler i maven, så skindet brummer deraf.” Skrald og Skald hænger sammen.

Viborg-forfatteren Ranch nævner i skuespillet “Kong Salomons hylding” fra 1584, at “Viborg-Skald begynder at prale” – ja, det stiger til hovedet – og nogle år efter opkalder han i skuespillet “Karrig Niding” hovedpersonen Jep Skald efter de potente sager fra hjembyen.

Det lå ligefor, da Odin i 1937 berigede markedet med en Skald. Indtil bryggeriet i 1988 lukkede, var Skald den stærke i sortimentet, en luksusøl i klasse B. Den optrådte også i påske- og juleskrud.

Som journalist fik jeg engang tilbudt en gratis kasse Skald. Jeg pudsede glorien og takkede pænt nej. Det valg har forfulgt mig siden og inspirerede mig til denne omskrivning af Shakespeare: “Skald, Skald ikke? That is the question.”

Et særkende for Viborg er, at mange af de udendørs kunstværker putter sig i baggårde, parker og byhaver. Se nu skulpturen “Ungt sind” i Amtmandens Have nord for Nytorv.

Mellem 1820 og 2004 boede 15 amtmænd på rad i Amtmandsgården, også kendt som Friedenreichs Gård. Siden 2018 har den førhen private have været en lysthave med adgang for alle. Amtmand, baron Lucas Peter von Bretton lod midt i 1800-årene en vognremise omdanne til et lysthus. Det nu fredede lysthus spiller fint sammen med havens andre herligheder.

“Ungt sind” er en 158 centimeter høj bronzeskulptur af den i Viborg opvoksede Thy-kunstner Erland Knudssøn Madsen. I træ, bronze og granit har han gennem årene arbejdet meget med af give de famlende sind fast form.

At have syv sind over en dørtærskel kender folk i alle aldre til, unge ikke mindst. Skulpturen består som et udtryk for vægelsindet af syv forskudte og forskellige plader.

“Hver flade er forskellig på kanterne, men kan alligevel sættes sammen og danne en bestemt arkitektur,” skriver skaberen om værket.

Boligselskabet Sct. Jørgen ejer haven. Denne tjener også som et åndehul for selskabets lejere i kvarteret. Skulpturen er en gave fra selskabet til ungdommen. Fonde og private givere støttede indkøbet og hermed formålet.

Ligesom en ko har fire maver til den faste føde, er det nok meget godt, at mennesket har syv sind til det åndelige drøvtyggeri. Om ufordøjet viden skriver den mesterlige Montaigne: “At kunne noget udenad er ikke det samme som at vide det.” Tyg på den.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det. Skolestræde 2 ligner et hus fra midt i 1800-årene, hvilket det i princippet også er. Men godt gemt i murværket mod nord og øst befinder sig rester af et hus fra den sene middelalder.

Før 2019 var hele bygningen fredet, men nu er kun de sølle brokker fra begyndelsen af 1500-årene under fredningens beskyttende vinger. Vi har her at gøre med den først kendte latinskole i Viborg.

Latinskolen er formentlig lige så gammel som Viborg Stift, det vil sige fra cirka 1060. Trolig har skolen i de første mange år haft til huse i domkirkens Mariekloster. Den 17. juni 1501 ramte en lynild Viborg Domkirke. Hele domkirkekvarteret led stor skade. Nok derfor opstod i 1508 tanken om et selvstændigt skolehus.

Godt hjulpet af et gavebrev fra en Bent Knudsen skød huset op på Skolestrædes østre side. Her havde latinskolen hjemme helt frem til 1742. Skolen overlevede endog den store brand i 1726, men den var godt brugt.

Arnoldus Dyssel, Viborgs tidligere borgmester og nu storentreprenør, købte skolen. Slut med skoletugtens trædemølle. Nu skulle den nederste etage være hestemølle for det nye tugt- og manufakturhus.

Planen var at bygge en latinskole på Dyssels grund mellem Skolestræde og Sct. Mogens Gade, men i 1760 kom den prægtige Sct. Mogens Gade 1 fordelagtigt til salg. Så var den sag afgjort. Tiden indtil 1772 måtte skolen dog henslæbe i domhusets nedre regioner.

I 1926 flyttede katedralskolen endegyldigt bort fra katedralens kvarter. Alligevel kan det være på sin plads at udtrykke et længe leve for “latinerkvarteret”.

Folk med forstand på de dele siger, at Morvilles Gård i Sct. Mogens Gade 8 er i den franske louis seize-stil. Hovedbygningen med det markante valmtag er fra 1798. Arkitekturen med de rette linjer og den strenge symmetri var inspireret af, hvad arkæologerne fandt, da de midt i 1700-årene begyndte at udgrave Pompeji.

Rette linjer og streng symmetri præger i høj grad Menneskehedens Triumfbue i Paris, men her hører enhver lighed også op. Alligevel tankevækkende, at den arkitekt, der tegnede “et vindue til verden” i Paris, voksede op i Morvilles Gård, Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987).

Selveste præsident Mitterrand, socialisten, havde et stort ord at skulle have sagt, da von Spreckelsens forslag blandt de 424 indsendte i 1983 vandt konkurrencen. Byggeriet stod på fra 1985 til 1989, men i 1986 sprang von Spreckelsen fra. Han kunne ikke affinde sig med, hvordan borgerlig spareiver og fransk arrogance smittede af på materialer og udformning.

Så følte han sig bedre tilpas, da han samme år deltog i et møde med Viborg Byråds økonomiudvalg. Under mødet viste han en løs skitse til, hvordan Byens Hus kunne gøre sig på Gammeltorvs nordside. Her var han i dobbelt forstand på hjemmebane.

Viborg-Fonden hyldede i 1994 det verdensberømte bysbarn med en mindeplade ved Gråbrødre Kirkestræde. I hans øjne kan tavlen nok lige gå an, men ellers var han yderst beskeden. Da han skulle omtale sine præstationer, før han overtrumfede arkitekter fra 41 lande, sagde han, som sandt var: “Jeg har bygget fire kirker og mit eget hus.”

Under Snapsting 2023 imponerede en minimodel af den 110 meter høje, 108 meter brede og 112 meter dybe L’arc de triomphe de l’Humanité lige uden for Morvilles Gård. Store triumfer kan sagtens gøre sig i det små.

Et tilfældigt møde et tilfældigt sted. Vi slog følge. Tanker kom på gled. Samtalen faldt på tilfældigheder. At min følgesvend tilfældigvis var endt i et Viborg, som en fjern forfader også tilfældigt var endt i: biskop Andreas Wøldike.

Andreas Wøldike var biskop i Viborg fra 1735 til 1770. Efter en kortere karriere i Helsingør og København befalede Christian den Sjette ham til bispestolen i Viborg, hvilket han bestemt ikke var tilfreds med.

Det var midt i pietismen. De pietistiske kredse i København mente ikke, at Andreas Wøldike var pietistisk nok. Desuden brugte han efter smagsdommernes mening alt for mange tyske gloser i sine alt for tørre prædikener. Og så læspede han. Til Viborg med ham.

Et fromt liv og en personlig tro var pietismens kerne, knæsat af selveste kongemagten. Dans, kortspil, tobak og andre livsglæder var ikke velsete. Nogle sværmere gik så vidt, at de dannede sekter uden for den etablerede kirke. En sådan havde slået sig ned hos brødrene Støttrup i Brændevinsgade – den tids navn for Vestergade.

Andreas Wøldike måtte begå sig i lidt af et minefelt. Det gjorde ikke sagen bedre, at den halsstarrige stifsprovst Christen Lassen Tychonius var på tværs. Den kære biskop fik nogle point hos kongen, da han klagede over gøgl og teater i det gamle dom- og adelshus. Det lå lige op ad domkirkens nordside. I sin klage slog han på, at selveste Satan dristede sig til “at have sit kapel næst ved kirken”.

Inspireret af sagen fra Viborg forbød kongen den 21. marts 1738 al virksomhed med “komedianter, linedansere, taskenspillere, lykkepottefolk og lignende” i både Norge og Danmark.

Folk i Viborg havde delte meninger om deres biskop. De fleste syntes nok, at han var en mild, velmenende og hårdtarbejdende mand. Mange respekterede ham for, at han lod hånt om tidens mode. Nok tog han kalot på, men “han gik med sit eget hår” – altså uden paryk.

I sine gemmer har domkirken et portræt af Wøldike. Jeg kan ikke blive klog på, om maleren har sneget sig til at give ham en paryk på.

Kopier af Viborgs gaslampe anno 1859 har med nymodens diodeteknik indtaget endnu flere af de ældre gader. Ja, i en sådan grad, at nogle er kommet til at stå i en skærende kontrast til deres omgivelser. Men overalt spreder de en god stemning af i går.

Se nu, hvordan den gammeldags lampe ud for Rosenstræde 14-16 kontrasterer mod den store bygning, lidt som Tommeliden i forhold til hesten. Boligkomplekset stod færdigt i 1916 og kan også da have haft en gaslampe som sin fortrolige.

Nok fik Viborg de første elektriske gadelamper i 1907, men vi skal helt frem til 1957, før den sidste gaslampe slukkedes. Mens gaslyset holdt sig til jorden, begyndte midtbyen at gå i højden. Det var, hvad der skete i Rosenstræde med den 17 meter høje og 12 boliger store bygning. Utroligt at tænke sig, at den egentlig var tegnet til Sortebrødre Kirkestræde, lige op ad kirken.

Bygmester og arkitekt Valdemar Cortsen (1875-1942) tegnede hele herligheden med pilastre, altaner, balustre, frontispicer og mansard. Valdemar Cortsen elskede de store formater og havde allerede øvet sig med Nytorv 2 (1911) og Sct. Mathias Gade 50 (1912). Snart blev Viborg ham for lille. Han rykkede til København for at arbejde i endnu større formater.

Allerede inden huset var færdigt, solgte han det til biografejer Edvard Michelsen, Fotorama. Efter at denne i 1968 døde, fortsatte hustruen Ellen Michelsen længe med at drive både biografen og udlejningsejendommen. I 2009 købte Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning storheden i Rosenstræde. Den er i gode hænder.

Men prøv lige i tankerne at flytte komplekset til Sortebrødre Kirkestrædes nordside. Det var endda ikke de æstetiske hensyn, der forpurrede idéen, men et forbud mod en kælder.

Myten om en hemmelig elskovstunnel mellem de mandlige augustinere i Viborg Domkirke og de kvindelige ditto i Asmild fik ny næring den dag i 1998, da Dansk Planteskoleejerforening og Viborg Kommune indviede Asmild Klosterhave.

Deltagerne stod ved foden af fortidens nonnekloster, og der lød muntre bemærkninger om, hvad der dengang kunne komme ud af celledeling på den kvindelige side.

Planteskoleejerne fejrede, at deres forening fyldte 100 år. At festen fandt sted i Viborg, og at fødselaren gav 100.000 kroner til klosterhaven, var ikke tilfældigt. Carl Jacobson Brostrøm, Viborgs nærmest sagnomspundne planteskoleejer, tog initiativet til foreningen og var formand en lille halv snes år.

Gennem det meste af fire århundreder husede Asmild Kloster et lille samfund af nonner. Fra fund ved vi, at de var flittige med tekstiler. Et par fiskedamme i nærheden gav føde til fasten og andre kødløse dage. Og så havde de deres have med læge- og krydderurter, hvortil kom abildgården med frugttræer.

Fire paradisæbletræer markerer de fire tidsafsnit og fører tanken hen mod frugthaven, der lå syd for urtehaven. På dennes sted vokser nu dåbslunden med et æbletræ for hver årgang af døbte. Børnene planter træerne, når de er fyldt fem år. Det første er for årgang 1993.

Kommunen markerede 25-års-jubilæet ved at løsne tidens bånd og give haven nogle temaer: planter til kvinder, planter til svære sygdomme, planter til dagligdagen og planter med Maria-navne.

Erik Heides skulptur af bisp Gunner står stoisk og skuer over planteriget. I levende live tilgodeså han nonnerne og sørgede for, at de fik munkerationer af mad. En streng symmetri kendetegner klosterhaven og leder tanken hen på – celledeling.

En bue af rødlige brosten kan være et livstegn fra Heribert, Viborgs første biskop. Arkæolog og universitetslektor emeritus Hans Krongaard Kristensen forfægter den tanke i pragtbogen “Asmild Kirke og Kloster”.

Det er ikke så farlig meget, vi ved om denne Heribert. I cirka 1060 sendte ærkebiskop Adalbert i Bremen Heribert til Viborg, så han kunne virke som biskop i det nydannede Viborg Stift. Han kan godt have haft en del virksomme år i Viborg. Den næste kendte biskop i rækken var Eskil, hvis periode sluttede brat med et drab i 1132. Det er immervæk 72 år, de kan have delt.

Allerede da Heribert kom til Viborg, kan Asmild Kirke – dengang Sct. Margretes Kirke – have eksisteret som trækirke, vurderer Hans Krongaard Kristensen og spiller derpå et dristigt kort ud, nemlig at det er Heribert, der kan være ophavsmand til kirken som en tysk inspireret stenkirke. I givet fald kan arbejdet være sket i to tempi fra 1060 til 1100.

Arkæologer har i flere omgange gravet og gransket i og ved Asmild Kirke. Den fik tidligt noget så sjældent som en apsis mod vest. Det nu forsvundne vestparti bestod af kor, apsis og to kraftige tårne. Tesen er, at Heribert havde denne idé med sig fra domkirken i Bremen, der netop havde en konstruktion af den slags.

Sct. Margretes Kirke hørte til og med Niels, nummer fire i rækken, direkte under Viborg-bispen, så Heribert kan have haft en god grund til at skikke bud efter en bygmester fra sin gamle hjemegn. Forfatteren forestiller sig, at han har sendt holdet videre til Aalborg, for også fjordbyens Budolfi Kirke fik en apsis mod vest. Aalborg hørte dengang under Viborg Stift.

En brand i første halvdel af 1300-årene tog vestpartiet. Buen i belægningen markerer den sjældne apsis. Resten er op til beskueren.

Anders på Hvolris med træbenet havde armkræfter, så det ville noget. Arbejdsmanden, amatørarkæologen og historiefortælleren Anders Olesen havde god brug for sine armmuskler, da han i 1967 gravede Jakobs Brønd ved Asmild Kloster ud.

Hjælperne fra museet firede ham ned i hullet, og så kom spand efter spand med fyld op til overfladen. Det siges, at han skruede træbenet af, så han bedre kunne komme til. 10 meter nede stødte han på en egebelagt bund. Den dag i dag står den dybe, stensatte brønd med en overbygning af træ og et sikkerhedsnet til minde om hans dåd.

Det augustinske nonnekloster kender vi fra 1169. Nonnerne etablerede et firfløjet anlæg med den allerede bestående Sct. Margretes Kirke som den fjerde fløj mod nord. Jakobs Brønd er nok fra 1300-årene og lå lige syd for sydfløjen.

Anders fik efter eget sigende ekstra kræfter i armene, efter at han under tørvegravning mistede sit venstre ben i ælteværket. I bibelhistorien om Rakel og Jakob får Jakob uanede kræfter, da han ved en brønd kaster sin kærlighed på Rakel. Med et snuptag fjerner han brøndens dæksten, hvilket normalt kræver mange hænder.

At kalde Asmild-brønden Jakobs Brønd har intet historisk belæg, men kanske er Biblen kilden. Navnet dukkede bare op. Brønden har haft det prosaiske formål at forsyne klostrets køkken.

Ved reformationen lukkede klostret, men nonnerne fik lov til at blive boende deres tid ud. I 1552 havde den sidste nonne hevet den sidste spand vand op af brønden.

Den katolske udgave af Viborg Domkirke havde mindst 21 sidealtre med hver sin alterpræst og en stribe af rige sponsorer. De var typisk kaldt op efter helgener og bibelske personer. Ærlig talt lidt af en pengemaskine.

Kapellerne for Sct. Kjeld, Sct. Anna og Vor Frue rummede de vigtigste altre, højaltret ikke at forglemme. Nutidens enlige alter var på plads, da den nybyggede kirke i 1876 åbnede. Det er forgyldt og har det middelalderlige alter i Sahl Kirke ved Vinderup som forbillede.

Arkitekt Hermann Storck tegnede dette vigtige stykke inventar. Billedhugger Christian Carl Peters modellerede det. Inderst er det af eg. Overfladen er af forgyldt metal. For den del stod guld- og sølvvarefabrikant Vilhelm Christesen – ja, uden n.

Under gudstjenesten må kirkegængerne på stoleraderne bruge teaterkikkert, hvis de vil studere altrets detaljer, for der er godt nok langt mellem alterbord og menighed. Men ellers er det let at tage herlighederne i øjesyn.

Øverst knejser det himmelske Jerusalem med bue og tårne. Under buen Jesus Nazarenus på korset. De 12 apostle med Jesus i midten udgør den midterste del. Jesus optræder med korsglorie og to løftede fingre som tegn på, at han både er Gud og menneske.

Fronten har felter med klip fra Jesu liv. Midt i det hele sidder Maria med Jesusbarnet, akkurat som i domkirkens gamle segl. Jovist er domkirken fra begyndelsen en mariekirke. Den blå er Vor Frues farve, og små øjne af blåt glas vidner herom.

Lidt læsestof får vi skam også. Rundt om den velsignende Jesus: “Jeg er vejen, sandheden og livet.” Under de mange fødder: “Jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som formedelst deres ord skulle tro på mig.”

Sikke et kunstværk.