Tro endelig ikke, at bronzeskulpturen ved Viborg Kunsthal har noget at fortælle dig, eller at den prøver at komme i snak med sine omgivelser. Den hedder “Kegle med gitter”, og hermed er alt sådan set sagt om den sag.
Billedhugger og professor Willy Ørskov (1920-1990) skabte det værk, der siden 1989 har stået ved Brænderigården. Willy Ørskov arbejdede efter den grundholdning, at “skulpturens indhold er skulpturen”. Beskueren gør fejl i at tolke værket, endsige at lade det åbne munden. Det er en 140 centimeter høj kegle med et 63 gange 63 centimeter stort gitter. Basta.
Lidt af en kontrast til det magiske ståsted. Vi ser for os Knud den Store, der her gødede jorden for Viborgs storhed. Ja, måske i direkte betydning, thi Canute the Great kan sagtens have forrettet noget stort på det latrin, arkæologer for nogle år siden fik nærkontakt med på selvsamme sted.
Det var også hertil, den mægtige Hærvej søgte på det lange stræk sydfra. Borgvold-knolden overfor kan have haft rollen som det første offersted, Vibjerg. Måske havde de også dengang øje for den smukke sønatur.
På mig virker den kegleformede tingest i stil med pladespillerens stift. Den er heller ikke noget ud over sig selv. Men hvor kan den dog få musikken til at spille.
Nonner og munke i et solidt favntag giver Sortebrødre Kirkes tårn karakter. Som tårnet står i dag, er det fra 1876, men skikken med nonner og munke på taget er fra middelalderen.
Nonnerne ligger side om side med deres åbne, konvekse favne. De tager imod de mere afrundede, konkave munke. Hver munk har desuden en tap. Den er en ekstra sikkerhed for, at taget ligger solidt.
Sådan var teknikken i den sene middelalders danske tegltage. Nonner og munke-tage er fortsat almindelige i det sydlige Europa. Da arkitekt Hermann Storck udtænkte tårnet, brugte han både disse tegl som dekorative indslag og til selve taget.
Det er ikke så svært at gætte, hvorfor de to typer af sten kom til at hedde sådan. Ikke mindst i en kirkeby som Viborg gik historierne om, hvordan nonner og munke fandt sammen. Myten om en hemmelig elskovstunnel mellem domkirkens korherrer og Asmilds nonner, begge af den augustinske orden, har så at sige aldrig været til at mane i jorden.
Viborg havde også sortebrødre, gråbrødre, korsbrødre og augustinske nonner. Sidstnævnte i Budolfi-klostret, der lå ikke så langt fra Sortebrødre Kloster. Den gode arkitekt har næppe tænkt i symbolske baner, men et tag af den slags er i den grad på sin plads i Viborg.
“Korsgaden” er blandt de navne, der for længst er gledet ud af Viborgs gaderegister. Sjovt nok er det forsvundne navn slet ikke et gadenavn.
For længe siden var Korsgaden byens akse. Den var et kryds lige midt i Viborg. En del byer har Korsgader, men de færreste har brugt navnet om et gadekryds. Med dagens navne er det krydset mellem Sct. Mathias Gade og St. Sct. Mikkels Gade.
I ældre tider gik Sct. Hans Stræde fra Sct. Hans Port og Klosterstræde forbi Nytorv og videre til Sct. Mathias Gade. Herfra fortsatte den som Søndre Sortebrødre Stræde ned til Sct. Mikkels Gade. Krydset bandt byen sammen.
Helt ind i 1970’erne vejede forløbet godt til i midtbyens vægtskål. Her lå specialbutikkerne tæt. I min barndom trak først Ønskekælderen og senere Ønskehjørnet ad Korsgaden til. Mine forældre lagde nok mere vægt på, at ost, kød, grønt og fisk lod sig købe inden for en lille radius. I St. Sct. Hans Gade tronede Viborg og Omegns Brugsforening.
Lad os ty til Moths Ordbog. Den dækker det danske sprog i cirka 1700. Matthias Moth, kongelig embedsmand, efterlod sig en ordbog, der fyldte i tusindvis af håndskrevne ark. Da englænderne i 1807 bombarderede København, brændte de originale sider med P og R samt dele af O. “Korsgaden” overlevede. Men ikke i Viborg.
Boyesgade. Kortere kan et gadeskilt næsten ikke være. Her var ingen rutten med pladsen, som det senere skete med for eksempel N.F.S. Grundtvigs Vej.
Gaden har heddet sådan, siden Jens Georg Boye den 8. august 1902 fyldte 90 år. Navnet var byens måde at ære ham på, mens han endnu levede. Men han havde selv et ord at skulle have sagt. For gaden og udstykningen fra Jernbanegade til Skottenborg lå på den jord, han havde investeret i.
Jens Georg Boye var søn af den tyske indvandrer Joachim Hartvig von Boye. Som 11-årig kom han ud at tjene hos faster og onkel i Almind. Imod traditionen i familien kom han senere i købmandslære hos Lars Worre i Sct. Mathias Gade. Et godt valg. Den unge mand havde handelstalent.
Da han i 1837 købte fallitboet efter købmand Christian Friis på det sydvestre hjørne af Vestergade og St. Sct. Mikkels Gade, tog sagerne fart. Boye udviklede købmandsgården til at være byens driftigste og mest indbringende. Han vidste at gøre handel med alle, lige fra byens fine fruer til Sallings prangere.
Senere kastede han sig med samme iver over Øster Teglgård. Da det lille gadeskilt kom op, kunne han blandt andet på sit curriculum vitæ skrive købmand, eddikebrygger, brændevinsbrænder, teglbrænder, proprietær, kradsuldsfabrikant, brand- og politiinspektør, kreditforeningsdirektør, fattiggårdsforstander, dannebrogsmand, kanalbygger, handelsformand og kongelig osteleverandør. Oplagt at begrænse sig til “Boyesgade”.
Symmetrien var idealet, da Viborg-arkitekt Søren Vig-Nielsen tegnede Vestre Skole. Forbilledet var læremesteren Hack Kampmanns Viborg Katedralskole. Begge er i gule sten, og begge drikker af antikkens og renæssancens kilder.
Vestre Skole åbnede den 1. april 1935. Østre Skole havde da for længst passeret bristepunktet. Fra begyndelsen var symmetrien ikke udtalt. Arbejdet var delt op i etaper. Først i 1960 stod de østlige dele, ikke mindst gymnastiksal nummer to, færdige. Samtidig toppede elevtallet ved 1400.
Naturen har sin egen vilje, som end ikke en kapacitet som Søren Vig-Nielsen kunne tøjle. Den nægtede at underkaste sig de strenge love. Den store skolegårds to lindetræer er tænkt som en del af symmetriens matematik, men det vestlige er og bliver det mindste. Da de i 1935 kom i jorden, har de nok været lige høje. Om det østlige er specielt potent, eller om makkeren er en svækling, skal jeg lade være usagt. Eller måske jordbunden.
I min tid på skolen morede vi os med lindenes frugter. Med deres vinger var de som helikoptere, vi kunne få til at flyve. De to træer må have frydet sig langt ind i deres sjæle, og glæden har nok været lige stor.
Engang i 1960’erne blev symmetrien brudt, om end i det små. Pedel “Slumme” malede en streg, der isolerede en mindre del af skolegården mod vest. Den var til de mindste elever, og ve den tølper, der overskred grænsen. Det mindste træ forblev på de stores side.
Tro ikke, at det er drivende tilfældigt, når nogle klumsede, slidte brosten mænger sig med de nye, velpolerede sten i Viborgs gågader. De er tænkt som en effekt, der skal lede os på sporet af historiens by.
Arkitektens første idé var, at antallet af gamle sten skulle tage til mod øst, det vil sige mod de ældste kvarterer. Modeordet “fremkommelighed” lagde dog en dæmper på den del af det forslag, der i 2010 vandt arkitektkonkurrencen. Brostenene fanger dog fint det opmærksomme øje.
Som den første gade fik Sct. Mathias Gade i 1931 asfalt på. 3200 borgere fejrede det sorte look med Viborgs første asfaltbal. Det kan nok være, at pendulet senere svingede tilbage til stensiden. Det var ikke for ingenting, at Brolæggerprisen i 2016 tilfaldt Viborg.
Bro- og piksten forbinder vi med gamle dage. Så vidt jeg kan se, skal vi nu helt frem til 1862, før Viborg Byråd dekreterer brolægning i alle gader og på alle torve. Byrådet satte samtidig den standard, at belægningen to gange om ugen skulle fremtræde i rengjort stand. Heste og høveder møgede byen til.
Lap på lap på lap kendetegnede midtbyens asfalterede gader, efter at varmeværket led det totale sammenbrud. De lignede jeg ved ikke hvad. Specielt så historiens Sct. Mogens Gade ræddelig ud. Vejen lå åben for brostenenes nye tid.
Flere af Sct. Mogens Gades bygårde har navn efter forgangne tiders ejere: Salomon Gerbers Gård, Den Hauchske Gård, Willesens Gård, Morvilles Gård, Daas Palæ, Zahrtmanns Gård, Hans Werrings Gård, Ursins Gård, Tage Høegs Gård, Handbergs Gård.
De gamle gårde har ifølge sagens natur haft stribevis af ejere, så det kan være en skønssag, hvilket navn der bør have borgerret. Salomon Gerbers Gård – nummer 3 – kan med lige så megen ret hedde Naaman Harchs Gård. Mølleejer Laurits Willesens Sct. Mogens Gade 9 optræder også som Villadsens Gård efter biskop Peder Villadsen, der sad på gården i 1600-tallet. To århundreder skiller de to navne.
Med Den Hauchske Gård i nummer 7 er der ikke så meget at rafle om. Hauch-familien har en mindesten siddende i den stensatte toløbstrappe.
Landstingsskriver Henrich Rosenauer Hauch købte i 1783 den middelalderlige ejendom; samme år lod han sig vie til bispedatter Marie Elisabeth Tetens. Mindestenen i trappen bærer initialer for tre slægtled af Hauch-beboere. Stenens “1738” er husfaderens fødeår. De tre hjerter er fra familiens våben.
I 60 år var Sct. Mogens Gade 7 hjemsted for familien Hauch. Stenen sad vistnok til havesiden, før den kom ud til gadesiden. Som der står i belægningen lidt længere henne ad gaden gælder det om at sætte sig tydelige spor.
Kom med til grise- og hestemarked på det trekantede torv i toppen af Gravene. Kirsten Aakjær, datter af landsarkivar Svend Aakjær og hermed barnebarn til Jeppe Aakjær, havde som stor pige øjnene med sig. I erindringsbogen “Arkivarens datter” udmaler hun opvækstens Viborg, herunder lørdagenes leben i Gravene.
Familien Aakjær indtog embedsboligen i Ll. Sct. Hans Gade i 1929. Erindringerne dækker 1930’erne. Fra et grisemarked husker hun, hvordan en fuld markedsgæst stillede sig op på en kasse med grise, idet han udbasunerede: “Sjej er Sjesus Kristus!”. Grisene gjorde forgæves forsøg på at skubbe ham ned fra tronen.
Hun vidste at gardere sig mod sparkende heste, men var ikke hurtig nok, når hestene sendte en kaskade af løst og fast, hvilket gik ud over sommerkjoler og nykridtede sko. Arkivarens datter iagttog prangere og bønder, når de med deres højrenæver parate tingede om prisen: “Skal a så ha’en da?”
Den øverste del af Gravene var tæt besat af småhoteller og beværtninger. Tørsten fulgte med, og lidkøb skulle man da drikke. Hvor nu Føtex er, lå Skows Hotel, og lidt længere nede på den anden side lå Koustrups Hotel. Fra markedernes storhedstid har kun Café Børsen overlevet.
Kirsten og hendes kammerater smuttede op til købmand Bodilsen på hjørnet og købte lakridsrødder, som blev “lige så trevlede som klipfisk”, og bismarcksklumper, der var “på størrelse med et spædbarns knyttede hånd”.
Skægt at studere listen over Viborg Domkirkes relikvier. Disse løsdele fra hellige personer forgik ved storbranden i 1726. Ifølge historieskriver Ursin opbevarede kirken dem i den hellige Villads’ skrin.
Sct. Villads Kirke lå ved det sydøstre hjørne af Sct. Villads Stræde og Sct. Nicolaj Gade. Vi har da lov til at tro, at skrinet først stod her. Sct. Villads var den første biskop i Bremen. Heribert, Viborgs første biskop, kom øjensynlig herfra. Det har således haft en god mening med en Sct. Villads Kirke så forholdsvis tæt på domkirken.
I et brev fra 1188, forfattet af provst Tyge ved Viborg Domkirke, læser vi om “Sanctum Willehadum” i Viborg. Men vi hører ikke om kirken efter 1313, da vi får at vide, at Erik Menved lod en borg bygge tæt på Willehads kirke, det vil sige på Borgvold.
Listen over relikvier omfatter over 60 dele. Således også en stump af Villads’ bukser og en knogle fra samme helgen. Vi nævner i øvrigt i flæng: en tot af Sct. Siegfrieds skæg, et rygben af Sct. Peder, et stykke af Roms forgyldte port, en tand fra Sct. Kjeld, et tørklæde med Kristi blod, nogle dråber af Vor Frues mælk og nogle benstykker fra syvsoverne.
Syvsoverne? Ifølge legenden sov disse syv tyrkiske helgener i næsten 200 år. De stod ved deres kristne tro og måtte som martyrer lade sig mure inde i en grotte, hvorefter de nådigt faldt i søvn. Da kristendommen vandt frem, vågnede de og kom ud. Jovist. Folk i andre byer må spilleme stå tidligt op, hvis de skal slå viborgenserne i historieskrivning.
Himalayabirken med de kridende hvide stammer kan tale. Hør blot, hvor de afskallende flager af papirtynd bark surrer i vinden. Lapperne er i sig selv et studium værd.
Planteskoleejer Harry Laursen, der i over 60 år drev Havelund Planteskole i vestbyen, erklærede, at himalayabirken var hans absolutte yndling, og kunne fremvise den flotteste række.
På Viborg Kirkegård, ikke så langt fra kapellet, finder vi et gravsted, hvor grupper af tilbageskårne himalayabirke er en skulpturel del af et usædvanligt gravmæle. Det er familien Nybo Jensens hvilested. Nu afdøde billedhugger Ingvar Cronhammar formede pladsen med de kubistiske elementer af sort, poleret granit fra Sverige, hans fødeland.
Fabrikant Peder Nybo Jensen, Ingvar Cronhammar, landskabsarkitekt Steen Høyer og kirkegårdsleder Niels Kruse samarbejdede i 2014 om opgaven. Allerede året efter døde Peder Nybo Jensen, 81 år, og han kom til at hvile i den lille gravlund.
Fabrikanten elskede at færdes i naturen og havde nok inderst inde foretrukket en fredelig lysning i storskoven. Men en lys, svensk birkelund som i “Svantes viser” kunne også gå an.
Lugtesansen og erindringen er nært forbundne. Da jeg tilfældigvis stødte på en bog i reolen, lå en imaginær krydret duft i luften. Titlen var ikke specielt krydret: “Hamarkrøniken”.
Fra min barn- og ungdoms Viborg husker jeg mange lugte/dufte. Jeg tror, at de udendørs dufte var flere dengang. De kom blandt andet fra kafferisteriet, Søndersø, asfaltfabrikkerne, tømmerladerne, husdyrauktionen, destruktionsanstalten, tekstilfarveriet, gasværket og “landet”.
Oehlenschläger digtede om, hvordan “underlige aftenlufte” i det tyske kunne give ham hjemve. Aftenluftningen i det fremmede var sådan set god nok, men den var ikke som hjemme.
Den fint illustrerede Hamarkrønike fik jeg af Rosemarie Köhn, daværende biskop i Hamar, Viborgs norske venskabsby. Jeg viste biskoppen med følge rundt i domkirkekvarteret, og hun gav mig bogen som tak. Jeg duperede hende lidt ved at kende til krøniken. Gennem krimien “Slangens år” af Knut Faldbakken havde jeg stiftet bekendtskab med krønikens legende om den drabelige søslange i søen Mjøsa.
Så var der det med duften. Selskabet mødtes en tidlig formiddag ved domkirkens nordvestre tårn. En sødlig, krydret duft pirrede næserne. På de tider var det ikke usædvanligt, at duften fra SFK’s store krydderimølle i nordvestbyen trak ind over byen, og sådan var det også den dag.
I Hamarkrøniken læser vi om et gevaldigt søuhyre. Da det en midnat dukker op af søens vande – Mjøsa er op imod en halv kilometer dyb – ligger Hamar Domkirke badet i en slags dagslys. Kirkeklokker og orgel sætter af sig selv i gang. En ungersvend dræber uhyret ved at skyde en regn af pile ind i dets øjne, og en grønlig væske vælder ud.
Da slangen er død, ligger den og stinker, men den lugt må vi heldigvis nøjes med at læse om.
“Det eneste, du skal gøre, er at skrive én sand sætning.” Dette fif brugte forfatteren Ernest Hemingway, når han skulle i gang med en tekst. Enkelhed frem for pærevælling.
Hemingway var en ødeland med sit liv, men var en mester i at økonomisere med sine ord. Vi følger ham gerne, når han opfordrer: “Skriv den sandeste sætning, du kender.”
“Viborg er historiens by,” er en sådan sand sætning. Altså ikke bare en historisk by, thi alle byer har vel en historie. Den bestemte form er bestemt for Viborg.
Mit første bekendtskab med historiens by var, da jeg som ulveunge først i 1960’erne var på byløb. Mit ulvenavn var Toomai – elefantdrengen – og jeg gik i grå bande. Vi små spejdere stæsede rundt fra post til post og løste opgaver. Hvor høje er domkirkens tårne? Hvor tunge er kreditforeningens granitkugler? Hvad hedder borgmesteren? Uden at tænke så meget over det lærte vi vores by at kende. Fik føling med historien.
De seneste par års succesfulde “mordgådejagter” for hele familien er helt i samme ånd. Hvem der myrdede Erik Glipping natten til den 22. november 1286, forbliver en gåde; men for deltagerne er Viborg herefterdags knap så gådefuld.
Med alderen har jeg udskiftet byløb med byvandring. Ordet “byvandring” kom først ind i sproget i 1946 og er som skabt til historiens by. Ved Viborgs femdobbelte byjubilæum i 1950 udkom den lille bog “Viborg-Vandring” af lokalhistoriker Otto von Spreckelsen, og den var først til at vise vejen.
Efter et LOF-kursus opkom gruppen Viborg-Guiderne i 1985, og om nogen har gruppen gjort Viborg til byvandringernes by. Det næste skridt var i 1992 hæftet “Viborgs historie skridt for skridt” fra Viborg Turistbureau.
Opfat disse linjer som en fodnote med en afsluttende sandhed: Viborgs historie skal op gennem skosålerne.
Det var nok som knøs midt i 1960’erne, at jeg fornemmede Viborgs vokseværk. Da jeg var på jagt efter et telt.
Købmand Jan på Koldingvej solgte blandt meget andet telte. Ikke nok med det. På et stort areal stod læssevis af demotelte i opslået stand. Af sted gik turen på cykel fra den yderste vestby til storkøbmanden i sydbyen.
Jeg fulgte cykelstien langs Ringvejen. Den sluttede ikke længere ved Marsk Stigs Vej, men fortsatte langt pokker i vold sydpå. Helt ned til Jan, hvor nu Løvbjerg ligger. Tiden som en stiplet fremtidslinje på mit oldtudsegamle bykort var slut.
Hvad der var ved at ske med Viborg, beskrev stadsingeniør Vilhelm Ehlert så udmærket allerede i 1940. Viborg havde netop passeret de 18.000 indbyggere. Den gode stadsingeniør skriver i Viborg Købstads Histories fjerde bind: “De mange udstykningsveje i byens udkant kan ikke siges at være fremkommet efter nogen bestemt plan.” Først i 1930 satte en bygningsvedtægt lidt skik på det hele.
Han ser for sig en mere velordnet by, hvor gammelt og nyt klæder hinanden. Videre skriver Vilhelm Ehlert, at byrådet har nogle undladelsessynder på samvittigheden, men at det også har forstået at træde i karakter, når gamle bymiljøer har været i fare.
Desuden beskriver han Viborg som “et landevejscentrum, hvorigennem en væsentlig del af landevejstrafikken gennem Jylland passerer”. Visionen rummer omkørselsveje og ringveje, og vejbuen fra Marsk Stigs Vej til købmand Jan med teltene var én af dem.
Det endte nu med, at jeg tyede til midtbyen, da jeg for en slik erhvervede et tykduget østtysk seksmandstelt med apsis, fast bund og teleskopstænger. Det var jävla tungt og kunne tvinge enhver vandrer i knæ. Nok så nydeligt stod det og ventede på en lille, bar plet bag Dansk-Svensk Staal i Sct. Mathias Gade.
Vilhelm Ehlert trådte til som stadsingeniør i 1928, og 12 år efter noterer han: “Viborg har nu nået en sådan størrelse, at man mere føler fordelene ved at bo i den lille by end manglerne ved ikke at bo i storbyen.” Er det ikke stadig sådan?
Modsat hvad nogle tror, er Borgvold-bakken en ægte bakke, endda en “hattebakke”. Måske var det på den, det begyndte. Måske var den det allerførste helligdomsbjerg, Vibjerg.
Stenen på toppen står til minde om Erik Ejegods endeligt. Kongen lod sig i 1095 hylde på Viborg Ting. På samme ting proklamerede han i 1102, at han agtede sig på en bodsrejse til Jesu grav. Rejsen skulle vise sig at være skæbnesvanger. Året efter tog feberen ham på Cypern.
Hans Excellence, etatsråd Thor Lange lod stenen udforme og opsætte. Den lå og ventede på den militære skydebane. Stenhugger Carl Numelin fra Viborg tilhuggede den med ormeslyng, kors, krone og runer. Runerne er gode nok og lader sig tyde: “Vidfare rejste liden sten efter Erik, konning sin, Ejegod, der sydpå døde.”
Ved et drikkelag kom Erik Ejegod for skade at dræbe fire soldater og en lutsanger. Sidstnævnte havde tirret ham med en smædevise, der handlede om kongen og en afvisende havfrue, og det skulle han aldrig have gjort. Som bod lovede kongen at besøge de hellige steder i Jerusalem.
Viborgenserne prøvede at stoppe ham og tilbød at betale en bod. I stedet kom han til at betale med sit liv. Ved en ceremoni den 11. juni 1915 overtog byen mindestenen. Borgmester Ludvig Glud fortalte om det bøvlede arbejde med at bakse stenen op på toppen og indestod for, at byen nok skal passe godt på den.
I gymnasietiden lod jeg mig transportere på en Velo, “cyklen, der kører af sig selv”. Den franske Solex-fabrik introducerede denne mellemting mellem en cykel og en knallert lige efter krigen, og den fik for alvor medvind sidst i 1960’erne.
Mit første bekendtskab købte jeg meget brugt og meget billigt af en ældre dame. Den var mere død end levende. Selv ikke den ferme herre med cerutstumpen i cykel- og Velo-værkstedet A. Hansen & Sønner i Ll. Sct. Hans Gade formåede at puste mere liv i mukkebikken. Det var noget helt andet med efterfølgeren, den nyudviklede model 5000.
Egentlig et underligt instrument, denne Velo. Den lille, cylindriske motor sad på tværs over forhjulet og lod sig løfte ned, så den med sin drivrulle fik kontakt med dækket. Den havde pedaler og var til at cykle på, om så skulle være. Ikke specielt stabil i ruskevejr, men forbavsende kvik i medvind og uden alt for tungt pikpak.
I mange år kunne Velo-folket vælge mellem sort og sort. På den indre nethinde har jeg endnu Viborgs diakonisser, hvis outfit passede perfekt med de sorte Veloer, de futtede rundt på. Også opkræveren for Socialdemokratisk Vælgerforening var på Velo. I den anden ende af skalaen så vi Brigitte Bardot på en Velo. Desværre kun på film.
Med 5000-modellen fik Veloen et facelift af de større. Min var orangerød. Små hjul og en potent motor. Den separate lygte med en rigtig lyskegle var andet og mere end en nefablænder.
Jeg følte mig som Ridder Rap, da jeg med succes drog på knallerttur helt til Bagenkop på Langeland. Et haglvejr en sommermorgen var dog for meget. Vi havarerede i rundkørslen ved Gl. Skivevej. Det lød ej godt, da den ubeskyttede motor med sin højre side hamrede ned i asfalten. Her sad blæserhjulet. Lamel for lamel fik manden med cerutten mirakuløst rettet op på skaden.
Veloen kom ud i mange arter og afarter. For nogle står den sorte S3800 – “den sorte charmeur” – som den eneste ene. Jeg var nu ganske godt tilfreds med min 5000’er, men stærke kræfter udefra greb ind og skilte os efter et par år for evigt ad.
Jeg stillede for en kort bemærkning den orangerøde uden for boligen i Sct. Mogens Gade. Ulåst. Væk var Velo, da jeg lynsnart vendte tilbage. Uden de store forhåbninger meldte jeg tyveriet til politiet. Efter en tid fik jeg besked. Velo var dukket op. Jeg troppede op på politistationen. I patruljevogn kørte en betjent og jeg til et lager. Men ak. Ved en fejl havde politiet solgt den på auktion. Det var da også for godt til at være sandt.
Nogle uger efter stod jeg med en erstatning på 750 kroner fra statskassen. Huske kan jeg ikke, hvad jeg brugte dem til. I det mindste ikke til en ny Velo. Vore veje måtte skilles.
