Forfatter: Jesper

Hvad søjlegangene er for de antikke lande, er alléerne for det danske land. Formaster nogen sig til at tage sav og økse frem, får en storm af protester løvhanget til at bævre.

Vi så det i begyndelsen af 1950’erne, da den langstrakte lindeallé fra Rundebænken til Overlund måtte lade livet. Den stod i vejen for en bredere dæmning mellem søerne. “Folkeafstemning” lød kravet; men sådan gik det ikke. En kortere allé af hestekastanjer slog rod, og også den er nu dødsmærket.

I 1972 faldt Kirkegårdsalléen af lindetræer. Den røg sammen med Håndværkerstiftelsen langs Reberbanen. Børnehaveseminariet skulle have albuerum. Heller ikke det gik stille af. Langhårede demonstranter stillede sig i vejen for kortklippede mænd med motorsave, og én af disse følte sig så provokeret, at han med sin sav truede ad en demonstrant. Billedet endte i årets udgave af “Hvem Hvad Hvor”.

Da Viborg Katedralskole for at par år siden fik sine lindealléer stynet, var folkets røst heller ikke sen til at rejse sig. I dag må alle vist erkende, at operationen var særdeles vellykket. Alléerne har fået nyt liv. Det samme er ikke tilfældet med alléen fra Herningvej til Hald Hovedgaard. Da den kom væk, var planen egentlig, at en afløser skulle gro op, men nej. Det nye indkig og rækkerne af vildtbanesten var så meget bedre end træerne, mente de ansvarlige.

Mange alléer til især de større gårde er en vigtig del af kulturlandskabet. Men også midt i byen kan en allé være på sin plads. Tænk blot på den flot skårne lindeallé på Gammeltorvs nordside. Den vil vi nødig være foruden.

Forfatteren Nis Petersen (1897-1943) boede fra 1926 til 1929 hos søsteren Emma Pilegaard i Viborg. Kort efter at han døde, udkom novellesamlingen “Stynede popler”. Titelnovellen har en poppelallé ved en proprietærgård som grundelement.

Da proprietæren dør, fælder sønnen Rolf den gamle poppelallé og planter en ny. Tue, den anden søn, kan ikke forstå, hvorfor det skulle ske. I det hele taget er de på kant og kommer op at toppes om, hvorvidt sorten er canadisk eller sibirisk. Rolf holder på det sidste og nedgør broderen.

Tue slår sig ned i Kina. Da han 30 år efter vender hjem, er broderen død. Han noterer, at alléen faktisk er af sibiriske popler, 50 i den ene side og 48 i den anden – lynnedslag har gjort indhug. Da han siger dette til enken, ler hun. Nu forstår hun, hvorfor Rolf fik så travlt med at fjerne de ellers nye canadiske popler og skifte dem ud med sibiriske.

De kan noget, disse alléer.

Det er ikke godt at vide, hvor mange unge der kender til forfatteren Steen Steensen Blicher. Nok ikke så mange, som de har været. Men nutidens unge kan jo så meget andet.

Da han i 1848 som 65-årig døde, var han egentlig heller ikke så kendt, ej heller anerkendt. Steen Steensen Blicher fik hvile på Spentrup Kirkegård. Sit dobbelte stennavn til trods fik han ikke en gravsten.

En Blicher-komité fik med besvær skrabet penge sammen. En gravsten kom den 28. november 1864 op, men komitéen havde svært ved overhovedet at indkredse et gravsted. Knap to år efter var det, at Viborg lagde jord til den lille mindebuste med den høje sokkel. Den har siden 1960 stået i Latinerhaven og vidnet om, at Uddevalla-granit er billigere end bronze.

Da Blicher i 1820’erne udgav tidsskriftet “Nordlyset”, svingede tallet af abonnenter fra 170 til 324. Han bidrog blandt andet med 25 noveller. Senere kunne det læsende publikum tegne sig for en bogserie med alle hans noveller, og da svingede antallet af subskribenter fra 100 til 250.

Jeg kommer uvægerlig til at tænke på de enorme skarer, der på deres skærme følger diverse bloggere, stilikoner, influencere, rollemodeller og trendsættere. Ikke et ondt ord om stjernerne Danica Cloe, Provinsmor, Metromand, Irina the Diva, Preppy Beast, Rejsekris, Anne au Chocolat, Madbanditten og alle de andre med de opfindsomme navne.

Gad vide, om Blicher i dag havde haft samme umiddelbare gennemslagskraft, for eksempel med bloggen Hedelærken? Nej, han havde nok valgt bog frem for blog. Hvad der kommer let, går let. En bog på papir kan være en besværlig størrelse, men den står for det holdbare. De små oplag til trods steg Blichers stjerne støt og højt på himmelen.

Jeg tror ikke, at en bloggers eftermæle får en flok mennesker til at bakse en 10 ton tung sten næsten én kilometer fra en mose til toppen af Lyshøj ved Lysgård. Det var, hvad der skete med Blicher-stenen, der har kronet højen siden 1883. Den gamle stenhugger Wortmann fra Viborg huggede et fremspringende stykke af stenen, og på det har mindet urokkeligt hvilet lige siden.

Før mørket for alvor indtog den svenske forfatter Gustaf Frödings sind, brillerede han ikke bare som digter, men også som essayist. Begge dele i den folkekære ende. Et humorfyldt lyssind kommer overraskende til udtryk.

Med humoren prøvede Gustaf Fröding at trodse de sorte magter. Som han skriver: “Humoren er hunden, der slikker Lazarus’ sår.” I essayet “Influenzaen” fra 1892 stænker han et alvorligt emne med humorens vievand. Havde han levet i dag, havde han nok gjort det samme med coronaen.

Dengang stod verden lige så magtesløs over for influenzaen, som vi foreløbig gør med coronaen.

“Influenzaen er værre end en russisk krigshær. Man kan ikke løbe fra hende, når hun kommer marcherende. Man kan ikke dukke sig ned bag en sten, når hun skyder,” skriver han.

Hvor kan vi dog nikke genkendende til ord som disse: “Mod denne stormagt er intet hidtil kendt system virksomt. Indførselsforbud hjælper ikke.” Og: “Pyt, hujer bacillerne, farer forbi alle gadevandrerne og styrter sig på hovedet af dem, der sidder hjemme bag vel tillukkede døre.”

Videre skriver han om doktor Pfeiffer, der i Berlin arbejder på en vaccine. “En skønne dag må doktor Pfeiffer vel finde frem til, hvad en kommabacille kan tåle og ikke tåle, og da agter han at give dem det, de ikke tåler.” Hvor lyder det velkendt.

Gustaf Fröding døde i 1911, blot 50 år. Hans hovedfjende var alkoholen. Han nåede ikke at opleve den værste af alle kendte influenzaer, den spanske syge. Vi skal vel helt frem til 1930’erne, før verden fik en influenzavaccine, der virkede, og det var ikke Richard Pfeiffers fortjeneste. Mere held havde han dog med kolera og tyfus.

Tankevækkende, som historien gentager sig. Og måske er Gustaf Frödings råd mod influenzaens traumer en universel medicin:

“Det er bedst at give pokker i bedrøveligheden.”

Sikke store kævler, der lå langs Søvej. Én af Borgvolds kæmper lå nu i afmålte stykker.

Sikke mange årringe. Tavse vidner om gode og dårlige år. Den sidste var sat. Jeg måtte lige gøre holdt. Tænke over det korte liv og den lange glemsel. Et øjebliks andagt. Så videre.

Mødte lidt efter en bekendt, og samtalen faldt på en afdød digter, der levede sit liv i Viborg. “Åh, hvad var det nu, han hed? Det var ham, der i flere år boede ved Hald Sø.” Også han havde haft sine årringe og var ved at glide ud af sagaen.

Helt glemt var han nu ikke. Det var jo lyrikeren Aage V. Reiter (1901-1982). Fra 1940 til 1950 udmærkede han sig med ni meget omtalte digtsamlinger. Så holdt han en pause på hele 27 år, indtil han udsendte “Oldingedigte”.

Aage Vammen Reiter havde sit gode, faste job i kreditforeningen og skulle ikke leve af pennen. Men skrive gjorde han nu alligevel, ligesom han støttede sin gode ven, forfatteren Erling Kristensen i “Knolden” ved Rindsholm.

Med sine ord forløste han lidt af hvert i det lokale. For eksempel var det Aage V. Reiter, der skrev den prolog, skuespillerinden Birgitte Federspiel læste op, da Tinghallen i 1969 holdt åbningsfest.

Hvem var han da, den forfatter, hvis navn vi havde så svært ved at kalde frem? I bogen “Her i byen – stykker om Viborg” beretter han om sin skolegang i Viborg. Først på Frk. Thomesens Skole, så på borgerskolen og endelig på latinskolen. Han gør meget ud af at beskrive den brogede skare af lærere, for også de har en tendens til at gå fra skolebogen til glemmebogen.

Ikke mindst latinskolens verdensberømte “Fugle-Mortensen” og religionslæreren Johannes Loft, der var lidt af en entertainer, træder lyslevende frem. Gad vide, om det stadig er til at skaffe Johannes Lofts børnebog “Det lærde alfabet”? Den er fra 1903, og dengang tog ingen anstød af, at 23 slaver udgjorde et levende alfabet.

Under “Viborg” har den engelske udgave af Wikipedia en liste med “Notable people”, mens den tyske udmærker sig med “Söhne und Töchter der Stad”. I begge optræder Aage V. Reiter. Personligheder som helgenen Kjeld, lovgiveren Gunner, filmskaberen Benjamin Christensen, forfatteren Peer Hultberg, stjernearkitekten Johan Otto von Spreckelsen og digteren Aage V. Reiter ragede op som træer, men voksede trods alt ikke ind i himmelen.

I juni 1988 skar Viborg Byråd igennem og trak nye, kraftige streger mellem Asmild, Houlkær og Overlund. Samtidig foreslog rådet, at Asmildparken ændrede navn til Odshøjparken.

Grænserne har siden ligget fast, men beboerdemokratiet ville det anderledes med Asmildparken. Beboerne i den 504 lejligheder store bebyggelse foretrak navnet Houlkærvænget. Jeg hører stadig mange sige “Asmildparken”.

Det er ikke til at vide, men måske havde “Odshøjparken” haft en større chance for at vippe “Asmildparken” af pinden. I alle fald udmærker den nærliggende gravhøj Odshøj sig med både historiens dybde og topografiens højde. Med sine 62 meter over havet er den Viborgs højeste punkt.

Rundhøjen har navn efter “od”, som er en spids, altså Spidshøj. I 1732 optræder den på skrift. Den har sin helt egen græsmark øst for Seglen, thi den har en fredningszone på 100 meter omkring sig. Ikke noget ueffent sted for den, der har lyst til at være afsides for en stund. Et mildt sagt uklædeligt skilt fra “Viborg komm.” opfordrer os til at passe på gravhøjen.

I dobbelt forstand har den noget ophøjet over sig. Allerede i begyndelsen af jernalderen for 2500 år siden må den have virket som et samlingspunkt. Lige øst for den har arkæologer haft nærkontakt med 16 langhuse og to mindre huse. Hvor nu Kildevænget ligger, fandt de spor efter hele 25 huse, og lidt længere væk, på Hyrdebakken, gav jernalderen sig til kende med otte huse.

De halvt hundrede huse har sikkert ikke været de eneste i oldtidens Odshøjpark. Sikkert er det, at de aldrig har været en samlet bebyggelse, for dengang flyttede folk en del rundt. I jernalderen levede et menneske ikke meget over 30 år, og det samme gjaldt boligerne.

En sti og en vej bærer Odshøjs navn, men skal vi sætte sagen på spidsen, kunne bydelens gamle omdrejningspunkt godt have fortjent noget mere. Nu må den nøjes med at ligge i grænselandet mellem Overlund og Houlkær.

Det slog mig midt under en sammenkomst forleden, at Viborg til alle tider har haft en eminent evne til at tiltrække sig militære rangspersoner.

En ganske civil Viborg-forening holdt generalforsamling med en tidligere general som ordstyrer og en tidligere general som formand. Det kan man da kalde en generalforsamling.

Viborgs status som garnisonsby hørte op i 2001. Vi har naturligvis stadig et stærkt militært element i Karup, men det kan ikke være hele forklaringen på, at ting- og stiftsbyen Viborg har en aldrig svigtende air af militær.

Under de urolige tider i 1600-tallet med svenske- og kejserkrige slog de fremmede stabe sig naturligt ned i Viborg. En kurfyrste af Brandenburg var iblandt. Linjen fortsatte under dansk kommando, da selveste generalkommissarius Otto Pogwisch nedsatte sig i Viborg, så han kunne samle fodfolket. Samtidig fik Viborgs håndværkere eneret på at fremstille faner til alle jyske regimenter.

I 1700-tallet var Viborg snart med militær, snart uden. Når et regiment slog sig ned for et par år eller så, havde byen bare at sørge for forplejning og bolig. På ønskelisten optrådte hver gang en straffepæl. Den var til pisk, spot og spe. For det er ikke til at komme udenom, at uniformen ikke altid var garanti for en dadelfri opførsel. Bataljerne var mange, og borgernes begejstring var til at overse.

Men det hele tog en god vending, da generalmajor Jobst Gerhard von Scholten i 1779 så at sige indtog byen med sit holstenske infanteriregiment – flotte fyre med røde uniformer, der havde sorte opslag, kraver og ærmekanter.

Regimentet kom endda efter nogle år til at hedde Viborgske Infanteri-Regiment. Det var vel i disse små 10 år, soldaterne fik en hjerteplads i byens selvforståelse. Deres general tog bolig i Sct. Mogens Gade 3 og gjorde sig i det hele taget godt i staden.

Gamle Vagt fra 1805 står som symbol på, at Viborg da fik dele af et regiment. I 1814-1815 lå hele styrken i Viborg, og det var bogstavelig talt med fuld musik. I 1816 var alle ude, men soldaterne og de civile nåede da at fejre, at Frederik den Sjette endelig fik kronen på hovedet. Bataljon og borgervæbning paraderede i fællesskab omkring en flot støtte på Nytorv og affyrede glædessalver.

I 1865 modtog Viborg det, der senere skulle blive til Prinsens Livregiment, og et 135-årigt samliv begyndte. Viborg fik travlt med at bygge eksercerhus, depotgård, garnisonssygehus og krudthus. En hel kaserne beseglede senere samlivet.

Generalkommandoens bygning fra 1913 var topfiguren på kransekagen. Ja, kan arkitekt Søren Vig-Nielsens mesterværk ikke minde om konditorkunst? Det var ikke så lidt at have en generalløjtnant og en generalmajor med tilhørende stabe under samme tag. I en særlig forlægning i gården kurrede de militære brevduer.

Apropos vinger. I 2000 fik domkirken også status som flyvevåbnets kirke, og i Rindsholm ligger Danske Soldaters Mindelund. Det er ikke for meget sagt, at Viborg som militærby af rang stadig har stærke svingfjer.

Den nationale cykelrute 3 – Hærvejsruten – på 451 kilometer og den internationale Eurovelo 3 – Pilgrimsruten – på 5122 kilometer følger Nørresøvej. I en stadig strøm kommer de moderne pilgrimme trampende, siddende på deres pakæsler.

De to kvinder, jeg forleden så, skulle nordenpå. Men de gjorde et hurtigt stop ved Nørresøvejs pryd, det prægtige bøgetræ mellem nummer 9 a og 11. Den ene skråede tilmed over vejen for at klappe den 80-årige kleppert.

Måske for at hente lidt af træets kraft, måske for at lade det suge nogle dårligdomme til sig. Måske bare for at føle alderens furer. Måske fik hun øje på det ar, som et lynnedslag for en del år siden efterlod sig, og som bare er vokset med tiden. Hvad ved jeg? Men det var med andagt.

Jeg gik straks hjem og læste Martin A. Hansens essay om “kludeegen” i Leestrup Skov ved Præstø. Kludetræer er også kendte fra andre egne. Nogle kalder dem “hultræer” – ikke at forveksle med hule træer – for deres stammer danner ofte et øje, som mennesker kan klemme sig igennem.

En liste fra 1932 omfattede 45 af disse “kloge træer” i Danmark. En informant fra Øster Bjerregrav kunne til folkemindesamleren Anker Tang Kristensen berette om et sådant træ i Fussing Skov. Nærmere Viborg har jeg ikke kunnet spore dem. Deres helbredende funktion var lidt ligesom med de hellige kilder, og dem har Viborg til gengæld haft en del af.

Magiske kræfter skjulte sig i kæmperne. De tilknyttede ritualer var forskellige fra træ til træ. Men det var vigtigt at følge dem, for ellers gav det hele bagslag.

For eksempel skulle den syge tre torsdage i træk og tre gange krybe gennem hullet. Andre steder var en berøring nok til, at træet tog sygdommen til sig eller overførte sin kraft. Torsdagene var gennemgående bedst. Men træerne krævede et offer, typisk et stykke tøj, og så er det til at forstå, hvorfor de hedder “kludetræer”. Jeg har set friske fotos af sådanne træer med klude.

Nutidens “suttetræer”, hvortil børnene ofrer deres sutter for at lægge denne del af barndommen bag sig, har nok det samme i sig. Suttetræet i Undallslund er en attraktion, og dets ånd står stærkere end forældrenes formaninger.

I “Historien om et træ” beretter Martin A. Hansen om en gigantisk poppel, der i drengeårene var hans “læsetræ”. Når han i en moden alder sad ved sit skrivebord og arbejdede, forestillede han sig, hvordan han stadig sad oppe i træet, skønt det ikke længere eksisterede. Han havde træets kraft i sig.

Kald mig bare en enfoldig, mosgroet stivstikker. Det afholder mig ikke fra at bekende mig til den gode gammeldags folder på papir. Intet slår den. Så skulle det da være den lige så gammeldags infotavle on location. Uden dikkedarer.

Jeg kan ikke føre bevis for det, men jeg tror, at folderen har tiden imod sig. Flere og flere steder finder jeg tomme skuffer af den slags, der før bugnede af friske foldere. Småaffald har indtaget pladsen. Skuffende. Nye mål får måske slet ikke en skuffe til foldere, men må klare sig med apps, QR-koder, Facebook og hjemmesider.

I øvrigt ikke et ondt ord om den elektroniske multiformidling; blot har den ikke folderens fysik. Ja, den gode formidling er også noget fysisk, tro mig. Jeg har i mine mange år som flittig bruger aldrig set en smidt folder. Den ender som en slags mental vandringsstav. En god følgesvend fra gang til gang. Et “vademecum”, som er latin og betyder “gå med mig”.

Min samling af foldere, brochurer, pamfletter, folde ud-kort, tryksager og småhæfter er velvoksen. Jeg ved ikke noget bedre end at rode rundt på må og få. Inspirationen spirer frem af denne kompost. Det sker ligegodt ikke med det lagrede gods i mobilen.

På forunderlig vis udgør folderne et samlet, flerstemmigt kor. Som en lokkende – men positiv – sirenesang.

Dette lille udpluk siger alt: “Klostre i Midt- og Vestjylland”, “Alle mand til Snapsting”, “Hald Sø-området”, “Hans Tausens Minde”, “E Bindstouw”, “Længdesnit af Asmild Kirke”, “Bispegrotten”, “Tolv ture på Viborgegnen”, “De tre vejvisere”, “Viborg Domkirke – en rundtur”, “H.C. Andersen i Jylland”, “Hans Tausen og den hvide sten”, “Voldsteder”, “Gravhøje”.

Konklusion: Foldere giver udfoldelsesmuligheder.

Hvad har dog et enkeltstående hjertetræ, en glemt stenskulptur og en enkedronnings livlæge med hinanden at gøre? Jow, at de kom på tale efter en byvandring i det ældste Viborg.

Nu afdøde forfatter Per Højholt anbefalede vandrere at gå den samme tur hver dag, hvis de gik efter at opleve noget forskelligt fra gang til gang. Per Højholt tænkte nok mest på årets gang i naturen, men tippet må ligefuldt gælde for byvandringer.

“Taste them again for the first time,” opfordrer producenten af cornflakes så rammende. “Hver morgen er ny,” sagde en gammel rotte i journalistfaget.

Viborgs middelalderlige kvarterer er som en levende historiebog, og det skulle da stå meget sløjt til, om ikke enhver byvandring kastede noget nyt af sig, skønt kulisserne er de gammelkendte. Nuet spiller ind.

I Latinerhaven kom vi til at filosofere over, at kun ét af de karakteristiske hjertetræer står tilbage, hvilket er synd og skam. Det står helt uden frugter, men er ellers livskraftigt nok. Heldigvis bærer nogle hjertetræer på Borgvold frø. Da Viborg for nogle år siden førte sig frem som “Jyllands hjerte”, stod Latinerhavens hjertetræer som frugtbare symboler.

Én af deltagerne fik tændt sin historiske interesse af, at en fjern forfader var medikus i Jylland, ærkedegn ved Viborg Domkapitel og apoteker i Viborg. Vi taler om Johannes Paludan (1538-1615), der inden tiden i Viborg var enkedronning Dorotheas livlæge. Viborg Svaneapotek er fra 1573, og Paludan var fra 1577 og 10 år frem Viborg Svaneapoteks anden apoteker. “En højlærd mand” – som der stod på hans mindetavle i domkirken.

Borgvold nåede vi slet ikke ned til i denne runde. Men en anden af deltagerne prikkede mig alligevel på skulderen og bad mig love, at jeg fremover husker at nævne en ofte glemt stenskulptur. Den står på den lille kanalø. Måske derfor er skulpturen “Muko” af Elise Lukassen så overset.

10 unge kvinder udførte i 1988 hver sin stenskulptur, kyndigt vejledt af kunstnerne Bent Lynge Larsen og Laurids Kirkegaard. Resultatet af et halvt års arbejde var en “stenrute” rundt i byen og helt til Hald Hovedgaard.

Lige foran Borgvolds ø står “Agern” af Marianne Norris, der også var blandt de 10. 32 år er gået, men det er aldrig for sent at opleve noget for første gang.

Det gyldne Adam og Eva-skilt i Nytorvgyde viser, hvor gæstgiveriet “Paradis” indtil en brand i 1667 lå. I 14 dage derefter ulmede gløderne i vinkælderen, og siden har navnet “Paradis” ligget og ulmet i den lokale bevidsthed.

Skiltet er en forstørret kopi af et kistebeslag fra Bjerring Kirke. Fristelsens slange og kundskabens træ omslutter de to. Uskylden står for fald.

Tilstandene i Viborg fra begyndelsen af 1600-årene og en 100 år frem var alt andet end paradisiske. De var djævleblændte. Viborg var grundigt rodet ind i først kejserkrigen mod tyskerne og dernæst svenskekrigene.

Det begyndte med, at den kejserlige hær i 1627 gjorde sit indtog. Grev Camillo Strozzi slog sit hovedkvarter op i bygården “Mageløs”, der gik for at være byens flotteste bolig. Strozzi og hans stab drænede byen for både vin og penge.

I to omgange satte svenskerne sig på Viborg, i 1644 og i 1657. Atter fik byen en rolle som hovedbase, hvilket nok skånede byen rent fysisk, men bestemt ikke pengemæssigt. Allerværst gik det dog for sig, da Danmarks allierede fra Brandenburg-Preussen i 1660 kom til staden med én af Europas fornemste mænd, kurfyrst Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg, i front. En horde af tyskere og polakker hærgede.

Kurfyrsten indlogerede sig hos vinhandler og værtshusholder Salomon Gerber, der drev sine aktiviteter fra Sct. Mogens Gade 3 og i det meste af Nytorvgydes nordside, herunder “Paradis”. Næsten lige så fin på den var feltmarskal, rigsgreve Raimondo Montecuccoli, der samtidig holdt hof på Nytorvs vestre side, hvor senere Svaneapoteket kom til at ligge.

Da “hjælpetropperne” var ude, prægede en dansk blanding af militær og adelig drukkultur – iblandet æresbegreber – Viborg, herunder ikke mindst det urolige hjørne mellem Sct. Mogens Gade og Nytorvgyde.

En militær hornblæser fik dette at føle, da en flok drukne officerer i Salomon Gerbers skænkestue absolut ville have ham til at blæse en fanfare, hver gang de skålede. Han fik nok og kaldte dem “hundsvotter”. Skønt dette navn for tævens kønsorganer dengang var et meget brugt skældsord, kom kårderne frem, og blæseren udåndede, hvilket ikke fik nogen retslige konsekvenser.

En duel mellem fire militære adelsmænd fandt i 1674 sted i Nytorvgyde. Tvisten begyndte i Gerbers skænkestue, og i Nytorvgydes fakkelskær fik to af kamphanerne dødbringende sår. Og det var blot, fordi de var kommet op at toppes om, hvor gammel en hest skulle være for at deltage i krigstjeneste. Heller ikke da faldt rettens hammer.

I 1719 flød det militære blod atter i samme kvarter. I Sct. Mogens Gade 8 drev en købmand en vinstue. To officerer, tilmed brødre, gerådede i skænderi om en gæld. Stikvåben kom frem, og bror major faldt for bror oberst. Det lignede en slags uheld, og det ser ud til, at obersten slap for videre tiltale.

Jeg tror nok, at Adam og Eva-skiltet er museumsmanden og forfatteren Peter Seebergs påfund, og at det skulle markere udstillingsstedet “Paradis”, som i en fredeligere tid lå på gæstgivergårdens sted. Men enhver god historie kan sagtens begynde med Adam og Eva.