Forfatter: Jesper

Historien om Viborgs store bybrand i 1726 kan stadig fænge. Blandt andet dedikerede Viborg Bryghus for nogle år siden en øl, Bryggerpigen Rose, til den tjenestepige, der fik skylden for branden.

Ret beset ved eftertiden ikke et kvidder om, hvad pigen hed. I sin digtcyklus om branden skriver Niels Peter Lindhardt om, at hun stod ved bryggerkedlen “som en blussende rose”. Så hvorfor ikke kalde hende Rose?

Ved 16-tiden den 25. juni 1726 er der fyr i lyngtørvene under ølkedlen hos handelsmand Peder Vandet, der holder til i Hjultorvets nordvestre hjørne. Købmandsgården strækker sig helt op til Vestergade langs Lille Hjultorvgyde. Den lille ild breder sig til et knippe lyng uden for kedlen.

Knippet har tjenestepigen kastet ned fra loftet, hvor hele det brandfarlige lager ligger. Ilden når at få fat, mens hun er optaget af at finde et nyt bundt, som hun kan kaste gennem lemmen. Barske vinde fra vestlige retninger og en knastør by efter lang tids tørke gør på ingen tid den lille flamme til et brølende uhyre.

Branden når sit højdepunkt, da det svære egetømmer i Viborg Domkirkes tårne i et brændende inferno hamrer ned i kirkeskibet og knuser hvælvingerne. Stormklokken, der har varslet om tidligere katastrofer, falder til jorden og får en revne, mens de tre andre klokker smelter bort.

71 bygårde og 78 huse i den bedste del af byen lå i aske, da ilden ved totiden natten til den 27. juni havde raset ud. Dertil kom domkirken, Sortebrødre Kirke, bispegården og rådhuset. Plus uerstattelige klenodier og arkivalier. Gråbrødre Kirke slap nådigt. Kun tårnurets trævisere brændte. Byen var nulstillet.

Tjenestepigen fik skylden, men nogen retssag kom det ikke til. Var hun helt alene, den stakkel? Hvorom alting er, tog det Viborg næsten 150 år at komme sig helt oven på den mislykkede ølbrygning. Den sidste historie om den sag er ikke brygget.

Beskedent buer Riddergade sig som et stykke Viborg af i går. En stump kom i overskud, da Ll. Sct. Mikkels Gade tromlede sig igennem som fremtidens ringgade.

På Resens Viborg-kort fra 1677 hedder hele det forløb, som Riddergade senere var en del af, Sct. Villads Gade. Først på et kort fra 1795 træder Riddergade i karakter. Den går da fra Sct. Leonis Gade til Brænderigården. Traps kort fra 1858 lader den gå ned til St. Sct. Mikkels Gade og sætter endnu et navn i omløb: Adelgade.

Historieskriver Ursin fortæller om en bybrand i 1567, at den fortærede mindst 100 adelsgårde, der lå mellem domkirken og søen. Ingen tvivl om, at adelens fine byboliger med rigelige haver dominerede dette kvarter, hvilket kan have ledt tanken hen på adelige riddere. Det talte nok også, at Hærvejens ryttere naturligt red den vej, når de havde passeret Sct. Mikkels Port.

Brænderigården for enden af gaden fik i 1734 et løft, da bygmester Johan Gottfried Hödrich for landstingshører Just Arctander stod for en ny hovedfløj. Den var da kendt som Just Arctanders Gård. Promenaden herfra langs søen mod syd hed en overgang både Ridderstræde og Den Philosophiske Gang.

Borgvoldgården er et andet gammelt navn for bebyggelsen. Det med brænderiet kom først ind med Haubro-familien i 1800-tallet. Den hviler på noget middelalderligt, som måske endda snuser til vikingetidens slutning. Har Knud den Store haft en kongsgård her?

Riddergades historiske idyl med hække, stengærder og et gårdanlæg er udpræget. I dag er det svært at forestille sig, at et stinkende og sodende uhyre af et gasværk fra 1858 til 1900 lå lige syd for Brænderigården, og at tugthuset knyttede sin næve længere nede.

I dag ligger Riddergade ligesom noget af vejen – og er netop derfor slet ikke af vejen.

Med startsted neden for Søbakken har Houlkær fået en “kvalitetssti”, den 4,1 kilometer lange Købkes Bysti. Hvor er det dog rigtigt at hædre justitiarius Christian Købke (1830-1911), thi han har en stor del af æren for, at naturen øst for Nørresø ser ud, som den gør.

Christian Købke kom fra Skjold sydøst for Horsens og gik den slagne vej forbi Sorø Akademi og jurastudiet i København. Derpå nogle år i Kultusministeriet, før Landsoverretten for Nørrejylland i Viborg havde bud efter ham. I ham havde retten en indsigtsfuld formand.

I en årrække sad han i Viborg Byes og Omegns Sparekasses direktion. Hedesagens lokale forkæmper nummer ét, Georg Morville, var sparekassens revisor. I øvrigt var denne også justitssekretær ved overretten. De to blev nære venner, og Morvilles engagement smittede.

Som medlem af byrådet kom Christian Købke til at sidde i beplantningsudvalget, og han nøjedes ikke med at sidde. Af egen lomme købte Christian Købke 50 tønder land med nøgne slugter og hedebakker mellem nutidens Kokildedal og Søbakke.

Fra 1870 og en halv snes år frem fik han tilplantet nøgenheden med nåle- og løvtræer. Noget af skoven kom til at bære det spøjse navn Granada, måske efter grantræerne og rollen som udflugtsmål. En del kom under plov, og det lille landbrug kom passende til at hedde Købkes Minde. Kommunen købte i 1970 arealerne, men gården fik lov til at stå indtil 1991. Et par rester ligger i skovbunden vest for Hyrdebakken.

Vores hædersmand var ugift og boede til leje i Sct. Mogens Gade 11. Bygårdens ejer ønskede at slå facadens puds af, så det originale bindingsværk kunne træde frem. Det modsatte Christian Købke sig. Nok var han en hedesagens foregangsmand, men ellers hadede han enhver forandring. Pudset kom nu væk. Han blev pænt boende, idet han sikkert i sit stille sind glædede sig over det fine murværk.

I en biografi læser vi om Christian Købke: “Han var en konservativ natur og yndede ikke det opsigtsvækkende.” Jeg vil tro, at han – ligesom med murværket – fint kunne forlige sig med en sti, der bærer hans navn.

Gad vidst, hvor mange brodne pander Bradepandebakken har på samvittigheden. Nok ikke så få. For år tilbage var den byens kælkebakke nummer ét. I folkedybet lever navnet endnu. En rest ser vi i Ll. Sct. Peder Strædes lille, blinde del oven for Sct. Jørgens Vej.

St. Sct. Peder Stræde hed i 1600-tallet Gamle Bradepande. Et gæstgiveri kan have haft en bradepande hængende som skilt. Eller også en pandesmed. Ll. Sct. Peder Stræde stod som Ny Bradepande eller Sct. Peder Stræde efter kirken, som lå her indtil 1529.

Da de to stræder i 1867 fik deres nuværende navne, optrådte de som Store og Lille Bradepande for henholdsvis St. og Ll. Sct. Peder Stræde. Hele plateauet var Bradepandebakken. Øverst på denne har arkæologer fundet rester efter Viborgs første rigtige bydel.

På en byvandring kom Viborgs forsvundne gadenavne på tale. Hele 13 helgener plus en falsk helgen stjæler billedet. En helgen var dog ikke tyven, da Pikkengans i 1867 kom til at hedde Kompagnistræde. Også her har et skilt nok spillet ind.

På Resens bykort fra 1677 finder vi Picken Gans, nok en forvanskning af de tyske ord for “pibende gås”, vel “piepsend Gans”. Dengang leflede vi gerne for tysk. Et værtshusskilt kan have pebet på sine hængsler og ledt tankerne hen på en gækkende gås. En mere raffineret version er, at skiltet har forestillet en fløjtespillende gås.

“Kompagnistræde” var en gestus, fordi byen to år før igen havde fået status som militærby. Desuden lod et lille kompagni af investorer Kompagnigården bygge. For min skyld kunne hele regimentet gerne vende om, så vi bare kunne få et par af de gamle navne tilbage. Nok et fromt ønske blandt alle disse helgener.

Da grev Camillo Strozzi den 6. oktober 1627 besatte Viborg med sine kejserlige soldater, var han ikke sen til at finde ud af, hvor han skulle bo. Camillo Strozzi slog sig ned i den store bygård, som i folkemunde hed Mageløs – Viborgs fineste.

En brand den 27. april 1615 havde lagt det meste af Sortebrødre Sogn ned. Peder Pedersen Løvenbalk, præst ved Sortebrødre Kirke, genrejste året efter bygården på den vestlige side af den gyde, der i dag hedder Mageløs. Til gengæld slap den gode præst for skatter og afgifter i tre år.

Den mageløse ejendom havde adresse ud mod Sct. Mathias Gade og strakte sig langs gyden. Den var i to etager, og så var den spanskgrøn. Snart hed strædet ikke længere Kirkestræde, men Mageløsstræde.

Nå, men det var altså her, oberst Strozzi opslog sit hovedkvarter. Han allierede sig med Viborg-vinhandler Hans von der Hude. Obersten og hans stab havde en ubændig tørst. De satte endda vagt ved vinhandlerens kælder. Ret hurtigt havde de nedsvælget beholdningen på over 700 liter og gravede forgæves efter skjulte reserver.

Panikken greb borgmestrene Peder Sørensen og Peder Ostenfeld. De havde det nu bedst med, at besætterne var holdt hen i en salig bimmelim. Af sted til en vinhandler i Randers sendte de Hans von der Hude. I et brev indestod de for betalingen. Han vendte tilbage med 160 liter.

Hen på sommeren i 1628 slap vinhandlerens tålmodighed op. Han fik ingen penge for de stadige leverancer. Strozzi indkaldte de to borgmestre til et møde i Mageløs. De sagde, at de ingen penge havde. Han belærte dem om, at de skulle opkræve en vinskat hos byens borgere.

Besætterne forlod i forsommeren 1629 Mageløs. Hans von der Hude stod som taberen. Penge havde han ikke set, mens han punktlig havde betalt sine leverandører. Som jeg kan regne det ud, bællede hærstaben omkring 9000 liter vin i sig.

Bytinget gav ham ret i, at byen skulle betale. Landsting og herredag omgjorde dommen. Det var så at sige hans egen krigsomkostning, fordi han havde lagt ud. Han måtte endda en tur omkring brummen, før han mirakuløst genrejste sig.

Mageløs-ejendommen spillede herefter en mere anonym rolle. I 1726 brændte det, der var tilbage af fordums skønhed. Men gyden er stadig Mageløs.

Sender en venlig tanke til biskop Otto Laub, der ankom til Viborg med en stor børneflok, men uden hustruen Susanne, som døde, netop som han i november 1854 fik ønskejobbet i Viborg. I stedet kom den elskelige “tante Rine”, enke efter Otto Laubs bror, til at holde hus i bispegården. Ud over de religiøse sager puslede biskoppen med kompositioner og har komponeret sange, valse og marcher.

Nok om det. Dagens emne er Bispestien. Otto Laub måtte gå med til at sælge sin have, så byen i 1874 kunne indvi den pompøse rådhusbygning, der overtog havens plads.

Før byggeriet strakte biskoppens private have sig mod nord. Nu kom hele bispehaven til at gå ned ad skråningen mod øst. Hermed kunne fællesskabet lade sig berige af den lille sti langs den nye have fra Stænderpladsen til Sct. Ibs Gade.

I de første år hed den Kammerherrens Sti efter amtmand, kammerherre Gottlob Emil Georg Frederik baron Rosenkrantz. Det forlyder, at det nok mest var fru Elisabeth, der holdt af at benytte stien. Men mon ikke også, at de sammen, ærbart arm i arm, har taget en promenade fra Amtmandsgården ved Nytorv til Borgvold?

Dæmningen fra 1855 mellem søerne og Borgvold-anlægget fra 1864 har gjort sit til at trække spadsereturene ad søerne og Overlund til. Det store anlægsarbejde i kvarteret havde dog den hage, at byen måtte sløjfe den gamle forbindelse bag om bispegården mellem Sct. Nicolaj Gade og Skolestræde, for her skulle den nye have være.

I sig selv er Bispestien ikke det store sus. Stengærdet til den ene side er interessant nok; parkeringspladsen til den anden er ikke noget at skrive hjem om. Men som bindeled mellem Borgvold og domkirkekvarteret er den uvurderlig.

Sognegården ved Viborg Domkirke stod færdig i 1997. Arkitektparret Inger og Johannes Exner har tænkt den som en nutidig bygning med indslag fra det historiske kvarter. Den holder sig lav mod vest og høj mod øst, så den matcher bygningerne til de to sider. En rigtig rumdeler.

Den består af en længe, en trappebygning af glas og en kube. Kuben ligner et kirketårn og flugter flot med Nytorvgyde. Johannes Exner strålede, når han talte om, hvordan lyset i vinduer og sprækker skulle strømme ud i kvarteret og fortælle om et rigt indre liv.

I 1989 spillede de kendte arkitekter ud med et dristigt forslag. En længe langs domkirkens nordside skulle via en rundbuet gallerigang stå i direkte forbindelse med kirken. Folkets dom var klar: “Helligbrøde.” En voldsom debat manede den idé i jorden.

Næste udspil fra Exnerne var en korsbygning nordvest for kirken. En bagtanke med den var, at de fire arme kunne gøre tre diffuse pladser ved kirken mere tydelige: Margretheplænen, Gammeltorv og Stænderpladsen. Et ønske, der har rumsteret, siden Viborg Borger- og Haandværkerforenings bygning på Gammeltorvs nordside i 1947 kom ned.

En borgergruppe samlede allerede under krigen ind til domkirkekvarterets forskønnelse og proklamerede: “Viborg Domkirke og dens omgivelser er et bybillede, der fastholder øjet og fryder sjælen.” Store ord, men kun 50.000 kroner kom i kassen.

I 1958 foreslog arkitekt Thomas Havning et byggeri på torvets nordside. I 1986 skitserede arkitekt Johan Otto von Spreckelsen et “Byens Hus” på samme plads. Begge kapaciteter. I 1992 tog arkitekt Jan Gehl kvarteret i øjesyn, og han advarede mod at lade små ånder komme til.

Da sognegården stod færdig, lå det i luften, at den kun var et delresultat. Inger og Johannes Exner sluttede sig til Havning og Spreckelsen, idet de også skitserede en bygning, der skulle gøre Gammeltorv til et torv. Byrådet kvitterede endda med et tomt byggefelt til de store ånder.

Nogle gadenavne er mere søgte end andre. “Skansebakken” er helt på sin plads. Sådan da. Den oprindelige Skansebakke lå cirka midt i Dumpen. En smal slugt gik mellem Skansebakken og plateauet med Sparretoft, ser vi på Resens kort fra 1677.

Den stejle gade Skansebakken fik sit navn i 1921 og fører fint tanken tilbage til den “gamle fortifikation med grave og volde” – som der står på det gamle kort. Med andre ord: byens befæstning.

Det er ikke godt at vide, hvor stor en rolle Skansebakken spillede i anlægget. I det mindste havde borgerne engang forbud mod at ændre på den. Netop i Dumpen – Store Dump – har stadsgraven været markant. For neden knækkede befæstningen mod øst ad Lille Dump og ned til søen.

I Lille Dump har et vandløb forstærket effekten. Oppe fra Slusen kom endnu et løb, og det er ikke umuligt, at Sct. Mikkels Port har ligget ved en voldgrav med vand.

En del husker med gru på, hvordan kørelærerne beordrede dem til at vende på den stejle Skansebakke. Ikke noget med at røre kantstenen. Hold bilen i koblingen. Så var det lettere at holde skansen.

Mange siger vel stadig Sct. Mathias Marked. Det klinger godt. Viborg er i tilgift en gammel markedsby med Toftmarked og Snapstingsmarked som de største. Sådan hed det fra åbningen den 19. oktober 1977. En modernisering i 2002 førte til det i dag kendte Sct. Mathias Centret.

To store debatter gik forud. Sidst i 1975 og i begyndelsen af 1976 diskuterede viborgenserne, så det fløjtede. Spørgsmålet var, om byen skulle have et sådant 14.000 kvadratmeter stort forretningscenter. De fleste kunne nok se, at det hørte hjemme i midtbyen, men var der et behov?

En undersøgelse pegede på, at Sct. Mathias Marked kunne styrke handelsbyen. 2048 protestunderskrifter og en afstemning blandt folkebladets læsere pegede den anden vej. 517 læsere var imod, 50 var for. En del af de etablerede forretningsdrivende varslede butiksdød.

Byrådet skar igennem og sikrede byggetilladelse, byggejord og et stort parkeringsanlæg. Entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz kunne tage fat.

Imens var en anden debat blusset op. Viborg Handelsstandsforening, brancheforeningerne og HK var enige om at gøre et vovet forsøg: at holde Viborgs butikker lukkede om lørdagen. Allerede fra begyndelsen haltede det. To store supermarkeder sagde fra. I Randers gned de sig i hænderne, for efter sigende mødtes det halve Viborg her om lørdagen.

I september og oktober 1976 holdt tilhængerne af lukkede lørdage stand. Netop som forsøget hørte op, holdt kommunen rejsegilde for Fischers Plads. Da Sct. Mathias Marked et års tid efter åbnede, havde det ikke blot lørdagsåbent. Åbningstiden var helt til klokken 14 mod klokken 12 for resten af byen.

En munk med hyrdestav og indkøbskurv var i de første mange år markedets bomærke. Lidt nostalgisk har man da lov at være i en gammel markedsby.

En kampesten med solide typer står lige inden for Viborg Kirkegårds hovedindgang. “Til minde om vore bysbørn faldet under besættelsen 9. april 1940-5. maj 1945” er ordene til de mange, der har deres gang på kirkegården.

Den slags minder kommer ikke dumpende af sig selv. Et samarbejde mellem kirkegården og Fonden Besættelsestidens Viborg var i dette tilfælde stensættende. Stenen kom på plads ved 50-året for befrielsen, altså den 5. maj 1995.

To bøger af lokalhistoriker Anders Vejen Andersen (1915-1994) om “Viborgegnen under anden verdenskrig” og en jubilæumsbog fra den 9. april 1990 med 10 beretninger sikrede penge til fonden. Formålet var at sprede viden om den lokale del af besættelsen. I 1990 skete det også med en stilekonkurrence, alsang på Gammeltorv og “Opråb” fra fly.

Nogle af den slags minder i bybilledet er enkle, mejslede budskaber på sten. I Viborg ser vi det første eksempel på den over 1000 år gamle runesten i Asmild Kirke. Thorgund har sat et minde over sin mand Bose og får i samme ombæring både nævnt sin far og farfar. Hvor svært kan det være? På Stænderpladsen er det fuldt tilstrækkeligt at skrive “1241 – Jydske Lov – 1941” på en ikke særlig prangende sten. Resten er op til beskueren.

Forfatteren Peter Seebergs er ophavsmand til “5. maj 1945 – Freden – Glæden – Sorgen” i Gammeltorvs nordlige stengærde. Indslaget fra 1970 tenderer kunst. Et renlivet kunstværk fra den 9. april 1990 står i Hjultorvets nordøstre hjørne, Erik Heides støbejernsskulptur “Mit hus”, der markerer sig med skudhuller og en molesteret tagryg.

Den for længst nedlagte fond havde i første runde forestillet sig et kunstværk og fik den lokale kunstner Johannes t’Hart til at udføre en model. Den var med diverse effekter, men kommunen stod af. Det blev ved en luftig tanke. Stenen på kirkegården er til gengæld et jordfast minde.

Den nok kendteste blandt Viborg Domkirkes fresker er “Indbydelsen til det store gæstebud” på søndre korsarms vestvæg. Også fordi den har sin særlige historie.

Joakim Skovgaard og hans lystige svende pustede fra 1901 til 1906 liv i domkirkens indre stene. Allerførst var fresken »Det store gæstebud” færdig. Modsat de andre sad den ikke på en bund af tjære. Snart begyndte salpeter fra muren at skæmme værket.

I 1913 fik Joakim Skovgaard og hjælperen Niels Larsen Stevns den idé, at de skulle male »gæstebuddet« om. Under arbejdet i domkirken havde holdet ofte banket bemalet puds ned for at male om. Så simpel en løsning ønskede Statens Museum for Kunst ikke. Det tilbød at betale for at få værket ned i hel stand.

I marts 1913 kom italieneren Franco Steffanoni til Viborg. Franco Steffanoni var en mester i at trække sådanne kalkmalerier ned fra vægge og over på lærred.

Med sikker hånd gennemvædede han fresken og et lærred med en vandopløselig lim. Da alt var tørt, kunne han og en hjælper trække lærredet med fresken af og rulle det sammen. Skovgaard & Stevns havde en jomfruelig væg til et »gæstebud«, der kom til at tage sig noget anderledes ud.

På kunstmuseet rullede Steffanoni værket ud og lagde bagsiden opad. Også den fik et lærred, men nu med en lim, der ikke lod sig opløse i vand. Med vand fjernede han nu det overflødige lærred fra forsiden. Fresken sad nu retvendt på et godt lærred – lige til at hænge op på museet og senere i Christianskirkjan på Færøerne.

I den første udgave viste Niels Larsen Stevns sin mesterhånd, da han malede studeprangeren med okserne nederst til venstre. Inspirationen hentede han på et studemarked i Viborg. Også i den nye udgave fik han denne betroede opgave.

Joakim Skovgaard beskriver, hvordan Stevns sled som en lille hest med at få okser og pranger til at makke ret. Skovgaard vurderer, at prangeren ikke er “så sveden som den første”, men at “han er anderledes, mere storslået i sin brutalitet, og vejer mindst lige så godt for neden i billedet, hvor tyngden skal være”.

Valdemar Ulriksen, der som Palæs restauratør fra 1957 til 1980 var med til at gøre kælderens “Ly” til det, det er i dag, gav én af byens lidt skæve personligheder en god del af æren: lokalhistoriker, sparekassebogholder og turistmand Holger Ballund Jensen.

Holger Ballund Jensen (1893-1975) var en habil maler, kalligraf og rimsmed. “Krostuen i kælderen” åbnede den 10. april 1954. Allerede da Ulriksen tre år efter kom til, var den med træskårne munke, muntre vers og bogstavgåder på væggene, og “Baasen” var indført. Ifølge restauratøren var de muntre påfund den gode Ballunds værk.

Etablissementets fulde navn er “Munkekælderen Latinerly”. I sin soldatertid i København fattede Holger Ballund Jensen en kærlighed til kælderbeværtninger, og i Viborg fik han chancen for at forme et sådant ly i kælderdybet.

Som Ulriksen fortalte det, udførte en træskærer i Århus 10 munke til væggene. Ansigterne var efter sigende karikaturer, der forestillede fremtrædende medlemmer af Viborg Borger- og Haandværkerforening. På mystisk vis forsvandt fire munke. Ulriksen fik træskærer Schou i Sct. Mathias Gade til at snitte fire afløsere.

I de år indførte han i øvrigt Munkeplatten, der skulle gøre det overkommeligt for gymnasiaster at få et måltid mad til Odins fadøl. Pris: 4,85 kroner. Den voksende skare af latinskoleelever fik “Munkekælderen” til at træde i baggrunden til fordel for “Latinerly” – snart slet og ret “Ly”. Man tager “på Ly”.

Tilbage til munkene. Yderligere fire figurer forsvandt. Men siden er fem vendt tilbage. Hermed kan Ly i skrivende stund mønstre 11 munke plus en original skitse til én af figurerne. Den var en gæst så venlig at komme med. Tegningen sidder i hjørnet over for “Baasen”.

Her til sidst en lille dråbe af Ballunds vid: “Drik, mens du lyster, flasken har en søster.”

Tomheden rummer alt. Jeg var engang på byvandring med en guide, der stolt fortalte om alt det, vi ikke kunne se. Hans bys gamle bygninger forsvandt under anden verdenskrig. Yderst givende at opleve, hvad en god guide kan udrette af mirakler.

Når jeg trisser rundt på Borgvold, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan dette stykke Viborg tog sig ud, da det havde to bakkeknolde, Store Borgvold og Lille Borgvold. Sidstnævnte forsvandt helt fra jordens overflade i 1850’erne.

På et stik fra 1822 ser vi, hvordan den lille bakke endnu titter frem nordøst for den store. Den har et åbent sår. Borgerne brugte den nemlig som en slags grusgrav. Adskillige vognlæs indgik 10 år før i en smal dæmning med en lille træbro, så de to sider af søerne efter 500 år atter havde en fast forbindelse.

På Traps bykort fra 1858 er kun den i dag kendte Borgvold-bakke tilbage. Lille Borgvold er ude af sagaen. Hvor trist. De to bakker kom vist til verden på samme tid som hatbakker af sten og grus, der lagde sig i dødisens huller.

I Viborgs “jordebog” fra 1878 læser vi om Lille Borgvold, at “denne høj har fra gammel tid af været benyttet til deraf at tage fyld, og omtrent i 1859 var den ganske jævnet”. Kommer til at tænke på, hvad to skamferede klitter ved Skagen Sønderstrand affødte af ballade.

I tiden lige efter dødsstødet anlagde byen sin stadspark i romantisk stil. Den udraderede bakkes sted er i dag blot en plæne med lidt træer hist og pist.

“Nu er fuglen fløjet,” hed det, da Svaneapoteket i 1993 baskede fra Nytorv til Odingården. Svanenavnet fulgte med, men et par dekorative svaner holder heldigvis skansen i den gamle apotekergård.

Fra begyndelsen i 1573 og mange år frem hed apoteket blot Viborg Apothek, men ret tidligt må svanen være kommet ind i billedet. I Ursins Viborg-historie fra 1849 er der ingen tvivl. I registret optræder apoteket som “Svaneapoteket”.

Ligesom en dinglende bradepande engang var et sigende symbol på en gæstgivergård i St. Sct. Peder Stræde, var svanen velegnet som et pejlemærke i en tid, da de færreste kunne læse skilte. Måske har apotekeren også villet sende et signal om, at hans medikamenter var pure som svanen.

Blandt danske apoteker er løverne og svanerne de talrigeste. Men de er i et broget selskab med ørne, hjorte, elefanter, enhjørninger, delfiner, sorte heste, hvide heste, falke, fasaner, svaler og glenter.

Godt, at noget af historien hænger ved på Nytorv. Hvor apoteket i de første 100 år lå, ved vi ikke. I 1673 indrettede Daniel Friedenreich sit apotek på torvets nordside, og i 1717 flyttede Mathias Langenhoven det til vestsiden.

Apoteker Rami Zeidan er nummer 31 i rækken af aktive apotekere under svanens vinger. Dertil kommer tre ubrugte bevillinger og en enkelt enke, der drev apoteket gennem en provisor.

Den kan vist kun biskop Henrik Stubkjær slå. Hans nummer i rækken af rigtige biskopper er 54. Vi regner ikke tre fuskere fra 1200-tallet med. De var uden for nummer.

En lille mand med et iltert sind endte i 1691 sine dage i Viborg, 74 år. Adelsmanden Valdemar Daa var guldmager, men skabte kun gæld. Til gengæld er Valdemar Daas læderbetrukne kiste i Viborg Domkirkes sydlige kryptkapel som en guldåre ved siden af Sct. Kjelds gamle vandåre.

H.C. Andersen skrev fortællingen “Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre” om denne stejle fantast. Nærmere kommer viborgenserne ikke en alkymist, en guldmager.

Vi ser for os, hvordan han nat og dag stod ved sine gryder, digler og kolber. Forfra. Atter og atter. Det siges, at han engang troede sig ved målet, men at han i sin iver tabte kolben. På’en igen.

Før han kom til Viborg, boede han på borgen Borreby ved Skælskør. Det var her, han drev med at fremstille guld ad kemiens vej. Om han forsøgte at gøre guld, fordi han var forgældet, eller om han kom i gæld, fordi han brugte kræfterne på guldforsøg, skal jeg lade være usagt. Under svenskekrigen 1657-1660 var adelen ikke ligefrem ved muffen.

Borreby røg med i faldet. At han – formentlig i efteråret 1681 – søgte til Viborg, skyldes nok, at han havde et lønligt håb om at beholde sine jyske besiddelser Hessel og Bonderup, men den gik ikke, Granberg. I Viborg boede han usselt. H.C. Anderens vind farer med vare: “Det var et hus at se på, ikke at røre!”

For mange år siden havde konservator Peter Linde på Nationalmuseet kiste og mumie til et større serviceeftersyn. Peter Linde var betaget af det sælsomme møde på tværs af tiden:

“De, som nu har lejlighed til at stå ved hans åbnede kiste og se hans forunderligt bevarede lig, må studse og undre sig. En og anden gør sig også umage for at granske udtrykket i dødningens ansigt. Der er jo så meget, en levende kunne få lyst til at spørge en død om.”