Kategori: Tankegang

De tyske soldater havde ikke mere end lige forladt Viborg, før Christian den Niende kom til byen for at nedlægge grundstenen til Viborg Domkirkes alter. Det var den 2. december 1864. Klokken 10 formiddag ankom majestæten til Viborg Banegård.

Allerede tidligt om morgenen kunne folk ane, at noget særligt var i anmarch. Fra kirkens tårne spillede blæsere koraler, og rød-hvide flag stak ud. Et stramt program ventede. Kongens returbillet var bestilt til klokken 15.30.

Da kongen og kronprinsen steg ud, stod borgmester Zingelmann og en talstærk skare parat med hurraråb. Et faneoptog med musikere i front gik derpå til kongens kvarter på Preislers Hotel. Her talte majestæten med nøglepersoner fra blandt andet Viborg, Skive og Holstebro. Emnet var de rædsler og den frygt, som de tyske okkupanter havde spredt. Den 26. april havde en styrke på hele 11.000 mand besat Viborg, og herfra spredte den sig i landsdelen.

Så begav selskabet sig til byens store byggeplads, domkirken. Kongen gik gennem en æresport og ind i den ufærdige kirke. Medlemmer af Viborg Haandværkerforening dannede med faner et espalier. Arkitekt Tholle havde sørget for, at de mange stilladser inde og ude tog sig godt ud. Fra nogle af dem havde deltagerne et glimrende overblik.

En sidebemærkning: Besætterne var dybt imponerede over, at “værterne” ikke lod sig forstyrre af krigen, men fortsatte med at bryde ned og bygge op. I sig selv var arbejdet en attraktion, der samlede interesse.

Mellem salmesang og blæsermusik talte biskop Laub og stiftsprovst Welding. Da kongen lagde stenen – med teksten: “Nedlagt af C IX 1864 2 DCBR” – holdt han en tale. Emnet var igen de trængsler, kongeriget netop havde været igennem.

Christian den Niende hæftede sig ved, at den første domkirke rejste sig i dårlige tider, hvorefter vinden vendte. Stenen kom på plads med et ønske om, at historien ville gentage sig: at grundstenen varslede bedre tider.

Nedrivning er ikke et nyt fænomen. I 1914 ønskede ejeren at rive bindingsværkshuset Sct. Mogens Gade 25-27 ned, og det vakte modstand. Ejeren tøvede. Viborg Museum fandt penge, så han i stedet kunne sætte det i stand.

To år efter rev han det alligevel ned. Museet overtog bindingsværket fra den sydlige del. Egestokkene var med udskæringer, der vidnede om et hus fra renæssancen, måske omkring 1575.

Og det er den rest, der lever videre i gården bag museets tidligere og nu flot istandsatte domicil på Hjultorvets nordside. En tidslomme, der en overgang tjente som værksted for Hans Vingaards Officin. Her residerede den gamle typograf Mogens Brynjolf.

Huset var en del af et historisk sammensurium. Gårdhaven var fyldt med sten af forskellig slags, ikke mindst kirkekvadre. Men også døbefonten fra den nedrevne Faldborg Kirke fandt en kringlet vej hertil. Den havde folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen taget til sig.

Dertil kom to søjler fra den hedengangne toldbygning ved banegården. Dem reddede museumsarkitekt Hans Langballe fra evig fortabelse på lossepladsen.

Det siges, at den lave længe af bindingsværk på fornemste vis spillede op til den mægtige Karnapgård, og at den var et vigtigt islæt i Sct. Mogens Gade. Nu ser den lille rest så underlig ensom ud.

Det er gribende. Intet mindre. Relieffet på nordskibets væg gør ikke meget væsen af sig. Men hvilket sceneri. Dommedag for fuld skrue.

I den gamle Viborg Domkirke sad det nok i Helligånds Kapel, som var en del af den søndre korsarm. Den katolske kirke var fyldt med sidealtre, og relieffet kan sagtens have været knyttet til ét af de tre altre i korsarmen.

Da den katolske kirke midt i middelalderen gjorde skærsilden til et stop på vejen til saligheden, skød altre op i kirkerne. Ved siden af afladsbrevene kunne messer være med til at lette vejen, og de var heller ikke gratis. Men højst én messe per alter per dag. Så det var om at have mange altre.

Bag relieffets dømmende Kristus står apostle og helgener. Foran knæler Jomfru Maria og Johannes Døberen. To engle spiller på deres dommedagsbasuner. På den yderste dag må levende såvel som døde stå frem for dommeren.

Nederst til venstre de frelste. I midten dem, om hvem kampen står: Himmel eller Helvede? Til højre Fanden selv. En gedebuk med lynende øjne og fæle tænder. En trefork truer over de syndiges hoveder. Et kvindevæsen med bare bryster svinger med pisken. Det lugter næsten af brændt svovl fra Helvedes luer.

Skaren af salige minder om dem, vi ser på Joakim Skovgaards store freske med den salvende Jesus i apsisloftet. Her er dramaet overstået. Fårene er skilt fra bukkene.

I 1977 åbnede Kongens Kammer i Gråbrødre Kloster. Det var i de første mange år uden elektrisk lys. Levende lys skulle være en del af den sengotiske atmosfære.

Atmosfæren er intakt, skønt den elektriske tidsalder også er nået hertil. Arkitekt Hermann Storck må smile fra sin himmel, for to af hans kandelabre fra domkirken er med til at kaste lys i det enestående forsamlingsrum.

Da domkirken i 1876 genåbnede, var det med høje kandelabre, som Hermann Storck designede til netop dette rum. Vistnok 25 styk støbte bronzestøber Lauritz Rasmussen i København til Viborg. I 1911 overtog elektriciteten rollen som domkirkens vigtigste lyskilde. Lysende engle indtog rummet.

Sortebrødre Kirke overtog to af kandelabrene, og de kom til at flankere alteret. De var nu med indlagt strøm. I 1986 deponerede kirken stagerne hos museet. Kirken overvejede at lade dem genopstille, men valgte at overdrage dem til klostret. Kirkeværge Kai Frost fra Sortebrødre Kirke fik idéen og formidlede kontakten.

Storck tegnede hver kandelaber med 10 lysholdere, men de fik kun ni. Det er dog så rigeligt til, at de med deres nymodens diodepærer kan sprede lys via de hvidkalkede vægge.

Hvor de mange andre kandelabre er endt, ligger noget hen i mørke. I 1960’erne leverede en produkthandler i Aalborg en del af dem videre til diverse antikvitetshandlere, og der går rygter om svimlende priser.

Et relief af ler byder gæsten i Sortebrødrehus velkommen. Det forestiller et klostersegl. Viborg-arkitekt Fritz Madsen, der tegnede huset, har lagt initialer til værket: “FM 70”.

Sortebrødre Kloster i Viborg har uden tvivl haft et segl, men vi kender det ikke. Derimod er seglet fra de sortklædte brødre i Odense bevaret. Dette har Fritz Madsen kopieret, idet han har gjort det til “Sortebrødre Kirkes segl, Viborg Søndre Sogn”. “Steal with pride,” som vi journalister siger.

Det lerbrændte segl forestiller Herren på tronen, flankeret af to engle med henholdsvis et kors og en basun. Nederst knæler en munk. Her er mere smæk for skillingen end i det segl, som Viborgs korsbrødre betjente sig af: en helgen med en kalk.

En munk med oprakte arme og en abbed med krumstav pryder Viborg Gråbrødre Klosters logo. For den gode gavegiver var det dog vigtigere at holde sig inden for den dominikanske orden end at vælge et lokalt forlæg.

Sortebrødrehus stod færdigt i februar 1969. Fritz Madsen fik god hjælp af kompagnon Svend Frandsen, som siden skabte Søndermarkskirken. Menighedshuset er i tydelig klosterstil. Relieffet er fra 1970. Godt, at det kom op.

En identitetsmarkør som et segl skal øse af de dybe brønde. Se nu for eksempel Viborgs bispesegl. I den nuværende form er det fra 1993. Kilden er biskop Lave Globs segl fra cirka 1400. Det er med Himmeriges to nøgler, den ottekantede Kristus-stjerne og Maria-rosen med de fem kronblade.

Her var det ikke nødvendigt at søge til Odense.

En villa bag Sortebrødre Kirke bærer navnet “Wiberga”. Nabohuset hedder “Ripensis”. De gamle byer Viborg og Ribe side om side.

Indtil 1300-tallet havde Viborg en række danske og latinske navne, der alle hentydede til “viet” – helligdommen – og “bjerget”. Nogle gange optrådte de med V som forbogstav, andre gange med W. Ligeså var det, da “bjerg” blev til “borg”.

Da jeg var knægt, bed jeg mærke i vendingen “jeg er fra Wibåår a”. W og den jyske dialekt spiller sammen. Måske er det derfor, at flere af de gamle navne optræder med dette bogstav. Viborgs officielle segl fra 1620 er ligefrem et W, slet og ret. Er der noget, der – ud over byvåbnet – symboliserer den gamle stifts- og tingby, så er det W’et.

For et århundrede siden skyllede en bølge gennem Norge. Ud med bynavne fra danskertiden, ind med navne, der klingede af norsk historie. Hovedstaden Kristiania kom nu til at hedde Oslo. Derimod nægtede beboerne i Trondhjem at skifte til Nidaros. Kompromiset blev Trondheim. Det er nok svært at forestille sig, at vi her i byen skruer tilbage til for eksempel Wibjærgh.

Nogle af de allerførste mønter, der var slået i Viborg, havde “Wiberga” som mærke. Fra 1018 til 1146 er 28 forskellige typer af mønter fra Viborg kendte, og ikke så få var med W. De, der i 1920 byggede villa “Wiberga”, så ret, da de ville spille op til villa “Ripensis”, der er nogle år ældre.

Beboerne i “Ripensis” havde bånd til Ribe og havde også her et hus. Det hed – “Wiberga”.

Historien begyndte på den tyske side af Kongeåen. Under første verdenskrig solgte en dansksindet gårdejer sin gård på tysk jord. Den blev til en ny gård på den rigtige side plus de to byhuse. Indre Mission i Viborg arvede “Ripensis” efter gårdejerens datter. Arven kom Hans Tausens Hus i Boyesgade til gode.

Danmark har 10 domkirker og hermed 10 domkirkebyer. For mange er Viborg ikke bare en domkirkeby, men selveste domkirkebyen.

Det ligger i bynavnet. Former som Wiberg på dansk og Wiberga på latin optræder tidligt. “Vi” står for et hedensk offersted, og “berg” er en bakke, altså “Helligdomsbjerget”.

Måske har det første kultsted med goden, den hedenske præst, holdt til på toppen af Borgvolds bakke. Hvad ved vi?

Den kristne kirke krævede mere plads og fandt et godt sted på det midterste af byens tre markante fremspring. På den sydlige slog sortebrødrene sig ned, mens gråbrødrene satte sig på den nordlige balkon. I grunden kan det være mere rammende at tale om “Helligdomsbjergene”.

Forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg var inde på, at Sortebrødre Kirkes “bjerg” kunne være det første helligsted. Det harmonerer med, at fremspringet var hjemsted for en større bebyggelse i vikingetiden.

Om “hvad der huskes i Viborg” skriver Peter Seebeerg etsteds, “at der var store blotfester i det hedenske vi, der muligvis lå, hvor Søndre Sogns Kirke ligger, eller måske domkirken”.

Viborg Domkirke har stået, hvor den nu knejser, siden begyndelsen af 1100-tallet, nok endnu tidligere. Pladsen foran den, Gammeltorv, og et rådhus på sydsiden er “fra arilds tid”, den ældste tid. Præsterne dannede et klosterfællesskab nord for kirken.

Som domkirken står i dag, er den blot fra 1876. En rundgang i kirken, både inde og ude, i kombination med en slentretur i domkirkekvarteret, føjer let 850 år til de 150. Kirken og kvarteret omkring den er to sider af samme sag. Helt på toppen.

Ikke en stump af den tidligere barokkirke var tilbage, da den nyromanske domkirke i 1876 åbnede, hverken ude eller inde.

Smagsdommerne forlangte rene, romanske linjer. En enkelt detalje fandt dog nåde: den feterede hofmaler Hendrik Krocks alterbillede. Det hænger nu i præste- og samtaleværelset i hjørnet mellem koret og den nordre korsarm. Det forestiller den korsfæstede Jesus med Maria og Johannes.

Netop alterpartiet voldte en del kvaler, da bygmester Stallknecht og stiftsprovst Tychonius lagde planer for den genopførte kirke efter 1726-branden. I første omgang snedkererede et par lokale mestre et ret smalt alter, men det blev vejet og fundet for let.

Tilfældet var i Viborgs favør. Uvist af hvilken grund fremstillede hofbilledhugger Johan Friedrich Ebbisch to prægtige altre til den brandhærgede Sankt Petri Kirke i København, og det var ét for meget. Det overskydende alter fik plads i Viborg Domkirke, indkøbt til spotpris Ud med håndværkernes alter og videre til Vestervig Kirke med det.

Det overlevede maleri sad nok så fint i en korintisk søjleportal. I træ optrådte apostlene Peter og Paulus sammen med fire engle. Disses opslåede bøger var med skriftsteder. Over det hele svævede et “Jehovah” med stråler, skyer og engle plus Frederik den Fjerdes ciffer.

Dette stykke højbarok fra 1730 kom til at danne skole i det jyske. Som billedet i dag sidder på sakristiets væg, kan det være svært at forestille sig sammenhængen. Tag blot lidt uden for Viborg for at blive klogere. Herren på Sødal bekostede nogle få år efter en altertavle til Rødding Kirke, og den er en tro kopi.

Den 4. oktober 1906 forlod maleren Joakim Skovgaard Viborg efter den sjette og afsluttende sæson med domkirkens fresker. Men ikke, uden at han havde signeret det i alt 2000 kvadratmeter store værk.

Nederst til venstre på korrundingens freske med den salvende Jesus og de saliges skarer har han i det grønne felt skrevet seks initialer og “1906”. Fra gulvet er kun årstallet at se. Man er vel beskeden.

Initialerne er IO for Joakim Skovgaard, NLS for Niels Larsen Stevns, AL for Arne Lofthus, VM for Viggo Madsen, IM for Johan Mielche og SN for Søren Nielsen. Sidsnævnte var den murersvend, der havde sørget for det fine lag af vådt puds til kunstnernes pensler.

15 kunstnere havde i kortere eller længere tid bistået Joakim Skovgaard, men de fire, der optrådte ved siden af mesterens initialer, var de gennemgående hjælpere. Det samlede værk har ord for at være helstøbt, hvilket er lidt af en dåd, når nu så mange har givet en hånd med.

De kunstnere, der ikke kom med i signaturen, var Svend Bird, Ludvig Find, Johannes Hohlenberg, Poul Jerndorff, Valdemar Jørgensen, Johannes Kragh, Sigurd Olrik, Knud Petersen, Rudolf Rud-Petersen, Karl Schou og Herman Vedel. Det var lidt af en malerskole, Skovgaard drev i sin Viborg-tid.

Freskerne står ubestridt som Joakim Skovgaards kunstværk, og det kan være svært at se, hvem der har malet hvad. Landsarkivar Georg Saxild i Viborg fulgte arbejdet og prøvede i sine notater at pejle sig ind på, hvad der kendetegnede de enkelte kunstnere.

Georg Saxild så Niels Larsen Stevns og Arne Lofthus som en slags modpoler i spændingsfeltet. Om Niels Larsen Stevns skrev han, at “han arbejdede tøvende og forsigtigt, men med en forbavsende udholdenhed”. Derimod arbejdede nordmanden Arne Lofthus “kækt og flot med en bredde i foredraget som en gammel routinier”.

En trappe på domkirkens nordside fører lige ned i kulkælderen. Kul og kulfyr har kirken ikke brug for længere, men den tid er såmænd ikke fjern, da en fyrbøder moslede i dybet, så varme kunne brede sig via luftkanaler.

I dag rummer kælderen det store fjernvarmeanlæg. Og så har den faktisk en niche, der kan ægge fantasien. Er det ligegodt her, vi finder indgangen til den hemmelige gang?

Ligesom kulkælderen har ikke alt i kirken gennem tiden tjent de åndelige formål. Tænk blot, at kongen i 1812 under bataljerne med englænderne havde et kornlager i kirken. Den i forvejen forsømte kirke tog skade. Efter sigende red dragoner rundt i kirkerummet. Viborgenserne rasede. I 1833 gav staten kirken en erstatning på 900 rigsbankdaler.

Klos op ad kirkens nordvæg lå fra 1639 dom- og adelshuset, der var berømmet for sin over 30 meter lange festsal med flotte træpaneler og et imponerende galleri af adelsskjolde. Larmen fra tant og fjas var til at høre i kirken, og en biskop kaldte naboen et kapel for den onde selv.

Under treårskrigen fra 1848 slog en bataljon af danske soldater sig ned i Viborg. De gemte deres krudt i domkirkens Daaske Kapel. En skildvagt vogtede. Kirkegængerne havde forbud mod at ryge både ude og inde. Hestene skulle bevæge sig i skridt, for hestesko og hjul kunne ellers gøre farlige gnister. Men hvad nu, hvis lynet slog ned? Byrådet viste handlekraft og fik eksplosiverne bragt uden for byen.

Ved de store snapstingsmarkeder rykkede boghandlere med boder ind i kirkens kapeller. Nok mest med gudelige bøger, og dem var der knap så meget sprængstof i.

“Lysets engel går med glans.” Solens guddommelige lys stråler også fra Viborg Domkirkes 10 menneskehøje bronzeengle. Otte er med klaser af lys og sidder i hovedskibet, mens to med lyskranse skiller sig ud i apsis.

I begyndelsen af 1907 åbnede byens elværk. I 1911 kom domkirken med på nettet. Indtil da havde 1876-kirken klaret sig med store kandelabre, formet af arkitekt Hermann Storck. Mens Joakim Skovgaard & co. fra 1901 til 1906 arbejdede med freskomalerierne, oplyste gaslamper kirkerummet.

Os fra gas er ikke i længden godt for billedkunst. Joakim Skovgaard var opmærksom på elektricitetens velsignelse. Sammen med arkitekt Thorvald Bindesbøll designede han lysenglene. Som forbillede havde de den ranke skikkelse i den oldgræske skulptur “Vognstyreren fra Delfi”.

Joakim Skovgaard var husholderisk med sin bevilling og stod med 21.830, 99 kroner, da freskerne var færdige. Pengene skulle komme kirken til gavn. De udmøntede sig i glasmosaikkerne i vestfront og apsis plus de 10 lysende engle. Bindesbølls sans for det dekorative afspejler sig også i mosaikkerne.

De malede ranker i sideskibenes hvælvinger er ligeledes Bindesbølls aftryk. I det hele taget benyttede Skovgaard sig meget af vennens hjælp. Rosetterne i fresken med Himmeriges gyldne fløjdøre kom først til vægs, efter at den formsikre arkitekt havde modelleret et oplæg i gips.

For nogle år siden satte en lokal elektriker et sindrigt system af spotlights op. Men det er stadig englenes opgave at sprede “glansen fra Guds himmel”.

Lund Domkirke i Skåne er en slags storesøster til Viborg Domkirke. Historisk og arkitektonisk har de meget til fælles. Oplagt, at de to byer er venskabsbyer.

Domkirken i Lund har en sarkofag med ærkebiskop Anders Sunesen, der døde i 1228. Lægger vi i tankerne et låg på stenkisten i Viborg Domkirkes nordre kryptkapel, kan de to minde om hinanden. Også den har med sikkerhed huset en betydningsfuld person, men beboeren er ukendt.

Byggesten for byggesten gav stenkisten i Viborg sig til kende i 1863, da bygningsarbejdere brød kirken ned. Den var hugget til byggesten i koret. I 1730-kirken adskilte mure tværskibets midterste rum fra de to korsarme, og i dem skjulte kisten sig. Tilsyneladende uden respekt, men dog centralt i kirken.

Da kyndige hænder fik samling på stenene, viste de sig at komme fra én og samme kampesten, hvilket er enestående. Akkurat som kisten i Lund har den et lille rum til hovedet og afløbsrender til ligvandet. Det er nærliggende at tro, at de er jævngamle.

Eskil, Svend og Niels var biskopper, mens den romanske Viborg Domkirke rejste sig, og var værdige til en plads i stenkisten. De døde i henholdsvis 1132, 1152 og 1191. Men det var vel også Kjeld, kirkens egen helgen, død i 1150? Sidstnævntes jordiske rester kan i givet fald ikke have ligget længe i kisten, for da han i 1189 fik status af helgen, blev han skrinlagt i eget kapel.

Yderligere en kandidat kan være den vældige biskop Gunner, om hvem vi blot ved, at han efter sin død i 1251 fik hvile foran Sct. Kjelds Kapels alter.

Denne ærkebiskop Sunesen var ham, der med hænderne i vejret fik Dannebrog til at falde ned fra himlen den 15. juni 1219. Hvert år den 15. juni sætter svenskerne et dansk flag ved Sunesens sarkofag. Lad os også kippe med flaget for den evigt ukendte i Viborg.

Politimanden Eigil Holst var dansk litteraturs første krimihelt. I detektivromanen “Hvad skovsøen gemte” fra 1903 og i flere kriminalnoveller lader forfatteren Palle Rosenkrantz Eigil Holst boltre sig i gåder. Vi får at vide, at Eigil Holst er fra Viborg.

Baron Palle Rosenkrantz var et skud på adelsfamilien Rosenkrantz’ tykke stamme. At han fik Viborg i tankerne, da han skabte sin helt, er næppe så tilfældigt, for Rosenkrantzerne har op gennem historien haft meget at gøre i magtens ting- og stiftsby.

Området nord for domkirken, hvor nu Stænderpladsen er, bærer også Rosenkrantzernes adelsmærke. Her lå fra omkring 1100 til 1440 Marieklostret. Rigsråd Jørgen Rosenkrantz overtog i 1585 dele af klosterkomplekset. Inden da havde det haft en tid som bispegård, og fra 1576 var det adels- og domhus.

Magten kom for alvor til Viborg, da Iver Rosenkrantz i 1724 af en lektor købte bygården nord for domkirken. Frederik den Fjerde havde sat hans ellers strålende karriere på pause og forviste ham i 1723 til Viborg, hvor han fik rollen som stiftamtmand. For Viborg en gevinst. Iver Rosenkrantz tegnede sig ene mand for 20 procent af byens skatteindtægter.

Efter at den gode del af Viborg i 1726 brændte, sendte Iver Rosenkrantz et bønskrift til kongen og kaldte sig majestætens “tropligtskyldigste tjener”. Han bad på byens vegne om hjælp. Det var ikke uden betydning, at han havde gode kontakter i magtens centrum. Året efter købte han stamsædet Rosenholm, så ham skulle ingen have ondt af.

I 1730 kom Christian den Sjette på tronen, og Ivers intermezzo i Viborg var forbi. Denne dannede og elskværdige mand havde i en svær tid været god for byen. Snart var han Danmarks stats- og udenrigsminister. Den genopførte rest af adelsgården førte en stille tilværelse som stiftelse for adelige frøkener og enker.

Andre boller kom på suppen fra 1812 til 1832, da bygningen blomstrede op som skuespilhuset “Dramatikken”. I 1834 måtte huset falde til fordel for Stænderpladsen.

Blandt flere andre Rosenkrantzer i Viborg fortjener også baron Gottlob Rosenkrantz et par ord. Han var fra 1866 til 1879 stiftamtmand i byen og kom til at lægge navn til Kammerherrens Sti, nu kendt som Bispestien. Farbror Christian springer vi let hen over. En kort tid var han landsdommer i Viborg, men mistede på grund af “forsømmelig embedsførelse” sin bestalling.

Murermester og blytækker Christian Gullev (1806-1892) fra Viborg var helt igennem selvlært, men han fik alligevel lov til at aflægge svendeprøve. Som blytækker faldt det i Christian Gullevs lod at tække 1876-domkirken, og han var kendt for at udføre halsbrækkende øvelser på tagryggen. Ja, han stod vistnok også på hænder.

Arvtagere lagde i 1970’erne nyt bly på kirken. De fandt et blyindkapslet brev fra deres forgænger, der meddelte, at han havde “fuldført domkirkens arbejde fra begyndelsen til enden”. Nogle år før havde blytækkere på samme vis fundet en hilsen fra Gullev under Ravnstrup Kirkes bly: “Nu ormen mig æder, og sjælen Gud glæder.”

Under den store brand i 1726 smeltede domkirkens bly. Bygmester Claus Stallknecht stod for at genopføre den. I første omgang betingede han sig, at han kunne udvinde og snuppe blyet, idet den genopførte kirke skulle være med sorte tagsten. En opgørelse viste, at han kørte 4275 kilo bly væk.

Men stiftsprovst Christen Tychonius pressede på for at få bly. Under alle omstændigheder var det gamle bly ikke meget bevendt. Efter flere brande og omsmeltninger var det sort og porøst. Det lod sig hverken folde eller bukke.

Den ihærdige Tychonius fik sin vilje igennem. Friske forsyninger på henholdsvis 4800 kilo og 9600 kilo kom til. Sådan gik det til, at 1730-kirken havde bly på apsis, hele sydsiden og på tårnenes kalotter.

Christian Gullev er i dag mest kendt for sine mange tegninger og skitser. Han var besat af den lokale historie og benyttede enhver lejlighed til at dokumentere, hvad han fandt i og over jorden. Den var helt gal med perspektivet. Det tog blytækkeren ikke så tungt, og i dag er hans tegninger guld værd.

Joakim Skovgaard var en blot 17-årig malerlærling, da han i 1874 fik lov til at male en profet på Viborg Domkirkes jomfruelige træloft over hovedskibet. Ganske vist én af loftets 12 små profeter, men han lagde sjæl i arbejdet og skabte en Joel, der godt kunne ligne hans far, guldaldermaler Peter Christian Skovgaard.

Arkitekt Hermann Storck, historiemaler Frederik Christian Lund og malermester Carl August Weber hentede inspirationen fra Sct. Michaels Kirke i tyske Hildesheim, da de formede loftets dekoration i Viborgs nyromanske domkirke. Det bestod af syv afsnit med bibelske motiver, garneret med fire store profeter og de nævnte 12 små.

Den unge Skovgaard kunne ikke så godt vide, at han små 40 år senere skulle være med til at tildække hele dekorationen og male en ny. Kunsthistoriker og kunstner Karl Madsen var klar i mælet i 1909, da han i gigantbogen – den måler 53 gange 42 centimeter – om Viborg Domkirke vurderede det Lundske loft: “Kirkens harmoni kræver ganske utvivlsomt et andet loft i en anden stil, et loft, dekoreret af Joakim Skovgaard.”

Karl Madsen medgav, at det miskrediterede loft kunne være godt nok for sin tid. Men imponeret var han så langtfra og talte om “fantasifattige fremstillinger”. Efter at Skovgaard og hans medhjælpere havde malet den enorme billedbibel, faldt det i overført betydning helt til jorden. Ifølge Karl Madsen var det mere håndværk og geometri end kunst.

I 1912 vendte Joakim Skovgaard stærkt tilbage til Viborg. Han havde en bevilling i ryggen. På et stort stillads malede han sammen med Niels Larsen Stevns og Viggo Madsen en ny dekoration.

Mens den oprindelige version holdt sig tæt op ad forbilledet i Hildesheim, var den nye en friere tolkning, dog med de samme motiver. Lunds loft eksisterer stadig under det nye af mahogni. Det kan man da kalde kunst med dobbelt bund.

Nærmest liggende på stilladset malede de tre malere med klare oliefarver, og i 1913 kunne de melde færdigt arbejde. Det nye loft spiller sammen med freskerne. Desuden vender de nye ansigter imødekommende mod vest, modsat de gamle.