Kategori: Tankegang

Myterne om mordet på Erik Glipping i Finderup Lade lidt sydvest for Viborg natten til fredag den 22. november 1286 lever. Lige så bestandigt har kongens hvilested foran Viborg Domkirkes højalter været, brande og forfald til trods.

Erik Glipping er som den eneste danske majestæt begravet i domkirken. Det lå ligefor at føre liget fra mordstedet til den kirke, hvori danskerne juledag i 1259 kronede ham. Han var blot 10 år, da han fik kronen på hovedet, og Margrethe Sprænghest, hans mor, var i begyndelsen formynder.

Da mordet fandt sted, var Viborg Domkirke genstand for en kirkestrid. Domkirkens valgte biskop sad i det fangehul, som en modbiskop havde puttet ham i. Trods alt fik han en begravelse, der var en konge værdig. Svøbt i silke og med sko af udhugget læder lå han i en blybelagt trækiste. En forhøjning var muret op af munkesten. I en lille sølvæske på hans bryst lå et nadverbrød.

I lang tid lød sjælemesserne for den døde Erik. At en “vådesang” skulle have holdt ved helt til cirka 1700, er dog noget af en journalistisk stramning. I 1600-tallet fik graven en træramme med krummelurer og jagtmotiver. I 1708 måtte den rykke lidt mod vest, så koret fik plads til en landemodesal.

Brandene i 1501, 1567 og 1726 var hårde, men en vis samling på de kongelige rester var der trods alt. I 1863, da den faldefærdige kirke skulle give plads til en ny, var det slut med en forhøjning. Domkirkearkitekt Hermann Storck tegnede den mindeplade, der stadig ligger i gulvet.

Frederik den Syvende ønskede at komme til bunds i, hvor meget af kongen og udstyret der var tilbage, Ikke meget, skulle en undersøgelse vise. Tre tænder, nogle knogler, en signetsten og lidt af det kongelige slagsværd var alt.

I nogle år lå knogler, tænder og en stump af sværdets håndtag i et skrin, som domkirken tog vare på. Nationalmuseet overtog efterladenskaberne, indtil folk i Viborg ønskede dem tilbage. For dem var det ikke nok med Storcks mindesten.

I 1956 fik kirken et nyt gulv af ølandsfliser, og to særlige fliser ved siden af mindestenen dækker over en blyæske med løsdelene. De kom tilbage til Viborg som en anbefalet banepakke. Ud fra de få spor kan selv den dygtigste detektiv ikke finde frem til hans banemand.

”Giv lyd!” Når børnene leger gemmeleg, kan et lille, hørbart livstegn være nødvendigt. Det ægte Viborg, den filur, holder af at gemme sig, men lader sig gerne finde. Den giver lyd. Domkirkens klokker benytter den flittigt, når den skal give sig til kende.

”Kærestesorger”, Nils Malmros’ filmiske epos om studenterår i Viborg, begynder ganske passende med klokkeklang fra domkirken. For viborgensere en velkendt lyd, for andre en velvalgt markør.

Klokkestøber Caspar Kønig, tysk klokkestøber, der bosatte sig i Viborg, støbte i 1730 tre klokker til Viborg Domkirke. Malmen havde han fra de gamle klokker, så klokkerne lyder af noget endnu ældre. Den største er en kleppert på 145 centimeter i diameter. Støberiet nederst i Ll. Sct. Mikkels Gade var travlt, og i det mindste 46 danske kirkeklokker bærer Caspar Kønigs mærke.

Efter bybranden i 1726 kom Caspar Kønig til Viborg fra Danzig. I 1728 og 1729 støbte han af Sortebrødre Kirkes smeltede klokker to nye. Den 17. november 1729 gav kirken for første gang lyd efter branden.

Turen kom til Viborg Domkirkes bortsmeltede klokkemalm. Kønigs klokker toner den dag i dag, to fra det sydlige stortårn og én fra det nordlige. Nordtårnets kleppert har blandt andet til opgave at give timeslagene. Alle bærer inskriptioner, og den mindste sidder med ønsket om, at den “må hænge her til verdens sidste tid”.

Caspar Kønig lod sig i 1730 vie til den unge enke Sidsel Johansdatter, og med hende fulgte ejendommen i Ll. Sct. Mikkels Gade. Han ejede også tre tønder land lige uden for Sct. Mikkels Port, og dette tilliggende hed længe efter hans død i 1780 Klokkestøberens Toft.

Ifølge en beretning fra Viborgs borgervæbning gik Caspar Kønig engang grassat i en sådan grad, at han i hele 14 dage skulle have bevæbnet vagt hos sig. Galskaben klingede af, og hans klokker klinger af fred.

En kunstfærdig smedejernsdør adskiller det hvælvede gravkammer under Viborg Domkirkes nordvestre tårn fra os levende, der kan skimte fem kister indenfor.

Krags Kapel rummer søskendeparret Elisabet og Kield Krag samt de respektive mager, Hans Juel og Sophie Krabbe. Den femte kiste gemmer ritmester Iver Krag, der under den skånske krig mistede livet ved Malmö. Han var Sophie og Kields søn.

Kapellet er fra 1665. På de tider ejede Kield Krag en adelsgård lige op ad selvsamme nordvestre tårn. Bygården brændte i 1726, men lang tid efter var stedets bygning kendt som Kield Krags Gård. Komplekset måtte i 1875 falde, for at den nyromanske kirke kunne få luft omkring sig, og havde i sine sidste år en rolle som hjemsted for Viborg Borger- og Haandværkerforening.

Som en del af den flotte låges udsmykning optræder våbenskjolde for de adelsfamilier, hvis slægtsbånd lader sig knytte i kapellet. Krageslægtens våben er med tre krager i bunden og en stor, flyvefærdig krage på hjelmen øverst. “Reden” var Trudsholm ved Mariager Fjord.

Undervejs i sin lange historie har domkirken tabt en hel del af sin historie, men det ville være synd at sige, at den er historieløs. På den vestlige væg finder vi for eksempel også seks trærelieffer, som var en del af 1501-kirkens korstole.

Lokalhistoriker Ursin beretter i sin Viborg-historie om tre håndværkere, en snedker, en murer og en smed, der i 1770’erne fik til opgave at bortskaffe mange begravelser fra domkirkens indre. Det var ikke artige sager.

Skeletterne dyngede de op på kirkegården, kisternes egeplanker gjorde gavn i diverse brønde, mindestenene gjorde de – med bagsiden op – til gulv, og de ædle metaller fra dødningene overlod de til en guldsmed. Guldsmeden rejse til Holland og solgte hele molevitten. Da han kom hjem, fik han sjælekvaler og hængte sig.

I gravkapellerne stod kisterne dog urørte. De udgør den dag i dag en del af kirkens historie. Tag nu det lille kapel i korets sydmur. Her ligger baronesse Johanne Marie Rüse og ryttergeneral Gregers Daa, der med tre dages mellemrum døde i 1712. Hun døde af lungebetændelse, han kom i vejen for en svensk kanonkugle under slaget ved Gardebusch. Også en lille kiste med den knap toårige Johanne Marie Kruse, der var baronessens barnebarn efter det andet af tre ægteskaber, står i rummet.

Fra begyndelsen havde Daas Kapel hjemme i domkirkens kapitelhus, der lå ved korets sydside. Det delte skæbne med resten af kirken ved at være i en elendig forfatning. Efter den store brand i 1726 var domkirken et sminket lig. Allerede i 1828 kom kapitelhuset væk, mens resten ventede til 1863.

En overgang stod kisten med mumien af guldmager Valdemar Daa, Gregers’ far, sammen med de andre, men nu står han for sig selv i det sydlige kryptkapel. Faderen døde dybt fattig, mens sønnen i 1703 var i stand til at købe Hald Slot, som han flyttede og fornyede.

Med general Daa uddøde en adelsfamilie med rødder tilbage til midt i 1300-tallet. Året før han døde, fik han dog en søn uden for ægteskab, og grenen efter Gregers Gregersen Daa lever i bedste velgående som en borgerlig slægt.

Parret Daa ligger i flotte, drevne kobberkister, og forskellige effekter, heriblandt tre religiøse figurer, gør det lille rum ganske levende.

Domkirkens syvarmede lysestage er så kendt og sjælden, at den har et navn, Lyskloven. En klov – eller klove – er en lyseholder og har vel sit navn, fordi en “klo” holder lyset fast.

I den store ordbog læser vi om en lysklove, at den “er en stor, flerarmet lysestage fra middelalderen, især (som) de, der står på gulvet i Viborg og Ribe Domkirke.”

Viborgs skinnende eksemplar er fra 1496 og kom til verden i Lübeck, skabt af messingstøber Dirch Rob. Kannik Peder Povlsen ved Viborg Domkapitel bestilte og bekostede den. På de tider var adelsmanden Niels Glob biskop, og han fik sit våben, en ørn med udspilede vinger, med på stagen.

Et tredje navn optræder på den. Klokkestøber Caspar Kønig var kommet til Viborg efter den store brand i 1726. Ikke nok med, at han støbte to klokker til Sortebrødre Kirke og tre til domkirken; han reparerede også Lyskloven, der lå i en miserabel stand i den rygende ruinhob.

Det er bemærkelsesværdigt, at dette prægtige stykke inventar også overlevede brandene i 1501 og 1567. Kun døbefonten står på samme vis som et tavst vidne fra den katolske katedral. Den 280 centimeter høje lysestage knejser nærmest uanfægtet på sine tre løver.

Den er med en bogstol, der til overflod er prydet med et ansigt, formet som en sol. Vi hører om, hvordan disciple ved latinskolen sang for ved klokken to-gudstjenesten, og at de havde deres sanghæfte til at sidde på lysestagens bogstol.

Kannik Povlsen sørgede også for penge til driften. Indtægter fra gården Herkegård ved Mammen skulle sikre, at kirken kunne holde Lyskloven i fin stand og indkøbe de dyre lys.

Det var ikke ualmindeligt, at gårde og marker var knyttet til kirkernes stager, hvilket en del stednavne med “lys” vidner om. Blot til almindelig oplysning.

“Gik alle konger frem på rad …” Gad vide, om kunstneren har haft Brorsons salme i tankerne, da han malede ni regenters kontrafejer på Asmild Kirkes pulpitur. Nuvel, siden 1703 har kirkegængerne kunnet betragte fire gange Christian, fire gange Frederik plus en enkelt Hans.

På den tid var Frederik den Fjerde på tronen, så han har fået den fremtrædende æresplads i midten. Symmetrien gjorde, at Christian den Anden ikke kom med. I nogles øjne hørte han heller ikke hjemme i det gode selskab. Kunstneren er nok Jens Jensen Thrane, far til Mogens Christian Thrane. Sønnen var ham, der malede emblemmalerierne i Sortebrødre Kirke.

Ikon- og emblemmalere brugte grafiske forlæg, som de fandt i bøger. Det samme gjaldt kongemalere. Den latinske tekst fulgte med, og malerne har ikke altid været stive i latin. Kunstneren bag de oldenborgske regenter i Asmild Kirke fandt de fleste i en bog fra Christian den Fjerdes tid.

Ikke blot Christian Firtals motto står at læse, men også: “Lever, regerer, har det godt” – altså på latin. Da havde han været død i 55 år.

I 1703 regerede parret Charlotte Amalie Gyldensparre og Hans Lange på Asmild Kloster. Kirken var en del af godset, og parret gjorde meget for at højne standarden. Både korgitteret og pulpituret kom op på deres initiativ.

Manden var langt ældre end hun, og Charlotte kom til at sidde som enke i 46 år. Hendes hjerte bankede for det historiske sted. Efter en brand lod hun godset genopføre, nu som et anlæg i bindingsværk.

I 1736 ved 200-året for reformationen sørgede hun for, at orglet fik en ny facade. Et godt gæt er, at kunstneren nu var Mogens Christian Thrane, der således fik lov til at sætte kronen på faderens værk.

Nærmest kalejdoskopisk spiller farverne i Sortebrødre Kirkes tre hvidkalkede vinduesnicher i korets østvæg. Siden 1906 har lyset fået lov til at lege i de blyindfattede, farvede glasglugger.

En stærk alliance mellem kunstneren Joakim Skovgaard, formgiveren Thorvald Bindesbøll og glasmesteren August Duvier skabte på de tider ikke blot glasmosaikkerne i Sortebrødre Kirkes tre gotiske vinduer i østgavlen; den stod også bag en lidt tilsvarende dekoration i Viborg Domkirkes korrunding og mosaikken med de to syngende engle mellem domkirkens vesttårne.

En mosaik som Sortebrødre Kirkes er egentlig et stort puslespil med hundreder af farvede glasstykker som brikker. Da den kom op, var den et farverigt indslag, men den fik samtidig koret til at tage sig noget dunkelt ud. Dengang var koret uden sidevinduer.

Mellem 1912 og 1917 stod arkitekt Helge Bojsen-Møller for et omfattende arbejde, der skulle bringe kirken nærmere den oprindelige udgave. Som noget af det første gendannede håndværkerne tre høje vinduer i korets nordlige væg og ét i den sydlige. Egentlig ville arkitekten have rekonstrueret østgavlen, men det fik han ikke lov til. Der var nemlig ingen gamle spor at gå efter.

De fire ekstra vinduer i koret fik også farvede ruder, og det var til Det Særlige Kirkesyns store mishag. Kirkesynet var heller ikke begejstret for Bindesbølls tre farverige indslag. Det ønskede – med Goethes sidste ord – “mehr Licht”, mere lys.

Der skulle dog gå en del år, før kirken efterkom ønsket. Men kun med klart glas i de fire vinduer. Bindesbølls mosaikker vovede ingen at røre ved.

Blandt Sortebrødre Kirkes 200 emblemmalerier udvalgte billedkunstneren Kjeld Heltoft to til bogen “… og så til Viborg”, hvori han i tegninger hylder Viborg, nemlig “Fugl Fønix” og “Hjertespotteren”.

“Hjertespotteren” på én af det nordre sideskibs stolestadelåger er atypisk ved ikke at have et citat fra Biblen. Den symbolske valør er til gengæld klar nok. Billedet forestiller en grum spottefugl, der sender verbale giftpile mod et hjerte. Men hjertet lader sig ikke kue, for en gylden ring beskytter det; det er troens ring.

I 1734-1736 malede vandremaleren Mogens Christian Thrane (1697-1764) de symbolske tableauer på Sortebrødre Kirkes stolestadedøre og vægpaneler. Hans far gjorde i samme genre, og en søn førte traditionen videre. Inspirationen hentede han mest i tyskeren Daniel Cramers emblembog fra 1624.

Det lille dynasti af malere havde rod i Ålum vest for Randers. Allerede i 1702 havde fader Jens Jensen Thrane vist sin kunnen, da han smykkede en stue i Viborg Bispegård med scener fra den klassiske mytologi. Værkerne gik til under storbranden i 1726.

Langt de fleste af malerierne er allegorier, det vil sige lignelser, der har været til at forstå for almindelige kirkegængere. Gode at have med sig, når præstens tale gik hen over hovedet. Men Mogens Christian Thrane har også fundet plads til et maleri af Sortebrødre Kirke, som den tog sig ud i den restaurerede udgave efter den nævnte brand.

I bogen “Emblemmalerierne i Sortebrødre Kirke” gennemgår sognepræst Hannah Lyngberg-Larsen samtlige 200 værker, hvoraf langt de fleste er tilgængelige i kirken.

I sine 10 sidste år boede kunstneren præsentabelt i Sct. Mogens Gade 8. Dødsboet viste, at han var en både flittig og alsidig kunstner. Ikke alt i det store lager af efterladte værker var absolut stuerent. Hvordan lader for eksempel en munk, der pisker et fruentimmer i rumpen med en rævehale, sig tolke?

I sig selv er Sortebrødre Kirkes trefløjede skabsaltertavle enestående. Men at dette pragtværk fra først i 1500-årene åbenbarer en ypperstepræst med klemmebriller, kan nok få én og anden til at gøre store øjne.

Manden med brillerne er ham, der med tungen lige i munden omskærer det lille Jesusbarn. På Jesu tid måtte folk se langt efter optiske hjælpemidler. Vi skal allersidst i 1200-tallet, før europæerne havde lært at bruge linser for at bøde på et svagt syn. Det tidligste billede af en person med briller er vistnok et italiensk maleri fra 1352. Svenskerne kan fremvise et kalkmaleri fra 1450 af Abraham med “glasögon”.

De ukendte kunstnere fra Antwerpen understreger med brillerne, at det ikke bare har krævet en sikker hånd at omskære Jesus, men også et klart syn. Et anstrøg af humor udstråler tableauet vel også.

Meget tyder på, at Christian den Anden købte alteret til sin slotskirke, da han i 1521 besøgte Antwerpen. Kongen havde tætte bånd til Nederlandene. Her stod det, indtil Frederik den Fjerde ændrede slottets kirke efter pietistisk mønster. Det skete meget passende, da Sortebrødre Kirke under restaurering råbte på et nyt alter.

Fragtmanden kom til Viborg med alter og alterfod den 26. maj 1728, og den 25. juni samme år genåbnede kirken efter den storbrand, der nøjagtig to år før havde lagt den bedste del af byen øde. Kongens gave var i allerhøjeste grad kærkommen.

Tavlens midterparti består af 89 udskårne, bemalede og forgyldte figurer i egetræ. De spiller sammen med malerier på de to åbne fløje. Når lågerne er slået i, taler andre malerier til beskueren. Alt i alt udtrykker alteret Jesu fødsel, liv og død – og da ikke mindst selve passionen, lidelseshistorien.

Det hele er nok værd at kaste et blik på.

I februar 1529 tog reformator Hans Tausen i Viborg ned til Frederik den Første på Gottorp Slot. Med sig tilbage havde Hans Tausen det kongebrev, der i kopi hænger på Sortebrødre Kirkes nordvæg. Nok det vigtigste dokument i byens historie.

Allerførst i 1529 brændte en del af Viborg, og flere af de 12 små sognekirker tog skade. Byens råd bad så mindeligt kongen om lov til ikke at genopføre kirkerne. Tværtom ønskede rådet alle kirkerne revet ned. Ønsket hang tæt sammen med, at den lutherske vind pustede til ilden i Viborg.

På et forseglet, flot kalligraferet ark henvendte kongen sig per den 23. februar 1529 til “elskelige” borgmestre, byråd og borgere. Han forstod godt, at den tyngede by ikke kunne klare at holde gang i de mange kirker. Nu skulle sortebrødrenes og gråbrødrenes bedekirker være sognekirker. Byen fik kongens velsignelse til at “ødelægge de andre unyttige kirker”.

Det lod viborgenserne sig ikke sige to gange. Den katolske biskop Jørgen Friis noterede allerede den 17. marts, at det var sket.

Byen var i den grad parat til dette skifte. Mellem linjerne fik Viborg lov til at gå over til den lutherske lære. Jørgen Friis fnøs og ønskede at være den djævel, der i Helvede kunne plage Frederik den Førstes sjæl. Hans Tausen og kampfællen Jørgen Jensen Sadolin indtog som sognepræster henholdsvis Gråbrødre Kirke og Sortebrødre Kirke.

Kongen tog sig dog betalt. Kronen skulle have halvdelen af blyet og klokkemalmen. Den anden halvdel kunne byen få. Desuden indsatte han adelsmanden Jens Hvass, der var hans betroede mand i Viborg, som Sortebrødre Klosters bestyrer. Samme Jens Hvass kom senere lidt uheldigt på oprører Skipper Clements side og røg vistnok med i købet, da Clement den 9. september 1536 fik bøddelens økse at smage foran Viborg Domkirke.

Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin fik andre opgaver og forlod Viborg. Sidstnævnte endte som biskop i Odense, men glemte ikke sin fødeby, da han kaldte sig Jørgen Jensen Vibergius – ét af flere mulige latinske navne for “Viborg”.

Efter hvad jeg ved, er det lille, fine hus i Sct. Mogens Gade 49 en accisebod fra 1740’erne. Det var her, tolderen ved Sct. Mogens Port holdt til, så han kunne opkræve accise, det vil sige afgifter. Dem måtte bønder og handelsfolk betale, når de skulle gennem porten for at falbyde deres varer i byen.

Fra gammel tid havde bønderne i Viborgs store opland pligt til at tage til byen, når de skulle købe og sælge. Viborgs befæstning fra midten af 1100-tallet havde kun i begyndelsen en militær rolle at spille. I mange år var den en toldgrænse, et skel mellem land og by.

Sidst i middelalderen var det endda forbudt at føre øl gennem portene. De mange gæster på de store markeder havde værsgo at drikke byens øl, ikke mindst det berygtede Skald-øl. Helt fra 1461 havde Viborg officielt lørdagen som fast torvedag, men traditionen gik vist tilbage til 1200-tallet.

I mange år var det en folkesport at snyde i skat, det vil sige at lure tolderne. Det bibelske begreb “syndere og toldere” trivedes i bedste velgående. Opfindsomheden var stor, samvittigheden lille. I øvrigt var den gamle befæstning det meste af tiden let at smutte igennem.

Sct. Mogens Port var den fineste, en grundmuret sag med hvælvinger. Det ser ud til, at den fornemme udgave kom ned i begyndelsen af 1680’erne til fordel for en bom. Et århundrede senere flyttede grænsen og bommen. Sct. Mogens Gade var vokset med et lille torv uden for porten, og en ny bom kom op, hvor nu gaden munder ud i Gl. Aalborgvej. Dertil hørte en ny toldbod. På et bykort fra 1795 ser vi denne ændring.

I 1851 var det slut med accisen. Slut med bom og bod. Men accisestenen på Sct. Mogens Torv fik lov til at stå. Gennem mange år boede en dyrlæge i huset ved stenen. Hans store ønske var at få netop denne sten som gravsten. Og som ønsket, så gjort. Den endte så at sige sine dage på Garnisons Kirkegård i København.

Skolemanden Peter Jessen (1713-1780) havde ord for at være et ærgerrigt og stridbart rodehoved. En elendig administrator og underviser, men dog efter sigende en god prædikant.

Konrektors Gård i Sct. Mogens Gade 29 var ægteparret Dorothea Cathrine og Peter Jessens sted. Som den flotte, gultavlede bindingsværksgård i dag står til skue, er den fra 1757 og er fredet. Porten fører til en pikstensbelagt gårdsplads med atmosfære.

Da han i 1748 giftede sig med rektor Jens Ostenfelds datter, fik han en nøgle til byens allerfineste kredse. Bygården i Sct. Mogens Gade var blot én af mange besiddelser.

I 1739 begyndte Peter Jessen som underviser på latinskolen. Skolen sang på sidste vers i Skolestræde og havde en mellemstation i domhusets kælder, inden den i oktober 1772 åbnede i Sct. Mogens Gade 1. Da var vores hovedperson rektor. Fra 1747 til 1764 var han konrektor – deraf bygårdens navn.

Måske erkendte han, at han ikke duede som skolemand. På et tidspunkt prøvede han at sælge nogle besiddelser på Alheden. Betalingen skulle falde som et præstekald ved Helligåndskirken i København eller ved Budolfi Kirke i Aalborg. Men han blev hængende. I de år gik uvorne elever indbyggerne på nerverne. Samtidig lod hans embedsførelse meget tilbage at ønske. I 1776 fratog biskop Rottbøll ham reelt stillingen, men titlen fik han lov til at beholde.

Enken skænkede domkirken to syvarmede lysekroner, og det har næppe skadet, da først han og senere hun skulle have plads i gravkapellet. Her optræder han som værende “velædel” og “højlærd”, mens hun er “dydædel” og “højfornem”. Han udviste “flid og troskab i sit kald”, skal vi tro disse sidste ord.

Kisterne står stadig i vesttårnenes kælder, og kronerne hænger nok så fint i korsarmene.

I muren til porten i Sct. Mogens Gade 13 åbenbarer dele af en gammel påskrift sig: “overretssagfører”, “Middelsom Herred” og “kontor”. De er en lille hilsen til eftertiden fra overretssagfører Jens Breinholt Jørgensen (1862-1939).

Da Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning som ejer for nogle år siden satte bygningen i stand, dukkede ordene op, og de fik lov til at stå. Så har byvandrere og andet godtfolk noget at fundere over.

Bygningen er fra 1881 og er således ret så meget nyere end gadens navnkundige bygårde. Borgmester- og byfogedfuldmægtig Lauritz Buch Mølgaard lod den bygge. Stort tænkt er den. Veldrejede volutkonsoller og diverse gesimser giver den karakter. Den kan godt være med i det gode selskab.

Bygherren nåede lige en tid som sagfører, før han flyttede til København. I 1895 overtog overretssagfører Jens Breinholt Jørgensen hele herligheden. I seks år havde han med succes drevet sin forretning i Sct. Mathias Gade 42. I de følgende 44 år var Sct. Mogens Gade 13 hans sikre bastion; fra 1924 var sønnen Hagen Jørgensen med som ligeværdig part.

Det lille kryptogram på muren er ikke ældre end 1906. Efter det år var ikke kun Landsoverretten for Nørrejylland hans tumleplads. “Retterne i Viborg Købstads med Fjends-Nørlyng og Middelsom-Sønderlyng Herreders jurisdiktioner” kom med.

Middelsom Herred gik fra Sdr. Rind i vest til Langå i øst, og det grænsede til Sønderlyng Herred mod nord. En oldgammel inddeling, der først helt forsvandt i cirka 1960 – men altså ikke fra muren i Sct. Mogens Gade.

I “Den grimme ælling” skriver H.C. Andersen om et faldefærdigt bondehus, der “var så elendigt, at det ikke selv vidste, til hvad side det ville falde, og så blev det stående.” Sådan var det sidst i 1970’erne fat med Hans Werrings Gård på det nordøstre hjørne af Sct. Mogens Gade og Rosenstræde.

Mage til elendighed. Arkitekt Erik Einar Holm kunne berette om, at alt ved det hus “var langt inde i en nedbrydningsproces”. Ikke desto mindre tog gode kræfter fat. Ifølge bevaringsplanen fra 1972 fortjente “det værdifulde anlæg” at stå til eftertiden. Så kom i 1978 en fredning, og to år efter lå en redningsplan klar.

Sanerings- og Byfornyelsesselskabet af 19.3. 1970 kom på banen og havde statspenge med sig. I nutidspenge kostede det cirka 22 millioner kroner at bringe de oprindelig tre små bygninger fra 1600-tallet på fode. Fra januar 1982 til august 1983 stod arbejdet på.

At kalde det en restaurering er nok en tilsnigelse. Sten for sten, stok for stok og bjælke for bjælke fornyede håndværkerne det hele. De følte sig frem og formede alt i husets ånd. Selv det skæve fulgte med, og på intet tidspunkt var Hans Werrings Gård helt nede med nakken.

Fra 1833 og 50 år frem ejede rebslager Hans Werring ejendommen, der således med god grund bærer sit navn. Han skar en etage af hjørnet, for det var smalle tider.

Den fornyede udgave af den gamle gård rummede fra begyndelsen 19 ungdomsboliger. Bolig Viborg ændrede senere som ejer det indre, så Hans Werrings Gård i dag består af 10 boliger.

Kritiske røster skortede det ikke på, da ikke mindst bevaringsforeningen Viborg-Fonden gik på barrikaderne for det skæve hus. I dag kan mange nok mene, at kampen ikke var helt skæv.

Kunstfærdige gadedøre i gamle huse er et yndet objekt på turistplakater. Går vi det indre Viborg efter i sømmene, finder vi også her en pæn samling. Førhen var facader og døre mest til stads, mens det folkelige liv foregik til gårdsiden.

De to eksemplarer i Sct. Nicolaj Gade 10 har altid betaget mig, husets nuværende stand ufortalt. Bevaringsplanens ord om en god vedligeholdelse har over 50 år på bagen.

Sognepræst Rasmus Fog lod i 1808 det nydelige bindingsværkshus med de to empiredøre bygge. Rasmus Fog kom fra Ribe og var syvende generation af præster i familien. Er der ikke noget Ribe over huset? I 1790 kom han til Viborg for at virke som hjælpepræst i domkirken.

Fra 1800 var han sognepræst ved Gråbrødre Kirke. Da kirken i 1812 lukkede, flyttede Nørre Sogn ind i domkirken, og Rasmus Fog flyttede med som sognepræst. En overgang var han også med i latinskolens forstanderskab. I 1827 lod han sig pensionere, og fire år efter døde han.

Sønnen David brød familiens tradition med det himmelske. Som urmager valgte han det timelige. I Sct. Mathias Gade 68 drev han en forretning som både urmager og billardholder.

Det forholdsvis beskedne hus i Sct. Nicolaj Gade var fra 1952 til 1962 hjemsted for Skovgaard Museet. En tilbygning kom på dagsordenen. Men museet flyttede i stedet til Sct. Mogens Gade 3. Det lille hus med de to empiredøre fik lov til at være sig selv.