Forfatter: Jesper

“Der er intet i verden så stille som sne,” udsang digteren Helge Rode i 1896, og han roste sneen for at tysse “blidt på de stemmer, som for højlydt taler”. Tænk på det, når den store snemaskine trodser den globale opvarmning og lader et drys falde over land og by.

Filosoffen Ludvig Feilberg er på linje, når han føler sig beriget af de vrimlende sneflokke: “Man kan gå uden at lægge mærke til, hvor stille der er rundt omkring; man synes, der siges så meget. Det er intethedens sprog – dette rige sprog.” “Helt paradokst kan det komme en for, at der er mere i intet end i alt noget,” skriver han og præsenterer begrebet “intetfang” for disse skabende stunder.

Engang for mange år siden så jeg i én af den berømte Flemming “de” Madsens tv-stunder en oplæsning med en forfatter, jeg havde læst en enkelt bog af. Oplæsningen gjorde et så stort indtryk, at jeg måtte have resten af forfatterskabet med. Det var lige efter, at vi havde gået en knirkende tur i vinterens første sne, og det spillede så afgjort ind.

Ikke nok med, at sneen direkte taler til sindet. Falder den i tilstrækkelige mængder, får den også trædemøllen til at gå i stå, hvilket ikke er så skidt endda. Nogle af os husker søndag den 21. november 1971. Aldrig har jeg oplevet så voldsom en snestorm på Viborgegnen. Driver på op til fem meter efterlod den sig.

Samfundet gik i stå. Prinsens Livregiment gik til kamp med materiel og 60 mand. Hovedopgaven var at hjælpe landmændene. Falck-Zonen var tvunget i knæ med cirka 600 assistancer. En gård nedbrændte, uden at brandfolkene kunne nå frem. Forsinket kunne folk læse om dramaet, for folkebladet udkom i et begrænset oplag og udstyr.

Sidst på eftermiddagen om tirsdagen brød ploven igennem på Langå-Struer-banen, og trædemøllen tittede frem af driverne. Eleverne på Viborg Katedralskole slap for terminsprøven, og mange andre oplevede, hvordan åget ikke længere tyngede. Helt uden dårlig samvittighed.

Men alting får en ende. H.C. Andersen lader den gamle lænkehund bjæffe til snemanden: “Solen vil nok lære dig at løbe.”

Paris har sin 44 meter høje Vendomesøjle med en statue af Napoleon i toppen. Mere sokkel end kejser.

I den noget mindre skala kan Viborg være med. I Latinerhaven står en liden bronzebuste af hededigteren Blicher på en gevaldig sokkel. Da billedhuggeren Theobald Thielemann i 1865 udførte hele sættet, sammenlignede en læserbrevsskribent faktisk resultatet med Vendomesøjlen.

Sandheden er, at noget gik skævt i Viborg. At ni år skulle gå fra tanke til handling, siger noget. 17 fremtrædende danske mænd stillede sig i spidsen for en landsindsamling. Digterpræsten skulle have et værdigt minde, og det skulle være i Jyllands centrum.

1250 rigsdaler kom ind, og det var ej meget. Det var endda inklusive 150 rigsdaler fra Frederik den Syvendes portemonnæ. I sit trebindsværk om Blichers “livstragedie” er Jeppe Aakjær da heller ikke i tvivl om, at misforholdet mellem sten og malm grunder sig på det pauvre resultat.

I efteråret 1865 ankom sokkel og buste til Viborg. Byens vise fædre havde udset sig et ståsted i kanten af Stænderpladsen. Mens en vis polemik udspandt sig i aviserne, stod hovedpersonen selv med tildækket hoved. Lige lidt hjalp det, at busten fik en lille opsats at stå på.

Byen bekostede anlægsarbejdet, herunder en beplantning med lyng. Kommet så vidt fandt det officielle Viborg tiden inde til at tromme sammen til en afsløringsceremoni. Den 20. september 1866 skulle sløret falde, og selveste den nationale vækkelses Carl Ploug var indforskrevet til at forestå handlingen.

Arrangørerne forsøgte at gøre dagen til en manifestation. Men det var en forkølet skare, der samlede sig om Carl Ploug. Det gjorde ikke sagen bedre, at det øsregnede. Ploug leverede varen og talte varmt om Blicher og hans virke. Hovedtaleren medbragte også egne sangtekster til begivenheden, herunder den flotte “Hedelærken, den liden fugl”. Blicher så gerne sig selv som en hedelærke.

Invitationer var kommet ud til tre af Blichers sønner, Jens Frederik, Francisco og Theodor Eberhard, men ikke til Niels Jørgen, der var kendt for at se for dybt i flasken. Jeppe Aakjær citerer en kilde for, at Niels Jørgen alligevel dukkede op. En sidemand prikker til ham og oplyser ham om, at han næppe har kendt noget til Blicher. Det kan Niels Jørgen klart tilbagevise.

Det gode ved en stor sokkel er, at den levner plads til en inskription. Blicher må have det godt med citatet fra “Min fødestavn er lyngens brune land”.

Levetiden nord for domkirken var kort. Stænderhuset kom væk. Løsenet var masser af luft omkring den nybyggede domkirke. Busten var i vejen. Fra 1875 måtte den langsoklede Blicher konkurrere med Borgvolds træer. Først stod han tæt på Salonen, senere op mod Sct. Ibs Gård. I 1960 endte sættet i Latinerhaven, hvor det lige siden har haft den samme plads op mod den forhenværende gymnastiksals gavl.

Se, det var den gamle historie om igen. Historien om bjerget, der under bulder og brag føder en mus.

Nogle foreninger har den skik, at medlemmerne på skift står frem på møderne og giver hinanden åndelige opkvikkere – små indlæg, der virker som mentale hjertestyrkninger.

For kort tid siden var jeg her i Viborg gæst ved et møde, der blandt en del andet havde et sådant lille budskab på programmet. Udtrykket “vårhunger” sad tilbage, da jeg gik derfra.

Sådan var det førhen. At folk sidst på vinteren var aldeles udtærede, fordi de manglede vitaminer, C-vitamin især. De led af vårhunger. Museumsmanden Peter Riismøller voksede op under fattige kår i Himmerland, og i bogen “Sultegrænsen” fra 1966 fortæller han, at han som dreng stivede sig af med skovsyre og grøn rug. Farmoderen havde det princip, at menuen skærtorsdag skulle bestå af ni slags grønne vækster, heriblandt grønkål, anis, nælde, løvstikke og persilletop.

Skørbugen lurede lige om hjørnet. Poeten Carl Michael Bellman (1740-1795) beskriver i Fredmans 35. epistel, hvordan “de vildfarne brødre” bløder fra tandkød og tunge, hvilket vidner om en galoperende skørbug. For dem var problemet nok mere en “århunger”, thi deres flydende føde var ikke nok. Kommer til at tænke på, at blandt andre bryggeriarbejdere og ølkuske fik skørbug, da bryggerierne holdt op med at bruge ascorbinsyre som stabilisator i øl.

Havde folk i gamle dage været klogere, havde de klaret sig bedre. Tidligt fandt søfolk ud af, at de ved at medbringe saltet skeurt kunne holde skørbugen fra livet. Flere vinterfaste grøntsager som kål og kartofler havde gjort underværker, men kartoflen var pudsigt nok en luksusspise, da den kom frem.

I sit optimistiske forårsdigt “Den kiedsom Vinter gik sin Gang” har Ambrosius Stub (1705-1758)  balsam til den hungrende sjæl. “Den barske Vind, den mørke Skye maa flye”, og kakkelovnen kommer sørme til at lide af “Kolde-Syge”. Hermed mener han, at den står ubrugt hen. Grundtvig kan også være med: “Og efter Vinter kommer Vaar med Sommer, Korn og Kerne”.

Mange klager over forårstræthed og vælger at tage en slapper. Man skal jo være god ved sig, mens man har sig. Livgivende lamper med daylight og et evigt bugnende udvalg af grøntsager fra hele kloden træder hjælpende til, men vårhungeren lever garanteret videre som en god undskyldning.

Det var så tæt på, at jeg – med forlov – havde fået mumien at se. Øv. Inde i den læderbetrukne kiste står endnu en kiste, en forseglet kiste. En sådan forsegling understreger gravfreden. Men ærgerligt var det i alle fald, for den balsamerede guldmager Valdemar Daa i Viborg Domkirkes søndre kryptkapel har i mange år betaget mig.

Nå, jeg lader mig fint nøje med den tegning, som konservator Peter Linde fra Nationalmuseet begik, da han i begyndelsen af 1950’erne havde kisten til et større eftersyn. Adelsmanden Valdemar Daa (1616-1691) ser nærmest lidt betuttet ud; det kan ingen fortænke ham i, hele situationen taget i betragtning.

I en artikel beskrev Peter Linde mødet med Danmarks nok kendteste alkymist. Først og fremmest var han imponeret over, at mumien var så velbevaret. Han fik lyst til at stille dødningen nogle spørgsmål. Men selv livagtige mumier tager svarene med sig.

Når jeg kom til at tænke på mit missede møde med Valdemar Daa, skyldes det, at Skovgaard Museet fører os ind i dette forår med udstillingen Alkymistens Laboratorium. Nok lykkedes det ikke alkymisterne at fremstille guld ad kemisk vej, men alene deres lyst til at eksperimentere var guld værd. Museet byder på forgyldte oplevelser i fire laboratorier.

Frederik den Tredje drev ligefrem en norsk sølvmine, fordi han så sølvet som et mellemled til guldet. På samme tid sad Valdemar Daa på borgen Borreby med sine kolber og gryder. I dunsterne fra svovl, kviksølv, arsen, bly, kobber, tin og fosfor foregøglede han sig guld og evigt liv.

Men “gæld kom for guld” skriver H.C. Andersen i fortællingen “Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre”. Eventyrdigteren holder sig tæt op ad den virkelige historie og giver hovedpersonen denne karakteristik: “Sindet var hårdt, nakken var stiv.”

Meget tyder på, at han i efteråret 1681 er arriveret til Viborg. Nogle mener, at tog til Viborg for at kæmpe for sine jyske besiddelser: herregården Hessel og borgen Bonderup. I Viborgs grundtakst fra 1682 finder vi en Valdemar Daas Gård på Ll. Sct. Hans Gades nordside, dog beboet af en Just Mouridsen.

Så sent som i sommeren 2017 havde Viborg Kunsthal en omfattende udstilling om guldmageri i almindelighed og Valdemar Daa i særdeleshed. Den tanke melder sig, at han alligevel indirekte fandt de vises sten. Der er guld i den mand.

“Ved du, at en “overlevende” fra skoleskibet “København” var fra Viborg?” spurgte en god ven. Ikke sådan umiddelbart. Mig bekendt gik det stolte sejlskib ned med mand og mus uden at efterlade sig det mindste spor.

Anledningen var, at vi op under jul passerede 90-års dagen for, at verdens dengang største sejlskib, den femmastede bark “København”, forsvandt under turen fra Buenos Aires i Argentina til Adelaide i Australien. Da jeg hørte navnet, var der alligevel en skibsklokke, der ringede, for jeg interviewede ham i 1980, da han udgav bogen “Til lands og til vands – en viborgdrengs erindringer”.

Svend Jacobi var da 78 år og takker i bogen for, at han en ekstra gang fik livets gave. Som ung var han forhippet på en karriere som styrmand og var allerede fuldbefaren, da han var ved at få en plads på “København”s eftertragtede bro. Men den japanske professor Shinobu Ishihara kom på tværs. Shinobu Ishihara havde netop udviklet nogle tavler, der effektivt afslørede, om en person var farveblind. Det var just præcis, hvad Svend Jacobi var, og det kom helt bag på ham.

Derefter kom ungersvenden hverken ud med “København” eller noget andet skib. Vejen gik nu forbi handelsskolen og en karriere som landkrabbe på kreditforeningen i Viborg. Det 132 meter lange ØK-skib med de næsten 57 meter høje master og en brynjeklædt Absalon som galionsfigur måtte sejle uden ham.

Efter den 22. december 1928 gik skibet ned. Gisninger går i retning af et isbjerg eller ekstreme kastevinde. Både den 21. og den 22. december havde telegrafist Henriksen på “København” haft kontakt med kollegaen på det norske skib “William Blumer”, og de aftalte at genoptage forbindelsen lillejuleaften, men det danske skib med 15 besætningsmedlemmer og 45 elever lod ikke høre fra sig.

På den tid var Svend Jacobi ved at forberede sit bryllup og fulgte ikke de søværts begivenheder så tæt. Havde det ikke været for farveblindheden, havde han efter planen været blandt de fem styrmænd. Han skriver:

“Med en underlig følelse fulgte jeg beretningerne om “København”s forsvinden. Skuffelsen over den bratte afbrydelse af min planlagte livsbane måtte vige for en stille undren. Jeg forstod med ét, hvad det vil sige at have livet i behold. Det var som at overleve et skibbrud. Og det forpligter.”

I en del danske kirker hænger modeller af “København”, og nogle af dem er med bånd til virkelighedens skib. Flere af historierne minder om Svend Jacobis og handler dybest set om, at vi alle er som søfolk på skæbnens hav.

Når Leif, én af min barndoms legekammerater, dristede sig til at kalde mig Jesper Fårekylling, gav jeg igen ved at kalde ham Leif den Lykkelige uden Skjorte. Hvor jeg havde det fra, ved jeg ikke, men det gav tydeligvis balance i regnskabet.

Leif den Lykkelige (970 til 1020) var også i mine drengeår en kendt figur som vikingen, der opdagede Amerika – dengang: Vinland. Men at han både skulle være lykkelig og uden skjorte, var mig en gåde.

Den berømte prås gik op for mig, da jeg hørte folkeeventyret “Den lykkelige uden skjorte”. Den syge konge får at vide, at en skjorte fra en lykkelig mand kan gøre ham rask. Hans tjenere leder i øst og i vest for at finde en lykkelig mand med en skjorte, de kan købe til kongen. Mænd med skjorter er der nok af, men ingen er gennemlykkelig.

Endelig finder de den lykkelige mand. Da de dernæst vil erhverve hans skjorte, viser det sig, at lykken er skjorteløs. Moralen er klar nok. Lykken er ikke mammons træl. Den er ikke udvendig og materiel som en skjorte. En dansk skolekomedie i “to billeder” og diverse citater i litteraturen vidner om, at fortællingen om den fraværende skjorte er godt stof.

Leif den Lykkeliges habitus kender jeg ikke noget til, men jeg er ret så overbevist om, at han havde en skjorte, der lignede Viborgskjorten, en romersk inspireret tunika.

Viborgskjorten er fra Leif den Lykkeliges tid. Sammenkrøllet lå en god stump af hørskjorten dybt i et fugtigt stolpehul og ventede på en arkæologs årvågne blik. Det var i 1984. Arkæologerne var gået i jorden på Søndersøs nordvestlige bred for at præparere denne for Golf Hotel.

Blandt folk med interesse for det tekstilhistoriske står fundet som noget helt særligt. Viborgskjorten er et artefakt af international klasse. Den vidner om, at Viborgs håndværkere i den sene vikingetid kunne deres kram. Fagfolkene omsatte snart fundet til et nutidigt snitmønster, og færdige Viborgskjorter er også på markedet.

Under en byvandring forleden faldt snakken på Viborgskjorten, og det kom bag på mange, at Viborg også i Knud den Stores og Leif den Lykkeliges dage var så fint i tråd med tiden.

Jeg har en svar lyst til at slå på tromme for en forholdsvis nyudkommen bog. Når jeg læser bøger, studerer kunstværker eller ser film, springer jeg fra, hvis ikke jeg føler mig i godt selskab.

Efter mine begreber skal en god kunstner gøre tilpas og give plads, og sådan er det med denne bog. Det er slemt at opdage, at budbringeren har skumle hensigter, at vedkommende er hemmelig agent for et syn, der ikke skal være mit.

Jeg har intet imod at flytte mig åndeligt, men skubbes vil jeg ikke. Ved den mindste mistanke er jeg stået af, sådan er det. Livet er for kort til at lade luskebukse hundse med én.

Karen Blixen var af den rigtige slags. I sine magiske fortællinger inviterer hun læseren indenfor i fantasiens forunderlige værksted. Af samme støbning er Hersom-forfatteren Henning Pedersens 188 sider store bog “En streg i vandet – 11 fantastiske fortællinger + 1”.

Et skib går i stå midt i Stillehavet, lige på datolinjen. Besætningen føler sig hensat til en tidslomme – uden for tid og sted – og medlemmerne fortæller på skift hinanden historier, den ene mere fantasifuld end den anden. Her er godt med lån fra litteraturens og myternes verden, men den forhenværende biavler Henning Pedersen har af al den magiske nektar slynget sin helt egen honning.

Henning Pedersen har jeg kendt, siden jeg som meget ung journalist i en artikel sammenlignede ham med én af vildmændene i det danske kongevåben. I ordets anden betydning lidt af en vildmand, men meningen var god nok. I Komplot-dagene var han lidt mere vild end nu, men knortekæp – aldrig.

Maskineriet kommer i gang igen, netop som matrosen har talt færdig. Jungmanden – Henning Pedersen som ung – når ikke at aflevere sin historie til de 11 andre. Skibet sejler videre.

Jungmanden får bogens sidste side, den klassiske fortælling om manden, der flygter til Samarra for at undgå døden. Men det er netop til Samarra, døden agter sig hen.

Hermed slår Bymanden en streg i sandet – og slår et slag for “En streg i vandet”

Da jeg var ulveunge – lille spejder – i 1. Viborg Flok, hed jeg Toomai. Også mine kammerater havde navne fra Rudyard Kiplings Junglebogen: Gråbror, Tha, Hathi, Phao, Kaa, Bagheera, Mowgli, Baloo. Flokføreren var Akela. Det var stærkt forbudt at bruge hverdagens døbenavne.

DDS-spejdernes Waingunga-gruppe i Viborg benytter sig også af de sigende navne fra Junglebogen. Waingunga er børnebogens flod. Når floden ved tørke skrumper ind, stikker Fredsklippen op. Den vilde elefant Hathi proklamerer fred og fordragelighed mellem junglens dyr, når klippen er synlig. Så kan alle frit drikke.

Nyttige egenskaber knytter sig til disse navne for indviede. Jeg vidste godt, at Toomai var den trofaste elefantdreng; men først langt senere grejede jeg, at Toomai var ham, der havde overværet elefanternes hemmelige dans dybt inde i Garobjergenes jungle, og at det gav ham en særlig status som sporjæger.

Elefantjægerne havde nok hørt om “elefanternes balsale”. Indtil kæmpeelefanten Kala Nag tog den 10-årige Toomai på ryggen og førte ham dertil, havde intet menneske fået syn for sagn.

I voksenlivet har Viborgs hemmeligheder optaget Toomai. For sådan er det jo. Enhver plet på jord har sine skjulte skatte, der indbyder til sporjagt. Elefanterne hyldede Elefant-Toomai med et basunstød, som ellers kun vicekongen fik at høre. Mindre kan gøre det med Viborgs hemmeligheder, hvilke de ellers monne være.

Er domkirkens krypt byens inderste? Kongens Kammer? Eller Sortebrødre Kirkes alter? Kanske Nytorvs 0 km-sten? Tingstedets aldrig fundne kongesten, Daneryg kaldet? De forborgne rester af det allerførste helligsted? Nej, jeg tror, at kombinationen mellem himlen over Viborg, søernes spejl og byens silhuet er den hemmelighed, som alle egentlig ved. Den er alle tiders.

“Livet er værd at se på,” udbasunerede billedkunstneren Kjeld Heltoft, der døde tidligere på året, 86 år. Kjeld Heltoft var født i Viborg og er blandt meget andet kendt for kunstbogen “… og så til Viborg” med 52 Viborg-tegninger.

Kjeld Heltoft og Viborgs Peter Seeberg var venner, og de havde lidt sjov for, da de i 1975 udgav publikationen “Brikker af en verden”. Deres hensigt var at “lave kunst, uden at folk overhovedet opdager det” – som Peter Seeberg udtrykte det. Tegningerne var “med indlagte underbevidsthedsværdier”, og teksten var “af anekdotisk karakter”. Deres “skægge publikation” var såmænd en brugervejledning til Viborg Stiftsmuseums faste udstilling.

For eksempel giver Peter Seeberg en hovedbeklædning vinger på: “Damestråhat fra 1810, det år, hvor stråhattene var så store, at damerne kunne flyve i dem.” Hvem siger, at tekster om ting skal være tingsliggjorte?

Af samme skuffe er “… og så til Viborg” fra 1982. I forordet skriver Peter Seeberg om kunsten bag kunsten: “Helgenerne lever stadig i gaderne. Blicher svæver over egnen. Intet er blot, som det ser ud til, men noget mere.” Videre: “Han tilstræber sigende, spidsvinklede iagttagelser af steder, ingen før har bemærket.” I Sortebrødre Kirke har han hentet “Hjertespotteren”, ét af Mogens Christian Thranes emblemmalerier.

Titlen spiller naturligvis på terningspillernes “så går vi til Viborg” om den afgørende runde. Den gamle tingbys ry som afgørelsernes by er ikke sådan at ryste af sig.

Flere gange portrætterede Kjeld Heltoft sin kunstnerven i Viborg, sidste gang i 1993, da han fangede sit motiv på en dag, da “englen gynger i sit ophæng, allikerne sidder parat tikl at flyve, og der er skrivepapir på bordet”.

Kjeld Heltoft var et fremtrædende medlem af kunstnersammenslutningen Corner, men også i fortællingen om Viborg er han berettiget til et hjørne.

Hvad hulen. Direkte forbindelse fra Skovgaard Museet til Padborg. 280 kilometer per gåben. Vandreruten Hærvejen byder sig til. Hen ad Sct. Mathias Gade og ned til banegården. Videre over Hærvejsbroen, gennem Viborg Baneby – og så er det bare søndenpå.

Sådan gik det ikke helt til i gamle dage, men lad gå. Dengang var ind- og udfaldsporten Sct. Mikkels Port. Den nuværende Koldingvej bar trafikken, der så passerede smalningen ved Non Mølle og smøg sig øst om Lysgård. Flere steder er sporene stadig til at få øje på. For nogle år siden var der en lille disput om, hvorvidt det offentlige burde slå græsset på sporene ved Lysgård.

Hærvejsstenen med Peter Seebergs tekst står ved Koldingvej og ligner en undskyldning for sig selv, thi de, der skulle have glæde af den, går andre veje. Men stenen står ved den rette vej, og sporene omkring den taler for sig selv.

I det meste af livet har Hærvejen ligget som en ledetråd for mig. Som julegave fik jeg af min farmor og farfar Hugo Matthiessens “Hærvejen – en tusindårig vej fra Viborg til Danevirke”, 10. oplag. Det var i julen 1964, og jeg var blot 10 år.

Mange giver Hugo Mathhiessen æren for at have navngivet vejen. Tidligere var den syd for Kongeåen kendt som Oksevejen, mens det nordlige stykke var Studevejen eller Gammel Viborgvej. Værket udkom i 1930, og det var nok først herefter, navnet Hærvejen vandt frem. Hugo Matthiessen henviser til, at kartografen Johannes Mejer i 1600-tallet brugte navnet, men mest som et begreb for den tids hovedveje.

Hugo Matthiessen noterer, at Hærvejen i årenes løb med ophøjet ro har fundet sig i lidt af hvert. Den i øvrigt udmærkede omlægning i Viborg med Hærvejsbroen som den nye port skal den såmænd nok også klare.

Blandt pilgrimme og andre vandrere står Hærvejen med afstikkerne til Hirtshals og Frederikshavn som den uomtvistelige etter. Den er et bindeled til hellige ruter og mål i mange lande. Også i middelalderen var Hærvejen et net af veje. Hugo Matthiessen placerer Viborg som den samlende kraft, som hærvejsbyen par excellence.

Enhver egn med respekt for sig selv har efterhånden en pilgrimsrute. På Møn har de været særligt opfindsomme og kalder – inspireret af Caminoen – deres rute Camønoen. Godt gået.

Caroline Mathilde og Christian den Syvende.

Der kan gå sport i at finde forbindelser mellem det lokale og det fremmede. At kunne sige til sig selv: “Større er verden altså heller ikke.”

Vi besøgte for kort tid siden Celle i Tyskland, byen med de mange og flotte bindingsværkshuse. Det er også byen med det gamle hertugslot. Og det var i Stadtkirche St. Mariens krypt, at Caroline Mathilde, Danmarks dronning fra 1766 til 1772, fandt sit sidste hvilested, blot 23 år.

Efter affæren med Struensee tydede alt på, at Caroline Mathilde skulle henslæbe resten af sine dage som fange på Aalborghus. Hendes storebror, kong Georg den Tredje af England, sendte to krigsskibe og et kongeskib til Øresund, og så var det fangenskab forbi. Den detroniserede dronning fik residens på familieslottet i Celle.

Folk i Celle modtog celebriteten med åbne arme. De mente, at hun kunne kaste glans over byen og sikre fremgang, kulturelt såvel som økonomisk. Stor var sorgen, da hun så ung døde, vistnok af skarlagensfeber. De sørgende rejste et mindesmærke.

Forbindelsen til Viborg? Jo, noget lignende kunne være hændt i Viborg, blot med hendes tidligere ægtemand, Christian den Syvende, kendt som den sindssyge konge. Deres veje skiltes efter Struensees fald.

Sindssyg eller ej. En konge er en konge. Under krigen mellem England og Danmark var kongen nok lidt i vejen, og så var det, at borgmester Thomas Wissing i Viborg tilbød sig. Også han håbede vel, at lidt kongeligt blod kunne gavne byen.

Thomas Wissing ejede den senere Amtmandsgård ved Nytorv. Den 2. november 1807 skriver han til kronprinsregent Frederik (den Sjette), at kongen kvit og frit kunne bo i den flotte og standsmæssigt møblerede bygård “iblandt sine undersåtter, som både elske og velsigne ham og Dem”. Den gode borgmester sætter trumf på ved at skrive, at “Viborg er det sundeste sted i landet, da den ligger så højt”. I forbifarten får han nævnt, at så kan Højesteret passende holde sine møder i Viborg.

Sådan blev det ikke. Kongen kom til Rendsborg, hvor han døde den 13. marts 1808. En fire måneders tid kunne kongen have fået i Viborg, men det havde garanteret været tilstrækkeligt til, at Viborg – ligesom Celle – havde kunnet smykke sig med betegnelsen “residensstad”.

Jeg faldt over et gammelt katalog fra Sagførernes Auktioner i København. Det er for en auktion den 20. november 1917, og blandt de 1633 numre finder vi så forskellige sager som et udstoppet vildsvin, et håndskrevet manuskript til vaudevillen “Den sanddru løgner”, en sennepskværn og – et stenhoved fra den gamle udgave af Viborg Domkirke.

Er der noget, Viborg har været god til, så er det at rive kirker ned. Byggesten og inventar fra Viborgs kirker har gennem årene været en stor handelsvare. De 12 nedrevne katolske sognekirker i 1529 førte til det nok største genbrug i Viborgs historie. Mange af de hugne sten var til hugpris, og en boligejer i Sct. Mogens Gade følte sig ligefrem foranlediget til gøre denne inskription på én af stenene: “Denne Steen er betalt”.

Sidst i 1700-tallet var Viborgs indbyggertal skrumpet så meget ind, at byrådet i rammeste alvor overvejede at søge om lov til at give købstaden Viborg status som en simpel landsby. Der var penge at spare. Så slemt gik det dog ikke, men folk i byen var bredt enige om, at en stor domkirke uden et sogn og to sognekirker var for meget til en by på bare 2400 sjæle.

Ned skulle enten Sortebrødre Kirke for Søndre Sogn eller Gråbrødre Kirke for Nørre Sogn. Byfoged Thomas Wissing og rådmand Peder Dinesen anbefalede, at Gråbrødre Kirke skulle lade livet, så domkirken kunne overtage Nørre Sogn. Argumentet var måske lidt overraskende: “Dens bygning er af større værdi end Søndre Sogns.” Blandt andet fremhævede de tårnets kobbertag. De føjede til, at kirken ejede mere jord og havde godt med penge på kistebunden. Altså alt i alt et større aktiv.

Den 29. december 1809 skrev kongen Gråbrødre Kirkes dødsdom. I 1813, statsbankerottens år, kom tårnet som det første under hammeren. Det indbragte 2689 rigsbankdaler, hvilket vistnok var pænt. Den store klokke kom til Randers, mens den lidt mindre fandt plads i Holstebro.

Den salvende Jesus over Viborg Domkirkes syddør sad i Gråbrødre Kirke. Når vi nu er ved det, kan vi også nævne de to løver over norddøren. De dukkede i 1834 op af jorden, da Viborg anlagde Stænderpladsen. Løverne og stenansigterne på korrundingen er fra den oprindelige domkirke, og det samme med en lille sten på nordtårnet. Den er med et fugle-slange-uhyre og en hare.

Godt, at noget trods alt lever videre og skaber spor bagud. Da det i 1860’erne tog fart med at rive domkirken ned, gik der panik i nogle, og de oprettede en kommission, der skulle prøve at redde nogle af de kulturhistoriske værdier. Samlingen af bispebilleder er et synligt resultat, men i øvrigt var det sørgeligt for sent. Hammeren var faldet. Auktionshammeren.

For at få trafikken i den indre by til at hænge så nogenlunde sammen lod byrådet omkring 1970 Sct. Ibs Gade slå til plukfisk. Stort set alle huse på søsiden kom væk.

Det samme kunne ikke være sket med Sct. Mogens Gades fornemme bygårde. Men de ret smalle huse med dybe grunde til søen var immervæk et stykke historie, og Sct. Ibs Gade var ikke den samme.

Vestsidens huse fik næsten alle lov til at stå. Uden den gamle østside virker Sct. Ibs Gade som noget værre rodsammen, noget ruskomsnusk.

Jeg er blandt dem, der godt kan finde på at forsvare den ret voldsomme nyfunkisklods på det nordvestre hjørne ved Rosentræde, for i dag egner Sct. Ibs Gade sig mest til at være en slags bolværk til middelalderbyen bagved. Og nybyggerier af en vis størrelse er dog langt bedre end at skamfere en ældre bygning, som det er sket på det modsatte hjørne.

Men sikke dog et kultursammenstød. Den nye bygning ligger og gnider sig op ad Sct. Ibs Gade 45. Bindingsværkshuset er fra 1777 og går under navnet Jødernes Badstue. Hvorfor den bærer dette sælsomme navn, ved vi vel ikke helt, men en gætning peger i retning af et lille mosaisk samfund, som florerede i Viborg fra sidst i 1700-årene til midt i 1800-tallet. At forbinde badstuen med den badstue, byen i fjerne tider skulle have haft “ved Alle Helgens Boder” er i alle fald helt ved siden af.

Med navne som Samson Moses, Lazarus Isaach, Aaron Jacob og Michael Abraham begik flere jødiske familier sig i Viborg, især inden for manufaktur. Sidstnævnte var samfundets schæchter, det vil sige dets slagter. Jøderne har jo en særlig måde at slagte på. Michael Abraham havde desuden til opgave at undervise.

Også en lille synagoge er nævnt. Det skulle da være mærkeligt, om de ikke derudover har haft en mikveh, altså en badstue til de rituelle bade. De første jøder dukkede op i 1791, så husets alder passer fint med denne funktion.

Navnet Jødernes Badstue kunne ligne en morsomhed, der har overlevet i folkedybet. Meget taler dog for, at det har en seriøs rod.

Noget af det herlige ved Viborg er, at byen rejser mange flere spørgsmål, end den giver svar. Den er som et åndeligt brusebad.

Historien om justitsminister Alberti, der i begyndelsen af 1900-tallet bedrog og forfalskede for noget, der i dag svarer til én milliard kroner, har betaget mig, siden jeg første gang hørte om den. Ikke så meget på grund af det svimlende beløb, men “måden, altså” – som det hedder i visen.

Til nogle af sine forfalskninger betjente Alberti sig af et legetøjstrykkeri af mærket “Perfect”. Vi ser for os den svære mand sidde med stålpincet og gummityper. Det lille legestempel dupper han i lågets sværtepude, og han slår det let mod papiret: Privatbanken i Kjøbenhavn Aktieselskab. Mageløst. Verden vil bedrages og bliver det atter og atter.

Et legetøjstrykkeri. Det simple er forjættende. Til et foredrag hørte jeg for mange år siden om en norsk fodboldspiller, der var kendt for at have scoret det umulige mål. Spilleren deltog i en konference, hvorunder den ene klogesen efter den anden analyserede vinkler, friktion, vind og ballistik. Indtil et lyst hoved fandt på at spørge manden selv: “Hvordan gjorde du?”. Han rejste sig og lod, som om han tyrede til en fodbold. “Jeg gjorde sådan her: Pang!” Hvorpå han satte sig og forholdt sig tavs.

Afdøde zoologiprofessor H.V. Brøndsted skrev en essaysamling “om nogle vigtige tilværelsesproblemer”. “Vi i industrilandene har simpelt hen overskredet vor genetisk betingede grænser,” konkluderede han. Budskabet er, at mennesket rummer en naturlig grænse for, hvor hurtig, hektisk, kompliceret, støjende, menneskefyldt og informationsmættet livet må være for at være et godt liv. “Simple living” er ikke bare en moderetning, men et ekko i menneskets dyb.

H.V. Brøndsted havde med garanti været fornøjet over at kunne besøge Bruunshåb Gamle Papfabrik. Fiberpappet herfra er naturligt simpelt. Naturen selv er på spil, når fibre af genbrugspapir rækker hinanden en jernnæve og holder sammen i en ubrydelig masse, lag på lag. Et slående symbol på det rette sindelag.

Metoden har været kendt i 2000 år og har ikke forandret sig stort. Indtil for ikke så mange år siden gjorde fabrikanter alt for at skjule, at vigtige dele af for eksempel radioapparater, kufferter og sko var af fiberpap. I dag viser kunstnere og producenter stolt pappet frem. Efter at papfabrikken overtog maskinerne efter æskefabrikken Elvo på Amager, har sagerne taget fart. Der er håb forude.

Pappet med alle former, strukturer og farver går rent gennem vores sanseapparat og gør os godt. Perfect.