Forfatter: Jesper

At fejle er menneskeligt, og når en skribent giver sætternissen skylden for en “stavefjel”, holder vi os stadig inden for det menneskelige.

Hvor kan det være befriende med et par gode stave- og slåfejl. Bare slå dig løs, kære trykfejlsdjævel. Her er et menneske på spil, ej en hjertekold robot og en håndfuld åndsforladte tekstskabeloner. Når en tekst er uberørt af menneskehjerne, er hjertevarmen tæt på det absolutte nulpunkt.

Alt naturligvis med måde, og jeg kan ikke sige mig fri for, at det er som en støvlehæl mod en podagratå, hver gang jeg skuer en fejl i egne tekster. På det seneste har jeg præsteret overskriften “De frillige holder maskineriet i gang” og “pargamentrullen” i en brødsats. Begge i bøger, så jeg kan ikke engang trøste mig med, at fiskehandleren snart bruger fejlene til at lægge omkring fiskene.

Småtingsafdelingen. Når jeg et øjeblik har sundet mig, føler jeg mig på lige med bageren, der gør sig umage med sine “vanilliekranse”. Uhm, hvor de altså smager af god vanilje, og det er hovedsagen. Lad blot guderne om at være fuldkomne. Nogle mennesker påstår, at de bevidst begår nogle fejl, hvormed de skilter med den menneskelige faktor. Måske en efterrationalisering, men ligegodt.

Jeg kan ikke på stående fod huske, om det var Madam Mangor eller Emma Gad, der anbefalede husmoderen at lade som ingenting, dersom saucen klumpede og skilte. Udbasunerede hun fadæsen, ville gæsterne og deres efterkommere i mange led huske den, mens tavsheden snart ville drukne den i glemselens hav.

Når vi taler om “ammen i kirken” og om at “gøre døren høj og porten hvid”, gibber det i selv en forhærdet sætternisse. Derimod kan han klukle ad “konetro sønderjyder”, “kornprinsen”, “testikelmesse” og “to bortadopterede ben”.

I en del år havde jeg kontor i salig redaktør Wellejus’ tidligere soveværelse. Theodor Wellejus, folkebladets chefredaktør fra 1927 til 1962 og tillige Viborg-borgmester fra 1958 til 1962, holdt et vågent øje med danske avisers trykfejl, og hans lille bog “Trykfejl” er et resultat deraf. Vi kan læse om slagteren, der var tiltalt for at blande kattekød i farsen. Ikke nok med det, “også konen var indblandet”. Eller hvad med “Det er så syndigt at følges ad”?

I en nekrolog kom Wellejus for skade at omtale “en kedelig bror”, hvor han mente “kødelig”. Trykfejl er sjældent kedelige.

Alle kender ordsprogsagtige vendinger som denne: “Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er.” De florerer i utallige varianter med så forskellige emner som tænder, bogreoler, tasker og kæpheste. Jeg så den også i en mere udspekuleret form: “Vis mig dit kys, og jeg skal sige dig, hvem du er.”

For en rigtig by må dette udsagn være gangbart: “Vis mig din bys skilte, og jeg skal fortælle, hvilken by du bor i.” Enhver by, der dyrker sit særpræg, har da en politik for sine gade- og guideskilte, ikke sandt?

Så langt tilbage som i 1927 designede arkitekt og grafiker Knud V. Engelhardt de i dag højt anerkendte gadeskilte til Gentofte Kommune. De udstråler på én gang den tid, de er født i, og det tidløse. Stadig lige gangbare og kernefulde. Alle med et rødt hjerte over “j” i “vej”. En fryd for øjet og et fingerpeg om, hvilken by det er.

DSB sporede sig også tidligt ind på at gøre skilte til en sjælesag. Ikke helt så vedholdent som i Gentofte Kommune, men med holdning. Fanatikere går højt op i DSB’s skilte gennem tiderne og har gennemskuet, at den gamle etat fint har levet op til princippet “steal with pride”. De engelske statsbaners Johnston-skrift har haft det fint på dansk jord. Sæt af skrifttyper – fonte – var ikke mindst førhen en slags allemandseje.

Nogle fejlfindere går højt op i, om skiltene i tv-serien “Matador” nu også er, som de skal være, når årstallet for eksempel er 1930. Var skiltemaler “Fede” en fusker?

I sommeren 2016 vedtog Viborg Byråd en manual for kommunens skilte i midtbyen. Sammen med designere fra Møller & Grønborg har kommunen udviklet en “Viborg-font”, altså en særlig skrifttype til skiltene – akkurat som Gentofte har haft det siden 1927. En skrift, der både skal udtrykke historiens tyngde og en moderne lethed. En skrift, der suger næring fra såvel kalligrafien som industrien.

Viborg er ikke begyndt på bar bund, for midtbyen har i mange år haft emaljeskilte som i de gode, gamle dage. Bevaringsforeningen Viborg-Fondens skilte på fredede bygninger er også som skabt af den gode fe. Gode viljer er bare ikke altid nok. En styrende hånd må til. “Manual” kommer netop af “manualis” – “hørende til hånden”. Jo, Viborg tager hånd om sit særpræg.

Endnu bærer midtbyen ikke nævneværdigt præg af skiltemanualen. Det er heller ikke meningen, at gennembruddet skal ske på én gang. Det skal komme pø om pø. Lad os tales ved om den sag, når 75 år er gået.

Jeg husker tilbage til tiden, da rundstykker var rundstykker. Husker, hvordan bager Laursen på Randersvej stolt fremviste dagens første plade med glohede rundstykker til dagens første kunde. “De er som smurt i Sadolin,” noterede han.

De var forholdsvis små. Ikke store og oppustede. Intense i smagen. Men først og fremmest var de slet og ret “rundstykker”. Bevares; dengang kunne vi også få horn, gifler, kryddere og tebirkes. I dag er typerne så mange, at jeg slet ikke kan hitte rede på dem.

Udbuddet er nu så stort, at rundstykkerne hos vores i øvrigt udmærkede bager i Houlkær bærer skiltet “alm. rundstykke”. “Seks almindelige rundstykker,” siger jeg. “Hvilke skal det være?” spørger bagerjomfruen. “Jo, altså almindelige.” “Nå, helt almindelige.” “Altså almindelig almindelige,” slutter jeg med et lille ordspil konversationen og får seks styk fra kurven med “alm. rundstykke”.

For mange står rundstykker som søndagskost. “Almindelig” smager ikke desto mindre af hverdag. Af fælles, bundsolide konventioner. Uden weekendens rundstykker er jeg som mytologiens Antaeus, der tabte síne ellers uanede kræfter, da han mistede jordforbindelsen. Jeg har det som Dan Turèll, da han følte sig kaldet til at skrive sin “Hyldest til hverdagen”: “Hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen.”

Mit første møde med det almene var nok på Vestre Skole, der efter femte klasse lagde op til at dele årgangen i en “boglig” og en “almen” linje. Slut med den uskyldige barndom, thi allerede nu begyndte voksenalderens båsesystem. Ud fra “standpunkt, evner og interesser” skulle børnenes veje skilles. Som noget enestående ville årgangens forældre det anderledes. De havde mulighed for at stemme om sagen og stemte for endnu to udelte skoleår. Men for mig stod “almen” i flere år derefter som noget andenrangs.

For nogle år siden kunne selskabet Alm. Brand fremvise et kanonregnskab og udsendte en pressemeddelelse med overskriften “Ualmindelig godt resultat”. Det var vel dengang, almenhedens gamle brandforsikring betjente sig af sloganet “Vi er ikke helt almindelige”. Stednavne som Almind og Almindingen vidner også om fællesskabets styrke og sikre havn. Ligeså med de almene boligselskaber.

I dagbogen “Vejrdage” fra 1980 skriver Villy Sørensen: “Men de sædvanlige dage med hverdagsvejr, de lunkne, de grå, de triste, de minder så meget om så mange andre, at de slet ikke minder om nogen.”

Jeg kan heller ikke kende det ene “alm. rundstykke” fra det andet. Men ih, hvor de smager.

Et efterår med silregn har gjort det særskilt passende at sige pyt til det hele. Danskerne kårede sidste år “pyt” som deres yndlingsord, og det tør nok antydes, at vejrguderne har forstået at omsætte valget til pytter i alle former og størrelser.

Midt mellem pytterne gik jeg en tur. Jeg var ude at lede. Lede efter min kontenance. Den er svær at undvære. Måtte jo have tabt den ét eller andet sted i novembers gråtoner.

Et udglattende “pyt” sidder dybt i danskernes folkesjæl. Det er der ikke noget at sige til med alle de pytter. Små som store. Kommunerne udmærker sig ved at anlægge masser af regnvandssøer, så regnvandet ikke uden videre rotter sig uheldigt sammen med spildevandet. Så er det lettere at sige “pyt” til monsterregnen.

Danmark kan mønstre 120.000 søer med vandflader, der er over 100 kvadratmeter. Nogle er med både tilløb og afløb, andre er blot en slags store vandpytter. Birkesø på Gammelstrup Hede og Storf Sø på Klostermarken er gode eksempler på søer, som hverken bæk eller å ulejliger sig forbi.

Det fortælles, at herremand Peder Gyldenstjerne på Timgaard fik et langvarigt besøg af vennen Frederik den Anden. Ifølge overleveringen sagde kongen, at han ville vente med afrejsen, indtil et bestemt vinfad var tømt. Med skjulte rør tilførte værten vin fra andre fade, og det trak ud med afrejsen.

De skulle blandt andet have fordrevet tiden med et væddeløbsridt fra herregården til kirken. Da Peder (Per) gled forbi kongen, skulle et “pyt” i forbifarten have undsluppet ham, hvortil kongen replicerede: “Jeg vil ingen pytten vide af, Per!” Heraf vendingen “Pyt! sagde Per til kongen.”

Jeg læste for nylig, at det første liv her på planeten opstod i nogle små, vulkanske pytter. Pletterne var skiftevis våde og tørre, og det befordrede livet. Pytter er nu gode at have, og en regnpyt skal ikke være særlig gammel, før den er med amøber.

I november har en vandretur været som at hoppe fra tue til tue i en mose. Tungen lige i munden. Men pyt. Og der lå den jo. På kanten af en pyt. Kontenancen. Sindsroen. Ned i lommen med den. Nu er det bare om at komme hjem og få en gang pytipande.

Djævlestærkt øl og en farlig masse degne. Desuden gode spisefisk fra søen. Og Snapsting ikke at forglemme.

Det var, hvad professor Holger Jacobæus (1650-1701) fra Københavns Universitet fremhævede ved Viborg, da han skrev i sin berømte rejsebog. Bogen dækker 1672 til 1692, og Viborg besøgte han den 17. august 1692.

Bogen indeholder et kapitel om “Danmarks byers mærkværdigheder”, og her finder vi stikordene om Viborg. Måske mest interessant er hans latinske remse om Viborg-øllet Skald. Oversat skriver han: “Det Viborger-Skald trænger gennem livet som et sværd, rumler i maven, så skindet brummer deraf.”

Intet tyder dog på, at han har beruset sig i Viborger-Skald. Han beså domkirken og sammenlignede de dengang himmelstræbende spir med Roskilde Domkirkes. Desuden førte han samtaler med centrale personer i byen.

Allerede Hieronymus Justesen Ranch (1539-1607), Viborgs egen komedieforfatter, var inde på det her med Viborgs berømte Skald. I stykket “Kong Salomons hyldning” er tilskuerne vidner til, hvordan Viborg-Skald “begynder at prale”. I “Karrig Nidding” taler filuren Jep Skald for sig selv. Viborg-øllet gav ham navn.

Ordet “Skald” er i familie med “skrald” og lader ane, at ølllethavde det med at udløse en skraldrende munterhed. Skal vi tro rejsebogen, kom en del af larmen fra maveregionen. Tyske Ratzeburg er kendt for en potent fætter til Skald. Den hedder Rommeldeus og skal have en tilsvarende larmende effekt. På gammeldansk har vi faktisk ordet “rummeldøjs” for rumlende tarmgas.

For år tilbage havde Viborg ord for at være Jyllands mest øldrikkende by. De store markeder og de talrige adelsfolk vejede godt til i statistikkerne og gjorde Viborg til Jyllands nummer ét på ølfronten. For eksempel gav en liste over maltskatten i 1652 denne rangorden: Viborg, Randers, Aarhus og Aalborg.

En del borgere i Viborg stod endda uden for disse skatter og afgifter, således seks præsteenker, der åbenbart har haft ølsalget som enkepension.

Op gennem historien har Viborg gjort alt for at dæmme op for øl udefra. Med større eller mindre held. Ifølge en beretning fra begyndelsen af 1200-tallet berusede en bonde, vistnok fra Overlund, sig i den grad i det tyske øl, at han fik bersærkergang og forfulgte alle som en gal hund. Da stærke arme fik bundet ham til vognen for at køre ham hjem, bed han tre af vognfjælene over.

Bryggeriet Odin i Viborg eksisterede fra 1832 til 1988 og bryggede fint videre på historien, da det kaldte sin stærkeste øl Skald. Tilsvarende har Viborg Bryghus på bedste vis givet sine øl historietro navne.

Ganske vist har vi svært ved at leve af historien. Men vi kan helt sikkert ikke leve uden.

“Vilhelm Julius” er et oplagt navn til en velkrydret juleøl. En ganens fryd med en noget svimlende alkoholstyrke, der dog får modvægt af kanel, kardemomme og lakrids. På vanlig vis har Viborg Bryghus tilsat et pænt drys lokalhistorie.

Justitsråd Vilhelm Julius Zingelmann var kongelig udnævnt borgmester i Viborg fra 1852 til 1865. Politimester og byfoged (dommer) var han også. En tilsyneladende tør og retskaffen mand. En underlig snegl. Ugift og boede hos sin gamle mor. En legemssvag mand med hypokondriske tendenser.

Under krigen 1848-1850 fik han rang af kaptajn og et ridderkors. En patriot af rang. Han havde sin gang i det højere borgerskabs Viborg Klub. Her oplevede klubfællerne ham glimtvis som et yderst medlevende menneske.

Sammen med jurist Henrik Wulff, der var hans førstefuldmægtig, ventede han spændt på tyskens komme, efter at styrken var brudt gennem Dybbøls skanser. Den 26. april 1864 var dagen. Fra en udkigspost ved Sortebrødre Kirke kunne Henrik Wulff i sin kikkert observere den talrige styrke, der med vajende faner, klingende spil og glimtende våben i den solbeskinnede dag kom marcherende fra Rindsholm.

Sit kontor havde Vilhelm Julius Zingelmann på førtesalen af købmand Vaters ejendom på det nordvestlige hjørne af Vestergade og Nytorv. Herfra kunne borgmesteren og fuldmægtigen observere, at fjenden stillede an på Nytorv med en frygtindgydende styrke. Den preussisk-østrigske alliance indtog Viborg med i alt 11.000 mand.

Og så var det, at borgmesteren nægtede at gå ned på torvet for at hilse på general, grev Münster. Zingelmann havde iført sig sin uniform med tilhørende trekantet hat og ridderkors. Storsmilende steg Münster af sin hest og gik op til den stejle borgmester. Her fik han klar besked om, at Viborg ville forpleje og huse soldaterne, som folkeretten bød, men heller ikke mere. Da Zingelmann senere krydsede torvet, gjorde hele paraden honnør for ham. En lille sejr til Viborg, og byen beundrede ham for den.

Senere under den seks måneder lange besættelse fik Viborg ordre om at betale 135.000 kroner som byens del af en erstatning for de skibe og ladninger, Danmark havde taget. Dem nægtede byen at betale. Lige lidt hjalp det, at tysken tog nogle gidsler. De skulle til Rendsborg, men nåede ikke længere end Randers, før det hele gik i sig selv. Men Zingelmann var smækfornærmet over, at han ikke var fundet værdig til at være gidsel.

Efter nogen tid satte tyskerne sig på administrationen og udbad sig byens skatteindtægter. Igen var borgmesteren på barrikaderne. Det kunne der ikke være tale om. Den 26. juni troppede toppen af kransekagen, general og guvernør Vogel von Falckenstein op i Viborg. Atter iført uniform og ridderkorps passede Zingelmann ham op på rådhusets trappe og udbad sig en samtale under fire øjne. Vogel von Falckenstein dømte Viborg til at betale 50 procent ekstra. Under et voldsomt skænderi i rådhussalen klandrede borgmesteren den mægtige kriger for, at straffen ikke var målrettet byens førstemand, borgmesteren.

Den danske regering tvang Viborg til at betale. Vilhelm Julius Zingelmann, den stædige rad, lod sin fuldmægtig om at klare formaliteterne. Bøden kom vistnok tilbage i Viborgs kasse, da freden sænkede sig.

Alt i alt var Vilhelm Julius en hædersmand, som er værd at skåle for.

Lige efter den store brand i 1726 fik Viborg status som en slags frihandelsområde, så den lokale handel kunne komme sig oven på mavepumperen. Med det resultat, at Viborg i tiden derefter forsynede store dele af landet med vin, brændevin, salt, tobak og andre vigtige fornødenheder. Toldfrit.

Og det var jo ikke meningen. Kongen præciserede, at Viborg måtte begrænse sig til mindre partier og “sædvanlig næringsbrug”. Men festen fortsatte, og i 1732 ophævede kongen næsten alle de særrettigheder, Viborg ellers skulle have nydt godt af i 12 år. En slags hård Brexit.

Handelsfolkene i Viborg nåede at få smag for noget andet og mere. I de foregående århundreder havde Hærvejen bragt velstand til byen. Nu lød løsenet: vandvejen.

De utroligste idéer om kanaler florerede. Hvad med at udbygge Nørremølle Å og forbinde den med havnen i Hjarbæk? Eller hvad med en kanal fra Søndersø og gennem lavningen over Ravnstrup og Fiskbæk til fjorden? En kanal fra Søndersø til Nørreå kunne måske gøre det?

Det afskrækkede ikke, da efterretninger om en tragisk ulykke i Hvalpsund nåede Viborg. Den 23. september 1792 druknede 20 passagerer, da Hvalpsund-færgen sank. Den havde et overlæs af sæderug. Færgekarlene kunne godt se, hvorhen det bar – eller rettere: ikke bar – men da de tryglede bønderne om at kyle en del af rugen over bord, kunne sallingboerne ikke enes om, hvem der måtte ofre sig. Kun tre passagerer overlevede, idet de klyngede sig til årerne.

Det skal siges, at mange andre købstæder i de år tænkte kanaltanker, og den centrale “kanaldirektion” havde travlt med at studere fantasifostre. I stedet kunne Viborg i 1851 indvi et havneanlæg i Hjarbæk. Vejen derud kom også i orden. Forud skrydede Aarhus Avis: “Til den hendøende købstad Viborgs frelse er det nu foreslået at sætte vejen til Hjarbæk i stand.”

Drømmen om havet fik i 1989 klippefast form, da Sigrid Lütkens granitskulptur “Havet” dukkede op i Viborg. I mange år gjorde den lykke i gården bag Nytorv 9. Gad vide, hvor “Havet” for tiden befinder sig. Værket kunne være en pryd i Amtmandens Have. “Havet i haven” – ikke værst.

“Ultima latet” var en meget brugt inskription på gamle dages lommeure. “Den sidste time er skjult.” Så sandt, men alligevel ikke rart at få en påmindelse om, at klokken senere falder i slag, når det blot gælder nuet.

Søfolkene havde deres klabautermand, skibsspøgelset, der kunne varsle om skibbrud og død. I de blide versioner var klabautermanden en ret venlig trold med rødt hår og grønne tænder. I værre udgaver var han en benrad i olietøj og med tanghår.

Overalt støder vi på disse varsler og påmindelser. “Det er senere, end du tror,” læser vi på Den Kinesiske Mur.

Nogle kirker fik for århundreder tilbage benhuse. I benhuset kunne graveren lægge skeletdele, som han gravede op for at få plads til nye dødninge. Sådanne benhuse havde et praktisk formål. Desuden lå de som et memento mori, altså et varsel om døden. I tilgift tænkte vel nogen, at det var meget godt, at benene var disponible til den yderste dag.

Vi hører, at reformator Hans Tausen på et tidspunkt taler fra døråbningen i Gråbrødre Kirkes benhus, idet folket fylder kirkegården med liv.

På Sortebrødre Kirke sidder en megetsigende plade i det nordre sideskibs vestgavl. Den er med inskription. Øverst en kendt formaning fra Siraks Bog: “Hodie mihi, cras tibi.” På godt dansk: “I dag mig, i morgen dig.” Derunder læser vi, at benhuset er fra 1634, og at det er bekostet af borger Christen Hjarbek og hustru Anne Christensdatter.

I to omgange, 1646-1649 og 1659-1666, var Christen rådmand i Viborg. Nævnte Anne var hans første hustru, Birgitte Bertelsdatter nummer to. Det er vel, hvad vi ved om den sag.

Den sidste begravelse ved kirken fandt sted i 1808, og i 1847 var det slut med kirkegården. Benhuset fik først dødsstødet, da kirken for lidt over 100 år siden var gennem en større renovering, men pladen fik lov til at sidde på stedet som et minde.

Hjørnet med pladen og de manende ord var tænkt som et stoppested på byvandringen “Åh, disse minder” forleden, men så langt kom det gode selskab nu ikke. Tiden var ikke dertil.

På mine daglige vandreture her i sommer har jeg fået nogle små venner. Når de kommer nær, kan jeg godt finde på at komme med en frisk bemærkning, men får kun en brummen som svar.

De vokser i tal og trives på plænerne. Jeg har nogenlunde styr på, hvem der holder til hvor. Nogle udmærker sig ved at have lygter på.

Jeg har lidt ondt af dem, når en dum stub kommer i vejen, så de ikke kan fortsætte deres fremfærd. Hjælpe dem kan jeg ikke. Det må deres herrer klare. Nogle har et lille bo, de kan hygge sig i, når de ikke turer rundt og rundt på må og få.

Snart er det slut for i år. De må i hi og samle kræfter til den næste sæson. I mit stille sind kan jeg godt undre mig over, hvorfor den civiliserede verden pludselig har fået brug for så mange robotplæneklippere. Dygtige sælgere?

En god, gammeldags håndskubber er ikke at foragte. For tiden holder jeg på Gudenaa efter en hel del år med Ginge. Jeg må tilstå, at græsplænen ikke er særlig stor. Den er til at overkomme og skal for altid være robotfri zone.

Til gengæld skal pindsvinene være så velkomne. De elsker at futte rundt på den, når mørket sænker sig. Jeg strør lidt kattefoder her og der. Hvor de dog gnufler og snøfler. Op til seks ad gangen. Vand får de også.

De er lidt ligesom robotterne. Og dog er disses knive dødsensfarlige for pindsvinene, der slet ikke opdager faren. Deres ejere bør udvise mere omtanke. Sørgeligt med de pindsvin, der ender som plukfisk.

Jeg har læst, at vi af lutter velvilje kommer til at gøre pindsvinene skade. De er nogle søde enspændere, som vi ikke skal behandle som kæledyr. Vand og foder i trængselstider gør dem godt, men i øvrigt skal de have lov til at passe sig selv. Engang transporterede jeg et pindsvin fra en lukket gårdhave i Sct. Mogens Gade til Undallslund. Af godhed, men var det ikke bare en klumset handling?

Ligesom robotplæneklipperne går pindsvinene i hi. Når de hen i november ikke længere kan finde naturlig føde, lejrer de sig i et roligt hjørne under en bunke kvas eller andet dækkende. Yderligere et godt argument for at lade blade og grenværk ligge.

I modsætning til robotterne kan pindsvinene ikke få et skud strøm. De må tære på det, de har. Jeg holder nøje øje, og skulle de vågne, er jeg der som en mis med kattefoder.

Han gik og grabsede ting og sager fra andre, gjorde han. Dyner, puder, lagner, en sølvske, en kobberkedel, en økse, et spejl med brun ramme og en kalkun. Og så havde han en forskruet idé om, at han ved at brænde sit faldefærdige hus af kunne få et nyt og bedre.

Vi er tilbage i Viborg sidst i 1700-årene. Stedet er Store Bradepande, nu kendt som St. Sct. Peder Stræde. På strædets nordside bor vores hovedperson, slagter Jacob Weftrup.

Da øvrigheden i 1781 tog ham og lagde ham i jern, var årsagen hans tyvagtighed. Men da Jacob Weftrup var mør, erkendte han, at han to gange i 1777 havde sat fyr i huse. Den første gang gik det ikke så galt, men den anden gang nedbrændte både hans egen gård og de nærliggende.

Tilsyneladende bragte han ikke liv i fare, skønt ugerningerne fandt sted ved nattetide. Denne detalje kom til at koste ham hovedet, og i dommen stod han – set med dagens øjne – helt misvisende som “mordbrænder”.

Vi skal helt tilbage til Jydske Lov fra 1241 for at finde en forklaring. I loven hedder det om mordbrand: “Det er mordbrand, hvis en mand enten ved nattetid eller i løndom drager hen og sætter ild på en anden mands hus.” Dommen er hård. Misdæderen skal “have sin hals forbrudt”. Med andre ord: af med roen. Først med straffeloven fra 1866 kommer det mere retvisende ord “brandstiftelse” ind i juraen.

Sagen går den slagne gang gennem byting, landsting og Højesteret. Ingen slinger i valsen. Den 9. april 1782 halshugger skarpretteren ham, og dødningen kommer på bålet. 57 år fik han på denne jord.

Historien om kalkuntyven, der endte som mordbrænder, kunne slutte her. Men nej. Ved en sådan henrettelse skulle borgervæbningen underholde med lidt eksercits. Medlemmerne var ikke ferme som soldater, så de måtte øve sig. På vej til øvelsen kom én af deltagerne til at affyre et vådeskud. Smedelærling Marius Winde mistede livet. Mordbranden uden mord kom alligevel til at koste et liv.

En forbandelse rugede over forløbet med henrettelse og vådeskud. Folk på markederne kunne købe en skillingsvise om mordbrænderens liv og død. Jacob Weftrup må have stået som en mytisk figur.

Nok båret af stemningen gjorde stiftsprovst Ursin i sin Viborg-historie fra 1849 Jacob Weftrup til den skyldige i en brand, der den 5. juni 1782 udraderede seks gårde og 11 huse i St. Sct. Mikkels Gade. Sikke dog magiske evner at have – at være pyroman næsten to måneder efter sin død.

Forskellen mellem domkirkekvarterets normalt så tilbagetrukne ro og Sct. Ibs Gades rødfeltede puls er slående. Men for ikke så forfærdelig mange år siden var Sct. Ibs Gade blot en forsigtig tankestreg mellem Ll. Sct. Mikkels Gade og Sct. Kjelds Gade.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne fik den gamle Nedergade en overordnet rolle som en del af midtbyens østre ringgade. De nye lysregulerede kryds ved hver ende krævede albuerum, og gaden skulle have en vis spændvidde. Nogle villaer og en lille tandrække af ældre byhuse måtte falde. Kviksølvlamper på megahøje standere kom op.

Mest ondt i folkesjælen gjorde det nok, da det berømte mødested “Rundebænken” med tilhørende lindetræ i 1968 var det første offer. Et nært familiemedlem var i byrådet med til at tage beslutningen. Opinionen var ikke blid.

Sct. Ibs Gade har i forskellige former optrådt som en del af middelalderens gadenet og som Hærvejens forlængede arm mod nord. Den har navn efter Sct. Ibs Kirke, som måske lå lige syd for Rosenstræde mellem Sct. Nicolaj Gade og Sct. Ibs Gade. Gaden har historien på sin side, men har aldrig kunnet stå mål med Sct. Mogens Gade lidt højere oppe. Dens byport var heller ikke så fin.

Et nødvendigt offer for, at domkirkekvarteret kunne beholde sin ophøjede ro. Til gengæld skylder vi den, at vi forstår at trække næring af historiens dybe, stille ro. Jeg plejer at sige, at Viborg bag sine gamle volde er stor nok til at have to midtbyer: handelsbyen og dvælebyen.

Tag en slentretur i dvælebyen og send en venlig tanke til Sct. Ibs Gade. Gå med dette lille citat af Søren Kierkegaard:

“… Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere? Går det dem ikke, som det gik den kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?

Noget af det herlige ved Viborg er, at danmarkshistorien og lokalhistorien netop her har så mange krydspunkter. Hør hid, kære læser.

En sluttet flok skrev danmarkshistorie i Viborgs bispegård, der på de tider havde til huse i klosterbygningerne nord for domkirken. Det var den 21. december 1522, at biskop Jørgen Friis var vært for nogle få biskopper og stormænd. Blot ni navne på et stykke papir kom til at fælde Christian den Anden.

De sammensvorne i Viborg satsede på fyrst Frederik i Slesvig, Christians farbror, som ny konge. På mødet fik landsdommer Mogens Munk fra Viborg til opgave at forhandle med fyrsten. Christian den Anden havde året før givet Mogens Munk den magtfulde og indbringende post, vel håbende på en sikker røst i det jyske. Men godmorgen. Landsdommeren viste sig at være mester i at vende sig, så han altid havde tidens vind i ryggen.

Udsendingen fra Viborg havde held. Så meget, at deltagerne i Viborg Landsting den 22. januar 1523 turde binde an med at opsige kongen deres huldskab og troskab. Mogens Munk holdt en brandtale, da landstinget kort efter, den 26. marts, hyldede fyrsten som Frederik den Første. Tinget foretog en rituel afbrænding af Christian den Andens love. I en lille parentes indskyder vi, at Mogens Munk hermed elegant gjorde sig fri af de to meddommere, Christian havde belemret ham med.

Hos bønderne ulmede oprøret. De så den detroniserede Christian som en frelser. I landsdommeren fandt de den lokale skurk, og hans rolle som toldopkræver ophøjede ham ikke ligefrem. På Sct. Mouritii Marked den 22. september 1531 truede bønderne fru Karen Munk med det værste, og på tingdagen den 7. oktober samlede efter sigende over 1000 bønder sig i Viborg for at spille med musklerne.

I mellemtiden havde Viborg og en kongebeskyttet Hans Tausen overstået en reformation med borgerskabet som drivende kraft. En mut biskop Jørgen Friis skal have udtalt, at han ønskede at være en djævel, der i Helvede kunne plage Frederik den Førstes sjæl.

Mogens Munk forføjede sig til Volstrup ved Venø Bugt. Godset hørte under bispestolen i Ribe, og biskop Iver Munk, Mogens’ bror, havde været så venlig at forlene brormand med denne passende bolig. For en tid måtte han nedlægge dommerhvervet og overlade dette til den noget mere diplomatiske Jens Hvas.

Denne Jens Hvas var som en ond ånd for Mogens Munk, skønt han pænt trådte tilbage, da Mogens Munk igen var på plads i Viborg. Efter at Christian den Tredje i 1334 havde ladet sig hylde, fik Hvas for tredje gang rollen som Munks sidemand. Så kom borgerkrigen “Grevens fejde”.

Jens Hvas kom lidt uheldigt til at stå på grev Christoffers, bondefører Clements og ekskong Christians side. Mogens Munk viste ingen nåde, da han forestod slutopgøret på Gammeltorv i Viborg. Den 9. september 1536 gjorde rettergangen Skipper Clement et hoved kortere. Hovedet med blykrone endte på en stage, mens den radbrækkede krop kom på hjul og stejle. Jens Hvas skal også have været blandt dem, der måtte lade livet på Gammeltorv.

Allerede i 1523 havde Mogens Munk fået plads blandt de mægtigste i Rigsrådet, og han var på vinderholdet, lige til han trak sig tilbage i 1542. I 1541 nåede han lige at deltage i forhandlingerne i Brømsebro.  Det var her, svogrene og kongerne Gustav Vasa af Sverige og Christian den Tredje af Danmark-Norge underskrev en freds- og samarbejdsaftale. Nordisk fred i vor tid … Men den holdt ikke længe.

Det må være nok for denne gang.

Ethvert ord indeholder mere end som så. Haps et ord og pres saften ud af det. Det kan svare sig. En gratis livssaft venter.

Vi snupper “tilegne”. Når vi “tilegner os noget”, gør vi noget til vores eget. “Tilegne” er det mirakel, der sker, når vi lukker noget fremmed fra den store verden ind i vores helt personlige forrådskammer og mærker, at her hører det til.

Med ordene som guide kan vi tilegne os det utroligste. Jeg troede for eksempel ikke lige, at ordet “såmænd” skulle gøre mig klogere på Viborgs historie.

Sprogfolk er i vildrede med, hvoraf det kom, at kong Erik den Sjette (1274-1319) fik tilnavnet “Menved”. Nogle mener, at det kommer af det gamle ord “menvætte”, der nærmest betyder “et skarn”, og det kan rigtignok fint passe på manden, skal vi tro de gyselige beretninger om hans færd.

På Erik Menveds tid var “som mænd ved” en gangbar vending, der egnede sig til at slå noget fast: “Som alle ved.” Heraf har “såmænd” sin rod. Efter sigende brugte Erik vendingen så flittigt, at han kom til at hedde “Mændved”. Hm.

Erik Menved er kendt som manden, der lod borgen på toppen af Borgvold-bakken bygge. Det var i 1313, og kongen havde netop nedkæmpet et nørrejysk oprør, der var udtænkt på Viborg Ting. Jyderne var utilfredse med, at de med høje skatter skulle finansiere kongens erobringstogter i det nordtyske.

Sammen med Kalø og to andre jyske borge skulle Borgvold-borgen skræmme jyderne. Ifølge den nok ikke helt neutrale Sjællandske Krønike betvang han med sine tvangsborge “jydernes gamle stivsind”.

Fra Ribeårbogen ved vi, at borgen i Viborg lå nær Sct. Villads Kirke, men ellers ligger borgens historie hen i mørke. Den historisk interesserede etatsråd Gottlieb Bruun fra Asmildkloster gravede i 1889 på Borgvolds bakketop. Seks skeletter, en kanonkugle og nogle rester efter fundamenter var det forholdsvis beskedne udbytte.

Om der lå en borg i forvejen, og om borgen kom væk allerede lige efter Erik Menveds død, ved vi ikke. For nogle år siden åbenbarede et kloakarbejde nogle træstumper lige sydvest for bakken. Deres sæt af årringe viste, at træet var fældet i 1314. Det passer meget godt med en bro over voldgraven netop her.

Historikere er bredt enige om, at borgen havde en voldgrav, og at borgbyggerne hentede vandet ved at stemme op ved Søndersøs udløb. Den dag i dag gør dæmningen her vandstanden to meter højere end den naturligt givne.

Det var også i de år, at bynavnet “Vibjerg” skiftede til “Viborg”. Det ligner et mønster. Såmænd.

Med skam at melde havde jeg ikke før forleden studeret den firdobbelte rensedam i Helledalen øst for Nørresø. Igen lidt af en landvinding for det våde element.

Det er da godt tænkt at skabe et forløb med fire små søer i den lille smeltevandsdal, og det rustrøde spunsjern spiller meget godt sammen med den bynære natur. En sti og en lille bro fører vandreren gennem de fire søers land. En ny variation over temaet “regnvand”. I forvejen kan vi fremvise Sønæs og Nørremølle Enge.

30 år er efterhånden gået, siden studerende og forskere fra Aalborg Universitet målte sig frem til, at et regnvandsbassin også kan have en rensende effekt. Forsøgsobjektet var endda bassinet i Granada-skoven i dalen lidt nord for Helledalen. Rensedammen nærmst opfandt sig selv.

Midt i 1960’erne begyndte Viborg at adskille regnvand og spildevand. Før da løb masserne i én og samme ledning. Ret tit måtte Viborgsøerne og kældrene holde for, når den fælles ledning ikke kunne rumme mere. Endnu er byen ikke helt fri for den gammeldags fælleskloak.

Fra én af mine allerførste historietimer husker jeg, at middelalderbyer som Viborg var forsynet med “borgmestersten”, som folk med sart fodtøj kunne træde på, når de skulle passere de uhumske rendestene. I 1881 fik Viborg sin første kloakledning. Den gik gennem St. Sct. Hans Gade og St. Sct. Mikkels Gade til Sindssygehospitalet og derfra som en muret grøft til Søndersø. Ledningen var mest til spildevand fra et brænderi og et farveri. Jeg har hørt sige, at det endnu er til at spore farverne på Søndersøs bund.

I 1911 fik den nytiltrådte amtmand Howard Grøn som den første i byen lov til at installere et vandskyllende toilet. Af frygt for, at flere ville følge denne dille, forlangte byrådet, at kummevandet endte i en septiktank. Ellers ville den snævre kloak få forstoppelse. I 1923 kunne borgerskabet tage sæde på 25 styk WC’er – og nu med adkomst til kloak.

Tilbage til Helledalen, som egentlig hedder Helvedesdalen. Sådan hed den også lige før første verdenskrig, da den var kendt som en lille idyl med lyngklædte bakker mod nord, en granskov mod syd og enge ved søen. Det er ellers hævdet, at den så helvedes mørk og uhyggelig ud, og at navnet skulle komme heraf. Mere kedeligt hedder det sig, at navnet kommer af “Hølvad” for en sump med et vadested.

Haveejere er begyndt at romantisere en tilpas blanding af urin og vand. De gøder med “guldvand”. Andre går mere ind for at sende regnens tvivlsomme blandinger ad helvede til.

Forestil dig, kære læser, en overskrift som “Grønske har angrebet Viborgsøerne”. Føj for den. Grønske? Lyder som endnu et grumt udslag af et klima i ulave. Dog ikke så galt. “Grønske” er blot et næsten 600 år gammelt ord for den evigt tilbagevendende algesuppe.

Jeg har det med at hægte mig fast i ord og da mest i ord, der er ved at synke ned i glemselens dyb. “Grønske” – udtalt med “ske” som i “trøske” – kom til mig, da jeg i en formiddagsstund hyggede mig med en fortælling af Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960). En værre historie om en ungersvend, der drukner i en grønsket kanal, trukket derned af et tårnurs lod. Ja, det faldt i hans lod at bøde for et drab, som han, slagen af elskov, havde begået.

I Norge kan grønske også være irriterende grønne pletter på tøj og terrasse, mens vi i Danmark forbinder den med den grønne suppe på søer og damme. Grønsken kan desuden sætte sig på pæle og både. Ordet er kendt fra cirka 1450, hvoraf vi kan udlede, at de grønne alger ikke er et nyere fænomen.

Det er ikke godt at vide, hvordan Viborgsøerne havde det med alger i middelalderen. Næppe så voldsomt som nu, endskønt den uhumske bys latriner og grebninger har sendt strømme af næring ad Viborgsøerne til. Det er, som om det hvert år kommer bag på os, at varme giver søerne en mavepuster. Herligt er det heller ikke at skue og indsnuse.

At vandremuslingen voldsomt vinder frem i Viborgsøerne, kan give håb, thi den kan gøre kål på “grønkålssuppen”. Den er en effektiv pumpe og gnuffer de grønne alger i sig, så det er en lyst; den kunne ligne en gave til vandmiljøet.

På den anden side er den som en invasiv djævel ved at udkonkurrere den gamle bestand af muslinger. I det hele taget kan den skabe en ny ubalance i gamle ubalance. Vi ser allerede flere blishøns og dykænder. Deres livret er nemlig vandremuslinger.

De giftige blågrønne alger holder den sig klogeligt fra. Ergo skal miljøets forkæmpere ikke forlade sig på vandremuslingen som den frelsende engel.

Vi kan nok se frem til at kunne spise flere geddefrikadeller. Gedderne bruger synet, når de jager. Jo klarere vand, jo flere gedder. Jørn Kristensen, Viborgsøernes sikre stemme gennem en god menneskealder, siger dog, at Nørresø og Søndersø i forvejen har en pæn bestand af gedder, for i Viborg har gedden åbenbart lært at se stort på grønsken.