Held og grønne kartofler

Vi kom aldrig længere end til forventningens glæde. To bittesmå bakker med nye, danske kartofler var tiltænkt en central rolle i påskens lukulliske glæder. 60 kroner i alt.

Deres tynde hinde viste sig at dække over et umiskendeligt grønt skær. Ingen pardon. Grønne kartofler skal ud. De er berygtede for at indeholde gifte af værste skuffe. En himmerigsmundfuld skulle ikke være adgangsbillet til et helvede med mavekramper, bræksyge og diarré.

Stoikeren kom op mig. Den slags hændelser, som vi ikke selv kan styre, er tilværelsen fyldt med. Som alt, hvad der har med liv og gods at gøre, er de hverken gode eller onde. Dem kan vi bare sige “nåh” til – og ellers lade dem passe sig selv. Ondt og godt ligger i vores lille råderum. Hvordan vi opfatter og agerer.

“Dyrk det lidt, der er dit,” er en god morale. Her er hverken plads til grønne kartofler eller andre langt voldsommere ydre omstændigheder. Jeg iler med at tilføje, at den braiserede roastbeef var helt efter bogen. Den gjorde sig fint med de krydderkartofler, der i hast kom frem af fryseren.

I sin udmærkede bog om stoicisme, “Det hele handler ikke om dig”, bruger Niels Overgaard det hollandske tulipankrak som et eksempel på, hvordan tåber investerer alt, hvad de ejer og har, i noget, som de ikke selv kan kontrollere.

I 1630’ernes Holland var tulipanløg genstand for spekulation i den helt store stil. Spekulationen førte til verdens første økonomiske boble. Briste måtte den jo, og lige før det skete, modsvarede prisen på tre løg et pænt borgerhus.

I februar 1637 gik det galt. En ægte stoiker, der nu stod uden hjem, kan have nydt synet af tre yndefulde tulipaner, men her er vi ude i noget ret spekulativt. Nogle har i øvrigt sammenlignet tulipanløgene med bitcoins.

Hvert forår nyder jeg synet af en lille klynge tulipaner, der kommer af løg, som jeg ikke selv har lagt. Gratis glæder. Endnu er de grønne, men også når de står i fuldt flor, skal jeg nok lade være med at spise dem.

Meget godt er lige ved hånden

I disse coronabefængte og indestængte tider søger ikke så få en mental havn i besættelsestiden, da onde kræfter udefra også greb ind i hverdagen. Det gælder såmænd også os, der slet ikke oplevede besættelsen. Nye værdier blomstrede op og viste, at meget alligevel var ladsiggørligt.

I 1940’erne var masseturisme og udlandsrejser kun for de få. På det felt led ingen de store afsavn. Alligevel reagerede mange ved at dyrke deres by og egn med fornyet kraft. En “Fodtur til terrænet nord for Nørresø” var alt nok til at lukke lys ind i en mørk tid.

Den nævnte fodtur er den første i bogen “Halvtreds udflugter i Viborgegnen”, som turistforeningen i 1946 sendte ud, og som samme forening ved sit 100-års jubilæum i 2006 udgav i et nyt oplag. Forfatteren var sparekassebogholder, turistmand og lokalhistoriker Holger Ballund Jensen.

I krigssomrene 1942, 1943 og 1944 bragte Viborg Stiftstidende Holger Ballund Jensens “Søndagsturen”. Forfatteren kom med forslag til en række strejftog på Viborgegnen, det være sig til fods, på cykel eller i tog.

Teksterne var i en småsnakkende stil. De blev mere eller mindre til, mens han selv vandrede og cyklede. Han overfodrer ikke sin læser med leksikalt lirumlarum, men leder blidt og venligt på vej. Undervejs bliver alle lidt klogere og meget gladere.

Viborgenserne tog beskrivelserne til sig, og bogen var et folkekrav. Men den er ikke det eneste tegn på, at viborgenserne fandt styrke i de indre værdier. Turistbrochurer og småhæfter peger i samme indadvendte retning. Et sigende eksempel er guiden “Viborg – et mål for turen”. Den vejleder læserne, så de på gåben eller per cykel kan tage turen til Viborg fra Aarhus, Aalborg, Herning, Hobro, Holstebro, Løgstør, Randers, Silkeborg og Skive.

I en turistbrochure fra disse år læser vi om Viborg og nærmeste omegn: “Alt, hvad Danmark ejer af naturskønhed, findes samlet omkring Viborg inden for et område på 10 kilometer i omkreds.” Så fortvivl ikke.

Mangel på klassiske bøger, foldere og infotavler skal ikke være en dårlig undskyldning for ikke at finde en passende “nærtur” – som norsk tv i en serie kaldte fænomenet. Den slags finder den søgende i rigt mål. Og det er så let som ingenting at finde informationer på nettet, skønt det nu er rart at have en hyggelig fætter som Ballund med sig.

Når hele verden atter ligger åben, er det på sin plads at huske de bibelske ord om, at den ikke er en tabt sjæl værd. Denne er noget så lokal. God tur.

Verdens vindmøller følger Toves retning

Vandmøllen Nørremølle havde på et tidspunkt også en klapsejler.

Jeg husker ham så tydeligt fra mine dage som journalistpraktikant, da jeg skrev om Viborgs spirende afdeling af miljøbevægelsen NOAH – energientusiasten og enspænderen Erik Grove-Nielsen. Men først for nylig fangede jeg, at Erik Grove-Nielsen var manden, der fik alverdens vindmøller til at dreje samme vej.

I 1977 etablerede han sig med Økær Vindenergi ved Sparkær. To år før havde han gjort sig bemærket på NOAH’s sommerlejr på Rugaard Strand ved Grenaa. På et tårn af granrafter monterede han nogle fibervinger, som han havde fremstillet derhjemme i entréen. Møllen kørte og leverede energi nok til lejrens køleskab.

I de år arbejdede en håndfuld danske Ole Opfindere på at få kraft på møllerne. De byggede på en tradition, som højskolemanden Poul la Cour så smukt gav fysisk form, da han i 1891 introducerede en vindmølle på Askov Højskole. Den var med vinger af små, bevægelige brædder. En klapsejler.

Noget højskoleagtigt var der også over Tvind-skolerne, der blandt meget andet satsede på vindkraften. “Tvindkraft” blev et begreb, da de vestjyske møllebyggere begyndte at rykke. Johannes, Erik Grove-Nielsens lillebror, var blandt Tvind-byggerne. Storebror holdt sig lidt i periferien, men var så meget med, at han kunne låne en støbeform.

De store stod på spring, da Økær Vindenergi begyndte at fremstille vinger af glasfiber. Vestas, Nordtank, Bonus og Enercon. Gennembruddet kom, da Erik Grove-Nielsen introducerede en vinge på fem meter.

Og nu er vi ved sagens kerne. Ved køkkenbordet diskuterede han med hustruen Tove, hvilken vej den nye vinge skulle dreje. Indtil da havde alle danske møllevinger drejet mod uret – også Tvinds. Og det sidste gjorde udslaget. Tove forfægtede det synspunkt, at “klosteret” – altså Tvind – ikke skulle bestemme retningen. Underforstået: ensretningen. Økær skulle gå imod strømmen. De nye vinger til de store aftagere drejede med uret.

Sådan gik det til, at alverdens møller følger urvisernes vej. Mange lokalplaner indeholder ligefrem en passus om, at møllerne skal være højreløbende. En overgang var Økær Vindenergi storproducent og måtte udvide med en afdeling i Mønsted. Siden koncentrerede den gamle NOAH-aktivist sig om at drive et prøvecenter for møllevinger.

Dybest set kan det være hip som hap, hvilken vej vingerne drejer. Med den åndelige ensretning er det en helt anden sag. Toves Tvind-trods har også en værdi. En opmuntring til alle, der strider mod strømmen for at komme til kilden. Det er det, det hele drejer sig om.

Høj, højere, højest

Det nye hotel hæver sig 81 meter over søens spejl.

Et toppunkt i min journalistiske karriere nåede jeg, da jeg besøgte toppen af Sears Tower (nu: Willis Tower) i Chicago. På det tidspunkt var det verdens højeste bygning. En surrealistisk affære, for jeg mistede aldeles jordforbindelsen og følte mig hensat til en flyvemaskine.

Willis Tower er 10 gange så højt som det nye hotelhøjhus ved Tinghallen. Alt er som bekendt relativt, og da Viborgs Peak 12 står på en højt beliggende grund, har bygningen straks skudt sig ind i byens profil. Toppen befinder sig 92 meter over havet og 81 meter over søens spejl.

Da planerne om et hotel ved Tinghallen for mange år siden første gang var fremme, gik de på fem etager med 60 værelser og fem luksussuiter. Nu er vi så endt med 12 etager og 150 værelser.

Pudsigt nok har Peak 12 sådan cirka samme højde som verdens første “skyskraber”. Da den i 1885 stod færdig i Chicago, var den med et bærende skelet af stål – en teknik, der viste sig holdbar for himmelstræbende konstruktioner. Træstokke i bindingsværk kan til nød bære syv etager.

Ifølge beretningen satte Vorherre en effektiv stopper for arbejdet, da mennesket forsøgte at nå himmelen med Babelstårnet. Han gav folkene forskellige sprog, og det kunne arbejdet ikke bære. På en moderne arbejdsplads lyder mange sprog, uden at det ender som en jordstryger.

1980’ernes hoteldebat i Viborg resulterede i Golf Hotel, 134 værelser i lave længer. Debatten om det sønære byggeri var skinger, og en enkelt debattør svang sig op til at sammenligne med skyskraberne i Frankfurts finanskvarter. Tiltrædende borgmester Jørn Cato Nielsen tog den 21. december 1985 det første spadestik, hvilket var et paradoks, for han var Tinghal-hotellets varmeste fortaler.

Efter et kvart århundrede som nummer ét er Willis Tower i dag nummer 20 på listen over verdens højeste bygninger – og er hastigt på vej nedad.

Noget om at bibeholde et sprog

Det skulle være meget mærkeligt, om ikke Asmild Klosters nonner har syslet med bier i deres have. De var kendt for at sy og brodere. Men også for at fange fisk i egne damme. Så hvorfor ikke også bier, hvis honning de kunne saliggøre i mjød?

Nonnerne havde en forbundsfælle i bisp Gunner, hvis navn er tæt knyttet til Jyske Lov fra 1241. Jyske Lov indeholder hele fire kapitler om biavl, og det siger noget om, at bierne heller ikke dengang var en biting. Her er regler for hegn og for, hvem der ejer sværmene, når de sætter sig på marken og i skoven. Hovedreglen er, at finderen er vinderen.

Hersom-forfatter Henning Pedersen er fascineret af, at den gamle landskabslovs ånd har holdt sig som noget nærmest lige så naturgivent som biavlen selv. Gennem flere år kunne han selv kalde sig biavler og lærte at holde af de velorganiserede bestøvere.

Henning Pedersen har levet sig så meget ind i deres farefulde liv, at han har kunnet skrive den fabulerende bog “Oprør i bistaden”, der som noget enestående lader bierne selv komme til orde. Ja, han ved naturligvis godt, at det hedder “et bistade”, men når der nu er tale om deres biby.

Honningbierne er ikke alene. Også hvepse og humlebier deltager i løjerne, og Henning Pedersen har en svaghed for den anarkistiske humlebi Tumling, der allerhelst fordyber sig i kåltidslen. Honningbien Top er dens ven og hæver sig højt over listen med de mange biroller.

I det lille kapitel “Bisprog og menneskesprog” fører forfatteren som den naturligste sag sin læser ind i biernes glosarium. Hvem skulle nu have troet, at “et bimbamstade” slet og ret er en kirke?

Jeg kan ikke lade være med at associere til overlærer Nils Dorphfra Viborg Katedralskole, der i et lille leksikon og en ordbog fra henholdsvis 1824 og 1837 indvier os i taternes rotvælske sprog.Hvad er for eksempel “grumslinglak”, om jeg må spørge?  Akkurat som bierne er det, var taterne en truet art. Kulturen har det med at være indkapslet i sproget, så det er om at holde fast.

Taterfangen Hartvig Andreas Lunding i Viborg Tugthus var hans hovedkilde. Taternes sprog var hemmeligt, og deres love hjemlede dødsstraf for den, der røbede det. Ikke uden samvittighedsnag måtte Dorph notere, at Lunding faktisk måtte bøde med livet.

Ligesom Henning Pedersen var Nils Dorph stærkt teaterinteresseret, og han var i 1812 med til at stifte Viborg Dramatiske Selskab – en slags forløber for Komplotgruppen, somHenning Pedersen var aktiv i. Når alt kommer til alt har de nok suget af den samme nektar.

Jeg har selv læst det i avisen

Det ville være for meget at påstå, at avisen “Kiøbenhavns Post-Rytter” fra begyndelsen af 1700-tallet hører til min daglige davre. Men set gennem Viborg-briller er augustnummeret fra 1721 kostelig læsning.

En “notification” i bladet handler om en enkefrue af Viborgs bedre borgerskab, justitsrådinde Anne Katrine Lælius, der siden den 23. november 1718 havde haft kongens tilladelse til at tilvirke og forhandle “medicinske piller”.

Fra sin mand, landsdommer og justitsråd Frederik Lælius, arvede hun retten til at opkræve tiende af den fattige Ingstrup Kirke ved Løkken, og hun ejede Agatius Loumanns Gård ved Viborg Domkirke. En opgørelse fra 1725 viste, at hun året før den store brand var ganske godt ved muffen, så universalpillerne har kanske også været helsebringende for hendes økonomi.

“Der er intet kostbarere compositum at finde,” hedder det om Anne Katrines piller. De er et arkanum. Det vil sige, at opskriften er hendes hemmelighed. Nok godt det samme. Og hold nu lige fast. Ifølge den københavnske avis kan pillerne “skikke sig for alle slags complexioner og sygdomme”: hoste, brystsvaghed, løbende igt, podagra, udflåd, urent blod, spedalskhed, skab, syfilis, skørbug, pest, petekkier, kopper, ledsmerter, melankoli, underlivssmerter og mavekneb.

Gad vide, hvad den viborgensiske pilletriller puttede i sine “Universal Curerende Piller”? Med sikkerhed en god portion placeboeffekt, og den er ikke sådan at foragte.

Og det til bare én rigsdaler for 64 styk. Ved at betale 10 rigsdaler får kunden 64 styk oven i de 640. Enkefruen advarer mod plagiater og gør opmærksom på, at den ægte vare er med hendes segl. Hun har åbenbart en tid boet i lejlighed hos Povl Hansen Kandestøber i Østergade, for her er hendes københavnske salgssted stadig. “Ellers er hendes rette bopæl i Viborg i Jylland.”

Den 20. november 1737 blev hun begravet fra Viborg Domkirke. Mon ikke, hun har garderet sig ved at tage opskriften med på den sidste rejse?

Udråbstegn i gade- og skriftbilledet

Sådan et skilt gad jeg godt eje. På min daglige rute til midtbyen stødte jeg i en lille måneds tid på det. Det gav tilsyneladende håndværkere lov til at parkere, akkurat som de lystede. Og lastbiler med løfteanordninger kunne blokere vejen, når det skulle være.

Et skilt med et udråbstegn. Det betyder “anden fare”, og det er sandt for dyden et vidt begreb. Men sikke en magt, der sidder i dette udråbstegn. Kun et bagbæst udsætter sig frivilligt for fare.

Da de gamle romere opfandt udråbstegnet, skulle det forstærke forfatterens udbrud af glæde. I nutidsdansk kan det stå efter udråb, ordrer, opfordringer, ønsker, tiltale og udbrud af forundring. Alligevel skulle vi helt frem til 1970, før det indtog skrivemaskinens tastatur.

“Et værdifuldt våben til at sætte kraft på et udsagn,” skriver et digitalt bureau. Min påstand er, at det har mistet sin kraft. Det skrivende folk har i de seneste år helt uhæmmet og med hovedet under armen brugt det.

Nogle kan ikke få nok og affyrer hele salver af det formastelige tegn. I dag er det intet værd. Det står som ellepigerne: forførende fortil, hule og tomme bagtil. Jeg bruger det kun, når jeg bringer citater med udråbstegn – altså andres udråbstegn.

“Af alle tegn er det dét, jeg bryder mig mindst om,” skriver den italienske forfatter Elena Ferrante i bogen “Det lejlighedsvise indfald – et år i klummer”.

“Et udråb burde være nemt at forstå, når man læser; der er ikke brug for at insistere med det tegn til sidst,” slår den kloge italiener fast og betror sin læser: “Jeg holder af beherskede toner, elskværdig begejstring, høflige indsigelser.”

Udråbstegnet kan stå som et tegn på armod, fordi skribenten ikke evnede at lægge kraften i ordene. Som om antallet af udråbstegn er et mål for, hvilke argumenter der er stærkest. Det er historien om Dalila og Samson om igen. Samsons kraft sad i håret, og han var kraftesløs, da Dalila klippede ham.

Lidt mere filosofisk er fornægtere af udråbstegn i pagt med taoisterne, når disse siger: “Dæmp dit lys, hvis du vil gå op i de andres mørke.”

Så er det op på lakridserne

Det var nok egentlig den klistrede klump af Salmiakki-pastiller, der fik mig på den tanke, at jeg bare måtte gå en tur i Undallslund. Fazer-lakridsen havde sat sig fast i bunden af venstre frakkelomme.

Da jeg var dreng, gik jeg ikke så sjældent med en æske Salmiakki i lommen. Også dengang må æsken have haft en uskik med at lække pastiller. Det lille ekstra lommelager kunne være en glædelig overraskelse, når æsken var tom. Sådan ikke nu. Men klisterklumpen fik altså tanken til at gøre et hop til drengeårenes røvere og soldater i Undallslund.

Undallslund, der stadig i 1960’erne fremstod som en rigtig granplantage, var lidt uhyggelig, men med Bredemose som et forsonende element. Her kunne vi også godt finde på at løbe på skøjter mellem tuer og hængesæk. Ikke mange af de gamle kæmper er tilbage. Nutidens 215 hektar store skov er en blandet forestilling, idet de løvfældende vækster vinder frem. Nogle højst varierede mærkede ruter byder sig til.

Sammen med Skrikes Plantage, Neckelmanns Plantage og Margrethelund udgør Undallslund et samlet grønt bælte på i alt 480 hektar. Da de fire fra midten af 1800-tallet og en snes år frem voksede op, afløste de “lyngkraven” på Viborgs enorme bymark. Det meste lå da hen som hede, men længere tilbage var Viborgegnen skovrig. Margrethelund er således en meget gammel egeskov fra før rovhugstens tid.

Venlige tanker til legatstifter Julius Skrike, tugthusdirektør Laurits Christian von Undall (og hans straffefanger), overretsprokurator Carl Neckelmann og justitssekretær Georg Morville, der så fremsynet gav hedesagen grokraft.

Der er nu noget med mennesker og træer. Når vi tre gange banker under træbordet for at holde grimme hændelser på afstand, er det en gammel besværgelse, som oprindelig har været knyttet til Jesu kors, altertavler af træ og kirkedøre. Vi påkalder os træets kraft. “Knock on wood” siger de i England. I den nordiske mytologi dannede brødrene Odin, Vile og Ve de to første mennesker, Ask og Embla, af to træstammer.

Digter Horats skrev om “at vanke stille om i svale skove, tænkende på, hvad der sømmer sig for en klog og god mand”.

I solfaldsskær gik jeg den røde rute og undlod ikke at banke på en kleppert af et grantræ.

Alle gode veje fører til Viborg

En fin og velovervejet bog.

“Viborg skal ikke have en motorvej. Viborg skal have en god vej.” Sagt for en pæn del år siden, da jeg deltog i et lille frokostmøde. Ordene kom ud af munden på én af Folketingets trafikordførere; jeg husker ikke hvilken. Men hendes ord prentede sig ind i ihukommelsen.

Sagen er jo, at Viborg ikke i sig selv kan bære en Hærvejsmotorvej. Trafikken på hovedvej 13 lidt syd for Viborg overstiger næppe 7000 biler i døgnet. Norden for byen er den ikke stort større. Med andre ord skal Viborg lade sig belemre med støj og dunst fra mange os ganske uvedkommende biler. En sådan motorvej skal nemlig snuppe transittrafikken mellem Aalborg og Vejle.

Før vi fik motorvejen mod øst, bar hovedvej 13 denne gennemkørende trafik. Sikke mange lastbiler – og sikke en ferietrafik. Da jeg var dreng, stillede vi os nogle gange ved ringvejen for at studere de mange udenlandske biler, når sommerferien satte ind.

Som vejene er i dag, sparer bilisten syv kilometer ved at vælge primærrute 13 over Viborg frem for motorvejen. Dengang var valget endnu mere oplagt, fordi transittrafikken slap fri af de østjyske byer og en tæt lokaltrafik byerne imellem.

Kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Viborg i dag havde været stillet, hvis vi fra første færd havde satset hele butikken på “den gode vej” frem for et stykke indviklet landsplanlægning, der tilmed er grundigt syltet ind i politiske hensyn.

“Fra porten i Danevirke søgte den tusindårige Hærvej møjsommeligt frem gennem Jyllands indre med Viborg som mål, og herfra udstrålede atter færdselsårer mod alle verdenshjørner. Naturen selv havde bygget bro, så øst og vest, nord og syd forholdsvis let kunne mødes,” skriver museumsinspektør Hugo Matthiessen i sin fine bog “Viborg-Veje” fra 1933.

Endnu i 1933 var Viborgs naturgivne position som Jyllands store vejkryds ret uantastet. Den holdt helt frem til slutningen af 1960’erne. Da jeg i 1969 så filmen “Balladen om Carl-Henning”, bed jeg stolt mærke i en sekvens, hvori vejen over Viborg er på tale.

“Nu er vi så nær Viborg,” sagde manden, der holdt i Aalborg. Talemåder som disse var førhen ikke ualmindelige. Men tiderne skifter.

For nogle år siden viste en undersøgelse, at turister meget gerne fravælger motorvejen, fordi de forbinder en god tosporet vej med nærvær. Det er slet ikke så dårligt at skynde sig langsomt.

Hvor kunne det være dejligt provokerende at gå imod strømmen. At markedsføre Viborg som “motorvejsfri zone”. “Gør som studene – de kommer også frem.” Et andet navn for Hærvejen er jo Studevejen.

På det seneste har jeg læst en kendt viborgensers erindringer. Det slog mig, at hun ved sit engagement har trukket myriader af folk fra ind- og udland til Viborg. De har med garanti ikke spurgt til, om vejen til Viborg var to- eller firesporet. Værdier af den slags er i en helt anden klasse. Og er ikke af vejen.

Uskyldig og nødvendig rekreation

Lysthuset ser efterhånden noget anløbent ud.

Et lysthus må ikke være stort. Det skal ligge afsides, men alligevel være let at komme til. Det skal ej blot være til lyst, men også til den stille eftertænksomhed.

Nogle forfattere trækker sig tilbage til skrivehytten, når de skal fæstne deres tanker. Jo mindre, jo større tanker. Et kolonihavehus kan gøre det. Måske endda et skur.

De færreste har set Rektors Lysthus i Latinerhaven indefra. At det alligevel har en så høj stjerne hos viborgenserne, må bero på, at det i kombination med den fine lysthave skaber de rette vibrationer.

Forleden åbnede Viborg Bryghus det i et par eftermiddagstimer for at præsentere Marie Grubbe-porteren – den med kirsebær og sherry. Arrangøren serverede også Bach i celloudgave og Viborg i essayform, hvilket gjorde sig i det intime rum. Mere af samme slags, straks. Blot skammeligt at opleve, at den fredede bygning er i frit forfald. Loftet er ved at falde ned.

I 1938 trillede kommunen det to meter ind i haven, fordi det lå i vejen for den opsvulmende trafik, men siden er ikke mange kommunale skillinger trillet til den side.

Jeg læste i den nye Trap-udgave for Viborg Kommune, at lysthuset er fra 1780. Det passer nu ikke, men skidt pyt. Først i 1783 fik underviserne i nabohuset – latinskolen – den idé, at de kunne indrette den skæmmende brandtomt mod syd som en have til nytte og pryd. Her lå indtil storbranden i 1726 tre store gårde, men ingen havde turdet binde an med at genopføre dem.

For et lån på 450 rigsdaler fra skolens kasse sørgede de gæve lærere for at indrette haven. Stengærdet med lindetræerne er fra den tid. Konrektor fik den sydligste del. Mellem 1799 og 1806 var Jacob Tetens konrektor, og han opførte på sin del lysthuset. Jeg har hørt sige, at det må være i familie med Sct. Mogens Gade 8, der stod færdigt sidst i 1798.

Det skulle ikke undre, hvis bygmester Stilling lige koblede af med det lille lysthus efter det store byggeri, som nu er Morvilles Gård. Det ser ud til, at bygmester Hödrich efterlod en fin tegning, han kunne følge. Det ottekantede lysthus ligner på en prik det, Hödrich mange år før skitserede.

Allerede i 1808 forsøgte den afgåede konrektor at sælge lysthuset til skolen, men først i oktober 1830 overtog skolen det officielt. Nu var det rektors lille helle. Deraf navnet. Til “uskyldig og nødvendig rekreation,” som det hed. Skolen havde i de år under 30 elever, så en nybagt årgang af studenter kunne mageligt bænke sig i lysthuset til en gang jordbær med fløde.

I samarbejde med arkitekt Thomas Pedersen udtænkte Viborg-kunstneren Sergei Sviatchenko for år tilbage en slags lysthus, som skulle ligge ved Søndersøs nordvestre bred. Et sted til ud- og indsigt. Det blev ved tanken.

Da Erling Østergaard i 2010 sluttede sin gerning som Viborg Katedralskoles rektor, videregav han en plan for et moderne Rektors Lysthus på skolens grund. Ny Carlsbergfondet var med på idéen om et retrætested en miniature, og kunstneren Olafur Eliasson var kørt i stilling. Det blev ved tanken.

Men vi har Rektors Lysthus i Latinerhaven. Det fortjener mere end en tanke.

Kom frit frem, Calico Jack

Viborgs svar på Lumskebugten.

En lidt skævhjernet kollega var for en del år siden overbevist om, at stumper af Nørresøs østre bred havde unddraget sig kartografernes opmærksomhed. Som en anden Vasco da Gama planlagde han en opdagelsesrejse i robåd, medbringende en rulle med de mangelfulde kort.

Jeg husker ærlig talt ikke, om han gjorde alvor af det. Tror det egentlig ikke. Men jeg har sendt ham en venlig tanke, efter at jeg gennem adskillige måneder har observeret et skummelt udseende fartøj, der i halvforlist stand vugger ved samme søbred.

Et værre rodsammen kendetegner det lille fartøj, og en stump af politiets markeringsbånd virker ikke overbevisende. Snarere havde et sørøverflag været på sin plads. Måske havde historieskriver Erichsøn uret, da han for tre århundreder siden bemærkede, at indlandsbyen Viborg som et stort plus ikke var hjemsøgt af sørøvere.

Vi ser for os sørøverkaptajn Calico Jack og hans iltre hjælpere, sørøverkvinderne Anne Bonney og Mary Read. “Det er en Guds lykke, vi har udsigt til at blive hængt, for ellers ville enhver skurkagtig kaptajn blive pirat og tage brødet ud af munden på modige mænd,” erklærede Mary Read, der på det tidspunkt var klædt ud som mand.

Nogen hurtiggående Coronet Dagcruiser 21 er båden så langtfra. Det var en sådan, smuglerkongen Bent “Ricardo” Madsen i 1960’erne og 1970’erne havde en forkærlighed for, da han smuglede sprut og cigaretter over Østersøen. Værftet spillede med og brugte sloganet: “Ni ud af 10 smuglere foretrækker Dagcruiser 21.”

Hvorfor nu bringe Bent Ricardo på banen i denne sammenhæng? Jo, for han vakte stor lokal bestyrtelse, da han omkring 1980 købte et hus i Lyngdalen, ikke mange stenkast fra vores lille båd. Lige op ad landsdommeren og politimesteren. Det blev der talt meget om.

Her i Viborg må vi slå os til tåls med de små skvulp i søkanten og lade arbejderforfatteren Carl Heinrich Petersen få slutreplikken: “Viborg er noget lort, klassemæssigt, politisk og åndeligt. Vi har ingen havn, så vi savner både søfolk, havnearbejdere og skibsværftsarbejdere.”

Længe leve sætternissen

At fejle er menneskeligt, og når en skribent giver sætternissen skylden for en “stavefjel”, holder vi os stadig inden for det menneskelige.

Hvor kan det være befriende med et par gode stave- og slåfejl. Bare slå dig løs, kære trykfejlsdjævel. Her er et menneske på spil, ej en hjertekold robot og en håndfuld åndsforladte tekstskabeloner. Når en tekst er uberørt af menneskehjerne, er hjertevarmen tæt på det absolutte nulpunkt.

Alt naturligvis med måde, og jeg kan ikke sige mig fri for, at det er som en støvlehæl mod en podagratå, hver gang jeg skuer en fejl i egne tekster. På det seneste har jeg præsteret overskriften “De frillige holder maskineriet i gang” og “pargamentrullen” i en brødsats. Begge i bøger, så jeg kan ikke engang trøste mig med, at fiskehandleren snart bruger fejlene til at lægge omkring fiskene.

Småtingsafdelingen. Når jeg et øjeblik har sundet mig, føler jeg mig på lige med bageren, der gør sig umage med sine “vanilliekranse”. Uhm, hvor de altså smager af god vanilje, og det er hovedsagen. Lad blot guderne om at være fuldkomne. Nogle mennesker påstår, at de bevidst begår nogle fejl, hvormed de skilter med den menneskelige faktor. Måske en efterrationalisering, men ligegodt.

Jeg kan ikke på stående fod huske, om det var Madam Mangor eller Emma Gad, der anbefalede husmoderen at lade som ingenting, dersom saucen klumpede og skilte. Udbasunerede hun fadæsen, ville gæsterne og deres efterkommere i mange led huske den, mens tavsheden snart ville drukne den i glemselens hav.

Når vi taler om “ammen i kirken” og om at “gøre døren høj og porten hvid”, gibber det i selv en forhærdet sætternisse. Derimod kan han klukle ad “konetro sønderjyder”, “kornprinsen”, “testikelmesse” og “to bortadopterede ben”.

I en del år havde jeg kontor i salig redaktør Wellejus’ tidligere soveværelse. Theodor Wellejus, folkebladets chefredaktør fra 1927 til 1962 og tillige Viborg-borgmester fra 1958 til 1962, holdt et vågent øje med danske avisers trykfejl, og hans lille bog “Trykfejl” er et resultat deraf. Vi kan læse om slagteren, der var tiltalt for at blande kattekød i farsen. Ikke nok med det, “også konen var indblandet”. Eller hvad med “Det er så syndigt at følges ad”?

I en nekrolog kom Wellejus for skade at omtale “en kedelig bror”, hvor han mente “kødelig”. Trykfejl er sjældent kedelige.

Noget om at skilte med sit særpræg

Alle kender ordsprogsagtige vendinger som denne: “Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er.” De florerer i utallige varianter med så forskellige emner som tænder, bogreoler, tasker og kæpheste. Jeg så den også i en mere udspekuleret form: “Vis mig dit kys, og jeg skal sige dig, hvem du er.”

For en rigtig by må dette udsagn være gangbart: “Vis mig din bys skilte, og jeg skal fortælle, hvilken by du bor i.” Enhver by, der dyrker sit særpræg, har da en politik for sine gade- og guideskilte, ikke sandt?

Så langt tilbage som i 1927 designede arkitekt og grafiker Knud V. Engelhardt de i dag højt anerkendte gadeskilte til Gentofte Kommune. De udstråler på én gang den tid, de er født i, og det tidløse. Stadig lige gangbare og kernefulde. Alle med et rødt hjerte over “j” i “vej”. En fryd for øjet og et fingerpeg om, hvilken by det er.

DSB sporede sig også tidligt ind på at gøre skilte til en sjælesag. Ikke helt så vedholdent som i Gentofte Kommune, men med holdning. Fanatikere går højt op i DSB’s skilte gennem tiderne og har gennemskuet, at den gamle etat fint har levet op til princippet “steal with pride”. De engelske statsbaners Johnston-skrift har haft det fint på dansk jord. Sæt af skrifttyper – fonte – var ikke mindst førhen en slags allemandseje.

Nogle fejlfindere går højt op i, om skiltene i tv-serien “Matador” nu også er, som de skal være, når årstallet for eksempel er 1930. Var skiltemaler “Fede” en fusker?

I sommeren 2016 vedtog Viborg Byråd en manual for kommunens skilte i midtbyen. Sammen med designere fra Møller & Grønborg har kommunen udviklet en “Viborg-font”, altså en særlig skrifttype til skiltene – akkurat som Gentofte har haft det siden 1927. En skrift, der både skal udtrykke historiens tyngde og en moderne lethed. En skrift, der suger næring fra såvel kalligrafien som industrien.

Viborg er ikke begyndt på bar bund, for midtbyen har i mange år haft emaljeskilte som i de gode, gamle dage. Bevaringsforeningen Viborg-Fondens skilte på fredede bygninger er også som skabt af den gode fe. Gode viljer er bare ikke altid nok. En styrende hånd må til. “Manual” kommer netop af “manualis” – “hørende til hånden”. Jo, Viborg tager hånd om sit særpræg.

Endnu bærer midtbyen ikke nævneværdigt præg af skiltemanualen. Det er heller ikke meningen, at gennembruddet skal ske på én gang. Det skal komme pø om pø. Lad os tales ved om den sag, når 75 år er gået.

I al almindelighed

Jeg husker tilbage til tiden, da rundstykker var rundstykker. Husker, hvordan bager Laursen på Randersvej stolt fremviste dagens første plade med glohede rundstykker til dagens første kunde. “De er som smurt i Sadolin,” noterede han.

De var forholdsvis små. Ikke store og oppustede. Intense i smagen. Men først og fremmest var de slet og ret “rundstykker”. Bevares; dengang kunne vi også få horn, gifler, kryddere og tebirkes. I dag er typerne så mange, at jeg slet ikke kan hitte rede på dem.

Udbuddet er nu så stort, at rundstykkerne hos vores i øvrigt udmærkede bager i Houlkær bærer skiltet “alm. rundstykke”. “Seks almindelige rundstykker,” siger jeg. “Hvilke skal det være?” spørger bagerjomfruen. “Jo, altså almindelige.” “Nå, helt almindelige.” “Altså almindelig almindelige,” slutter jeg med et lille ordspil konversationen og får seks styk fra kurven med “alm. rundstykke”.

For mange står rundstykker som søndagskost. “Almindelig” smager ikke desto mindre af hverdag. Af fælles, bundsolide konventioner. Uden weekendens rundstykker er jeg som mytologiens Antaeus, der tabte síne ellers uanede kræfter, da han mistede jordforbindelsen. Jeg har det som Dan Turèll, da han følte sig kaldet til at skrive sin “Hyldest til hverdagen”: “Hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen.”

Mit første møde med det almene var nok på Vestre Skole, der efter femte klasse lagde op til at dele årgangen i en “boglig” og en “almen” linje. Slut med den uskyldige barndom, thi allerede nu begyndte voksenalderens båsesystem. Ud fra “standpunkt, evner og interesser” skulle børnenes veje skilles. Som noget enestående ville årgangens forældre det anderledes. De havde mulighed for at stemme om sagen og stemte for endnu to udelte skoleår. Men for mig stod “almen” i flere år derefter som noget andenrangs.

For nogle år siden kunne selskabet Alm. Brand fremvise et kanonregnskab og udsendte en pressemeddelelse med overskriften “Ualmindelig godt resultat”. Det var vel dengang, almenhedens gamle brandforsikring betjente sig af sloganet “Vi er ikke helt almindelige”. Stednavne som Almind og Almindingen vidner også om fællesskabets styrke og sikre havn. Ligeså med de almene boligselskaber.

I dagbogen “Vejrdage” fra 1980 skriver Villy Sørensen: “Men de sædvanlige dage med hverdagsvejr, de lunkne, de grå, de triste, de minder så meget om så mange andre, at de slet ikke minder om nogen.”

Jeg kan heller ikke kende det ene “alm. rundstykke” fra det andet. Men ih, hvor de smager.

Pytterne er til at regne med

Som at springe fra tue til tue i en mose.

Et efterår med silregn har gjort det særskilt passende at sige pyt til det hele. Danskerne kårede sidste år “pyt” som deres yndlingsord, og det tør nok antydes, at vejrguderne har forstået at omsætte valget til pytter i alle former og størrelser.

Midt mellem pytterne gik jeg en tur. Jeg var ude at lede. Lede efter min kontenance. Den er svær at undvære. Måtte jo have tabt den ét eller andet sted i novembers gråtoner.

Et udglattende “pyt” sidder dybt i danskernes folkesjæl. Det er der ikke noget at sige til med alle de pytter. Små som store. Kommunerne udmærker sig ved at anlægge masser af regnvandssøer, så regnvandet ikke uden videre rotter sig uheldigt sammen med spildevandet. Så er det lettere at sige “pyt” til monsterregnen.

Danmark kan mønstre 120.000 søer med vandflader, der er over 100 kvadratmeter. Nogle er med både tilløb og afløb, andre er blot en slags store vandpytter. Birkesø på Gammelstrup Hede og Storf Sø på Klostermarken er gode eksempler på søer, som hverken bæk eller å ulejliger sig forbi.

Det fortælles, at herremand Peder Gyldenstjerne på Timgaard fik et langvarigt besøg af vennen Frederik den Anden. Ifølge overleveringen sagde kongen, at han ville vente med afrejsen, indtil et bestemt vinfad var tømt. Med skjulte rør tilførte værten vin fra andre fade, og det trak ud med afrejsen.

De skulle blandt andet have fordrevet tiden med et væddeløbsridt fra herregården til kirken. Da Peder (Per) gled forbi kongen, skulle et “pyt” i forbifarten have undsluppet ham, hvortil kongen replicerede: “Jeg vil ingen pytten vide af, Per!” Heraf vendingen “Pyt! sagde Per til kongen.”

Jeg læste for nylig, at det første liv her på planeten opstod i nogle små, vulkanske pytter. Pletterne var skiftevis våde og tørre, og det befordrede livet. Pytter er nu gode at have, og en regnpyt skal ikke være særlig gammel, før den er med amøber.

I november har en vandretur været som at hoppe fra tue til tue i en mose. Tungen lige i munden. Men pyt. Og der lå den jo. På kanten af en pyt. Kontenancen. Sindsroen. Ned i lommen med den. Nu er det bare om at komme hjem og få en gang pytipande.