Kategori: Tankegang

Der er stil over den tidligere landsrets hovedportal ved Stænderpladsen. Kronen på værket er det store rigsvåben i 1903-udgaven – det med den islandske falk i selskab med den færøske vædder og den grønlandske isbjørn plus alt det andet, der vidner om dansk storhed af i går.

Viborg har nærmest altid været rettergangens by, først med landsting, så med landsoverret og så med landsret. Rigsvåbnet står som symbolet på den retfærdige rettergang. “Så går vi til Viborg,” siger terningspillerne om den afgørende runde, for Viborg er så afgjort afgørelsernes by.

Sådan at sidde på den dømmende magt har betydet langt mere end et relief i sandsten. Gennem tiden har omgivelserne nok set på Viborg med en vis ærefrygt – med vægt på ordets sidste led. Noget ophøjet. Jyder “tager op til Viborg”.

Mange er de, der i Viborg fik skilt deres hoved fra kroppen. Skarpretteren og hans svend henrettede dem. Byretten og bødlen havde ord for at være både hurtige og effektive. Så hurtige, at når landstinget eller kongen skred ind, var dommen allerede eksekveret. En frifindelse med tilbagevirkende kraft kunne højst betyde, at en hængt kom ud af løkken.

En stakkels viborgenser, der i 1590 måtte bøde med sit liv for en sæk og lidt mel, var allerede død, da kongen bad om en omtur i retsmaskinen.

“Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes,” læser vi i Biblen. Nok var det ikke bødlen, der dømte, men alt dette hovedhuggeri steg alligevel skarpretter Peder Brocker i Viborg så meget til hovedet, at han i 1630 stod anklaget for at føre sig frem som en falsk profet.

Godt for ham, at han ikke hurtigt havde hugget hovedet af sig selv, for en dødsdøm endte med at blive til en landsforvisning.

I disse hype- og brandingtider er det da utroligt med et logo, der har holdt stand siden midten af 1200-årene. Sådan er det med Viborgs byvåben.

Sandt at sige er bomærket med de to gestikulerende rådmænd i en søjlegang ikke specielt fancy. Til gengæld sidder det gamle segl perfekt som Viborgs ægthedsmærke.

I gadebilledet optræder byvåbnet mange steder: på kloakdæksler samt på kommunens biler, bannere og bygninger. Hvem kan finde flest? Det nu nedrevne vandtårn i Skottenborg bar byens kendteste dekoration med våbnet. Dekorationer på Eksercerhuset ved Rødevej, den gamle sparekassebygning ud for Mageløs og på Nordeas domicil mod Hjultorvet er nu heller ikke værst.

Kunstneren Mogens Zieler skabte i 1971 til kommunen den hidtil nok mest vellykkede version, flot accentueret af middelalderfarverne rød, gul og blå. Designer og arkitekt Peter Bysted havde den som forlæg, da han i 2006 stod for den nu brugte i grøn streg.

Ret sent fik kommunen eneret på at administrere logoet. Tendensen var ellers, at lokale firmaer som Bryggeriet Odin, Viborg Fløde-Is og Peter Larsen Kaffe benyttede det, så forbrugerne positivt forbandt produkterne med Viborg.

Den pudsigste udgave skal vi til 1800-tallet for at finde. Da ser vi sørme et våben med Adam og Eva, kundskabens træ og slangen. Endda på rådstuens officielle segl og i avisen Den Viborger Samlers hoved. Her er i det mindste balance i kønsregnskabet.

Norske byer er begyndt at dyrke “snarveier”, altså smutveje, genveje. Kommunerne forbedrer disse ofte oversete fod- og cykelstier og sætter skilte op.

I Viborg er det en smutvej, når vi skrår gennem Borgvold i stedet for at runde krydset. Men ellers er det i midtbyen nok så som så med stier, der kan korte vejen.

I Norge er mange byer mere åbne og naturagtige, som Viborg var det førhen, da vi for eksempel havde en folketrampet snarvej, der langs byvolden gik bag om nogle haver. Den forbandt Sct. Mogens Port med Sct. Hans Port og hed naturligvis Bagom. I dag hedder den Reberbanen.

Her i byen kan det være mere interessant at introducere begrebet “en afvej”. Det kan være berigende at vælge andre veje end de vante. At komme på afveje.

Tag for eksempel op ad Bispestien. Gå langs Stænderpladsens østside og fortsæt ad den lille sti, der langs den tidligere landsrets vestgavl fører til Gråbrødre Klosters have. Derfra op ad klostergyden til Pumpetorvet. Så lidt ned ad Sct. Mogens Gade. Drej til venstre efter nummer 21 og gå gennem Sct. Mogensparken til portåbningen ved Reberbanen. Ret for snuden ovre på den anden side ligger Garnisonspladsen med dens lågeadgang til kirkegårdens irgange. Lur mig, om ikke nye perspektiver her åbner sig for vandreren.

Efter denne tur er benene med garanti knap så blytunge, når de atter skal ud på den slagne vej.

“Humoren er saltet i suppen,” fremførte forfatteren Johannes Møllehave. Det er vigtigt at tage humoren alvorligt. Uden den er livet sørgelig fattigt. “Nulkilometerstenen” på Nytorv er for mig at se et godt udgangspunkt for en munter vandring.

Det er ikke helt skævt at gå efter de skæve vinkler. Ofte er humoren underspillet og ikke altid sig selv bevidst. Men den er der. Som for eksempel, når der på husets nummerskilt i Gothersgade står “Fem” og ikke “5”. Eller når en villa i Ll. Sct. Mikkels Gade hedder “Nurdug” og ikke “Gudrun”.

På vores videre færd i Viborg støder vi i Sortebrødre Kirke på en ypperstepræst med klemmebriller – det er ham, der på altertavlen omskærer Jesusbarnet – og et stolestade med en underfundig “hjertespotter”. I pladen på benhusets sted aner vi et skævt smil i en latinsk tekst, der oversat er: “I dag mig, i morgen dig.”

I domkirken træder Joakim Skovgaards kontrafej frem af en ranke. Kirkegården har flere gravsten med humoristiske indslag, heriblandt “Kjøbt på hundrede aar fra 1892-1992”. Mon ikke stenen i Hans Tausens Minde med “Denne steen er betalt” har en fortid på en grav?

Gadenavnene Navnløs og Mageløs vidner om folkelig humor. Knægtene, der i et træ ridsede “Billen er dum”, var med sikkerhed alvorlige, men i dag finder de fleste ytringen i Hans Tausens Minde pivmorsom.

Bagerskiltet med den døde bager i Sct. Mogens Gade er derimod født som et muntert indslag i gadebilledet. Og har du “på Ly” undret dig over bogstavrækkerne “DDSSGEO” og “HDOSSDOGEO” er du i godt selskab blandt muntre svende. Spørg bare.

Humoren behøver bestemt ikke at være tandløs. Se blot på bissebåden “The black pearl”, der i flere år har gjort de to søer usikre.

Vokser alt i verden til dobbelt størrelse, kan ingen vide det, for også målestokken vokser tilsvarende. En tanke, jeg tumlede med, da jeg gik i skole.

Hele universet kan være som et støvkorn i et andet univers med andre mål, fabulerede jeg. Hvor er det dog vigtigt, at vi har noget fast at forholde os til.

Når vi fra øst ser på Viborgs profil, kan det være trekvart ligegyldigt, hvor meget bakkerne og bygningerne ligger over havets overflade. Viborgs sikre målepunkt er Viborgsøerne, og deres spejl ligger 11 meter over havet.

Forfatteren Palle Lauring elskede at hade Viborg Domkirke i 1876-udgaven. Især fandt han tvillingtårnene latterligt lave og tynde. Aarhus Domkirke har kun ét tårn, men spirets top befinder sig 96 meter over Bispetorvet. Ribe Domkirkes tykke “Borgertårn” er 50 meter højt. Viborg Domkirke peaker ved blot 42 meter – ganske vist med to af slagsen.

At Viborg Domkirke alligevel kan hævde sig, skyldes, at kirkebjerget ligger 26 meter over søen, hvilket giver en sum på 68 meter. Efter samme øvelse får vi følgende toppunkter i byens silhuet: 83 meter til Peak 12 Hotel, 69 meter til vandtårnet med “læbestiften”, 79 meter til kraftvarmeværket, 52 meter til Sortebrødre Kirke med det forsigtige tårn og 70 meter til sygehuset.

Med 53 meter er sygehuset højest, men det ligger lavere end de andre. Vandtårnet og hotellet ligger 36 meter over søen mod blot 17 meter til sygehuset.

Alt er relativt. Jeg havde engang en poster med Manhattans skyline som motiv. En ellers storslået katedral lå og lignede en undskyldning for sig selv, klejn blandt skyskraberne. To verdener med hver sin målestok stødte sammen.

I Viborg Domkirkes sydlige kryptkapel hviler adelsmanden Valdemar Daa. Og oppe i kapellet mellem koret og den sydlige korsarm ligger sønnen Gregers Daa, den sidste i den adelige slægt.

Noget lever videre. På hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade finder vi det karakteristiske Daas Palæ med tårn og spir.

Da Valdemar Daa og broderen Christian hver arvede en halvpart af herreborgen Borreby, kom en bygning med tårn og spir til at ligge på Christians del. Dette symbol sved så langt ind i Valdemars forfængelige sjæl, at han så sit snit til at rive tårnet ned, da broderen var ude at rejse.

Tårne og spir udstråler velstand og magt. Fra borgene og slottene listede de sig ind i den historicistiske arkitektur, som den foldede sig ud i 1800-tallets sidste halvdel; i Viborg nok bedst udtrykt i Julius Tholles arrest fra 1874 med de to spirede tårne. Daas Palæ fra 1892 er et andet godt eksempel. Bygningen får karakter af de murstensindfattede vinduer og tårnet på hjørnet.

Viborg-arkitekterne Andreas Hagerup og Claudius August Wiinholt tegnede den til avlsbruger og ølhandler Anders Daa, der hermed kunne skilte med, at der trods alt var adeligt blod i den nu borgerlige slægt.

Inden Gregers Daa som ryttergeneral i 1712 stod i vejen for en svensk kanonkugle, fik han uden for ægteskab en søn med korporalfruen Sidsel Lauritsdatter. Ganske vist født i dølgsmål på Fur, men navnet siger alt: Gregers Gregersen Daa – Anders Daas oldefar.

Tre slægtled af Gregers Gregersen Daa virkede som skomagere i Viborg og var med Anders nået til den finere ende af Sct. Mogens Gade. Det er til at se på bygningen, at Wiinholt gjorde meget i kirker og missionshuse. Tårnet ligner da også det, som han i 1893 sirede menighedshuset i Hans Tausens Minde med.

Gad vide, hvordan Valdemar Daa har det med, at tårnet med spiret genopstod?

God arkitektur varmer langt ind i sjælen. Arkitekt Gottlieb Bindesbøll giver lidt af svaret i spørgsmålet: “Bliver man helbredt af gule teglsten og gotiske trappegavle eller formidabel udsigt?”

Spørgsmålet faldt, da Gottlieb Bindesbøll midt i 1800-årene tegnede sindssygeanstalten – “Jydske Asyl” – i Risskov. Omgivelserne alene har ikke gjort det, men de har virket befordrende. Seværdige huse kan være et mentalt husapotek.

Gotiske trappegavle har Viborgs middelalderlige bydel mange af. Jeg kan hurtigt tælle 16, og der kan sagtens være flere. Den ægte vare er de to trappegavle på Domprovstegården, de to på Gråbrødre Kloster og den enlige rest på Sortebrødre Kirke.

De øvrige er fra den historicistiske bølge – den, som Gottlieb Bindesbøll var med til at puste i gang. Eleven Hans Christian Amberg kom til at stå for fem af slagsen i Viborg: den enlige på Sct. Mogens Gade 9, de to på Karnapgården og de to på den gamle sparekasse i Sct. Mathias Gade 51.

Trappegavlen på Sct. Mogens Gade 12 er fra 1875 og er kreeret af Hother Paludan. Årstallet 1780 på gavlen er for sidehuset i bindingsværk.

Sparekassebygningen i Sct. Mathias Gade 68 har en markant trappegavl, men det var først i 1915, at arkitekt Helge Bøjsen-Møller berigede torvet med denne, der i øvrigt spiller fint sammen med den 39 år ældre gavl ved torvets nordøstre hjørne. For glarmester Schibler har det været stort at kunne hævde sig på denne måde. Ingen tvivl om, at den har været et statussymbol.

Da arkitekt Hack Kampmann i 1895 tegnede en tilbygning til Amtmandsgården, St. Sct. Hans Gade 2, lod han sig friste til at påmontere hele tre trappegavle, for han var sig bevidst, at han byggede på historisk grund. De er noget indeklemte, for den slags har det nu bedst på fritliggende længehuse.

Med Hans Tausens Hus fra 1919 nåede Viborgs egen Søren Vig-Nielsen lige at ride med på bølgen. Noget så eftertrykkeligt, for bygningsværket i Boyesgade har hele fire nygotiske trappegavle.

Under alle omstændigheder virker det da opløftende at gå rundt at kigge efter trappegavle.

Kong Dan stillede sig op på stenen Daneryg i Viborg, da jyderne hyldede ham som konge, skal vi tro Lejrekrøniken. Længe derefter var Viborg Danmarks hyldningssted nummer ét.

Der stod respekt om Viborg Tings kongesten. Den har nok lignet alle mulige andre kæmpesten, men ting er, hvad man gør dem til. Livets gang kræver sine fikspunkter.

Tænk på den klassiske gemmeleg kronekuk, hvor deltagerne respekterer en sten, en træstamme eller noget andet, der egner sig til at være det samlende midtpunkt. I kronekuk gælder det om at komme først til kroningsstedet, enten for at fange eller befri.

Flere gange i historien har tingstedet i Viborg haft samme dragende rolle. Slaget på Taphede torsdag den 6. oktober 1334 er et godt eksempel.

Vi befinder os i “den kongeløse tid” fra 1332 til 1340 og kan trække linjen helt tilbage til mordet i Finderup Lade natten til den 22. november 1286, da Erik Glipping fik sine 56 stik. Sønnen Erik Menved overtog kongetitlen. Da han fik alderen til det, begyndte han at bruge løs af rigets penge, både til krige og til ridderturneringer. Erik Menved udskrev store skatter og lånte penge. Jyderne og Viborg Ting var i oprør.

Sønnen Kristoffer overtog i 1320 et pantsat land. Rigets stormænd bandt ham med en håndfæstning. Pantherrerne var de tyske grever Gert (“den kullede”) og Johan (“den milde”). En overgang måtte Kristoffer se sig tilsidesat af drengekongen Valdemar, der blot var grevernes og stormændenes redskab. Kristoffer kom til igen. Da han i 1334 døde, var Danmark uden konge. De to tyske grever sad solidt på landet. Ikke mindst Gert var en hård negl.

Junker Otto, Kristoffers næstældste søn, prøvede i 1334 at snuppe kongekronen og satte sig hermed op imod Gert. Otto hastede med en hær mod Viborg. Målet var Viborg Ting med hyldningsstenen.

Med sine lejesoldater bremsede Gert ham lige øst for tingstaden og tog ham til fange, inden han nåede til magtens Viborg. Slaget fandt sted på Taphede den 6. – eller måske den 7. – oktober 1334. Intet er underligt nok fundet fra slaget – bortset fra en signet, der mange år senere dukkede op på kamppladsen. Den havde tilhørt den tyske adelsmand Johannes Kokerbek.

Danmark var uden konge helt frem til 1340, da Valdemar Atterdag – Ottos lillebror – samlede riget. Adelsmanden Niels Ebbesen havde med snilde dræbt grev Gert. Den 24. juni stod Valdemar på den eftertragtede sten i Viborg. Legens vinder.

Det siges, at egetræet ved Kompagnistræde, lige inden for Latinerhavens portal, er fra før bybranden i 1726. En gammel gubbe er det i alt fald, og den historiske bydel var ikke den samme uden.

Om træet skriver Peter Seeberg, at “når man ser det, bliver byen pludseligt endnu rigere for een”. Hvor må de skamme sig – de, der mener, at træer kun hører hjemme i skoven. Et pragteksemplar som bytræet ved Kompagnistræde er i særklasse værdifuldt.

Ludvig Feilberg var det åbne sinds filosof, der advarede os mod at tænke på, at vi tænker. Tankerne skal have “ligeløb”. Med åbent sind studerede han Holbergs kastanjetræ i Fiolstræde, og det skrev han i 1882 en fin afhandling om.

Feilberg når frem til, at træet på den gode måde gør byen endnu mere byagtig, fordi husene “må holde sammen mod den sære, fremmede gæst, der er kommen iblandt dem”.

Han kalder det en “tankebro mellem natur og kultur” og noterer, “at der findes ved dette træ noget, man så ofte leder efter og savner, men sjældent finder”.

Det samme gælder for Seebergs træ.

Gjorde forleden rent i matriklens redekasser. Ud med ynglesæsonens reder, så de næste beboere ikke må døjes med parasitter. På’en igen, kære fugle, når den næste sæson kommer. Det var ellers fine reder, jeg måtte kassere.

Er der ikke noget bekendt ved dette at begynde fra bunden, når det gælder om at stifte bo? Selv solide og præsentable huse må forsvinde fra jordens overflade, fordi nye ejere skal sætte præg. Ned med skidtet.

Sådan var det ikke i tidligere tider. Viborgs gamle kvarterer er fyldt med huse, der har kerner af endnu ældre huse. De var – og er – underlagt den nænsomme murskes lov.

Viborgs fornemste eksempel på en rig bygningshistorie er Sortebrødre Kirke. Teglstensarkitektur, så det vil noget. Især den østlige del er et studium værd. Vi kommer på en tidsrejse tilbage til 1200-tallets første halvdel. Måske endnu længere, for de mange kvadre vidner om, at sortebrødrene nok byggede videre på en ældre romansk kirke.

Den sidste rest af selve klostret lever endog videre i kirken. Nutidens sydlige sideskib er nemlig en stump af den korsgang, der omkransede klostergården. Arkadens åbninger ind mod gården er blot muret til. Det nordlige sideskib har tilmed en fortid som to kapeller.

Oprindelig var munkenes gotiske bedekirke et langhus med trappegavle i begge ender. En rest titter frem ved tårnet – og godt for det. Arkitekterne Hermann Storck og Helge Bojsen-Møller i henholdsvis 1870’erne og omkring første verdenskrig har i det hele taget haft heldige hænder. Her er ikke noget at sætte fingeren på.

Ret beset er Viborgsøerne én sø og hedder på de gamle kort blot Viborg Søe. Men hvor er det godt, at vi både har Nørresø og Søndersø. Dobbelt glæde.

Ifølge folketroen skal vi takke Viborg Søe for, at vi fik en Holger Danske, der kunne sætte sig op mod fjenden. De indtrængende krigere tøjrede hestene ved en tjørn ude i søen. Samme træ havde til alt held en skaderede. Ud af et æg herfra kom en kampberedt Holger, der samlede en sejrrig hær af unge mænd og oldinge. Eja, sikke tider.

I nogle dage besøgte jeg Chicago og havde fra hotellet udsigt til den store Michigansø. Væggen af skyskrabere og vandfladen kontrasterede og ligesom forstærkede hinanden. Sådan har jeg det også med Viborg og Viborgsøerne.

Søerne i København er åbenlyst bysøer, mens Viborgs søer vel er både-og, en forening af natur og kultur. Først og fremmest er de til fælles glæde. For mange år siden afgjorde Højesteret, at Viborgsøerne ikke lader sig underkaste den private ejendomsret – og godt for det.

Masser af historie er løbet gennem de søer, det være sig den glædelige og knap så glædelige. Tænk blot på den stakkels bygmester Hödrich, der efter den store brand i 1726 gjorde så meget godt for byen, men som havde så svært ved at få sine penge. Op til Snapsting den 26. april 1744 gik han i “sværmodige tanker”, for han havde ikke penge til en stejl kreditor.

Den 8. april om morgenen gik han i søen, efter at han på en auktion havde købt et vaffeljern og en ligkiste. “Uden nogen ceremoni, sang eller klang” kom han i jorden. Han fik lov til at sejle sin egen sø, den stakkel.

Jeg har hørt sige, at udenadslære ikke fører til viden, og at flotte rim ikke er nok til et godt digt. I samme dur skosede en filosof dem, der suverænt kan bevise, at det er forkert at lyve, men som lyver, så det står efter. Udvendighed kontra indvendighed.

Sandheder som disse kom jeg til at tænke på, da jeg stod ved Den Gamle Præstegård, Sct. Mogens Gade 11. I øvrigt det flotteste bindingsværk i to stokværk. Den lod stiftsprovst Christen Lassen Tychonius i 1736 opføre, efter at han kom til Viborg fra Skive i 1727.

I sin Viborg-historie fra 1849 noterer stiftsprovst Ursin, at Tychonius var den lærdeste mand, Viborg havde haft, og at byen næppe igen ville se et så lysende geni. Ursin føjer til, at den lærde forgænger i embedet allerede som knægt var velbevandret i latin, græsk og flere orientalske sprog, og at han som blot 15-årig blev student.

Tychonius gik præstevejen og var nok tidligt ude efter Viborgs bispestol, hvilket glippede hele fire gange, skønt han var kendt som en sprænglærd kirkehistoriker. Der var ikke det kirkelige emne, som han ikke kunne endevende. Han spyede om sig med vers, afhandlinger og opbyggelige tekster. Samtidig opnåede han en status som modepræst i domkirken. Vægterne måtte regulere trafikken på Gammeltorv, når han var på.

Men det var, som om al denne gode lærdom ikke stak så dybt. I det mindste var han berygtet som en drillesyg og splidagtig person. Han var nok lidt som nutidens “Google-assistent”, der kan svare på alt uden egentlig at vide noget som helst.

Holberg lod sig friste til at kalde pligtpedanten i komedien “Jacob von Tyboe” magister Tychonius. Modellen i Viborg fnyste og fik Holberg til at ændre navnet i de senere udgaver, så magisteren nu hed Stygotius. Det var nu heller ikke rart at have denne replik af Jacob von Tyboe siddende på sig:

“Men her er sådan underlig lugt inde, her lugter så pedantisk, så latinsk, så græsk; om der er kun en donat udi et hus, så står den mig straks i næsen. Der må uden tvivl en skimlet magister have skjult sig etsteds herinde.”

Herefter kunne Holberg ikke nære sig og skrev skæmtedigtet “Den jydske fejde”, hvori Viborgs stiftsprovst står som “en stridbar helt, skjult under Levi skjorte, der blive vil et lys ved Viborgs høje skole”. Med det sidste hentyder han til, at Tychonius kæmpede for et universitet i Viborg.

Kraftpræstationen var en 14 kvarter lang ligprædiken den 5. juli 1735 over biskop Trellund. Til sidst kunne Tychonius knap stå på sine ben, og klokkeren måtte gribe ham. Herefter var lyset dæmpet, og det gik helt ud juleaften 1740.