Kategori: Tankegang

Valdemar Ulriksen, der som Palæs restauratør fra 1957 til 1980 var med til at gøre kælderens “Ly” til det, det er i dag, gav én af byens lidt skæve personligheder en god del af æren: lokalhistoriker, sparekassebogholder og turistmand Holger Ballund Jensen.

Holger Ballund Jensen (1893-1975) var en habil maler, kalligraf og rimsmed. “Krostuen i kælderen” åbnede den 10. april 1954. Allerede da Ulriksen tre år efter kom til, var den med træskårne munke, muntre vers og bogstavgåder på væggene, og “Baasen” var indført. Ifølge restauratøren var de muntre påfund den gode Ballunds værk.

Etablissementets fulde navn er “Munkekælderen Latinerly”. I sin soldatertid i København fattede Holger Ballund Jensen en kærlighed til kælderbeværtninger, og i Viborg fik han chancen for at forme et sådant ly i kælderdybet.

Som Ulriksen fortalte det, udførte en træskærer i Århus 10 munke til væggene. Ansigterne var efter sigende karikaturer, der forestillede fremtrædende medlemmer af Viborg Borger- og Haandværkerforening. På mystisk vis forsvandt fire munke. Ulriksen fik træskærer Schou i Sct. Mathias Gade til at snitte fire afløsere.

I de år indførte han i øvrigt Munkeplatten, der skulle gøre det overkommeligt for gymnasiaster at få et måltid mad til Odins fadøl. Pris: 4,85 kroner. Den voksende skare af latinskoleelever fik “Munkekælderen” til at træde i baggrunden til fordel for “Latinerly” – snart slet og ret “Ly”. Man tager “på Ly”.

Tilbage til munkene. Yderligere fire figurer forsvandt. Men siden er fem vendt tilbage. Hermed kan Ly i skrivende stund mønstre 11 munke plus en original skitse til én af figurerne. Den var en gæst så venlig at komme med. Tegningen sidder i hjørnet over for “Baasen”.

Her til sidst en lille dråbe af Ballunds vid: “Drik, mens du lyster, flasken har en søster.”

Tomheden rummer alt. Jeg var engang på byvandring med en guide, der stolt fortalte om alt det, vi ikke kunne se. Hans bys gamle bygninger forsvandt under anden verdenskrig. Yderst givende at opleve, hvad en god guide kan udrette af mirakler.

Når jeg trisser rundt på Borgvold, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan dette stykke Viborg tog sig ud, da det havde to bakkeknolde, Store Borgvold og Lille Borgvold. Sidstnævnte forsvandt helt fra jordens overflade i 1850’erne.

På et stik fra 1822 ser vi, hvordan den lille bakke endnu titter frem nordøst for den store. Den har et åbent sår. Borgerne brugte den nemlig som en slags grusgrav. Adskillige vognlæs indgik 10 år før i en smal dæmning med en lille træbro, så de to sider af søerne efter 500 år atter havde en fast forbindelse.

På Traps bykort fra 1858 er kun den i dag kendte Borgvold-bakke tilbage. Lille Borgvold er ude af sagaen. Hvor trist. De to bakker kom vist til verden på samme tid som hatbakker af sten og grus, der lagde sig i dødisens huller.

I Viborgs “jordebog” fra 1878 læser vi om Lille Borgvold, at “denne høj har fra gammel tid af været benyttet til deraf at tage fyld, og omtrent i 1859 var den ganske jævnet”. Kommer til at tænke på, hvad to skamferede klitter ved Skagen Sønderstrand affødte af ballade.

I tiden lige efter dødsstødet anlagde byen sin stadspark i romantisk stil. Den udraderede bakkes sted er i dag blot en plæne med lidt træer hist og pist.

“Nu er fuglen fløjet,” hed det, da Svaneapoteket i 1993 baskede fra Nytorv til Odingården. Svanenavnet fulgte med, men et par dekorative svaner holder heldigvis skansen i den gamle apotekergård.

Fra begyndelsen i 1573 og mange år frem hed apoteket blot Viborg Apothek, men ret tidligt må svanen være kommet ind i billedet. I Ursins Viborg-historie fra 1849 er der ingen tvivl. I registret optræder apoteket som “Svaneapoteket”.

Ligesom en dinglende bradepande engang var et sigende symbol på en gæstgivergård i St. Sct. Peder Stræde, var svanen velegnet som et pejlemærke i en tid, da de færreste kunne læse skilte. Måske har apotekeren også villet sende et signal om, at hans medikamenter var pure som svanen.

Blandt danske apoteker er løverne og svanerne de talrigeste. Men de er i et broget selskab med ørne, hjorte, elefanter, enhjørninger, delfiner, sorte heste, hvide heste, falke, fasaner, svaler og glenter.

Godt, at noget af historien hænger ved på Nytorv. Hvor apoteket i de første 100 år lå, ved vi ikke. I 1673 indrettede Daniel Friedenreich sit apotek på torvets nordside, og i 1717 flyttede Mathias Langenhoven det til vestsiden.

Apoteker Rami Zeidan er nummer 31 i rækken af aktive apotekere under svanens vinger. Dertil kommer tre ubrugte bevillinger og en enkelt enke, der drev apoteket gennem en provisor.

Den kan vist kun biskop Henrik Stubkjær slå. Hans nummer i rækken af rigtige biskopper er 54. Vi regner ikke tre fuskere fra 1200-tallet med. De var uden for nummer.

En lille mand med et iltert sind endte i 1691 sine dage i Viborg, 74 år. Adelsmanden Valdemar Daa var guldmager, men skabte kun gæld. Til gengæld er Valdemar Daas læderbetrukne kiste i Viborg Domkirkes sydlige kryptkapel som en guldåre ved siden af Sct. Kjelds gamle vandåre.

H.C. Andersen skrev fortællingen “Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre” om denne stejle fantast. Nærmere kommer viborgenserne ikke en alkymist, en guldmager.

Vi ser for os, hvordan han nat og dag stod ved sine gryder, digler og kolber. Forfra. Atter og atter. Det siges, at han engang troede sig ved målet, men at han i sin iver tabte kolben. På’en igen.

Før han kom til Viborg, boede han på borgen Borreby ved Skælskør. Det var her, han drev med at fremstille guld ad kemiens vej. Om han forsøgte at gøre guld, fordi han var forgældet, eller om han kom i gæld, fordi han brugte kræfterne på guldforsøg, skal jeg lade være usagt. Under svenskekrigen 1657-1660 var adelen ikke ligefrem ved muffen.

Borreby røg med i faldet. At han – formentlig i efteråret 1681 – søgte til Viborg, skyldes nok, at han havde et lønligt håb om at beholde sine jyske besiddelser Hessel og Bonderup, men den gik ikke, Granberg. I Viborg boede han usselt. H.C. Anderens vind farer med vare: “Det var et hus at se på, ikke at røre!”

For mange år siden havde konservator Peter Linde på Nationalmuseet kiste og mumie til et større serviceeftersyn. Peter Linde var betaget af det sælsomme møde på tværs af tiden:

“De, som nu har lejlighed til at stå ved hans åbnede kiste og se hans forunderligt bevarede lig, må studse og undre sig. En og anden gør sig også umage for at granske udtrykket i dødningens ansigt. Der er jo så meget, en levende kunne få lyst til at spørge en død om.”

En kirkelig menighed overtog for en del år siden bygningen efter et soldaterhjem i Viborg. Nærmest symbolsk kom et krucifiks til at hænge på det selvsamme søm, der indtil da havde båret dartskiven.

Det er da meget sympatisk, at noget af det gamle får lov til at følge med, når formålet skifter. Mest markant ser vi det på afholdsbevægelsens gamle højborg i Gravene 18. Navnet, de syvtakkede afholdsstjerner og manende mottoer på den pilastersmykkede facade lever pænt videre, skønt stedet siden 1995 har været en højborg for værtshuslivet.

“Viborg Afholdshiem” åbnede den 29. april 1906. Aholdsbevægelsen havde siden 1884 vokset sig stærk i Viborg og omegn. Afholdsloger, -foreninger og -lag brød frem af alkoholens tåger. Bygningen med den store afholdsstjerne øverst kom til at stå som det manifeste bevis på, at afholdsfolkene holdt idealismens fane højt.

Arkitekt Jesper Jespersen fra Fredericia tegnede denne storslåede kombination af møde-, overnatnings- og spisested. Med sine Viborg-rødder vidste han nok, hvad der gjorde sig på den attraktive grund.

En nutid, der blot iler forbi, fanger næppe budskaberne ved de tre små stjerner. De lyder så: “Sæt målet højt – hold trofast stand”, “Med Gud for hjem og fædreland” og “Et folk, der vil, det sejre kan”. Efter dagens smag nok noget svulstigt, men det er aldrig nogen skade til at række mod stjernerne.

Jeg har fået vedbend på hjernen, og det er slet ikke så værst. Midt i vinterhalvårets bladløse tristesse er dens store, grønne blade en formildende omstændighed.

Det virker, som om vedbenden har fremgang overalt i haver, parker og skove. Den slynger og klynger sig lystigt, og det er tydeligst, når de løvfældende omgivelser er nøgne.

Flere steder kommer vedbenden højt til vejrs. Flotte eksempler finder vi på Borgvold, på Stænderpladsen og i Latinerhaven. Favoritten står op ad skulpturen “Retfærdigheden” – “Den nøgne sandhed” – på Stænderpladsen.

Min planteforstand er meget begrænset. Men jeg har hørt, at kritiske røster ikke har rod i virkeligheden. Nogle siger, at den suger livet ud af værten. Det sker vist kun, hvis den totalt dækker for værtstræets krone. Som en trøst lever den fint videre på et udgået træ. Dens dække på jorden og i højderne er i øvrigt en verden af insekt- og fugleliv.

Vedbendens fætre er vildvinen og rådhusvinen, begge løvfældende. Engang satte de kulør på mange af byens facader. Selv domkirken havde en rådhusvin. Det fik en brat ende, da den faldt til jorden, fordi den ikke kunne finde et solidt fæste på granitten.

Sct. Ibs Gade 7 er et borgerhus fra 1871, og det smykker sig stadig på bedste vis med en vin. Hvor er det altså flot, når bladene fra den sene sommer og ind i efteråret står i rødlige nuancer. Tidens nøgne nyfunkis kunne nu godt bruge lidt vinløv i håret.

I min farmor og farfars lille bondehus levede en vedbend lige så meget inde som ude. Den havde fundet et smuthul og havde det fint sammen med potteplanterne. Ikke så godt for murværket.

Efter sigende holder en veltrimmet vækst murværket tørt, og den virker svalende om sommeren og varmende om vinteren. Men det er svært at fjerne sporene, hvis murværket igen skal stå nøgent. Hvorfor dog tænke så langt?

På Sliparebacken i den svenske by Lund står en mindesten. Teksten er af Henrik Gerner, der var biskop i Viborg fra 1693 til 1700. Den handler om, at på dette sted ligger brødres ben blandet. Her fandt i 1676 et drabeligt slag mellem svenskere og danskere sted. Vistnok 9000 soldater gik til.

Svenskerne vandt. Men stenen er ikke et symbol på sejren. Den er et forsonende monument. Henrik Gerner selv havde deltaget i den foregående svenskekrig. I 1659 havde han været med i en gruppe, der prøvede at befri Kronborg. Fjenden fangede ham.

Svenskerne udsatte ham for tortur. Skønt han var kendt som en dygtig sprogmand, fik de ikke et ord ud af ham. I 18 uger sad han med tunge lænker i fangehullet. Henrik Gerner havde en dødsdom hængende, men slap, fordi danskerne havde prominente svenske fanger at handle med.

Det var, som om det med benene forfulgte ham. Under et måltid den 3. maj 1700 fik han et kyllingeben på tværs i halsen. Lægerne kunne hverken få det ned eller op, og efter en halv snes dage led han som 70-årig sultedøden. Kisten stod parat i bispegården, og da han mærkede, at tiden var inde, lagde han sig med stoisk ro op i den.

På Henrik Gerners gravmæle i Viborg Domkirke spøgte benene atter. For med et bibelcitat stod der, at ingen måtte flytte hans ben – altså krænke gravfreden. Ikke desto mindre indgår hans skelet i den masse, som domkirkens gulv ligger på.

Da den gamle kirke i 1860’erne måtte falde for en rekonstrueret kirke, stampede bygningsarbejderne med store brolæggerstempler de mange kister og skeletter til et pulver, der gjorde det muligt at lægge et jævnt stengulv. Her var ingen fine fornemmelser.

Et portræt af Henrik Gerner hænger iøjnefaldende i kirken. Maleriet er en gave fra dronning Louise, da hun deltog i kirkens genåbning den 10. september 1876. Det er der ingen kunstneriske ben i, for det er en kopi af et portræt, som hofmaler Karel van Mander malede.

Et dødningehoved på en krop, der er formet som et timeglas. Et galgenhumoristisk grin byder velkommen i Viborg Domkirkes lille kældermuseum. Indslaget sidder i det flot smedede indgangsparti.

Udsmykningen kan langtfra konkurrere med Lübecks 30 meter lange dødedans, men lidt har også ret. “Døden fra Lübeck” i Mariekirken gik i øvrigt til under anden verdenskrig.

Gitterværket sad engang i den søndre korsarms østvæg og var indgangen til adelsparret Jytte Høg og Niels Krags gravkapel. Kapellet var blandt det meget, der ikke kom med i den nye udgave af domkirken.

Den gamle kirke var fyldt med gravkamre i dybet, ligsten i gulvet og mindesten på væggene. Døde adelsfolk og andre standspersoner fyldte godt – også i kirkens regnskab.

En overgang var det på mode, at gravene hævede sig. Da Christian den Fjerde engang besøgte kirken, var han nærmest ved at snuble over landsdommer Palle Juels ophøjede gravplade. Den selvbevidste konge fnøs og beordrede stenen ned i gulvhøjde, idet han tørt noterede, at en titel af landsdommer ikke berettigede til en sådan flothed.

Der går en historie om, at Fanden selv hjalp en smed med at smede to jerndøre til et kapel i Viborg Domkirke, fordi arbejdet skred alt for langsomt frem. Men ikke omkostningsfrit. Smeden måtte gå med til at placere to djævlebilleder på dørene.

Er det ikke, som om de to hoveder yderst på portalen ser lidt skumle ud, sådan lidt djævleagtige?

Dyk ned i det lille museum i kælderen under Viborg Domkirkes sydlige stortårn og studér modellen af domkirken, som den tog sig ud i 1567-udgaven.

De, der genrejste kirken efter brandene i 1501 og 1567, viste ingen nåde. De benyttede chancen til at præge den efter tidens mode. Ud med det romanske, ind med gotikken.

Allerede 1501-kirken fik et forparti med solide tårne, der kunne bære en trækonstruktion med høje spir. Endnu højere higede bygmester Claus Andersen efter 1567-branden. Lensmændene på Silkeborg Slot og Hald Slot måtte levere læssevis af egetømmer til tårnene.

Det holdt ellers hårdt med at få Fruen på Bjerget på fode igen. Kongen gav skattefrihed til nogle og brandskattede andre for at højne arbejdet. Endnu 11 år efter branden var domkirken ufærdig. Ned måtte johanniternes kloster og kirke ved Nørresø, så materiale herfra kunne gavne storesøster deroppe på bakken.

Se på modellen, hvor spirene knejser; de topper ved 55 meter over Gammeltorv mod den nuværende kirkes 42 meter. Også i drøjden kunne den være med. Fra den katolske tid havde den kapeller for Sct. Kjeld, Sct. Anna og Vor Frue, og den havde en lille udbygning til staben af kannikker. Efter sigende havde den katolske kirke mindst 21 sidealtre.

Kunne vi kigge indenfor i kirken, ville vi på kannikkernes stole læse en latinsk tekst. Den var en bøn til kirkens egen Sct. Kjeld om at “øve sin gamle bedrift”. Viborgs helgen var nemlig kendt for at kunne slukke en brand ved at bede til Gud.

Men ikke bare ilden var en trussel. Sjusk og forfald har altid luret. Aldrig så snart var 1567-kirken færdig, før den kom i reparationsalderen.

På godt og ondt har Viborg Kaserne været årsag til, at Viborg har gjort et livsvarigt indtryk på generationer af unge udefra. Mange beretninger vidner om det. Hvad man i ungdommen nemmer …

Hvor er det godt, at kasernens kerne omkring den gamle paradeplads består, skønt soldaterne for længst er væk. “Prinsens Livregiment” lever – om end kun som et minde og skrifttyper over porten.

Under første verdenskrig havde Danmark en sikringsstyrke af ekstra soldater. I den tid fik en del københavnske unge deres rekrutuddannelse i Viborg – og hvilket kultursammenstød. I romanen “Spartanerne” fra 1919 skriver forfatteren Emil Bønnelycke om en forhærdet københavnersjæls møde med den stille stiftsstad.

En kold januardag i 1915 ankom Emil Bønnelyske med et kontingent lidelsesfæller fra stenbroen til Viborg. Fem måneder i Viborg var i vente.

“Det er øjensynligt, at de ikke respekterer denne pøbel og yngel fra den store, forsumpede verdensstad … Hush, her er koldt. Alle døre synes lukkede. Byen kommer hård og mennesketom imod os,” skriver han om det første indtryk af Viborg og viborgenserne.

Sammen med flere andre kommer han i kvarter i Sct. Ibs Gade 20 – hvor der nu ligger en tilbagetrukken gulstensvilla. Om det for længst nedrevne hus hedder det, at “taget er skrøbeligt, teglene skårede og grønne af svaghed”.

I sit forfatterskab opnåede Emil Bønnelycke at få status som en ekspressionistisk tilbeder af storbyens drøn. For ham står Viborg tydeligvis som en kontrast til metropolens velsignelser. Viborg er “den strengt reaktionære, lidt naive og indbildske garnisonsby”.

Måske havde nogle måneder mere i Viborg gjort ham mildere stemt. For midt i al denne jammer priser han det mangfoldige og brogede liv i Sct. Mathias Gade en lørdag aften. Med sig hjem har han også mindet om “vor gamle, elskelige, altopofrende løjtnant”. Og han kan desuden berette om unge piger med “nogle overordentlig yndefulde bevægelser”.

Skriften over den gamle kaserneport kan have mange tolkninger.

Legenden om en farbar forbindelse mellem Asmild Kloster og Viborg lever i folkedybet. Stil dig på det lille næs, der skyder sig ud i Søndersø ved Golf Hotel, og tænk dig tilbage til den tidlige middelalders Viborg.

Stemmeværket ved Søndermølle har siden begyndelsen af 1300-årene gjort Viborgsøernes vandstand to meter højere, end naturen har tænkt sig det. Før stemmeværkets tid delte en cirka 100 meter bred landtange naturligt søen i to – som et mavebælte på en cigar.

Tangen lå et par hundrede meter syd for den dæmning, der siden midt i 1800-årene har genskabt de to søer. En vej med en bro over et smalt løb har via tangen forbundet den spæde by med Asmild. Vi læser om, hvordan folk i gamle dage på bunden kunne skimte træ og sten fra den oversvømmede bro.

En oprindelig akse mellem vest og øst forbandt stormandens Asmild med 1000-tallets bydel ved St. Sct. Peder Stræde. En afstikker til domkirken kom til. Den munk, der sad på Vitskøl Kloster og skrev om bisp Gunner af Viborgs liv, oplyser, at ligfærden i 1251 gik “nordpå over søen”.

Som den, der senest har oversat den latinske tekst, fremfører lektor Johannes Thomsen, at de gejstlige skuldre næppe har bakset liget nord om Nørresø, men over landtangen.

Tidligt havde Viborg et knudepunkt ved Nørremølle, hvor vejen fra byen forgrenede sig til Hobro og Randers. Historikeren Hugo Matthiessen er i bogen “Viborg-Veje” ikke i tvivl om, at punktet også havde en forbindelse til Asmild, og at Gunner måtte denne vej, før han fik sin grav i domkirkens Sct. Kjelds Kapel. Men hvorfor dog dette besvær? Den lige vej var oplagt.

Opstemningen kan ikke have været med borgernes gode vilje. Den gjorde dele af byen ubeboelig og oversvømmede Asmild-vejen. Beslutningen er tillagt kong Erik Menved, der lige netop var ude på at spille med musklerne.

Fortidens jordtange har nok været dyndet som en eng. Et tankespring til den ældgamle sangleg “Munken går i enge” må være på sin plads. “Og munken breder ud sin kappe så blå og beder skønjomfru at knæle derpå.” I den lokale tradition lever myten om en elskovsvej mellem Asmilds nonner og byens munke.

Da vejen forsvandt, gik den i jorden som en elskovstunnel, og den har vi stadig til gode at finde.

I novellen “Brev om bly” lader Peter Seeberg blymester Laust Gudmundssøn skrive et brev til Valdemar den Store. Mester står på torvet foran Viborg Domkirke, og det er den 18. søndag efter trinitatis i det Herrens år 1247. Novellen er en del af samlingen “Rejsen til Ribe”.

Historisk kyndige vil vide, at den store Valdemar døde i 1182, så den gode mester i Viborg er noget sent ude med de råd, han giver kongen. Modtageren har da været død i 65 år. Heri ligger en fin finte.

I brevet anbefaler Laust den angiveligt syge konge at indtage blypulver i varm morgenmælk; det har han selv haft stor glæde af. En neglfuld bly om dagen holder smerter borte og højner humøret, lover undersåtten fra domkirkebyen.

Han medgiver, at han efter 10 års brug har fået en gusten hud, men dette tilskriver han alderen. Nej, han har skam ikke taget skade, skade, skade. Og at blyet skulle få mænds forplantningsorgan til at visne og falde af, afviser han som den rene bagvaskelse.

I sin anbefaling tager han Viborgs bisp Gunner i ed. Han sætter trumf på ved at oplyse, at Viborgs 95-årige biskop “nyder en kærv bly hver morgen”. “Måske har han allerede talt til dig om blyet,” skriver han, idet han kalder blyet “verdens kerne”.

Detaljen med blyet lod nu afdøde Viborg-kunstner Anna Marie Holm sig inspirere af, da hun i 1999 malede den 5,4 meter lange bispefrise til spisestedet Brygger Bauers Grotter. En blyplade repræsenterer den højærværdige Gunner, nummer otte i rækken.

Frisen sidder til minde om Viborg-bispernes lange historie. Karsten Nissen, nummer 53, afslørede ved etablissementets 10-års-dag kunstværket. Et vellagret stykke historie i de gamle og stemningsfulde lagergrotter.

Enkelte steder i byen har gamle belægninger af sten overlevet, for eksempel på Sct. Mogens Torv, i Gråbrødre Kirkestræde og i den nederste del af Sortebrødre Kirkestræde. Den del af historien er lige til at suge op gennem skosålerne. Men træd varsomt.

I St. Sct. Peder Stræde har arkæologer fundet brolagt vej fra cirka 1050, men så gamle er de stensatte rester, vi nu kan få fod på, langtfra. Derimod er illusionen intakt.

Nogle af de gamle belægninger er med de groft tilhuggede piksten, andre er med en skønsom blanding af hånd- og hovedstore sten fra haver og marker. Viborgenserne var nu ikke alt for flittige til at belægge gaderne, og allerede kong Hans beklagede sig over, at der var “stor brøst på stenbro” i Viborg.

Det spillede ind, at Viborg ikke bare var fine borger- og adelshuse, men også landbrug. En del af gaderne havde karakter af markveje. Nogle udviklede sig til at være hulveje, fordi grundene omkring dem voksede i højden, efterhånden som huse faldt og voksede op igen.

Viborgs sundhedsvedtægt fra 1862 er klar i mælet. Gaderne skal gerne være brolagte. Uhumskheder fra husene må kun løbe ud i rendestenene om natten og tidligt om morgenen, og som dagens første dont skal beboerne skylle efter med vand. Det var ikke ligefrem lavendelvand, der løb hen over stenene, og stanken har næppe været til at skylle væk.

Når jeg bevæger mig på den irregulære stentrappe, der afslutter Sortebrødre Kirkestræde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan den var at forcere med gammeldags træsko.

Det er ikke altid det store og prangende, der er med til at tegne en by. Bygningen Nytorv 1 er blot fire fag bred. Desuden slører en butiksfacade i bunden og to kviste i toppen den oprindelige arkitektur. Men den er af arkitekt Julius Tholle.

Allerede da apoteker Søren Jensen Schmidt Fischer, Svaneapoteket, i 1870 lod den opføre som bolig, var den klemt inde mellem den store hjørneejendom mod Vestergade og den gamle apotekergård. Alligevel formåede Julius Tholle at skabe en bolig, der i al sin enkelhed kan hævde sig.

Apotekeren kom fra Aalborg og fik 32 års virke i Viborg. Da han døde, hed det sig, at han “voksede nøje sammen med byen og dens beboere”. Det lille palæ med gesimser, pilastre, konsoller og joniske kapitæler står som symbolet på de tætte bånd.

Med sig fra Aalborg havde Fischer tobaksfabrikant Obels datter Johanne. Derimod fandt københavneren Julius Tholle sin hustru i Viborg, nemlig rektor Olsens datter Mathilde Frederikke. Fischer og Tholle havde til fælles, at de kom udefra og lod sig indfange af Viborg.

Tholle kom i 1863 til Viborg for i det daglige at lede arbejdet med at nedbryde og genopføre domkirken. Han gik nidkært til opgaven, efter at han havde studeret romanske kirker i Tyskland.

Ved siden af drev han tegnestue, og han kom i den grad til at præge bybilledet: kreditforeningen på Hjultorvet, sparekassen i Sct. Mathias Gade 49, Salon-pavillonen på Borgvold (brændt i 1943), Sct. Mathias Gade 27, St. Sct. Peder Stræde 4 med tårnene, Håndværkerstiftelsen i Reberbanen (nedbrudt i 1972), Eksercerhuset, Depotgården – og altså Nytorv 1.

Størst af alle var Viborg Råd-, Ting- og Arresthus. Han tegnede det, efter at han havde været på studietur i Italien, og det er et stykke italiensk renæssance. Bygningsværket stod færdigt i 1874, men da var arkitekten død.

Allerede i 1871 døde han af tuberkulose, blot 40 år. Han nåede akkurat at få hovedansvaret for domkirken. Biskop Otto Laub talte ved begravelsen varmt om hans virke, og byen havde sjældent set et større ligtog.

I Tintin-hæfterne optræder slottet Møllenborg. En herlig familie af navne er med et n som bindebogstav. Nævner i flæng Pjaltenborg, Knuthenborg, Sultenborg, Rosenborg, Amalienborg, Klampenborg, Marienborg – og Skottenborg.

Viborgs Skottenborg er den eneste danske gade, der hedder sådan. Vi skal helt til svenske Kristianstad for at finde en tilsvarende. Her har gaden navn efter en borgmester Skotte, mens en noget anden historie nok gemmer sig bag Viborgs Skottenborg.

En del betjener sig af efternavnet Skotte, naturligvis med aner til Skotland. Tilsvarende hedder nogle Hollænder, fordi deres stamfader var fra Holland. Og så fremdeles. I Viborg kender vi ikke umiddelbart en sådan Skotte med base uden for den gamle Sct. Hans Port.

Lokalhistoriker Otto von Spreckelsen gisner om, at et herberg – Skottenborg – med skotske bissekræmmere har ligget uden for porten, og han følger Skottenborg-navnet tilbage til 1600-årene. Disse skotske handelsfolk var flittige gæster på Viborgs store markeder, men havde et ry, så de blev henvist til et logement uden for porten. Som uvorne unger, der bliver sat uden for døren.

I alle fald begynder gaden vestpå at vise sig på de gamle bykort som Skottenborg eller Skottenborggade. Den havde sit udspring ved St. Sct. Hans Gade. Efterhånden rykkede porten lidt mod vest og hed nu Skottenborg Port.

Da min familie omkring 1960 boede i Skothus på Skottenborg, var det en lille by i byen. Her var butikker og håndværkere af alskens slags – og et hav af børn i de mange små lejligheder. Mit første job var som fejedreng hos købmanden i Skothus.

Skothus er fra 1934 og stod i flere år som gadens konge. Ikke meget er tilbage fra dengang. Midt i 1980’erne tog det fart. Den nordlige side forsvandt til fordel for kontorhuse. Folkebladet noterede dengang: Nu skal Skottenborg være kontorborg.