Kategori: Tankegang

“Gik alle konger frem på rad …” Gad vide, om kunstneren har haft Brorsons salme i tankerne, da han malede ni regenters kontrafejer på Asmild Kirkes pulpitur. Nuvel, siden 1703 har kirkegængerne kunnet betragte fire gange Christian, fire gange Frederik plus en enkelt Hans.

På den tid var Frederik den Fjerde på tronen, så han har fået den fremtrædende æresplads i midten. Symmetrien gjorde, at Christian den Anden ikke kom med. I nogles øjne hørte han heller ikke hjemme i det gode selskab. Kunstneren er nok Jens Jensen Thrane, far til Mogens Christian Thrane. Sønnen var ham, der malede emblemmalerierne i Sortebrødre Kirke.

Ikon- og emblemmalere brugte grafiske forlæg, som de fandt i bøger. Det samme gjaldt kongemalere. Den latinske tekst fulgte med, og malerne har ikke altid været stive i latin. Kunstneren bag de oldenborgske regenter i Asmild Kirke fandt de fleste i en bog fra Christian den Fjerdes tid.

Ikke blot Christian Firtals motto står at læse, men også: “Lever, regerer, har det godt” – altså på latin. Da havde han været død i 55 år.

I 1703 regerede parret Charlotte Amalie Gyldensparre og Hans Lange på Asmild Kloster. Kirken var en del af godset, og parret gjorde meget for at højne standarden. Både korgitteret og pulpituret kom op på deres initiativ.

Manden var langt ældre end hun, og Charlotte kom til at sidde som enke i 46 år. Hendes hjerte bankede for det historiske sted. Efter en brand lod hun godset genopføre, nu som et anlæg i bindingsværk.

I 1736 ved 200-året for reformationen sørgede hun for, at orglet fik en ny facade. Et godt gæt er, at kunstneren nu var Mogens Christian Thrane, der således fik lov til at sætte kronen på faderens værk.

Nærmest kalejdoskopisk spiller farverne i Sortebrødre Kirkes tre hvidkalkede vinduesnicher i korets østvæg. Siden 1906 har lyset fået lov til at lege i de blyindfattede, farvede glasglugger.

En stærk alliance mellem kunstneren Joakim Skovgaard, formgiveren Thorvald Bindesbøll og glasmesteren August Duvier skabte på de tider ikke blot glasmosaikkerne i Sortebrødre Kirkes tre gotiske vinduer i østgavlen; den stod også bag en lidt tilsvarende dekoration i Viborg Domkirkes korrunding og mosaikken med de to syngende engle mellem domkirkens vesttårne.

En mosaik som Sortebrødre Kirkes er egentlig et stort puslespil med hundreder af farvede glasstykker som brikker. Da den kom op, var den et farverigt indslag, men den fik samtidig koret til at tage sig noget dunkelt ud. Dengang var koret uden sidevinduer.

Mellem 1912 og 1917 stod arkitekt Helge Bojsen-Møller for et omfattende arbejde, der skulle bringe kirken nærmere den oprindelige udgave. Som noget af det første gendannede håndværkerne tre høje vinduer i korets nordlige væg og ét i den sydlige. Egentlig ville arkitekten have rekonstrueret østgavlen, men det fik han ikke lov til. Der var nemlig ingen gamle spor at gå efter.

De fire ekstra vinduer i koret fik også farvede ruder, og det var til Det Særlige Kirkesyns store mishag. Kirkesynet var heller ikke begejstret for Bindesbølls tre farverige indslag. Det ønskede – med Goethes sidste ord – “mehr Licht”, mere lys.

Der skulle dog gå en del år, før kirken efterkom ønsket. Men kun med klart glas i de fire vinduer. Bindesbølls mosaikker vovede ingen at røre ved.

Blandt Sortebrødre Kirkes 200 emblemmalerier udvalgte billedkunstneren Kjeld Heltoft to til bogen “… og så til Viborg”, hvori han i tegninger hylder Viborg, nemlig “Fugl Fønix” og “Hjertespotteren”.

“Hjertespotteren” på én af det nordre sideskibs stolestadelåger er atypisk ved ikke at have et citat fra Biblen. Den symbolske valør er til gengæld klar nok. Billedet forestiller en grum spottefugl, der sender verbale giftpile mod et hjerte. Men hjertet lader sig ikke kue, for en gylden ring beskytter det; det er troens ring.

I 1734-1736 malede vandremaleren Mogens Christian Thrane (1697-1764) de symbolske tableauer på Sortebrødre Kirkes stolestadedøre og vægpaneler. Hans far gjorde i samme genre, og en søn førte traditionen videre. Inspirationen hentede han mest i tyskeren Daniel Cramers emblembog fra 1624.

Det lille dynasti af malere havde rod i Ålum vest for Randers. Allerede i 1702 havde fader Jens Jensen Thrane vist sin kunnen, da han smykkede en stue i Viborg Bispegård med scener fra den klassiske mytologi. Værkerne gik til under storbranden i 1726.

Langt de fleste af malerierne er allegorier, det vil sige lignelser, der har været til at forstå for almindelige kirkegængere. Gode at have med sig, når præstens tale gik hen over hovedet. Men Mogens Christian Thrane har også fundet plads til et maleri af Sortebrødre Kirke, som den tog sig ud i den restaurerede udgave efter den nævnte brand.

I bogen “Emblemmalerierne i Sortebrødre Kirke” gennemgår sognepræst Hannah Lyngberg-Larsen samtlige 200 værker, hvoraf langt de fleste er tilgængelige i kirken.

I sine 10 sidste år boede kunstneren præsentabelt i Sct. Mogens Gade 8. Dødsboet viste, at han var en både flittig og alsidig kunstner. Ikke alt i det store lager af efterladte værker var absolut stuerent. Hvordan lader for eksempel en munk, der pisker et fruentimmer i rumpen med en rævehale, sig tolke?

I sig selv er Sortebrødre Kirkes trefløjede skabsaltertavle enestående. Men at dette pragtværk fra først i 1500-årene åbenbarer en ypperstepræst med klemmebriller, kan nok få én og anden til at gøre store øjne.

Manden med brillerne er ham, der med tungen lige i munden omskærer det lille Jesusbarn. På Jesu tid måtte folk se langt efter optiske hjælpemidler. Vi skal allersidst i 1200-tallet, før europæerne havde lært at bruge linser for at bøde på et svagt syn. Det tidligste billede af en person med briller er vistnok et italiensk maleri fra 1352. Svenskerne kan fremvise et kalkmaleri fra 1450 af Abraham med “glasögon”.

De ukendte kunstnere fra Antwerpen understreger med brillerne, at det ikke bare har krævet en sikker hånd at omskære Jesus, men også et klart syn. Et anstrøg af humor udstråler tableauet vel også.

Meget tyder på, at Christian den Anden købte alteret til sin slotskirke, da han i 1521 besøgte Antwerpen. Kongen havde tætte bånd til Nederlandene. Her stod det, indtil Frederik den Fjerde ændrede slottets kirke efter pietistisk mønster. Det skete meget passende, da Sortebrødre Kirke under restaurering råbte på et nyt alter.

Fragtmanden kom til Viborg med alter og alterfod den 26. maj 1728, og den 25. juni samme år genåbnede kirken efter den storbrand, der nøjagtig to år før havde lagt den bedste del af byen øde. Kongens gave var i allerhøjeste grad kærkommen.

Tavlens midterparti består af 89 udskårne, bemalede og forgyldte figurer i egetræ. De spiller sammen med malerier på de to åbne fløje. Når lågerne er slået i, taler andre malerier til beskueren. Alt i alt udtrykker alteret Jesu fødsel, liv og død – og da ikke mindst selve passionen, lidelseshistorien.

Det hele er nok værd at kaste et blik på.

I februar 1529 tog reformator Hans Tausen i Viborg ned til Frederik den Første på Gottorp Slot. Med sig tilbage havde Hans Tausen det kongebrev, der i kopi hænger på Sortebrødre Kirkes nordvæg. Nok det vigtigste dokument i byens historie.

Allerførst i 1529 brændte en del af Viborg, og flere af de 12 små sognekirker tog skade. Byens råd bad så mindeligt kongen om lov til ikke at genopføre kirkerne. Tværtom ønskede rådet alle kirkerne revet ned. Ønsket hang tæt sammen med, at den lutherske vind pustede til ilden i Viborg.

På et forseglet, flot kalligraferet ark henvendte kongen sig per den 23. februar 1529 til “elskelige” borgmestre, byråd og borgere. Han forstod godt, at den tyngede by ikke kunne klare at holde gang i de mange kirker. Nu skulle sortebrødrenes og gråbrødrenes bedekirker være sognekirker. Byen fik kongens velsignelse til at “ødelægge de andre unyttige kirker”.

Det lod viborgenserne sig ikke sige to gange. Den katolske biskop Jørgen Friis noterede allerede den 17. marts, at det var sket.

Byen var i den grad parat til dette skifte. Mellem linjerne fik Viborg lov til at gå over til den lutherske lære. Jørgen Friis fnøs og ønskede at være den djævel, der i Helvede kunne plage Frederik den Førstes sjæl. Hans Tausen og kampfællen Jørgen Jensen Sadolin indtog som sognepræster henholdsvis Gråbrødre Kirke og Sortebrødre Kirke.

Kongen tog sig dog betalt. Kronen skulle have halvdelen af blyet og klokkemalmen. Den anden halvdel kunne byen få. Desuden indsatte han adelsmanden Jens Hvass, der var hans betroede mand i Viborg, som Sortebrødre Klosters bestyrer. Samme Jens Hvass kom senere lidt uheldigt på oprører Skipper Clements side og røg vistnok med i købet, da Clement den 9. september 1536 fik bøddelens økse at smage foran Viborg Domkirke.

Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin fik andre opgaver og forlod Viborg. Sidstnævnte endte som biskop i Odense, men glemte ikke sin fødeby, da han kaldte sig Jørgen Jensen Vibergius – ét af flere mulige latinske navne for “Viborg”.

Efter hvad jeg ved, er det lille, fine hus i Sct. Mogens Gade 49 en accisebod fra 1740’erne. Det var her, tolderen ved Sct. Mogens Port holdt til, så han kunne opkræve accise, det vil sige afgifter. Dem måtte bønder og handelsfolk betale, når de skulle gennem porten for at falbyde deres varer i byen.

Fra gammel tid havde bønderne i Viborgs store opland pligt til at tage til byen, når de skulle købe og sælge. Viborgs befæstning fra midten af 1100-tallet havde kun i begyndelsen en militær rolle at spille. I mange år var den en toldgrænse, et skel mellem land og by.

Sidst i middelalderen var det endda forbudt at føre øl gennem portene. De mange gæster på de store markeder havde værsgo at drikke byens øl, ikke mindst det berygtede Skald-øl. Helt fra 1461 havde Viborg officielt lørdagen som fast torvedag, men traditionen gik vist tilbage til 1200-tallet.

I mange år var det en folkesport at snyde i skat, det vil sige at lure tolderne. Det bibelske begreb “syndere og toldere” trivedes i bedste velgående. Opfindsomheden var stor, samvittigheden lille. I øvrigt var den gamle befæstning det meste af tiden let at smutte igennem.

Sct. Mogens Port var den fineste, en grundmuret sag med hvælvinger. Det ser ud til, at den fornemme udgave kom ned i begyndelsen af 1680’erne til fordel for en bom. Et århundrede senere flyttede grænsen og bommen. Sct. Mogens Gade var vokset med et lille torv uden for porten, og en ny bom kom op, hvor nu gaden munder ud i Gl. Aalborgvej. Dertil hørte en ny toldbod. På et bykort fra 1795 ser vi denne ændring.

I 1851 var det slut med accisen. Slut med bom og bod. Men accisestenen på Sct. Mogens Torv fik lov til at stå. Gennem mange år boede en dyrlæge i huset ved stenen. Hans store ønske var at få netop denne sten som gravsten. Og som ønsket, så gjort. Den endte så at sige sine dage på Garnisons Kirkegård i København.

Skolemanden Peter Jessen (1713-1780) havde ord for at være et ærgerrigt og stridbart rodehoved. En elendig administrator og underviser, men dog efter sigende en god prædikant.

Konrektors Gård i Sct. Mogens Gade 29 var ægteparret Dorothea Cathrine og Peter Jessens sted. Som den flotte, gultavlede bindingsværksgård i dag står til skue, er den fra 1757 og er fredet. Porten fører til en pikstensbelagt gårdsplads med atmosfære.

Da han i 1748 giftede sig med rektor Jens Ostenfelds datter, fik han en nøgle til byens allerfineste kredse. Bygården i Sct. Mogens Gade var blot én af mange besiddelser.

I 1739 begyndte Peter Jessen som underviser på latinskolen. Skolen sang på sidste vers i Skolestræde og havde en mellemstation i domhusets kælder, inden den i oktober 1772 åbnede i Sct. Mogens Gade 1. Da var vores hovedperson rektor. Fra 1747 til 1764 var han konrektor – deraf bygårdens navn.

Måske erkendte han, at han ikke duede som skolemand. På et tidspunkt prøvede han at sælge nogle besiddelser på Alheden. Betalingen skulle falde som et præstekald ved Helligåndskirken i København eller ved Budolfi Kirke i Aalborg. Men han blev hængende. I de år gik uvorne elever indbyggerne på nerverne. Samtidig lod hans embedsførelse meget tilbage at ønske. I 1776 fratog biskop Rottbøll ham reelt stillingen, men titlen fik han lov til at beholde.

Enken skænkede domkirken to syvarmede lysekroner, og det har næppe skadet, da først han og senere hun skulle have plads i gravkapellet. Her optræder han som værende “velædel” og “højlærd”, mens hun er “dydædel” og “højfornem”. Han udviste “flid og troskab i sit kald”, skal vi tro disse sidste ord.

Kisterne står stadig i vesttårnenes kælder, og kronerne hænger nok så fint i korsarmene.

I muren til porten i Sct. Mogens Gade 13 åbenbarer dele af en gammel påskrift sig: “overretssagfører”, “Middelsom Herred” og “kontor”. De er en lille hilsen til eftertiden fra overretssagfører Jens Breinholt Jørgensen (1862-1939).

Da Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning som ejer for nogle år siden satte bygningen i stand, dukkede ordene op, og de fik lov til at stå. Så har byvandrere og andet godtfolk noget at fundere over.

Bygningen er fra 1881 og er således ret så meget nyere end gadens navnkundige bygårde. Borgmester- og byfogedfuldmægtig Lauritz Buch Mølgaard lod den bygge. Stort tænkt er den. Veldrejede volutkonsoller og diverse gesimser giver den karakter. Den kan godt være med i det gode selskab.

Bygherren nåede lige en tid som sagfører, før han flyttede til København. I 1895 overtog overretssagfører Jens Breinholt Jørgensen hele herligheden. I seks år havde han med succes drevet sin forretning i Sct. Mathias Gade 42. I de følgende 44 år var Sct. Mogens Gade 13 hans sikre bastion; fra 1924 var sønnen Hagen Jørgensen med som ligeværdig part.

Det lille kryptogram på muren er ikke ældre end 1906. Efter det år var ikke kun Landsoverretten for Nørrejylland hans tumleplads. “Retterne i Viborg Købstads med Fjends-Nørlyng og Middelsom-Sønderlyng Herreders jurisdiktioner” kom med.

Middelsom Herred gik fra Sdr. Rind i vest til Langå i øst, og det grænsede til Sønderlyng Herred mod nord. En oldgammel inddeling, der først helt forsvandt i cirka 1960 – men altså ikke fra muren i Sct. Mogens Gade.

I “Den grimme ælling” skriver H.C. Andersen om et faldefærdigt bondehus, der “var så elendigt, at det ikke selv vidste, til hvad side det ville falde, og så blev det stående.” Sådan var det sidst i 1970’erne fat med Hans Werrings Gård på det nordøstre hjørne af Sct. Mogens Gade og Rosenstræde.

Mage til elendighed. Arkitekt Erik Einar Holm kunne berette om, at alt ved det hus “var langt inde i en nedbrydningsproces”. Ikke desto mindre tog gode kræfter fat. Ifølge bevaringsplanen fra 1972 fortjente “det værdifulde anlæg” at stå til eftertiden. Så kom i 1978 en fredning, og to år efter lå en redningsplan klar.

Sanerings- og Byfornyelsesselskabet af 19.3. 1970 kom på banen og havde statspenge med sig. I nutidspenge kostede det cirka 22 millioner kroner at bringe de oprindelig tre små bygninger fra 1600-tallet på fode. Fra januar 1982 til august 1983 stod arbejdet på.

At kalde det en restaurering er nok en tilsnigelse. Sten for sten, stok for stok og bjælke for bjælke fornyede håndværkerne det hele. De følte sig frem og formede alt i husets ånd. Selv det skæve fulgte med, og på intet tidspunkt var Hans Werrings Gård helt nede med nakken.

Fra 1833 og 50 år frem ejede rebslager Hans Werring ejendommen, der således med god grund bærer sit navn. Han skar en etage af hjørnet, for det var smalle tider.

Den fornyede udgave af den gamle gård rummede fra begyndelsen 19 ungdomsboliger. Bolig Viborg ændrede senere som ejer det indre, så Hans Werrings Gård i dag består af 10 boliger.

Kritiske røster skortede det ikke på, da ikke mindst bevaringsforeningen Viborg-Fonden gik på barrikaderne for det skæve hus. I dag kan mange nok mene, at kampen ikke var helt skæv.

Kunstfærdige gadedøre i gamle huse er et yndet objekt på turistplakater. Går vi det indre Viborg efter i sømmene, finder vi også her en pæn samling. Førhen var facader og døre mest til stads, mens det folkelige liv foregik til gårdsiden.

De to eksemplarer i Sct. Nicolaj Gade 10 har altid betaget mig, husets nuværende stand ufortalt. Bevaringsplanens ord om en god vedligeholdelse har over 50 år på bagen.

Sognepræst Rasmus Fog lod i 1808 det nydelige bindingsværkshus med de to empiredøre bygge. Rasmus Fog kom fra Ribe og var syvende generation af præster i familien. Er der ikke noget Ribe over huset? I 1790 kom han til Viborg for at virke som hjælpepræst i domkirken.

Fra 1800 var han sognepræst ved Gråbrødre Kirke. Da kirken i 1812 lukkede, flyttede Nørre Sogn ind i domkirken, og Rasmus Fog flyttede med som sognepræst. En overgang var han også med i latinskolens forstanderskab. I 1827 lod han sig pensionere, og fire år efter døde han.

Sønnen David brød familiens tradition med det himmelske. Som urmager valgte han det timelige. I Sct. Mathias Gade 68 drev han en forretning som både urmager og billardholder.

Det forholdsvis beskedne hus i Sct. Nicolaj Gade var fra 1952 til 1962 hjemsted for Skovgaard Museet. En tilbygning kom på dagsordenen. Men museet flyttede i stedet til Sct. Mogens Gade 3. Det lille hus med de to empiredøre fik lov til at være sig selv.

Den 23-årige malersvend Anton Jensen slog sig i 1884 ned i Viborg for at overtage en afdød svogers vognmandsforretning. Snart var han kendt som agitatoren A. Jensen, afholdsbevægelsens bannerfører.

Da han nogle år før sprang soldat, besluttede han sig for at holde sig på ædruelighedens sti. Menig A. Jensen var chokeret over, hvordan hans kammerater pølede brændevin. De våde varer var en del af dagsrationen. Han foreslog, at de menige i stedet fik pengene, så de have en chance for at fravælge promillerne, og han vandt gehør.

I 35 år var vognmand Jensen formand for Viborg Afholdskreds. Afholdshotellet i Gravene og Viborg Afholdsforenings Alderdomshjem i Toldbodgade 8-10 var næppe kommet op uden hans agiteren. Alderdomshjemmet åbnede den 26. november 1922.

Grunden stillede kommunen vederlagsfrit til rådighed. En del af byggesummen kom fra spareforeningen “Julens Glæde”. De lokale sparere gav afkald på renteindtægterne og måtte i stedet glæde sig over den lokale arkitekt Aage Paludans nygotiske bygning med de markante kamgavle.

A. Jensen havde også succes med sin forretning, ikke mindst takket være en aftale med statsbanerne. Op til 20 hestespand havde han i gang. I 1909 var han først i Viborg med en bil til udlejning. Hans driftige landbrug var den største leverandør til Viborg Andelsmejeri – som han i parentes bemærket var med til at stifte. Desuden byggede han ejendomme både her og der.

Folkeviddet døbte rapt alderdomshjemmet med de 12 ædruelige lejligheder “Tørdokken”. Bygningen bærer fortsat stolt den syvtakkede afholdsstjerne, men hvor længe endnu? I 2022 købte regionen bygningen for seks millioner kroner. Den ligger så sørgeligt i vejen og deler i øvrigt skæbne med den gamle afholdsbevægelse: falder fra hinanden.

Mindestenen for “Vogmand A. Jensen og hustru” fra 1943 ligger lidt som en undskyldning for sig selv. “For dem var afholdssagen en livssag”. De er nok værd at skåle for – i nutidens fortrinlige alkoholfrie øl.

En bittelille bid af lystskoven Sct. Mikkels Anlæg ligger tilbage ved Skovbrynet og giver vejnavnet – der er fra 1931 – et skær af mening. Ingen kan vel i dag finde på at bruge det gamle navn på den grønne plet.

Sognepræst Hans Bjerregaard sad i Hjermind Præstegård fra 1797 til 1857, og han gjorde meget mere end at udbrede Guds ord. Hans Bjerregaard var optaget af “plantningssagen” og stod inden Hedeselskabets tid fadder til flere skove, for eksempel Viskum Vesterskov.

Bjerregaards motto var: “Hvor ploven ej kan gå, og leen ej kan slå, der bør et træ stå.” Toneangivende mænd i Viborg tog ordene til sig og var parate, da Dalgas senere kom til byen.

Idéen om Sct. Mikkels Anlæg på en stribe kommunal jord fra Sct. Mikkels Port og en pæn kilometer sydpå var Hjermind-præstens. De første træer og buske kom i jorden i 1843. Folk i byen skillingede sammen, og en donation fra Viborg Byes og Omegns Sparekasse gødede jorden. Sparekassen gav endog et årligt beløb til den løbende vedligeholdelse.

Anlægget var ikke mere end 100 meter bredt, men det var nok til nogle spadserestier, så borgerne kunne tage på en lille skovtur syd for den gamle byport. Allerede på Diogenes’ bykort fra 1849 markerer det aflange anlæg sig.

Mens det nyere Borgvold holdt sig fri af byens glubende gab, var pølsen Sct. Mikkels Anlæg udsat for salamimetoden. Skive for skive skrumpede det ind. Første bid gik til sygehuset. Så skulle Langaa-banen have, så gasværket, så sporene til Herning og Mariager, så Den Røde Bro, så nogle villaer ved Koldingvej. I 1939 kom fortovets og cykelstiens tid. Slut var det med skovstierne – og anlægget.

Desto stærkere virker det, at skovbrynet ved Skovbrynet ligger tilbage.

Ubegribeligt, hvad Guds skabninger kan komme op at toppes om. Lærde hoveder kom for nogle år siden i et verbalt klammeri om, hvad vendingen “tidenders mand” på den berømte runesten i Asmild Kirke står for.

De var enige om, at Thorgund, hvis far og farfar var henholdsvis Thorgot og Thjodulv, satte stenen for sin mand, Bose. Den afdøde fik prædikatet “tidenders mand”.

En kendt runolog ophøjede ham til at være kongens informationsminister – den, der kom med tidender. En historiker mente, at det var noget ævl, og at den slags gætninger hørte hjemme i en “runologisk kravlegård”. Anders Dalgaard, nu afdød formand for menighedsrådet i Asmild, havde begge ben på jorden: “Mon ikke, han slet og ret var alle tiders mand?”

En anden detalje er, at Boses navn står med mindre runer end de andres navne. For nogle er det et tegn på, at de store var Thorgunds slægt, måske den magtfulde Thrugot-slægt.

Kendsgerningen er, at stenen dukkede op den 25. september 1950 under en arkæologisk udgravning. Den har siddet i bunden af fortidens store nordtårn. Her kunne kirkegængerne se runerne, når de gik ind og ud, og det gjorde nok ikke så meget, at teksten stod på hovedet. Den har haft en magisk effekt.

Det er ikke til at vide, hvor stenen stod, før den endte som blikfang i kirken. Den kan være fra 970-1020. Dengang knyttede en bred landtange de to sider af søen tæt til hinanden, idet en bro førte over et smalt løb – et oplagt sted til en mindesten for Asmilds stormand.

I dag pryder runestenen Asmild Kirkes våbenhus. Her står den fint og taler for sig selv.

Fra Gråbrødre Klosters plæne lader den tidligere Østre Skole sig betragte, som skolen tog sig ud, da den åbnede. Ganske nydelig.

Arkitekt Carl Lange fra Århus tegnede en skole, der fysisk var langt bedre end den kasserede skole i St. Sct. Mikkels Gade 19. Men nissen flyttede med til Rosenstræde.

Nissen havde form som det sociale skel mellem borgerskolen og friskolen. Den første del af skolen kostede penge at gå i, mens den anden del var gratis. Den nye skole var også delt i to; et plankeværk tværs gennem skolegården adskilte “friskaller” og “borgerkaniner”. I sommeren 1887 åbnede skolen med 215 betalere og 441 gratister.

Den gratis afdeling var med færre fag og timer på skemaet. De fleste af eleverne her havde et arbejde at passe ved siden af skolegangen, hvilket nok gavnede en fattig husholdning, men ikke rigdommen på kundskaber. Først i 1921 indførte byrådet en gratis enhedsskole.

Østre Skole kom til at ligge på Frøken Zahrtmanns Toft. Den havde navn efter Mariane Zahrtmann, der som den sidste af fire ugifte søstre døde i 1884. De var kendte som “Zahrtmann-søstrene” og tog ivrigt del i Viborgs kulturelle liv, ligesom de drev en pigeskole.

Engagementet havde de med fra deres forældre, provsteparret Henrik Christian Zahrtmann og Bodil Jochumine Tetens. Han havde aldrig kunnet ryste af sig, at han i sin københavnske studietid var en del af kredsen omkring litteraten Knud Lyne Rahbek og skuespillerinden Johanne Rosing.

Ud over at være engageret i kirke, teater og litteratur var provsten en habil landmand. Zahrtmanns Gård i Sct. Mogens Gade 26 havde godt med jord til landbruget, så byrådet så ret, da det i 1885 købte den bynære toft til skolen.

Ad flere omgange voksede Østre Skole. Nyere fløje fra 1953 og 1972 er stadig del af komplekset. I begyndelsen af 1930’erne toppede elevtallet ved næsten 1500. I 1935 åbnede Vestre Skole, og trykket faldt. I 1989 lukkede Østre Skole efter 102 års virke.

I den kristne legende plukker pelikanmor sit bryst, så hun kan give næring til sine unger. Symbolet troner nok så fint på toppen af Asmild Kirkes tårn og viser, hvilken vej vinden blæser. En vejrhane kan godt have form som en pelikan.

Lad dig ikke snyde af, at vindfløjen bærer årstallet “1937”. Den har siddet her i al slags vejr siden 1737, og det nyere årstal viser blot, at den 200 år efter var til hovedreparation.

Pelikanen sidder også til minde om kirkens helt store velgører, Charlotte Amalie Gyldensparre (1678-1757), der i øvrigt havde statsmanden Peder Schumacher – bedre kendt som Griffenfeld – som farbror. Griffenfeld opdagede for sent, hvorhen de politiske vinde blæste. På selve skafottet omgjorde Christian den Femte en dødsdom til livsvarigt fængsel.

I 1700 lod Charlotte Amalie Gyldensparre sig vie til den næsten 24 år ældre landsdommer Hans Lange, ejer af Asmild Kloster, herunder kirken. De to berigede kirken med korgitteret og pulpituret med portrætter af de oldenborgske konger.

Efter at han i 1711 døde, fortsatte hun med at højne Asmild. I 1713 brændte det tidligere kloster, og hun sørgede for tre nye længer i bindingsværk. Året før vindfløjen kom til, fik hun frisket kirkerummet op med en ny orgelfacade. I de år lod hun også kirkens ydre restaurere.

Mange år senere fik den nye Houlkær Kirkes klokkestabel en vindfløj med en blodig pelikanmor. Én af kirkens grundsten kommer fra moderkirken i Asmild, og det var nærliggende også at tage symbolet for Kristi blod med sig. Men bundpladens “CAGS” for Charlotte Amalie Gyldensparre er kun hjerteblod for Asmild.