Fedtelæ’r, fedtelæ’r sure tæer

“Fedtelæ’r, fedtelæ’r, sure tæer, det er godt i regnevejr,” skrålede vi i den glade spejdertid. Jeg kom til at tænke på “det kan øse”-sangen, da jeg fik en reproduktion af Vincent van Goghs “Sko med snørebånd” forærendes.

Maleren Vincent van Gogh (1853-1890) brugte flittigt sko og støvler som motiv. Billigt, medgørligt og sigende. På parisiske loppemarkeder opkøbte han skævslidt fodtøj. Var det for fint efter hans smag, tog han det på og sjoskede gennem søle og ælte. Mit maleri fra 1886 er et typisk eksempel.

Først da mine fødder var holdt op med at vokse, fik jeg øjnene op for, hvad et par sko kan betyde. På de tider skulle alle unge traske rundt i de kvækerinspirerede ørkenstøvler. Mit par holdt i hele gymnasietiden og mere til, før jeg nølende måtte lade det vandre heden – alene. Det havde lige været noget for Vincent. Mine nyeste sko fra Hanwag har ikke den samme personality.

Folk, der bekender sig til vandrebevægelsen, bliver flere og flere. Filosoffen Søren Kierkegaard havde fod på tankegangen, da han med en fin sproglig finte skrev: “Når man således bliver ved at gå, så går det nok.” Jeg har svært ved at se ham i nogle fedtelæderstøvler, endskønt han var en flittig vandrer.

Op mod jul i 1975 udgav bogtrykker, politiker og journalist Gunhild Jørgensen (1913-1988) hæftet “Hærvejsvandring”. I mange år udsendte Gunhild Jørgensen ved juletid et flot privattryk med egne tekster, såsom “Muntre barndomsminder”, “Mosaik – rejse i fremmede verdener”, “Der var engang en krig”, “Lanka”, “Da bedstemor var lille”, “Angstens ensomhed”, “Heksen – en naiv fortælling”, “Min mor”, “Min far”, “Værn og forhindring”, “Bægeret” – og altså “Hærvejsvandring”. Svend Erik Ihle var hendes mest benyttede illustrator.

Med hæftet bekendte hun sig til fodsålernes magt. “Vi må føle kilometernes antal på vore fodsåler, i vore ben og krop for helt at forstå, at der er langt fra Slesvig til Viborg – at der er mere end 300 km, når vi følger de gamle hærvejsspor,” skriver hun og priser vandringens velsignelser. Syv dage med jordforbindelse gjorde hende til en fri fugl, der steg til vejrs i drømmerier og naturoplevelser.

Fuglen lever videre i “Duegården” i Sct. Mathias Gade 34. Denne modernistiske bygning fra 1968 gav hun navn efter Viborgs duebrødre, det vil sige johannitermunke. De boede, hvor Pilehaven ligger i dag. Historien om en duebrødrestiftelse i Sct. Mathias Gade er og bliver en – vandrehistorie.

Hvad underlige sten kan føre til

På én eller anden måde er der stil over de markeringssten, der følger den nordre side af stien mellem Hyrdebakken og Kildebakken. De står nok så smukt hele vejen op gennem slugten, hvorpå de tilsyneladende ender i ingenting.

De, der har skabt stenene, har ulejliget sig med at spidse dem til. De er sådan lidt fine i det. “VK” er det korte budskab på dem alle.

Hvad der ikke står af sten og pæle, når man sådan kommer til at kigge efter. Skelpæle, stipæle, naturgaspæle. Men VK-stenene er i en klasse for sig. “Er det den gamle kommunegrænse?” spørger én, da jeg bringer emnet på bane.

Skal jeg være ærlig, er jeg slet ikke interesseret i at vide, hvad de står for. De skal have lov til at stå som lidt af en gåde. Kan hænde, at de viser, hvor en vigtig kommunal ledning ligger. Fra tiden før de digitale kort.

Fra 1842 til 1970 eksisterede Asmild Tapdrup Landkommune øst for søerne. Den havde sin nordre grænse helt oppe ved Søbakken, hvilket punkterer idéen om en gammel sognegrænse. Lidt mod nordvest havde vi på de tider en underlig størrelse: Viborg Gråbrødre Landdistrikt med ganske få gårde og indbyggere.

Fra slutningen af 1950’erne og op gennem 1960’erne fik et miks af attraktiv udsigt og lav skatteprocent kvarteret langs Nørresøvej til at svulme. Asmild-Tapdrup Landkommune kom til at fremstå som et skattely. “Guldkysten” vrissede de ovre på Viborg Kommunes side.

En kommunalreform vinkede forude. Sognerådet gjorde meget for at beskytte den gamle grænse. Viborg Byråd var meget interesseret i at få Overlund og resten af østsiden under sine vinger. I 1917 og 1950 var et par enklaver kommet ind under Viborg.

Sognerådspolitikken var stærk, så da et udvalg med repræsentanter for sognekommunerne og amtsrådet i 1965 kom med en vejledende skitse, noterede de, at der ikke var et “presserende behov for sammenslutning”. Østsiden gjorde meget ud af at vise sit værd med veje, kloakker, gadelys og skole. Kom ikke her og tal om snylteri. Købstaden havde 25.500 indbyggere mod landkommunens små 3400.

Andre boller kom på suppen, da amtsrådet sidst i 1968 lagde en ny skitse frem. Ifølge denne skulle den nye Viborg Kommune fra den 1. april 1970 bestå af købstaden, Asmild-Tapdrup, Gråbrødre, Vinkel, Sdr. Rind og Almind. Den endelige kommune kom også til at bestå af Vorde-Fiskbæk-Romlund, Tårup-Kvols og dele af Ravnsbjerg.

Ja, det var dengang. Historien lå under de underlige sten.

Folk af den rette støbning

Efter et langt liv i sort uvidenhed ved jeg nu, hvad en himstregims er for en størrelse. Vingaards Officin, Viborgs arbejdende bogtrykmuseum, har endda ikke én, men hele to himstregimser.

Den skriftkloge Ebbe Sørensen på Vingaards Officin vil nok ikke vedkende sig noget så ufagligt som “himstregims”. De to sindrige indretninger er skriftstøbeværktøjer, helt efter salig Gutenbergs opskrift. Bogtrykmuseets udgaver er formentlig fra slutningen af 1700-tallet.

Folk fra Vingaards Officin har været i Odense for at hente i kassevis af efterladenskaber efter Mediemuseet, som på det nærmeste er nedlagt. Skriftstøbeværktøjerne er et udlån fra Den Gamle By i Aarhus. Nu har officinet i Viborg på ubestemt tid overtaget udlånet – helt uden bøvl.

Med en sådan støbemaskine kan typografen enkeltvis støbe bogstaver af flydende bly. Engang en epokegørende opfindelse. Bymanden skal ikke gøre sig alvorligt klog på processen, men har dog forstået, at det er en fordel af bære grillhandske.

I forvejen er officinet velforsynet med maskimekaniske mirakelmaskiner, og jeg kan ikke lade være med at sende de venligste tanker til alle de halvgale opfindere, der fandt på mekanikken.

Inden for en anden genre var Viborgs Julius Theodor Brems (1854-1924) blandt de gudbenådede opfindere. Hans kæreste eje var “Opfindelsernes bog” i fire bind. Viborg-fabrikanten var først i Danmark med en cykel, der havde to lige store hjul, en kæde og en bremse på baghjulet. En sportsudgave af Brems-cyklen snuppede i 1905 de tre første pladser ved et cykelløb i Randers.

Den 5. juni 1900 klokken fire morgen tøffede Brems-bilen ud fra værkstedet i St. Sct. Mikkels Gade 12. Her lå det, eftertiden har kaldt “Danmarks første bilfabrik”. Otte biler blev det i de følgende år til. Én af køberne måtte spænde en presenning under bunden til de løsdele, der raslede af under turen, men køre, det gjorde den.

Pengeskabe fremstillede han også; han kom engang for skade at prale med, at en hane da sagtens kunne overleve i pengeskabet, hvis huset omkring det brændte. Hans gode ven købmand Torp ønskede syn for sagn. Et forsøg med et bål, et pengeskab og en hane blev foranstaltet. Hanen lå og var stendød, da de åbnede, men Brems påstod, at det må have været efter et kuldechok.

Én anden af Viborgs opfindertyper var på de tider den noget ældre urmager Daniel Andreas Topp (1816-1905). I flere år syslede Brems og Topp i fællesskab med noget, der tenderede alkymi. De gik efter at opfinde et perpetuum mobile, en evighedsmaskine. De var bidt af at fremtrylle en sådan tingest, der skulle kunne bevæge sig til evig tid, når først den var sat i gang.

Men ak. Intet varer evigt.

Miniformat og maxioplevelser

Pixibøgerne er et begreb. Og det er ikke uden grund. Det er stort, hvad de små bøger har givet småfolk af oplevelser – og de voksne med.

Jeg genser med glæde den svenske tegner og forfatter Jan Lööfs “Viktor bygger en bro”. Viktor bor på sin helt egen lille ø med sin tamme måge. Viktor får lyst til at have lidt mennesker omkring sig og bygger en bro.

Rigmanden Nielsen er den første fra fastlandet til at besøge øen og bringer en rivende udvikling med sig. Snart er øen et inferno af fabrikker, skyskrabere og fortravlede mennesker. Støjen, ikke at forglemme.

Det er altså for meget af det gode. Viktor og mågen fortrækker til en anden lille ø, som de kan have det rart på. Helt alene.

“Småt er godt,” siger vi. Dog kan småt også være for småt og knap så godt. Jeg har hørt om en russisk kunstner, der udskærer mikroskulpturer. Under et mikroskop snitter han dem på spidserne af blyanter. Han droppede sin advokatpraksis for at hellige sig mikrokunsten. Det er da at sætte sagen på spidsen. Så er der dog mere mening i nipsenåle med figurer og påmalede motiver.

Med denne lille indledning ønsker jeg at slå et slag for Hald Ege Miniregnskov. Den lever til fulde op til frasen om at rumme det hele “i en nøddeskal”. Hvad skal vi med en maxiregnskov, når miniregnskoven kan byde på en hel verden af oplevelser med planter og dyr?

I samarbejde med Botanisk Have i Aarhus har kommunens Jobigen skabt et paradis for gæster i alle aldre og handicappede ansatte. En frodig ø, som med garanti også kunne behage Viktor og den tamme måge. Her er rart at være som på Viktors nye ø.

Et værn om det lokale særpræg

Det tog sin tid. Flere år. Men nu lyser atter hele det gamle vingehjul på Viborg Banegård. Længe har det set noget vingeskudt ud, fordi kun den ene halvdel af neonrørene har lyst. Bedre sent end aldrig og tak for oplysningen.

Vingehjulet er ét blandt mange træk i gadebilledet. Træk, der gør Viborg til Viborg, og som får os til at føle os hjemme. Giver os et ståsted.

Jeg har det ligedan med et gammelt autoværn, som det gode forsyn har skånet. Det står ved Nørresøvej og er en værdig repræsentant for Dansk Autoværns tidligste modeller. Murer Thøger Thøgersen og murermester Svend Aage Rasmussen i Silkeborg eksperimenterede sig frem til de buede værn. Før da fordærvede grumme træer og piller mangen bilist.

Genboen værner om værnet og håber derved, at ingen finder på at gøre det fortræd. Hvert år er han ude med malerullen og en spand hvid maling, hvilket netop er sket. En hverdagens helt, for denne opgave er vistnok ikke med i kommunens arbejdsplan. Hver morgen, når han står op, nyder han synet af søen og det hvide autoværn. Gud forbyde, at nogen tromler ind i det.

For nogle år siden, helt præcis i 1997, mødtes en flok forfattere og andre kunstnersjæle i Kvols. De kom fra alle de nordiske lande og stævnede til den gamle jydepottehavn for at diskutere “Den ny hjemstavn i nordisk litteratur”. De hyldede den ultralokale og den fællesnordiske hjemstavn.

Sproget har beriget os med “glokal” for det at være lokal og global på én og samme tid. Den svenske forfatter Bengt Berg sagde det på en anden måde: “Jeg er kvolsmopolit.” Bogen “Steder i stykker” kom ud af mødet. Kvols fra luften pryder forsiden. Bogen handler stort set ikke om Kvols, men om “stedet i os” – som professor Johannes Nørregaard Frandsen udtrykker det.

Samme Kvols havde for nogle år siden en debat om et dige. Den dag i dag står Kvols som et fint eksempel på en stjerneudstykning med en klump af gårde i landsbyen. Markerne ligger i en stjerneform omkring byen. Men en landmand ønskede af praktiske årsager at sløjfe ét af stjernens diger, og det modsatte kulturmiljøets vogtere sig.

Et vingehjul, et autoværn og et dige. Hvis vi ikke passer på de små træk, går stederne i stykker.

Helt hen i vejret

I Viborg var amtmanden ikke blot en kransekagefigur.

Skals-politikeren Henning Grove (1932-2014) var blandt andet kendt som manden, der vandt kampen for “det jyske vejr”.

Hele landsdelen holdt vejret, da stærke kræfter ville udradere DMI i Karup. Men Henning Grove forfægtede med succes det synspunkt, at københavnske meteorologer ikke egnede sig til at forvalte “det jyske vejr”. Jydernes vejr var en sag for jyder. Sagen vakte en vis moro i hovedstadspressen.

Jeg kan få den kætterske tanke, at det i dag kan være hip som hap, hvor meteorologerne sidder, thi de samme vejrsatellitter fodrer de samme avancerede computere, uanset om vejret er jysk eller sjællandsk.

Alligevel kan jeg ikke befri mig for det synspunkt, at den fugtede finger i vejret, barometeret på væggen, vimplen på flagstangen og skyformationerne stadig har en plads i meteorologien. Og de er immerhen lokale.

Lokale særpræg er noget underligt luftigt noget. Peter Nedergaard, professor i statskundskab, advarer om, at centralisterne – de, der repræsenterer “udviklingen” – er ved at suge livet ud af købstæderne. Anslaget mod regionerne ser Peter Nedergaard blot som endnu et skridt den gale vej. Kommuner er forsvundet, amter ligeså. Borte er amtmænd, politimestre og postmestre. Jeg har kendt en del af slagsen, og de var virkelig nøglepersoner i det kulturbærende borgerskab.

Nåh ja – og hvad så? Meningen med en amtmand var jo ikke, at han skulle være med til at bære kulturen. Det står andre frit for at bære. Hængemuler har vi nok af. Hvad med et stifte foreningen Viborgs Vel for dem, der ønsker at overtage det bæredygtige arbejde?

Den næste, der ser ud til at stå for tur, er turistchefen. En aftale mellem regeringen og kommunerne betyder helt nye standarder. Større enheder er løsenet. Løbet er næsten kørt. Men måden altså.

I aftalen optræder begrebet “kritisk masse af turister”. Uha da da. “Kritisk masse” har vi fra atomfysikken. En vis masse – den kritiske – af stænger med beriget uran må til, for at reaktoren kan arbejde. Af URANsagelige grunde har økonomer taget vendingen til sig. De bruger den, når de skal argumentere for stordrift.

“Kritisk masse” kom ind i det danske sprog for hen ved 30 år siden. Om sammenhængen skal jeg ikke udtale mig, men det var sådan cirka på de tider, at firmaer og organisationer med mange lokale afdelinger fandt på at samle deres telefonomstillinger på én adresse. Hvorefter ingen kunne hitte rede på, hvem der arbejdede hvor og hvornår og med hvad.

Da Viborg Museum i sommeren 2017 indrettede en lille infobutik ved Nytorv, var besøget overvældende. Gæsterne kunne beskue varer og interiør fra en gammel købmandsgård, og museumsfolkene kunne fortælle om fremtidens museum.

De gange, Bymanden besøgte butikken, efterspurgte folk nu mest informationer om seværdigheder og arrangementer. Det var jo lige midt i turistsæsonen, og gæsterne så butikken som et lille turistkontor. Passer næppe ind i formlen for “kritisk masse”.

Om at være venstreorienteret vandrer

Masser af unyttig viden kommer mig til nytte, fordi jeg ikke er en ørn til at google. Søgemaskinens veje er uransagelige.

Tag nu forleden, da jeg skulle finde frem til en udbyder af patroner til min Mont Blanc-kuglepen. Hvad skuer mit øje? En artikel fra bladet Samvirkes oktobernummer i 1966. “En cykelsti fra Viborg til Mont Blanc,” lyder overskriften.

I artiklen fortæller overbetjent Svend Marker, formand for Dansk Cyklistforbund, om en internationalt dækkende cykelsti, der skal forgrene sig fra Danmark til Spanien og Italien. Midt mellem annoncer for Perle-pibetobak og Prince-cigaretter får læseren at vide, at Danmark nu begynder på sin del, og at Hærvejen så at sige er omdrejningspunktet.

Artiklen strutter af optimisme på cyklismens vegne. Det var jo også Svend Marker, der var kendt for at have sagt: “Før havde de fleste af os kun råd til at køre på cykel. I dag er spørgsmålet, om vi har råd til at lade være!”

Ifølge journalisten har planerne rumlet siden 1930’erne. De er identiske med dem, der i de allerseneste år har manifesteret sig som populære vandre- og cykelruter, der snor sig fra Hirtshals og Frederikshavn til Viborg og videre til Padborg. Cykelformanden nævner idéen med herberger, og også de er på plads.

Hærvejens vandrere og cyklister er det meste af vejen pænt adskilte, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jo flere der bliver af begge slags, jo mere krig på kniven. Sådan er det overalt, hvor gående og cyklister deler sti. Den luft, der ellers skulle være så frisk, er mættet med knubbede ord.

Da Hærvejen var ung, var det noget lettere. Hærfolk til hest, kræmmere til fods og studedrivere med deres drifter har ikke haft svært ved at dele det brede bælte af spor. Krigsmænd havde det med at ride til venstre, så de havde frit slag med deres sværd, mens hestevogne holdt til højre, fordi kuskene sad til venstre på agestolen.

En sund trafikkultur kendetegnede fjernere tider. I sin erindringsbog om opvæksten i Viborg viderebringer Peter Daniel Bruun nogle “gamle minder” fra begyndelsen af 1800-tallet og giver blandt andet dette billede til bedste: “… det var sandt, hvad der taltes om, at provstens køer pligtskyldigst gik af vejen for biskoppens, når de mødtes på gaden.”

Jeg må tilstå, at jeg ikke ejer en cykel. Derimod er jeg vandringsmand. Af den slags, der gerne går af vejen for cyklister og andre gående, når det falder naturligt. Men jeg bliver mut, når hæsblæsende cyklister på vores fælles sti vrænger: “Du går i den forkerte side.”

Jeg går i venstre side, og det lærte jeg allerede som barn. Jeg har lyst til – i al fordragelighed – at citere, hvad Rådet for Sikker Trafik skriver om den sag:

“Der er ikke nogle faste regler for, hvilken side du skal gå i på en fælles sti. Det er bedst at gå i venstre side, for så kan du se cyklister, der kommer imod dig.

Hvis du går i højre side, kan du ikke se cyklister, der kører tæt på dig bagfra. Det kan give anledning til irritation eller endda uheld, hvis du træder til siden ud på stien, samtidig med at der kommer en cyklist bagfra, som du ikke har hørt.”

Bare for at sige, at jeg ikke er lidt til en side.

Noget om at sætte præg på noget

I 26 år var Hans Henrik Lefolii med til at præge tonen i Viborg.

Én af Danmarks førende dialektforskere havde sat mig stævne i Viborg. Hun havde fået til opgave at pejle sig ind på, hvilken mundart der kendetegner Viborg. Hendes udgangspunkt var, at Viborg som en meget gammel by af en notabel størrelse har kunnet udvikle sin egen sprogtone.

For hende var det også åbenlyst, at Viborg som embeds-, kirke-, rets-, skole- og militærby har fået sit sproglige præg af hele landet og ikke bare af et snævert opland. Hun nævnte Skive som et eksempel på en lidt mindre købstad, der så at sige har trukket de nært omgivende dialekter ind gennem byporten. Det samme er efter hendes analyse også sket med storstaden Aalborg, fordi den som industriby har gjort forholdsvis mange af landsdelens bønder til byfolk.

Forfatteren af en gammel turistbrochure om Viborg skriver: “Er det torvedag, er det en ekstra underholdning at lytte til viborgfruernes parlamenteren med de jyske bondekoner.” Skellet har tydeligvis også været sprogligt. Hendes endelige dom over den viborgske dialekt skal jeg ikke foregribe.

En ærkekøbenhavner, der i 26 år kom til at præge Viborg – sprogligt såvel som åndeligt – var Hans Henrik Lefolii (1819-1908), der fra 1866 til 1892 var latinskolerektor i Viborg. Pudsigt nok kom vores samtale også til at dreje sig om ham, thi det viste sig, at vi havde en fælles interesse for hans virke.

I dag kan det være svært at sætte sig ind i, hvilken kapacitet Viborg havde æren af at huse i et kvart århundrede. En grundtvigiansk kraftkarl, der trak elever fra hele landet til Viborg. Han var bidt af folkevisernes og sagaernes verden, og det var lige noget, der var en øjenåbner for én af hans senere nok så kendte elever, forfatteren Johannes V. Jensen.

Mens han var rektor i Viborg, udgav han “Sproglærens grundbegreber”, og det var nok egentlig den, der førte vores samtale over på Lefolii (udtales i øvrigt med et langt “o” uden stød og med ét “i”).

Han deltog med glød i debatten om, hvor gymnasieskolen skulle bevæge sig hen. Latinskolen i Viborg havde dengang cirka 100 elever; langt de fleste var overklassens børn. Hans Henrik Lefolii var tilhænger ef enhedsskolen. På de tider havde Viborg en friskole (fattigskole) og en borgerskole (betalingsskole), Matriklen var den samme, men den skæve skole førte eleverne vidt forskellige steder hen.

Rektor var ikke bange for at gå imod strømmen. Det skabte polemik i Jyllands-Posten, da han med byens socialister drog til møde i Undallslund frem for at deltage i borgerskabets grundlovsfest på Borgvold.

Det var heller ikke lige populært alle steder, da skolen som præmie i en skydekonkurrence udlovede Strindbergs “Den røde stue”. Og han fik hele stiftsøvrigheden på nakken, da skolens gymnastiksal midt i kirketiden genlød af private gymnastikøvelser. Han var helt pjattet med gymnastik og arbejdede til fordel for den svenske “Lingske gymnastik”. Men efter den batalje ikke længere i højmessetiden.

Hans Henrik Lefolii kom fra Christianshavn og fortrak efter tiden i Viborg til Charlottenlund. Lur mig, om der ikke stadig i Viborgs æter flyver et stykke Lefolii rundt.

Først “katastrofen”, så “vinterkrigen”

Den fjerne fjernvarme har fundet et smuthul i toppen af et nedløbsrør.

Det har jeg hørt i Brugsens bagbutik,” sagde en god kilde altid, når han hviskede mig noget i øret. Bagbutikken som mødested og sladrecentral hører nok mest fortiden til. Von hørensagen er henvist til tilfældige møder, for eksempel på de store parkeringspladser, og det er ikke nær så gemytligt.

Netop på en parkeringsplads mødte jeg en gammel bekendt, der opfordrede mig til at skrive nogle linjer om, “at det nu var 40 år siden”. Jeg fangede straks, hvad han mente, for det havde også strejfet mig, at vi havde passeret en slags jubilæum for “vinterkrigen”, det vil sige Viborg Varmeværks totale sammenbrud fra nytårsaftensdag 1978 til den 20. februar 1979.

Næsten på linje med bybranden i 1726 optræder to nyere begivenheder i det fælles huskestof: den nævnte “vinterkrig” og “katastrofen”. Ikke helt uden skærmydsler dukker de som ved en naturlov op til overfladen. Jo længere tid der er gået, jo mere kan folk komme op at toppes om, hvornår det egentlig var, og hvordan det virkelig foregik.

“Katastrofen” var et uhyre kraftigt uvejr, der ved aftenstide den 16. juli 1948 ramte et smalt bælte fra Vestermarken til Dollerup. Hagl, der efter sigende var så store som dueæg, hakkede æbler til mos og fik rabarberstilkene til at knække som tændstikker. I Dollerup-området flød floder af vand, hagl, grus og sand gennem slugterne. Dæmningen for enden af Troldeslugten gav efter, og masserne tog det halve af Niels Bugges Kro med sig. Et hus i Dollerup blev aldrig til hus igen, og på den underminerede jernbane til Herning fik behjertede folk i sidste øjeblik stoppet et tog med 80 passagerer.

Nok om “katastrofen”, thi jubilaren var jo “vinterkrigen”. Den var mere langstrakt, om end folkebladet med varmeværket som kilde på forsiden den 2. januar 1979 kunne skrive: “Viborg får varme igen i dag – se side 4”. Indtil bladet den 20. februar kunne skrive, at “næsten alle har varme”, skulle viborgenserne så gruelig meget igennem, og byen blev herostratisk berømt som de varme gejseres by.

Se, det var sådan, at Viborg i 1954 havde investeret i Danmarks største hedtvandsanlæg. Indstøbt i cellebeton lå smalle rør, hvori op til 150 grader varmt vand under tryk kom ud til forbrugerne. Varmecentralen i Grønnegade var den eneste varmekilde. Viborg voksede og voksede. Det ene smalle rør føjede sig til det andet. Som en bændelorm. Og der var unægtelig langt fra Grønnegade til Midgårdsvej.

Den korte version er, at det hele bristede, mens vinteren var mest ubarmhjertig. Både udefra og indefra var rørene tærede. Hver reparation førte blot til nye brud; ledningerne kunne ikke klare trykskiftet. Da det var værst, tabte nettet 100 kubikmeter vand i timen. Viborgenserne kunne ikke varme sig ved tanken om, at de i flere år havde haft ultrabillig varme.

Varmen måtte føle sig hjemløs i rørene. Måske derfor fandt den på at dampe fra toppen af et højt nedløbsrør i Reberbanen. Humoren var trods alt ikke hjemløs.

Historien er god at eje

“Det er smeden,” lyder det i min telefon. Beskeden er dobbelt glædelig. For det første, fordi vi nu har udsigt til at få en bedre vandhane i køkkenet. For det andet gør det godt at høre et ord, der oser af solidt, gammelt håndværk. Smeden. Ikke noget pjat her.

Ingen skal beskylde min smed for at ride med på en bølge i tiden. For den er ellers klar nok. Tag nu landbruget som eksempel. Charcuteri fra Tulip Gaardliv og kyllinger fra De Danske Familiegårde vidner om, at smartness og de gode, gamle dage trækker på samme hammel.

Læste forleden i en avis, at planlæggere som en trend higer efter historie til nye kvarterer. Det er der ret beset intet nyt i. Tag bare et kig på Viborgs bykort. Nyeste skud er Erik Ejegods Vej i Viborg Baneby. Erik Ejegod lod sig i 1095 hylde på Viborg Ting, og i 1102 meddelte han samme ting, at han nu tog på bodsrejse til Oliebjerget. I fuldskab havde han dræbt sin lutsanger og fire af sine soldater. Folk tryglede ham om at blive og tilbød til overflod at betale en bod for ham.

Af sted ville han. Han var rejsevant. I Pafos på Cypern har de en Erik Ejegods Gade, for her tog feberen ham året efter. Mindestenen på Borgvold-knolden er til minde om kongen med det forpligtende navn.

Nogle navne kommer helt af sig selv, andre er påklistrede. Jovist har kvarteret i forvejen en Erik Glippings Vej og en Marsk Stigs Vej. Men hvorfor lige Erik Ejegod? Banebyens Middagshøjvej, derimod, dækker over den gamle vej, der førte byens avlsbrugere ad Søndermarken til, og som ledte dem til Middagshøj – Finderuphøj – der var det foretrukne mødested, når den stod på middagspause.

Viborg kan tillade sig at være ødsel med sin historie; der er nok at tage af. Viborg Katedralskole kan historiebevidst holde åbent hus med sloganet “I 900 år har vi øvet os på at gøre dig til en dygtig student”. Lad fare, at pigerne først kom med i 1904.

Viborg Svaneapotek giver sit navn en historisk vitaminpille med et “siden 1573”. Lige efter forfatteren Hans-Otto Loldrups recept. I sin bog om de 24 apoteker, der har svanen som symbol, anbefaler han de gamle apoteker at slå meget mere på deres historiske forspring. Næsten et halvt årtusinde er dog også noget.

Svaneapoteket i Viborg er det ældste og er blandt de første apoteker i Danmark. Engang skrev jeg, at det er Jyllands ældste apotek. Både rigtigt og forkert. Hjorteapoteket i Haderslev er fra 1557. Mens apoteket i Viborg fik sine privilegier af Frederik den Anden, måtte Haderslevs hjort “nøjes” med hertug Hans den Ældre.

Men i dag skelner vi ikke mellem hertugernes og kongernes Jylland, så jeg måtte kaste mig i støvet, da apotekeren fra Haderslev ringede for at riste mig. På en pæn måde. Respekt. Lidt ærekær på historiens vegne har man altså lov til at være.

I øvrigt sjovt med alle disse dyresymboler. De er fra en tid, da de fleste ikke kunne læse. Men løver, svaner, delfiner, hjorte, fasaner, ørne og glenter er til at forholde sig til. En enkelt hvid hest har sneget sig ind i det gode selskab. Desuden er det let at forbinde dyrene med positive egenskaber.

Også om historien gælder det, at vi må passe på som smede.

Hederejse og hede debatter

Meïr Aron Goldschmidt havde blik for Blichers land.

“Næh, tænk! Amager. Det er som at komme til et fremmed land. Det er en hel rejse,” ivrer Kjeld, da det kendte trekløver i “Olsen-Banden på sporet” overskrider grænsen til amagerkanernes verden.

I 1866 foretog forfatteren Meïr Aron Goldschmidt en ekspedition til det indre Jylland, til Viborgegnen. I bogen “En Hedereise i Viborg-Egnen” fra 1867 indvier han hele nationen i sine opdagelser. En holdning fuldstændig som Kjelds skinner igennem. For skribenten var det som at komme til et fremmed land.

Men Meïr Aron Goldschmidt kom hurtigt efter det. Samtaler og iagttagelser supplerede han med studier i bøger og arkivalier. Før han i hestevogn begiver sig ud i det uvisse hedeland, lurer han, hvad Viborg er for en størrelse, og konklusionen lyder: “Fuldt så meget som det synlige Viborg træder ved nærmere beskuelse det forsvundne Viborg frem.”

Hald er porten til vidderne, og fem herrer følger ham derud for lige at sikre sig, at han kommer ordentligt af sted. Et sluttet selskab i forhold til kæmpevisens “De vare syv og syvsindstyve, der de droge ud fra Hald.” Egentlig betyder det, at 147 hofmænd dundrede fra Hald på deres heste, men “syvsindstyve” kunne førhen også bare betyde, at de var rigtig mange.

Forfatteren er tydeligt betaget af Hald. Om visens “Hald” overhovedet er vores Hald, ved vi ikke bestemt. “Hald” er et ord for en bakke eller en skråning, hvilket gør mulighederne mange. Goldschmidt ser for sig, at noget stort har været på spil ved Hald Slot. Kæmpeviser er af natur ét rodsammen af helte, begivenheder, tider og lokaliteter, men ingen kan være i tvivl om, at “Hr. Bugge bygger op Hald med ære”, og at samme Bugge er én af hederejsens helte.

Apropos de nyeste fund på Hald-odden er Meïr Aron Goldschmidt meget åben for, at det netop er her, ridder Bugge som ejer fra 1346 rejste sin borg. Fint argumenterer han for, at Valdemars Skanse er Valdemar Atterdags belejringsskanse fra 1355 eller en slags fremskudt bastion for selve borgen. Han kan også godt se, at han på vej ud til kartoffeltyskerne står med en glovarm kartoffel:

“Nu kommer diskussion, strid, uopløselig meningsforskel. Ikke blot to eller flere mennesker kunne gå her og strides venskabelig uden ende; men et ensomt menneske vil komme i strid med sig selv. Hvad var det ældste Hald?”

Diskussionen lukker han behændigt med, at vi er “lidt ude i sagntiden”. Derimod er heden og dens folk højst nærværende for ham. Når alt kommer til alt er hederejsen en art pilgrimsrejse i Blichers spor.

Det er også tydeligt, at han har svært ved at slippe Viborg, og bogen indeholder et skarpt indlæg til fordel for en hel domkirke. Da Goldschmidt gæstede byen, stod korsarme, kor og apsis så godt som færdige, det vil sige to femtedele af den planlagte kirke.

Men arbejdet havde slugt hele bevillingen. Stærke kræfter arbejdede nu på, at det måtte være op til eftertiden at genoptage arbejdet med de tre femtedele. Nutiden måtte tage til takke med den færdige østfløj. Forfatteren trækker Marmorkirken frem som skrækeksemplet. Endnu i 1866 lå den hen som en ruin. Den stod færdig i 1894 – efter 145 år.

Højesteret havde i satirebladet Corsarens dage idømt ham en livsvarig censur. Godt for Viborg Domkirke, at “livsvarig” var af kortere varighed.

Sneen har sit helt eget sprog

Sneen er som et tryllepulver.

“Der er intet i verden så stille som sne,” udsang digteren Helge Rode i 1896, og han roste sneen for at tysse “blidt på de stemmer, som for højlydt taler”. Tænk på det, når den store snemaskine trodser den globale opvarmning og lader et drys falde over land og by.

Filosoffen Ludvig Feilberg er på linje, når han føler sig beriget af de vrimlende sneflokke: “Man kan gå uden at lægge mærke til, hvor stille der er rundt omkring; man synes, der siges så meget. Det er intethedens sprog – dette rige sprog.” “Helt paradokst kan det komme en for, at der er mere i intet end i alt noget,” skriver han og præsenterer begrebet “intetfang” for disse skabende stunder.

Engang for mange år siden så jeg i én af den berømte Flemming “de” Madsens tv-stunder en oplæsning med en forfatter, jeg havde læst en enkelt bog af. Oplæsningen gjorde et så stort indtryk, at jeg måtte have resten af forfatterskabet med. Det var lige efter, at vi havde gået en knirkende tur i vinterens første sne, og det spillede så afgjort ind.

Ikke nok med, at sneen direkte taler til sindet. Falder den i tilstrækkelige mængder, får den også trædemøllen til at gå i stå, hvilket ikke er så skidt endda. Nogle af os husker søndag den 21. november 1971. Aldrig har jeg oplevet så voldsom en snestorm på Viborgegnen. Driver på op til fem meter efterlod den sig.

Samfundet gik i stå. Prinsens Livregiment gik til kamp med materiel og 60 mand. Hovedopgaven var at hjælpe landmændene. Falck-Zonen var tvunget i knæ med cirka 600 assistancer. En gård nedbrændte, uden at brandfolkene kunne nå frem. Forsinket kunne folk læse om dramaet, for folkebladet udkom i et begrænset oplag og udstyr.

Sidst på eftermiddagen om tirsdagen brød ploven igennem på Langå-Struer-banen, og trædemøllen tittede frem af driverne. Eleverne på Viborg Katedralskole slap for terminsprøven, og mange andre oplevede, hvordan åget ikke længere tyngede. Helt uden dårlig samvittighed.

Men alting får en ende. H.C. Andersen lader den gamle lænkehund bjæffe til snemanden: “Solen vil nok lære dig at løbe.”

Hedelærken flyver højt over haven

Det er ikke forkert at sige, at soklen er hovedsagen.

Paris har sin 44 meter høje Vendomesøjle med en statue af Napoleon i toppen. Mere sokkel end kejser.

I den noget mindre skala kan Viborg være med. I Latinerhaven står en liden bronzebuste af hededigteren Blicher på en gevaldig sokkel. Da billedhuggeren Theobald Thielemann i 1865 udførte hele sættet, sammenlignede en læserbrevsskribent faktisk resultatet med Vendomesøjlen.

Sandheden er, at noget gik skævt i Viborg. At ni år skulle gå fra tanke til handling, siger noget. 17 fremtrædende danske mænd stillede sig i spidsen for en landsindsamling. Digterpræsten skulle have et værdigt minde, og det skulle være i Jyllands centrum.

1250 rigsdaler kom ind, og det var ej meget. Det var endda inklusive 150 rigsdaler fra Frederik den Syvendes portemonnæ. I sit trebindsværk om Blichers “livstragedie” er Jeppe Aakjær da heller ikke i tvivl om, at misforholdet mellem sten og malm grunder sig på det pauvre resultat.

I efteråret 1865 ankom sokkel og buste til Viborg. Byens vise fædre havde udset sig et ståsted i kanten af Stænderpladsen. Mens en vis polemik udspandt sig i aviserne, stod hovedpersonen selv med tildækket hoved. Lige lidt hjalp det, at busten fik en lille opsats at stå på.

Byen bekostede anlægsarbejdet, herunder en beplantning med lyng. Kommet så vidt fandt det officielle Viborg tiden inde til at tromme sammen til en afsløringsceremoni. Den 20. september 1866 skulle sløret falde, og selveste den nationale vækkelses Carl Ploug var indforskrevet til at forestå handlingen.

Arrangørerne forsøgte at gøre dagen til en manifestation. Men det var en forkølet skare, der samlede sig om Carl Ploug. Det gjorde ikke sagen bedre, at det øsregnede. Ploug leverede varen og talte varmt om Blicher og hans virke. Hovedtaleren medbragte også egne sangtekster til begivenheden, herunder den flotte “Hedelærken, den liden fugl”. Blicher så gerne sig selv som en hedelærke.

Invitationer var kommet ud til tre af Blichers sønner, Jens Frederik, Francisco og Theodor Eberhard, men ikke til Niels Jørgen, der var kendt for at se for dybt i flasken. Jeppe Aakjær citerer en kilde for, at Niels Jørgen alligevel dukkede op. En sidemand prikker til ham og oplyser ham om, at han næppe har kendt noget til Blicher. Det kan Niels Jørgen klart tilbagevise.

Det gode ved en stor sokkel er, at den levner plads til en inskription. Blicher må have det godt med citatet fra “Min fødestavn er lyngens brune land”.

Levetiden nord for domkirken var kort. Stænderhuset kom væk. Løsenet var masser af luft omkring den nybyggede domkirke. Busten var i vejen. Fra 1875 måtte den langsoklede Blicher konkurrere med Borgvolds træer. Først stod han tæt på Salonen, senere op mod Sct. Ibs Gård. I 1960 endte sættet i Latinerhaven, hvor det lige siden har haft den samme plads op mod den forhenværende gymnastiksals gavl.

Se, det var den gamle historie om igen. Historien om bjerget, der under bulder og brag føder en mus.

Mens vinteren går sin gang

I 1934 blev de gode kostråd ligefrem sat på vers.

Nogle foreninger har den skik, at medlemmerne på skift står frem på møderne og giver hinanden åndelige opkvikkere – små indlæg, der virker som mentale hjertestyrkninger.

For kort tid siden var jeg her i Viborg gæst ved et møde, der blandt en del andet havde et sådant lille budskab på programmet. Udtrykket “vårhunger” sad tilbage, da jeg gik derfra.

Sådan var det førhen. At folk sidst på vinteren var aldeles udtærede, fordi de manglede vitaminer, C-vitamin især. De led af vårhunger. Museumsmanden Peter Riismøller voksede op under fattige kår i Himmerland, og i bogen “Sultegrænsen” fra 1966 fortæller han, at han som dreng stivede sig af med skovsyre og grøn rug. Farmoderen havde det princip, at menuen skærtorsdag skulle bestå af ni slags grønne vækster, heriblandt grønkål, anis, nælde, løvstikke og persilletop.

Skørbugen lurede lige om hjørnet. Poeten Carl Michael Bellman (1740-1795) beskriver i Fredmans 35. epistel, hvordan “de vildfarne brødre” bløder fra tandkød og tunge, hvilket vidner om en galoperende skørbug. For dem var problemet nok mere en “århunger”, thi deres flydende føde var ikke nok. Kommer til at tænke på, at blandt andre bryggeriarbejdere og ølkuske fik skørbug, da bryggerierne holdt op med at bruge ascorbinsyre som stabilisator i øl.

Havde folk i gamle dage været klogere, havde de klaret sig bedre. Tidligt fandt søfolk ud af, at de ved at medbringe saltet skeurt kunne holde skørbugen fra livet. Flere vinterfaste grøntsager som kål og kartofler havde gjort underværker, men kartoflen var pudsigt nok en luksusspise, da den kom frem.

I sit optimistiske forårsdigt “Den kiedsom Vinter gik sin Gang” har Ambrosius Stub (1705-1758)  balsam til den hungrende sjæl. “Den barske Vind, den mørke Skye maa flye”, og kakkelovnen kommer sørme til at lide af “Kolde-Syge”. Hermed mener han, at den står ubrugt hen. Grundtvig kan også være med: “Og efter Vinter kommer Vaar med Sommer, Korn og Kerne”.

Mange klager over forårstræthed og vælger at tage en slapper. Man skal jo være god ved sig, mens man har sig. Livgivende lamper med daylight og et evigt bugnende udvalg af grøntsager fra hele kloden træder hjælpende til, men vårhungeren lever garanteret videre som en god undskyldning.

Mumiens hemmelighed

Konservator Peter Lindes tegning af den mumificerede alkymist.

Det var så tæt på, at jeg – med forlov – havde fået mumien at se. Øv. Inde i den læderbetrukne kiste står endnu en kiste, en forseglet kiste. En sådan forsegling understreger gravfreden. Men ærgerligt var det i alle fald, for den balsamerede guldmager Valdemar Daa i Viborg Domkirkes søndre kryptkapel har i mange år betaget mig.

Nå, jeg lader mig fint nøje med den tegning, som konservator Peter Linde fra Nationalmuseet begik, da han i begyndelsen af 1950’erne havde kisten til et større eftersyn. Adelsmanden Valdemar Daa (1616-1691) ser nærmest lidt betuttet ud; det kan ingen fortænke ham i, hele situationen taget i betragtning.

I en artikel beskrev Peter Linde mødet med Danmarks nok kendteste alkymist. Først og fremmest var han imponeret over, at mumien var så velbevaret. Han fik lyst til at stille dødningen nogle spørgsmål. Men selv livagtige mumier tager svarene med sig.

Når jeg kom til at tænke på mit missede møde med Valdemar Daa, skyldes det, at Skovgaard Museet fører os ind i dette forår med udstillingen Alkymistens Laboratorium. Nok lykkedes det ikke alkymisterne at fremstille guld ad kemisk vej, men alene deres lyst til at eksperimentere var guld værd. Museet byder på forgyldte oplevelser i fire laboratorier.

Frederik den Tredje drev ligefrem en norsk sølvmine, fordi han så sølvet som et mellemled til guldet. På samme tid sad Valdemar Daa på borgen Borreby med sine kolber og gryder. I dunsterne fra svovl, kviksølv, arsen, bly, kobber, tin og fosfor foregøglede han sig guld og evigt liv.

Men “gæld kom for guld” skriver H.C. Andersen i fortællingen “Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre”. Eventyrdigteren holder sig tæt op ad den virkelige historie og giver hovedpersonen denne karakteristik: “Sindet var hårdt, nakken var stiv.”

Meget tyder på, at han i efteråret 1681 er arriveret til Viborg. Nogle mener, at tog til Viborg for at kæmpe for sine jyske besiddelser: herregården Hessel og borgen Bonderup. I Viborgs grundtakst fra 1682 finder vi en Valdemar Daas Gård på Ll. Sct. Hans Gades nordside, dog beboet af en Just Mouridsen.

Så sent som i sommeren 2017 havde Viborg Kunsthal en omfattende udstilling om guldmageri i almindelighed og Valdemar Daa i særdeleshed. Den tanke melder sig, at han alligevel indirekte fandt de vises sten. Der er guld i den mand.